"Undskyld, tjener. Der er æg i min vin!"

Overskriften til dette indlæg lyder som starten på en dårlig vittighed, men ikke desto mindre er det tæt på hvad min gode vinven Palle tænkte forleden.

Han havde gang i en tilfældig flaske australsk, da hans øjne opdagede følgende information på bagetiketten:
"Indeholder sulfitter, æg, mælk". SAY WHAAA?

Den med sulfitter, den er vi helt med på, de er jo nærmest i alle vine, men æg og mælk? Den er sgu ny, i hvert fald for os, for hvad pokker laver æg og mælk i en rødvin?

Sandheden er, at de intet har at gøre i en vin, og at de heller ikke er tilstede, på trods af at etiketten informerer om det. Tilsyneladende er det nemlig et myndighedskrav, at der skrives på bagetiketten at en vin indholder æg og mælk, hvis bestemte bestanddele bruges under vinfremstillingen, netop fordi disse bestanddele er et udtræk af æg og mælk. Præcis ligesom sulfitterne også skrives på.

Disse bestanddeles funktion, handler om at raffinere vine, f.eks. ved at fjerne urenheder. For æggenes vedkommende, drejer det sig om stoffet albumin, som findes i æggehvider. Dette bruges til at filtrere finere rødvine. Det får større partikler til at klumpe sig sammen, hvorefter de falder til bunds i tankene, hvor de kan fjernes.

Mælk er ikke mælk, men derimod casein, et protein som er udtrukket af skummetmælk. Dette bruges som oftest i hvidvine, for bl.a. at forbedre muligheden for at filtrere vinen.

Så sådan er det altså. Her i den søde juletid, fik vi os først en god say whaaa-oplevelse, hvorefter vi blev meget klogere. Eller i hvert fald en lille smule klogere.

Nu ser jeg bare frem til at få serveret en vin med fisk tilsat - det er nemlig også en ingrediens, myndighederne kræver skrevet på bagetiketten.



P.S.
(Og der er selvfølgelig ikke fisk i vin, men derimod husblas, dog i en version lavet af blærerne fra bestemte fiskearter. De bruges i bestemte lyse vine, for at opnå en høj klarhed).

The Grape Grinder Shiraz 2011.. Årets alternative julevin

Den søde juletid er i fuld sving, og det er derfor ved at være på tide at finde frem til årets julevin - vinen som skal pryde bordet den 24. december. Ud over at vinen gerne skal passe bare nogenlunde godt til den fede danske julemad, er der her i huset også fokus på at den bare skal smage godt, samt at det skal være en vin som vil please de fleste medlemmer af familien.

Årets vinvalg er denne gang faldet på en lidt anderledes vin. I år bliver det en flaske fra Sydafrika, fra huset The Grape Grinder. Tidligere har de lavet The Grinder Pinotage, en vin jeg var rigtig godt tilfreds med, og denne Shiraz er seneste skud på stammen. Faktisk er den så ny, at deres hjemmeside ikke nævner et ord om den.

Der er to grunde til, at det er denne vin bliver årets julevin her i huset. For det første var den ikke voldsom dyr, en vigtig parameter. Der er nok mange der går den stik modsatte vej, og gerne flotter sig til jul, men for mig er det penge ud af vinduet. Lige meget hvilken vin man vælger til julemaden, og hvor meget man søger efter det perfekte, så vil man ende med en vin som skal stå godt mod sur rødkål, søde brunede kartofler, en mager fugl, måske lidt sprøde svær, fed sovs.. listen kunne fortsætte lidt endnu. Ikke mange vine kan matche sådan et bord. Ydermere har man måske også hyggedrukket lidt i løbet af dagen - lidt gløgg, en hurtig øl.. dagen er lang, og man skal ikke tørste. Alt lagt sammen, vil det være synd at trække proppen på et brag af en vin. Sådan en vin vil jeg langt hellere nyde, til et måltid hvor det er vinen som får lov at være hovedpersonen, hvor den ikke bare skal være et supplement. Så altså, en billig men god vin er helt klart et hit. Denne koster 75 kroner flasken, men er købt på bud til 60 kroner. Tjek, tjek.

Den anden grund til at denne vin er blevet valgt, er simpelthen fordi den er så anderledes som den er. Jeg har en kærlighed for de lidt skæve vine, og en sydafrikansk vin med tegneserieetiket på julebordet, det kan jeg ikke stå for. Da Thomas fra Smalle Vine, hvor den er købt, så også mente den ville være et godt bud på en julevin, ja, så var jeg sgu klar til at give den et skud.

For ikke at gå fuldstændig blindt til julebords, har jeg prøvekørt en enkelt flaske.

Indledningsvis var jeg virkelig ikke imponeret, grænsende til ærgerlig over at have købt samtlige juleflasker hjem, og jeg var på grænsen til at hælde den ud. Den fremstod simpelthen bare kedeligt. Den var alt for skarp i smagen, let og uden dybde, og slet ikke med de noter og lag som der var lagt op til på bagetiketten. Måske man ikke skal tage den for gode vare, men nu var den jo trods alt i familie med den dejlige Grinder Pinotage, så den havde en hel del goodwill bag sig. Den levede på ingen måder op til det.

Men så på trededagen, der vågnede den sindsygt op til dåd, og falder fuldstændig på plads. Den byder på frugt, syre og fin eftersmag, og ender som en super rar oplevelse. Det var godt jeg fik testet den, for nu ved jeg da, at den skal have sig en kraftig slyngetur, og et par timer eller fire i karaffel.

Med prisen taget i betragning, og tre dage åben, lander vi på karakteren C+. Det bliver spændende at se hvordan den klarer sig, trods alt, til den fede julemad.

Karakter: C+

Domaine Santa Duc Grand Grenache 66 Gigondas 2009

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Sidste vin til gutternes store efterårsvinsmagning, blev en tur tilbage til det franske - her Gigondas. Området kaldes også, med uret, Chateauneuf du Pape's lillebror. Det er med uret, fordi området inden for de sidste få år, har produceret usandsynligt gode vine, men stadig til en forholdsvis overkommelig pris. Det kaldes også lillebor, fordi de to områder ligger skulder om skulder.

Huset Santa Duc er et af områdets allerstørste huse, og foregangsmanden for Gigondas-vin, Yves Gras, er manden bag deres vine. En meget respekteret mand, eftersigende.

For nogle år siden viste han Robert Parker rundt på gården, og fortalte ham om netop denne vin. Det var 2007, første årgang af vinen. Han fortalte Parker, at vinen ville komme til at hede Gigondas Grande Grenache GG, hvilket Parker skrev ned. Da Parker kommer hjem, og skulle skrive om sin smagning, kunne han ikke læse sine egne kragetæer, hvorfor han fejlagtigt kommer til at kalde vinen Gigondas Grande Grenache 66.
Yves Gras var derfor helt uforstående, da opkøbere fra hele verdenen, begyndte at ringe for at opkøbe hans Grande Grenache 66. Fejlen var dog sket, og selvom Parker beklagede fejlen, valgte Gras at holde fast i navnet.

At Parker, og Wine Advocate er glad for vinen, til stadighed, ses også ved at denne årgang har fået 94-96 point.

Som vi lagde ud, timer tilbage, sidder vi igen med en vin på Grenache - ganske sjovt at se hvordan henholdsvis Californien og Frankrig udnytter denne drue.

Næsen noterede jeg som meget grøn, urtet. Munden bød på kraftig lakrids, en nærmest krads styrke med kraftig peber, og så de vildeste tanniner. Den var mørk, kraftig, og som jeg noterede, nærmest hovedpineskabende. Det er godt håndværk det her, og jeg kan klart se linket til F Bomb - der er bare skruet sygt op for alting i denne franske version. Det er god vin, men ikke en favorit.

Prisen er 390 kroner hos Bichel Vine, og det er sgu nok fair nok.

Og sådan sluttede en fantastisk vinaften. Min gode ven Palle skal igen have tak for at lægge hus og alting til, og for de fine billeder af vinene. Og Thomas fra Smalle Vine skal have tak for den sponsorerede t-shirt til min lille vinquiz - en trøje som Palle ganske fortjent hev hjem. Gud hvor den klæder ham.

Monte Santoccio Amarone Della Valpolicella Classico 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Lidt snue og et par sygedage satte en lille pause på indlægende om vinene fra den store efterårsvinsmagning, men her kommer ottende vin.

Vinen er en tur tilbage til Italien, og denne gang til det klassiske af det klassise - en Amarone Della Valpolicella. Dem er supermarkedernes tilbudsaviser fyldt op med, desværre ofte i en kvalitet der er langt fra hvad rigtig Amarone er og kan være, så gennem årene er Amarone-navnet i min verden devalueret noget - der er simpelthen for mange vine som bærer navnet, men som ikke er meget værd.

Det var derfor med stor spænding denne vin skulle smages, ikke mindst fordi den er valgt ud fra en lidt sær præmis. Det forholder sig nemlig sådan, at vinen markedsføres her i landet, med cykelrytter Michael Rasmussens navn tilføjet. Årsagen er, efter sigende, som følger:

Da han boede i Italien, gik hans træningsrute lige forbi Monte Santoccio, og over tid blev han rigtig gode venner med deres unge vinmager, Nicola Ferrari. Vingården ligger i Classico-zonen, hvilket er det oprindelige område hvor de bedste og ældste Amaroner kommer fra. For at hjælpe en ven, var Michael Rasmussen med til at finde en dansk forhandler, og han er samtidig med som vært for danske turister som besøger vingården.

Nicola Ferrari ses som det helt store stjernefrø i Valpolicella, og på trods af at denne årgang (2007) kun er hans andet forsøg, er han det navn der følges aller nøjest. Han spås en stor fremtid.

95% af druerne består af Amarone-klassikerne Corvina, Covinone, Rondinella og Molinara. De sidste 5% består af Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinene lægges på fad i 30 måneder, og derefter 6 måneder på flaske, før de frigives til salg.

Det her var meget let drikkelig vin. Næsen undrede mig, og på aftenen noterede jeg mig noget smøragtigt. Eftersmagen hang med en note af flødekaramel. Det er MEGET atypisk, og jeg er nærmest i tvivl, om mine noter er en fuld mands værk.
I munden er vinen smooth, alkoholen fornemmes, men der er intet bid. I grunden en meget uklassisk og mild Amarone, på trods af at fylden egentlig er fin nok.
Der er stort set ingen tanniner, selvom Frank fornemmer lidt på kanten af tungen. Palle synes vinen er læskende, og selv synes jeg bare at den er lettere udefinerbar, og alkoholtung.

Amarone kan som oftest gå i to retninger. Enten den meget søde og frugtdrevne (tørrede rosiner), som gennem mange år har været populær i Danmark. Ellers går den i den klassiske retning, hvor den er meget mere stram og stringent, med syre og tanniner. Jeg nyder begge slags, men denne falder ikke rigtig i nogle af kategorierne. Bladet Decanter har givet den en bronzemedalje i deres World Wine Award, og jeg forstår det ikke. For mig var det et forholdsvis ligegyldigt møde, desværre, for det lader jo til at der er godt med potentiale i den unge Nicola Ferrari.

Vinen er købt hos Skovgård vine, til en pris på 299 kroner.

Clos Mogador Priorat 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Syvende vin bringer os til Spanien, et vinland mit hjerte også banker for. Normalt er det Rioja og Ribera del Duero som trækker, men Priorat er begyndt at poppe op på min radar, så det var en vin fra denne region, som skulle have lov at repræsentere Spanien til denne smagning. Regionen er en af landets mest fremadstormende når det gælder vin, og Wine Advocate har kaldt denne vin "one of the stars of the vintage in the region". Det er sikkert meget godt, og bladet har da også kvitteret med hele 96 point. Interessant.

Vinen laves af René Barbier, en af pionererne i Priorat. Første årgang blev smidt på gaden i 1989, hvor den skabte noget nær en sensation, og siden har Clos Mogador været en ikonvin. Det siger de kloge i hvert fald. Den er lavet på 40% Garnache, 20% Carinena, 20% Syrah og 20% Cabernet Sauvignon.

Varmen og tørken om sommeren i Priorat, gør at det er nærliggende at kundstvande, men Barbiers filosofi er, at kun de stærkeste stokke skal overleve - så han undlader at kunstvande og lader dø, det som må dø. Denne fremgangsmåde sikrer, at de druer der trods alt kan høstes (hvilket efter sigende er noget nær det laveste udbytte per stok i hele verden), er sindsygt voldsomme og intense. Druerne høstes manuelt, og gæres hver for sig i åbne kar, hvorefter de igen hver for sig, hældes på små franske fade. Først efter 14-18 måneder, sammenstikkes den endelige vin, hvorefter den tappes på flaske.

Næsen er vi lidt uenig om. Selv fanger jeg en anelse stald (men måske det er den forrige vin som hænger ved), mens andre ved bordet synes der er noter i retning af portvin. Over tid begynder jeg at fornemme hvad jeg betegner som æg i næsen - en note af æg.
Farven er kulsort, og smagen er ligeså. Der er godt med peber, og en tydelig tørhed, men egentlig fremstår vinen utroligt lukket. Den når aldrig rigtig at åbne sig op, og jeg sad lidt tilbage med en lidt sær oplevelse. Det var god vin, men ikke så god, og jeg var på ingen måder blown away.

Ikke at man skal blæses væk hver gang, men en vin med 96 point og til en pris på 499 kroner, så forventer jeg sgu nok noget i den retning. Vinen er købt hos Løgismose, men personligt vender jeg nok ikke tilbage til denne vin - så hellere en flaske af Brunelloen til samme pris.

Roagna Barbaresco Montefico 2004

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Den gode vinoplevelse fortsætter efter den fortræffelige Brunello, med denne Barbaresco, og igen viser Italien at de er fucking fantastiske til at lave vin.

Vinen er fra det lille hus Roagna, og vi har med en dybt terroir-drevet vin at gøre. Marken ligger højt på en sydøstvendt skråning, lidt øst for Barbaresco by. Montefico, er navnet på den lille mark (og vinen), som kun måler sølle 0,24 hektar - det er nærmest ingenting - og den er selvfølgelig beplantet med Nebbiolo. Den lille mark leverer kun 1200 flasker, men som efter sigende skulle være intet mindre end brilliant Barbaresco. Wine Advocate har da også givet den 95 point, og kåret den i top-3 for årgangen i Barbaresco. Derudover er 2004 et uovertruffent godt år i regionen.

Macerationen (den tid som væsken ligger og hygger sig med druerne) er heftige 90 dage, mod normale par og 20 dage for "almindelige" vine, og herefter lægges vinen på fad mellem 4 og 6 år.

I glasset fremstår vinen en anelse brunlig, og næsen er yderst kraftig hestestald. Min vinven Palle og jeg udbrød det uafhængigt af hinanden. Der er virkelig proppet hest i den vin, og det dufter fantastisk.
I munden er der den mest fantastiske fylde, godt med egetræ, og nærmest ingen frugt. Det er intenst, det er stramt og stringent, og det er ufattelig godt. Tanninerne er helt oppe og ringe, og tørrer fuldstændig tænderne ud.

Det er vild vin det her, men det er konge. Det er vine som denne, der fuldstændig understreger, hvorfor jeg bruger så megen tid og energi på de røde dråber, og det er vine som denne, der retfærdiggør at vin nogle gange koster mange penge. Prisen er 599 kroner hos Atomwine, men selvom det klart er mange penge, og også aftenens dyreste, så er der ingen tvivl om at den skal smages igen. Den var ufattelig god, og for mig var det aftenens bedste.

Tenuta Il Poggione Brunello di Montalcino Riserva Paganelli 2004

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Tak for kaffe, så kom vi ellers op i en anden liga. Femte vin til vinsmagningen, bragte gutterne tilbage til Italien, landet hvis vine i sin tid gjorde os interesserede i vin - og denne (og næste) vin er klare eksempler på hvorfor.

Vinen kommer fra vinhuset Tenuta Il Poggione, et vinhus som stammer fra slutningen af 1800-tallet - det er et af Montalcino-kommunens største. Den produceres kun i de bedste år, og der kun i et meget lille antal. Druerne, som er 100% Sangiovese, stammer fra I Paganelli-marken som er husets ældste - den er plantet i 1964. Druerne er håndplukket, og vinen lægges 4 år på franske egetræsfade, hvorefter den lægges på flaske i en længere periode.

Vinen er blevet anmeldt i Wine Advocate og har scoret super flotte 96 point. Det er trods alt nok til at gøre drengene spændte, og så er det jo Brunello goddammit - freakin' Brunello.

Med det samme at vinen var i glasset, var det tydeligt at det her var klasse-vin - seriøst kræs. Det var kæmpe fylde, men stadig med en ballarinas lethed. Der var skønne krydrede noter, lidt stald og læder. Næsen var intet mindre end fantastisk, hvor især jordbund stod som en mindeværdig note. Og så var der ellers bare meget, meget fine tanniner.

En super komplet og kompleks vin, og absolut en jeg håber at smage igen.

Vinen er købt hos Otto Suenson til en pris på 495 kroner, og den er i den grad alle pengene værd. En lille sjov sidenote er, at da jeg afhentede vinen, og fik mig en god og hyggelig snak med Suensons mand, gik det op for mig at det var Frederik Kreutzer jeg snakkede med. Folk der følger med på vinblogs, kender ham måske bedre under navnet Vinkreutzer. Han var en flink og vidende mand, og det var rart endelig at få mødt en af de vinbloggere som man respekterer, sådan face to face. Forhåbentlig møder jeg ham igen, når jeg engang får råd til at købe en kasse af denne vin - den var SÅ god.

Domaine De Nalys Les Dix Salmées Châteauneuf du Pape Blanc 2010

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Fjerde vin, og vinen der blev skænket i glassene mens maden kom på bordet, var denne lidt overraskende vin - i hvert fald for os. For selvom vi i vennegruppen er blevet bedre til at drikke hvidvin, var der ingen af os der havde prøvet hvid Chateauneuf. Derfor ville det selvfølgelig være sjovt at præsentere gutterne for en sådan.

Hvid Chateauneuf er forholdsvis sjælden, og produceres kun i ca. 5% af regionen. Denne var fra huset Nalys, som går for at være en af områdets ældste producenter. Optegnelser som er blevet støvet frem i deres kældre, kan datere huset helt tilbage til 1500-tallet.

I både næse og smag var der tydelige noter af ananas og vandmelon, men desværre også en noget spritet eftersmag, og i grunden fremstod den bare let og pjasket - på ingen måder sprød, eller frisk sød. Tror endda at Jonas proklamerede at den smagte af fortyndet hedvin, og der var et eller andet rigtigt i den kommentar. Smagen døde lynhurtigt i munden, og slutkommentaren blev, at det var forståeligt at kun 5% af regionen producerede hvid - vi var i hvert fald langt fra imponeret og overbevist.

Vinen er købt hos Skovgaard vine, og koster et sted mellem 239 og 298 kroner, alt efter hvor mange man køber. For mit vedkommende, bliver det ved den ene, men det var sjovt at få smagt en hvid Chateauneuf du Pape.

Og med denne vin var det så slut med de lettere og de eksperimenterende vine - nu skulle der kraft på drengen.

Littorai Sonoma Coast Pinot Noir 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Da der desværre var prop i den vin som var tiltænkt quizzen, blev aftenens fjerde vin opgraderet til nummer tre, og dermed vinen vi skulle nyde mens vi quizzede.

Vinen var en flaske Pinot Noir fra Sonoma Coast i Californien, og kommer fra vinhuset Littorai. Jeg har skrevet om dem før, da min ven Frank og jeg, for godt et år siden, var til vinsmagning hos Laudrup Vin. Her smagte vi en af de helt store fra Littorai, og det var en udsøgt fornøjelse. I lang tid havde jeg øjnet en lignende stor vin fra Littorai, til en god pris, men desværre blev den udsolgt, lige inden jeg begyndte mine køb til denne vinsmagning. Heldigvis dukkede denne op hos Smalle Vine, og jeg slog til. Gutterne skulle helt sikkert præsenteres for Pinot fra Littorai.

Jeg kunne ikke finde meget om denne vin, i min forberedelse til vinsmagningen, så der er ikke meget at gengive her. Littorai er populært, og denne vin kan muligvis kategoriseres som en "basis-vin", uden at jeg egentlig er sikker på om det er helt fair. Det tror jeg ikke det er.

I næsen bød den på mentol, og sjovt nok noget lidt chili-agtigt i smagen. Den var dejligt smooth, men med en lidt pebret smag - og så fornægtede den sig på ingen måder sit Pinot'ske ophav. Det var et dejligt glas, og en super god start på den koncentrerede del af vinsmagningen.

Købt hos Smalle Vine til 300 kroner.

Chateau Hansen Cotes de Fleuve Jaune Desert de Gobi 2009

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Anden vin til den store efterårssmagning blev serveret under den store vin-quiz, som jeg havde forberedt som lidt opstartshygge. Det er nærmest blevet en tradition, med sådan en quiz til vores efterårssmagning, og denne vin blev lidt et bindeled mellem quizzen i år og quizzen sidste år. Sidste år havde jeg nemlig et spørgsmål med, hvor jeg spurgte til hvad Chateau Hansen var - jeg hedder selv Hansen, så et af svarmulighederne var, om det i grunden bare var noget jeg selv fandt på.

Det var det ikke, for Chateau Hansen er et kinesisk vinhus, og det lykkedes mig at finde frem til denne vin, hvorfor den selvfølgelig skulle indgå som del af quizzen.

Jeg skal være hurtig og sige, at der ikke kommer nogen smagenote på denne vin, for den var kraftigt ramt af prop - både i næse og smag. Puha, den var ikke rar. ØV. Men historien om vinen skal I ikke snydes for - her er hvad jeg skrev som præsentationen til gutterne:

Hansen betyder på kinesisk noget i retning af skoven af folk (Han betyder folk og Sen betyder skov). Vinen er fra paraceller i Ningxia-, Gansu- og Wuhai-regionerne, og der vandes bl.a. med vand fra den gule flod, som passerer igennem dele af Gobi-ørkenen.

 Ningxia-regionen er en selvadministrerende kinesisk region, og der produceres vine af utrolig høj kvalitet. Disse sælges dog ikke lokalt, grundet overvejende muslimske traditioner.

Gansu-regionen er kendt for at huse den vestlige del af den 8000 kilometer lange kinesiske mur. Regionen består i høj grad af sand og lerjord, hvilket er ideelt til vindyrkning. Regionen krydses også af den gamle silkerute, hvor vin også var en del af handlen, hvorfor regionens vinhistorie kan dokumenteres hele 2400 år tilbage. Det er samtidig her at Kinas vinhistorie blev født.

 Hoveddruerne i vinen er Cabernet Sauvignon, med omkring 60%. Herefter den kinesiske drue Cabernet Gernischt med omkring 30%, og resten er ligeligt fordelt mellem Cabernet Franc og Merlot. Vinen har ligget 16 måneder på fransk eg, hvoraf 30% er nye fade.

Alt dette er dog ligegyldigt, når nu vinen var ødelagt af prop. Jeg har dog snakket med Greve Vinkompagni, hvor vinen er købt til 119 kroner, og de har uden spørgsmål tilbudt at ombytte vinen. Sådan skal det være, og tak for det. Så er spørgsmålet bare, hvornår vejen lige går forbi Greve.

The Dirty Pure Project F Bomb 2012 (gensmagt)

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Efter den vilde oplevelse jeg havde med denne vin, første gang jeg smagte den, var der ingen tvivl om at den måtte med til smagningen. Egentlig var alle vine købt og budgettet brugt, men Palle og jeg blev enige om at købe den alligevel. Som en velkomstvin.

Det gjorde vi så, og vi var de eneste der vidste hvad vi drak.

Jeg vil ikke sige så meget om vinen, der kan man læse det tidligere indlæg, men kort sagt var denne vin en kæmpe succes, og en virkelig fantastisk let og smagfuld åbner på en aften med stor vin.

Gutterne var virkelig glade for vinen, de var blown over at det var Grenache fra Californien, og de var helt med på prisen. Faktisk i en sådan grad, at flere ved smagningens slutning, udråbte den til aftenens vinder, når prisen tages i betragtning - altså en vin med fantastisk QPR (Quality to Price Ratio). At QPR'en er god, er jeg helt enig i, men aftenens vinder, den er jeg ikke med på. Der smagte vi simpelthen for store vine til, at denne fine lille californier ville kunne løbe med den sejr.

Men god - absolut.

Noget nær den perfekte vinsmagning

I forrig weekend inviterede jeg sammen med min gode vinven Palle, alle gutterne til vinsmagning. Palle lagde gemakkerne og gæstfriheden til, og jeg havde gennem de sidste par måneder vurderet, sorteret og endeligt indkøbt de vine vi skulle have.

Vi har mange gange diskuteret hvordan vi helt præcis skruer den perfekte vinsmagning sammen. Nogle af de ting vi har overvejet, er f.eks. antallet af vine - hvor mange vine vi ærligt skal have med, for at også sidste vin får vores fulde fokus og nogenlunde velfungerende smagsløg. Og vi ender også tit ud en en længere overvejelse, om hvad smagningens tema skal være - skal vi prøve at fokusere på kun en enkelt drue? Skal vi køre et land som tema? Skal det være en bred rundrejse i vinens verden, eller skal det være en kombination eller noget helt fjerde? Overvejelserne har været mange, og denne gang er vi tæt på at vi landede på noget helt rigtigt.

Temaet blev "store vine", hvilket kom til at dække over, for det meste, kendte vinlande samt populære vintyper som Barbaresco, Brunello og Amarone. Vinene vi drak, var følgende:

• The Dirty Pure Project F-Bomb 2012 (Californien)
• Chateau Hansen Cotes de Fleuve Jaune Desert de Gobi 2009 (Kina)
• Littorai Sonoma Coast Pinot Noir 2007 (Californien)
• Domaine de Naly Les Dix Salmées Chateauneuf du Pape Blanc 2010 (Frankrig)
• Tenuta Il Poggione Brunello de Montalcino Riserva Paganelli 2004 (Italien)
• Roagna Barbaresco Montefico 2004 (Italien)
• Clos Mogador Priorat 2007 (Spanien)
• Monte Santoccio Amarone Classico 2007 (Italien)
• Domaine Santa Duc Gigondas Grande Grenache 66 2009 (Frankrig)

Efterhånden som jeg får skrevet om de forskellige vine, kan du trykke på dem ovenover, for et fuldt indlæg.

Grunden til at denne smagning blev noget nær den perfekte, skal finde i vinenes kvalitet, og ikke mindst (måske endda i høj grad) antallet. At antallet blev en vindende faktor, er fordi vi ofte ender med for mange vine. Vi bliver ganske enkelt vin-mætte, og dybt ufokuserede mod slutningen. Men ikke denne gang, og faktisk endte det endelige antal på otte, og ikke ni, da den kinesiske vin (vin nummer to) havde prop i en sådan grad, at den var udrikkelig.

Dagen startede officielt klokken 16, til et glas Dirty Pure F-Bomb, en vin jeg allerede har rost til skyerne, her på siden. Gå til vinnoten for at få mere at vide, men det skal være sagt at denne vin virkelig faldt i gutternes smag.

Efter ca. en halv time, gik vi i gang med en vin-quiz jeg havde forberedt. Det var her at den kinesiske vin dukkede op som et indslag, men da den havde prop, gled Littorai-Pinoten i dens sted. Så havde vi den at hygge os med.

Alt dette betød, at da vi gik til maden, som var super lækker tapas, havde vi "kun" seks vine at skulle koncentrere os om. Et helt og aldeles perfekt antal, til de næste fem-seks timers hyggen og gætten - et rigeligt antal til at dække de næste mange timer ind, og et tilpas begrænset antal, til at vi kunne give hver af dem vores fulde opmærksomhed. Jeg ved at andre vinklubber sagtens kan rumme højere antal, vi er bare ikke gode til det.

Gutterne skal have tak for en super hyggelig aften, og især Palle skal have en stor tak for sin gæstfrihed - der er vist nogle der skylder den mand en flaske Baylies og Gin (og Whisky og en kasse øl).

The Dirty Pure Project F Bomb 2012

Californisk vin har skuffet mig, langt oftere end det har bragt mig glæder, men hold nu kæft hvor den her vin kommer direkte ind fra højre, og sætter tingene på plads.

The Dirty Pure Project er et californisk vinprojekt med en mission. De ser det som nærmest for nemt, at smide dyre californiske Cabernet'er og Pinot'er på markedet, fra et præstige-områder som Napa, og vælger i stedet at gå mere ukonventionelt til værks. Og ukonventionelt er et ord de gerne selv kaster om sig, på deres hjemmeside.

Efter eget udsagn, har de valgt ukonventionelle druer (Grenache og Mourvedre), en ukonventionelt region (Central Coast), navngivet vinen ukonventionelt (F Bomb), og pakket den ukonventionelt (metalfolien omkring proppen er fjernet). Om de har ret, eller om det bare er ren salgsgas og artsy-fartsy fis, det må være op til den enkelte at vurdere, men der er noget spændende over projektet.

Den med metalfolien om proppen, det handler for Dirty Pure om, at de gerne vil være lidt miljøbevidste, og da folien ikke har nogen særlig nytteværdi, er den fjernet. Personligt synes jeg det ser super stilet ud, at den er væk - så thumbs up der.

Vinen er hovedsageligt på Grenache (95%), med en lille snas Mourvedre iblandet, begge hentet fra Santa Barbara (området, ikke tv-serien). Det er en vin på 15,1% alkohol, og den er lavet i kun 1400 kasser. Nå ja, og så er der etiketten, den er bare fed.

Snakker vi selve vinen, så er vi tilbage til starten af dette indlæg, og hvordan den bare sætter hele den californiske vinverden på plads - intet mindre. Smagt blindt havde jeg sagt Pinot, før en egentlig vurdering havde sat ind. Kig på farven i flasken, på billedet ovenfor, og det er tydeligt at den visuelt peger i den retning. I munden har den til start, den meget lette og frugtede californiske Pinot-fornemmelse, men så begynder den ellers også at fylde på af spændende noter.

Den er fløjsblød i fylden, super frugtig med noter af vingummi, jordbær og jordbæryoghurt og frisk peber. Duften har igen noget vingummiagtigt over sig, og en overgang kommer associationen øl ind - på andendagen endda specificeret til Newcastle Brown Ale. Det er mærkeligt, men godt og spændende.

Det her er fucking fantastisk, super smooth og drikkevenlig vin af super høj kvalitet. Den er Pinot'sk, men samtidig helt sin egen. Og så endda til en latterlig lav pris- 139 kroner. Ja, det sagde jeg, for californisk vin til den pris, og så den kvalitet, det er bare.. ja, fucking fantastisk.

Vinen kan købes hos Smalle Vine, men hold lige igen med at gå shop-amok, til jeg selv har været forbi og fylde lagret op - den her skal jeg simpelthen bare have mere på lager af.

Karakter: A

Both Barrels Shiraz Durif 2010

Englands største vinfirma hedder efter sigende Laithwaite, og de er så store at de får vinproducenter rundt omkring i verden til at blende vine, kun til dem, og til det engelske marked. En af disse vine er denne aftens vin, en vin der netop ikke har nogen synlig producent på etiketten.

Lidt søgen på internettet afslører dog, at denne vin, Both Barrels Shiraz Durif, er lavet af Steve Grimley fra Red Heads Studio. Han er taget til Coonowarra-regionen og har købt Shiraz med hjem, og til Rutherglen for at hente Durif. Det har han så blended til denne vin.

Coonowarra er et cool-climate-område, hvilket generelt betyder mere stilren og urtet Shiraz, og det fornægter sig ikke her.

I næsen oplever jeg julekrydderi samt noget grønt (nok det urtede), og den grønne fornemmelse fortsætter over i smagen. Dette følges op af en frugtsødme og peber, og så hvad jeg egentlig bedst kan beskrive som chorizo. En anelse sært.
Der er rimelige tanniner, som samlet set binder en noget ustruktureret vin en smule samen. Vinen fremstår barsk og skarp, som nok skal ses som frisk og stilren, jeg er bare ikke helt overbevist.

Vinen er købt til 80 kroner hos Skovgaard vine, hvilket er en tand over godkendt, og denne pris er ifølge Skovgaards aparte prispolitik, kun opnåelig ved køb af én eller over 12 styks. Ellers koster den 110 kroner, og det er for meget. Jeg må lande på et C-.

Karakter: C-

Kaffe-Pinotage, hvad er det?

Jeg købte en ny vin i går, en såkaldt kaffe-Pinotage. Det lød sært, og den var ikke synderligt dyrt, så jeg synes det skulle prøves. Jeg er dog ikke sikker på hvor overbevist jeg er om vinens formål, efter at have læst følgende på bagetiketten:

"Du kan lide cappuccino, men lejligheden byder sig mere til vin. Hvorfor ikke få det bedste fra begge verdener?"

Og endnu mindre sikker føler jeg mig efter at have set reklamen for vinen:

Egentlig troede jeg at det her med kaffe-Pinotage var et nyt påfund, ikke mindst for mig, men jeg har nu læst lidt om emnet, og ingen af delene passer. Kaffe-Pinotage har rundt omkring i verden været populært de sidste fem år eller mere, og det lader til at især nye vindrikkere har taget denne lidt pjattede blanding til sig. Selv har jeg, uden at vide det, drukket min første kaffe-Pinotage gennem den sydafrikanske The Grinder.

Og det er netop Sydafrika der står bag dette lidt spøjse bidrag til vinverdenen.

Kaffe-Pinotage, og denne lidt spøjse blanding af klassisk smag af vin og så en meget tydelig ristet mokka-note, frembringes gennem en speciel produktionsproces. For det første bruges der en helt speciel gærkultur under gæringen, som er med til at fremhæve de naturlige kaffenoter i Pinotagedruen, men måske endnu mere vigtigt, er perioden med såkaldt tea-bagging. Mens vinen ligger på tanke, sænkes kraftigt afbrændte (og dermed sodede) træplanker ned i vinen, som skal ligge og trække, som en tepose i kogende vand. Samme proces som når man lægger vin på fade, hvor indersiden er brændt, men med Kaffe-Pinotage, og de brændte træplanker, bliver der skruet godt op for denne note i vinen.

Pinotage-druen er nærmest synonym med sydafrikansk vin, og det er intet tilfælde at det er den som sættes i spil med denne kaffe-vinkel. Kaffenoter er jo på ingen måder ny når vi taler smagenoter i vin, men tests har vist, at netop Pinotage-druen er yderst leveringsdygtig i en kraftig kaffenote, når bare producktionsprocessen er den helt rigtige. Andre druer er også modtagelige, men ikke I samme grad som Pinotage.

Troen på den nyindkøbte vin er kommet en smule tilbage. Der er ingen tvivl om at kaffe-Pinotage som koncept, er lidt specielt. En hel specifik, og naturlig note i vin, bliver fremhævet i ekstrem grad, uden anden synlig grund, end at det er muligt. Med den tankeproces kunne man lige så godt lave en stald-Tempranillo, hvor man virkelig har fremhævet noten af stald - jeg er ikke sikker på at det vil blive et hit.

Men min tro er som sagt kommet tilbage, ikke mindst fordi det er gået op for mig, at den ganske fremragende The Grinder er en kaffe-Pinotage. Det er speciel vin, måske lidt gimmicky, men det er trods alt vin. Og det er sydafrikansk Pinotage-vin, hvor Pinotage-druens brændte gummikarakter kraftigt overdøves af en kaffenote. Her på bloggen vil vi til hver en tid foretrække kaffe for gummi.

Enjoy, og god søndag.

Red Heads Studio Cats, Bats & Dawn Durif 2009

Da vi i sidste uge var hjemme hos vores gode venner Thomas og Charlotte, nøjedes vi ikke kun med at drikke italiensk Pinot - vi havde også en tung australier med til den skønne mad.

Vinen hed Cats, Bats & Dawn, og kom fra vinhuset Red Heads Studio, samme hus som også står bag den hamrende populære Barrel Monkeys. Det som er ganske specielt ved Red Heads Studio er, at det ikke er et vinhus i klassisk forstand. Der er ikke en fast vinmager tilknyttet, men snare en hel række med løs tilknytning. De er alle tilknyttet andre vinhuse rundt omkring i verden, men flyver så ind til Red Heads for at lege og eksperimentere. Det er her dogmer og regler brydes, og hvor spændende eksperimenter prøves af.
Det kaster gerne store, drikkevenlige vine af sig, som nærmest alle sammen hedder noget tosset, med en tilhørende tosset etiket klistret på flasken.

Cats, Bats and Dawn er en enkeltmarks Durif, og vinen vi smagte, er årgang 2009.

Vi har med en klassisk stor frugtdreven australier at gøre, og til start er der kraftig rosin i næsen, ikke helt ulige vores første oplevelse med Barrel Monkeys i sin tid. Denne duftnote bliver dog mindre fremtrædende efterhånden som vinen får lidt ilt.
Der er rimelige tanniner, en mild syre og et bid af peber i smagen, og så en fin god frugt som omkranser det hele. Thomas synes at rosinen træder frem igen i eftersmagen, og det er ikke helt forkert.

Det smager sgu godt det her, og til en pris på 125 kroner hos Skovgaard vine, er det et virkelig godt køb - hvis man er til stor frugtdreven australsk vin, vel at mærke. Og så skal det noteres, at Skovgaards lidt aparte prispolitik gør, at med mindre man køber én enkelt flaske, eller over 12, koster vinen 188 kroner. Det er klart for meget.

Til prisen på de 125 kroner, lander vi på et B.

Karakter: B

Marcato Barattaro Noir 2009

I fredags var vi en tur hjemme hos vores gode venner Thomas og Charlotte, og som noget nær sædvane, var det dem som stod for maden, og os der medbragte vinen.

Jeg havde været en tur i Skovgaard Vine i Birkerød, for at hente lidt vin til en vinsmagning (mere om den på et senere tidspunkt), og der fik jeg en rigtig hyggelig snak med ejeren. Det endte bl.a. med at jeg købte denne italienske Pinot Nero med, og den skulle selvfølgelig straks smages.

Jeg købte vinen fordi jeg var i humør til Pinot Noir, fordi det var lidt sjovt at det var en version fra Italien, og fordi Marcato kan lave rigtig god vin, ikke mindst med den fremragende Pian Alto som jeg smagte for godt et år siden.

Denne gang er det dog ikke en varm fed lækkerbisken, som Pian Alto'en, men til gengæld en langt mere stram og stringent Pinot.
Den åbner utroligt enkelt, nærmest spinkel, med en utroligt høj syre og fine velintegrerede tanniner. Vi er ikke vilde med den til start, og noteres egentlig af den smager af sur nektarin - som hvis man bider i skrællen.
Efter en del timer, og lidt god mad, vender jeg tilbage til den, og hvilken forvandling. Syren har fortaget sig, den er blevet langt mere mild, men med en MEGET klassisk Pinot-frugt, uden jeg egentlig kom det nærmere.

Jeg endte med virkelig at nyde vinen, men den skal HELT sikkert have lov til at få lidt ilt - gerne et par timer eller mere.

Vinen kostede 109 kroner hos Skovgaard vine, og jeg endte med at være helt godt tilfreds, trods den lidt hårde start. Når vi taler Pinot til omkring 100 kroner, så synes jeg faktisk vi lander på et B.
Thomas var dog ikke særligt vild med den, så han er højst tænkelig uenig. Magen til fjols.

Karakter: B

Sumerton Cabernet Sauvignon Pinotage 2012

I fredags bød en god kollega på vin. Han ved jeg er glad for stadset, og han havde en vin fra Aldi han synes jeg skulle smage. Han vidste godt at det nok ikke var der jeg normalt handlede vin, men den havde overrasket ham så positivt, at han synes jeg skulle smage den. Og selvfølgelig skulle den det - hvem siger nej til gratis vin.

Der skal ikke siges meget om vinen, for det er ikke dyb og seriøs vin, det her, men til gengæld en prisvenlig pleaser. Vinen er Sydafrikansk, og på druerne Cabernet Sauvignon og den sydafrikanske hoveddrue Pinotage.

Det var en overraskende frugtsød vin, med krydrede noter og så en snert af den lidt brændte gummismag, som Pinotage-druen ofte tilføjer. Jeg er ikke selv vild med denne brændte smag, men den blev holdt rimeligt i skak i denne vin.

Prisen i Aldi er 30-35 kroner (har glemt den præcise pris), og det er klart godkendt. Det er ikke dyb vin, og efter et par timer var smagen lidt ulden, men det er klart en vin med super QPR. Et klart godkendt køb til hverdagsfrikadellen, og med prisen in mente, lander vi på C+.

Karakter: C+

Philipson Wine 26 års prestigevinsmagning på Børsen

For en uge siden mødte jeg sammen med min gode vin-ven Palle, op til to timers Philipson Wines fødselsdagssmagning på Børsen - et event der i invitationen havde lokket med rigtig gode vine.
De to timer var delt op i to heat, hvilket betød at hvert bord skænkede en enkelt vin op den første time, for så at skænke en anden vin op den anden time - godt tænkt, da det fjerner en del af presset for at få smagt alt det man nu gerne vil smage.

Som hovedregel gik vi udenom det alt for billige, ikke mindst når det drejede sig om australsk Shiraz. Ikke at der nødvendigvis er noget galt med disse vine; vi har bare drukket så meget af det, og der var så meget vi gerne ville runde.

Da dagen skulle handle om hygge og smagning af god vin, tog jeg ingen noter, så jeg vil ikke komme ind på lange udredninger om de enkelte vine. Dog vil jeg fremhæve den italienske Solengo som et umådeligt godt glas vin, ligesom det da også var sjovt at smage dyr Bollinger Champagne (trods en voldsom smag af mandler) og Burmester Port fra 1937 (var som at drikke flydende farin). Andet heat bød på ganske dyre vine, ikke mindst Chateau Montrose og Guigal (sidstnævnte til en fødselsdagspris på 3800, ved køb af seks flasker) - dog var ingen af dem, på dette tidspunkt i deres liv, den høje pris værd.

Arrangementet var godt arrangeret (?), med masser af tilgængelig vand, kiks og spytspande, og niveauet var generelt højt. Samtidig blev en stor del af vinene skænket af repræsentanter fra de enkelte huse, og ganske mange af dem var veloplagte og klar til en snak (enkelte skænkede dog op mens de snakkede i telefon). Fremhæves skal dog den nydelige unge mand fra italienske Speri, som bød på to forskellige Amaroner. Han var utroligt interesseret i at fortælle og besvare alle de spørgsmål vi havde, og vi fik os en god snak om de to retninger Amaroner bevæger sig i - de "klassisk" søde bomber som i mange år har været en danskerfavorit, og de meget mere stringente, stramme og dybe. Speri producerer sidstnævnte, og det var god vin.

Det var to rigtigt gode timer vi tilbragte i selskab med Philipsons vine, og selvom mange af dem (især de dyre) var i deres ungdom, er der ingen tvivl om at vi kommer tilbage igen, til Philipsons 27 års fødselsdag.

Gratis chilensk vin

Bor du i Københavnsområdet, så slå lige et smut forbi Smalle Vine på Frederiksberg, i dag mellem 16 og 18. Der er der nemlig gratis vinsmagning på chilensk vin, og hvem siger nej til gratis vin, ligemeget hvor det så kommer fra? (måske lige på nær rumænsk, men det var måske lidt min egen skyld - Anywho..)

Det er Thomas fra Smalle Vine og Elqui Wines ved Steffan Jørgensen der står bag de gratis dråber, og begge er at finde i butikken til en snak. Selv har jeg lige været forbi for at hente lidt vin, og jeg havde helt svedt dagens smagning ud. Men de to herre fik mig overtalt til at smage lidt på varerne, og det har jeg på ingen måder fortrudt.

Elquis vine (de fire jeg fik smagt) er generelt frugtsøde, cremede og rimeligt milde i tanninerne. Samtidig bød flere af vinene også på en krydret note, og heldigvis var der ikke noget cykelslange over en eneste af dem, som jeg ellers før er blevet skuffet over i chilenske vine.

Det var en kort og hurtig smagning, men mit generelle indtryk af Elquis vine er overordentligt positivt. Samtidig var både Thomas og Steffan utroligt snakkesagelige, og ikke mindst spændende at høre på.

Og lugter det her indlæg lidt af reklame? Tja måske, men så er det også kun fordi at de to herrer var rasende flinke, og vinen var virkelig god - og god vin skal læserne aldrig snydes for. Så suck it up, og smut forbi og få lidt (gratis) god vin.

Skål!

NBNC No Branding, No Cry 2011

Det svenske Systembolag har nogle gange lidt anderledes vine på hylderne, ikke mindst denne flaske fra Portugal. Vinen er fra Vinho Regional Lisboa, hvilket er en vinregion nær Lissabon, der både byder på marker nær havet (hvor vinstokkene kæmper i den hårde blæst), men også længere inde i landet, bag beskyttende bakker.

Vinen hedder NBNC No Branding No Cry, og en længere fortælling på etiketten, informerer om at vine normalt er dyre grundet deres navn (hvad enten det er en type af vin (Amarone, Barolo, osv.)), eller om det er navnet på et vinhus - kort sagt, er vine dyre grundet deres brand. Det vil denne vin, og de anonyme producenter gøre op med, og der er derfor 100% fokus på kvalitet, og ikke på branding. Man kan så altid diskutere om en vin, med så skæv en etiket, og med så klart et budskab, ikke selv er med til at skabe sit eget brand. Hmm.

Vinen er lavet på 70% Tempranillo (som hedder Aragonez i Portugal), 20% Castelão og 10% Touriga Nacional, alle fra stokke placeret inde i landet bag bjerge, hvilket beskytter mod den hårde kystvind, og giver optimale forhold til at modne druerne.

Bagetiketten siger at vinen har en god fylde og at den har ligget på ståltanke, og det har de sgu egentlig ret i.
En mellem fylde med en rimelig kraft, en mild sødme, og ellers et noget krydret udtryk som styrer. Svage tanniner og i grunden en fornuftig længde i smagen.

Jeg vil samlet set sige jeg er tilfreds med dette eksperiment, for omregnet koster vinen ikke mere end 48 kroner - til de penge er det sgu en ok smag og fylde. Personligt vil jeg dog nok hellere lægge lidt flere penge, og så drikke vin lidt sjældnere. Da jeg hen mod slutningen af flasken begyndte at bælle, tår efter tår, følte jeg lidt at det hele snerpede sammen, og vinen fremstod lidt for stram.

Samlet set lander jeg på et C, klart med prisen in mente.

Karakter: C

Golan Heights Winery Gamla Sangiovese 2008

Vin fra Israel er nyt for mig, så da jeg faldt over denne flaske, blev jeg nødt til at handle. Det er samme vin som for nogen tid siden skuffede med en gennemvædet prop, men en hurtig ombytning til en flaske uden fejl, har gjort at jeg nu endelig har kunnet få den smagt - sådan rigtigt.

Vinen er fra Golan Heights Winery, som ligger centralt placeret nær byen Katzrin, højt oppe i Golanhøjderne. Huset er fra 1983, og gennem nogle af områdets bedste markeder, har de flere gange sikret sig titlen som mellemøstens bedste vinhus, og ikke mindst Israels bedste vinhus.

Druerne til denne vin kommer fra Galilee-appellationen, den nordligeste i Israel, en appellation som ses som den bedste i Israel. Inden for appellationen udnævnes Golan som det absolut bedste område, et område der samtidig også er det koldeste i Israel.

Vinen hedder Gamle, et navn som refererer til en gammel bronzealderby i det sydlige Golan med samme navn, og navnet dækker over vinhusets premium-række af vin - vine som især er fruit forward og udtryksfulde, som Golan Heights Winery selv skriver. Det er en vin på 100% Sangiovese, og så trækker den 14,5% alkohol.

Vinen overrasker med en sødmefuld fornemmelse i munden, som overtages af salmiak, peber og kviste. Tanninerne er forholdsvis stramme, og eftersmagen går især på det krydrede.

Det er en sjov vin, et rigtig interessant bekendtskab. Jeg har intet at holde en israelsk vin op imod, men da jeg dermed ikke før har tænkt Israel som et vinland, er jeg imponeret. Sammenligner jeg med Sangiovesens hjemland, Italien, kan den dog ikke konkurrere med det bedste derfra - langt fra.

Til en pris på 125 kroner hos Svane Vin i Nykøbing Sjælland, er vi en anelse over det rimelige - vinen var god, men på ingen måder prangende. Alligevel er jeg blevet nysgerrig, og skal ved lejlighed have fat i Golan Heights Cabernet Sauvignon. Karakteren lander på et C, for den gode vin, med en lidt for høj pris.

Karakter: C

Coast Ridge Cellars Cabernet Sauvignon/Merlot 2011

En tur til det svenske systembolag kastede en flaske af sig, med en etiket der kunne være Smalle Vine værdig - faktisk var det hovedårsagen til at den røg i kurven (ja, jeg køber også vin efter hvor sjov jeg finder etiketten). Nå ja, og så stod der bag på vinen, at den var et perfekt match til cheeseburger og solskin - noget så uprangende kunne jeg ikke stå for.

Vinen hedder Coast Ridge Cellars og er en blanding af Cabernet Sauvignon og Merlot. Den er fra Lodi-området i Californien.

Jeg har prøvet at finde information om vinhuset (som vel må være Coast Ridge Cellars), men intet dukker op. Det samme gør sig gældende for Ads Wines, som står for at have bottled vinen, dog med den undtagelse at de har en facebook-side uden information. Det her lugter altså af amerikansk masseproduktion, trods informationen på bagetiketten, om at vinen har ligget 14 måneder på fad - jeg er forvirret.

Alligevel var vinen en stor positiv overraskelse. Det skal være sagt med det samme, at det her ikke er stor vin som vil en masse - det her er vin som er lavet for at please, og for at blive drukket ungt og hurtigt.

Smagen byder på fyldig solbær, lidt lakrids, en svag ristet note samt lidt fad, og så ellers en mild syre og svage men fine tanniner. Jeg drak vinen over tre dage, med to omgange i køleskabet, og alligevel fremstod den på tredjedagen som en dejligt læskende hyggevin.

Vinen kostede 79 svenske, hvilket omregnet bliver 68 kroner - det er klart godkendt. Faktisk i en grad så den skal have mærkaten fremragende. Det betyder et B.

Det her er klart en vin jeg skal over og have mere af. Mums.

Karakter: B

Hvor uheldig kan man være??

Her er to flasker vin. Dem købte jeg i sidste uge, da vi var på besøge hos de gamle i Odsherred. De er købt med 20 minutters mellemrum, og skulle begge drikkes samme aften.

Den ene, lad os kalde den den med den grønne prop, købte jeg i Euro Spar som et tilbud hvor jeg fik to flasker (samme vin) for 180 kroner.
Den anden, den kalder vi så den med den røde prop, havde jeg købt kort forinden hos Svane Vin i Nykøbing Sjælland. Den kostede vist 125 kroner. Prisen er i dette indlæg dog ganske irrelevant.

Grundet til dette indlæg, og hvorfor jeg navngiver de to flasker vin efter propfarve, er hvad jeg opdagede da propfolien røg af flaskerne. Den grønne prop var nemlig stærkt angrebet af propsyge, mug, hvem ved hvad - det lugtede i hvert fald fælt, og hvad værre var at det var gået i vinen, både i duft og smag.

Ok øv, propfejl hænder, heldigt der var købt en vin mere ind - det er så den med den røde prop. For hvad ser jeg da folien er væk? En fuldstændig gennemvædet prop - ikke et godt tegn. Og nej, vinen smagte ikke direkte dårligt, men den var helt flad, havde mistet alt hvad den potentielt kunne have haft, og min bedste reference i duft og smag, var faktisk Beychevelle'n fra 1929 som jeg smagte for år tilbage - en vin der ikke længere var vin.

Efter denne oplevelse gik jeg lidt på opdagelse på nettet, for at finde ud af hvor tit problemer med prop egentlig forekommer, og under den søgen faldt jeg over denne her helt utroligt gennemarbejdede artikel, som kunne meddele at det faktisk er omkring hver 20. vin som har en eller anden form for fejl.
Det fik mig så til at spørge min gode matematikven, Jonas, hvad chancen (risikoen) for at få to vin med fejl i træk - svaret er 0.25%. Det er satme urimelige odds. Godt jeg ikke spillede lotto den dag.

Skal der være en pointe med dette indlæg, så er det at man altid skal gå tilbage til forhandleren, hvis man opdager fejl på sine vin. Det gjorde vi, og begge vine blev ombyttet med et smil - sådan.
Og når jeg så får gensmagt den med den røde prop, så kommer der et nyt indlæg - den er nemlig fra Golanhøjderne i Israel. Spændende.

Campillo Reserva 2006

Da jeg i sidste uge besøgte mine forældre i Odsherred, og pludselig fik en ubændig trang til kraftig spansk rødvin (hvilket jeg ikke havde medbragt og min far ikke lå inde med), måtte jeg søge mod et af de lokale supermarkeder, for at se hvad de kunne diske op med.

Butikken blev Super Brugsen i Højby, og vinen blev en flaske Campillo Reserva fra Rioja i en årgang 2006. Udvalget af spansk vin var ikke voldsomt, men jeg har haft mange gode oplevelser med Rioja-vine (Ribera Del Duero havde været bedre, men helt udelukket her), og en Reserva med lidt alder havde da potentiale. Samtidig var prisen på 99 kroner indbydende - omkring de 100 kroner synes jeg at spansk vin begynder at kunne præstere (ja, det var klart en generelisering).

Vinen blev drukket over en aften, og præsterede rigtig godt. Næsen bød helt klart på alder, i form af den lidt hengemte museumsduft som jeg ofte oplever. I munden læder, stald og igen den lidt tørre museumsnote (træk vejret gennem næsen i et af de gamle huse på frilandsmuseet, og du har en idé om hvad jeg taler om). Der var gode velintegrerede tanniner, der satte et kraftigt aftryk forrest i munden.
Smagebilledet var fint og velbalanceret, selvom jeg godt kunne ønske mig et lidt kraftgere udtryk, samt en længere eftersmag.

Samlet set er jeg godt tilfreds med indkøbet, da vinen bød på noter jeg er så vild med (læder og stald). Samtidig var det rart at se en vin fra et supermarked med lidt alder, og som så tilmed kun stod til 99 kroner.

For folk der vil prøve hvad vin også kan være, og hvad lidt alder kan gøre ved en smag, er det her et rigtigt fint sted at starte. Derfor skal karakteren sniges op på et B-. Det var sgu en rigtig god vin til prisen, men den lidt milde smag og den korte eftersmag er årsagen til minusset.

Karakter: B-

Endelig en vingummi for voksne

I den forgange uge besøgte jeg Nygårdens Gårdbutik som ligger mellem Højby og Nykøbing Sj. Det var en hyggelig gårdbutik af en rimelig størrelse - klart et besøg værd, hvis man er på de kanter.

Vinudvalget var ikke så imponerende (hovedsageligt chilensk), men det er heller ikke på det område gårdbutikker skal markere sig. Til gengæld fangede den ovenstående bøtte vingummier min opmærksomhed, med sine noget aparte smage - hvad siger I til vingummi med smag af rom, whisky eller rødvin?

Endelig en vingummi for voksne smagsløg ;)

Some Young Punks The Squid's Fist 2011

Som åbning på denne smagenote, skal lyde et stort undskyld til Jeppe, min søns yndlings-pædagog i vuggestuen, som fik en flaske af denne vin, da han stoppede lige inden sommerferien - Jeg havde håbet på en pleaser, men det var det sgu ikke.

Vinen er australsk, og er lavet af rødderne hos Some Young Punks - et vinhus jeg har sympati for, fordi de tør bringe sjov og attitude ind i vinverdenen, ikke mindst gennem sjove og flotte etiketter, men også fordi de kaster sig over, for regionen, atypiske valg af druetyper og blends.

The Squid's fist er lavet på 60% Sangiovese og 40% Shiraz og kommer fra regionen Barossa Valley. Det skal siges at vinen blev drukket af ualmindeligt dårlige vinglas på en lille veranda i den svenske skærgård, hvilket ikke var med til at hjælpe smagen på vej (det med vinglassene - settingen var der intet i vejen med).

Nå, men farven er svær at sige noget om, da de dårlige glas var blå-turkise. Duften var til at starte med ret stram (som et skab fuld af rengøringsmidler), grøn i det, og det var tydeligt Sangiovesen der skar igennem.
Det stramme indtryk skinnede også igennem i smagen, hvor det igen var Sangiovesen der drev smagen frem. Fedme var der ikke meget af, hvilket man til tider ellers kan tilskrive australsk Shiraz-vin, så indtrykket var i grunden lidt køligt og ikke-australsk. Generelt oplevede jeg en meget lidt frugtdreven vin, men til gengæld rimelige tanniner.
Der var noget ristet over smagen, hvilket i små vif ledte mine tanker mod det chilenske. Shirazen foldede sig især ud i det slutlige indtryk, idet mundfornemmelsen blev rundet af i et blidt udtryk. Eftersmagen var dog kort og let spinkel.

Jeg mindes at Thomas fra Smalle Vine, hvor vinen er fra, sagde at det her var en vin der kunne dele vandene. Nogle nød den, andre var ikke glade for den, og selv anbefalede han at drikke den en anelse køligere end man måske normalt ville drikke en australsk rødvin. Det prøvede jeg, men det ændrede ikke på min endelige dom. Jeg er sgu rimelig uimponeret af det her blend, og lander på et C-. Købt på bud til 95 kroner går den måske lige an, men til normalprisen på 149 vender jeg helt sikkert ikke tilbage. Der er der for meget andet australsk som byder sig langt klarere til.

Karakter: C-

Roskilde Festival 2013

Stemmen er endnu ikke normal, kroppen virker slidt og der er stadig en følelse af kraftigt søvnunderskud - alligevel har den forgangne uge på Roskilde Festivalen været helt fantastisk. Som altid.

Det var mit 10. år i træk, og som jeg skrev sidste år, er det en uge hvor vinen bliver sat i baggrunden, øllet tager over, og det generelle forfald får lov at råde. Men sidste år blev der ændret på konceptet, da vi både kom forbi vinbaren Malbec inde på festivalpladsen, og drak medbragt vin i lejren.

Den praksis fortsatte i år, da vi havde fået et par flasker sydafrikansk The Grinder Pinotage 2012 med fra Smalle Vine på Frederiksberg.

Første flaske åbnede min ven Palle og jeg, mens vi ventede på at kunne slå lejr. I medbragte plastikvinglas, spankulerede vi rundt mellem folk, og nød de skønne druer. Vi blev endda enige om, at modsat en gå-bajer, som kun bliver mere og mere kedelig som man går, bliver en gå-rødvin kun bedre, da den lette skvulpen får iltet vinen godt igennem.
Det her var en vin der ikke bare smager godt i hjemmet, men som også var rigtig fantastisk som hyggevin på Roskilde - anden vin blev drukket i lejren.
Massere af smag, godt med krydrede noter, fine tanniner og en en kafferistet fornemmelse, var alt sammen med til at give en rigtig fin oplevelse. Og flere noterede sig at den endda gik rigtig godt efter en halv ramme Pale Ale og hjemmerullede smøger. En god oplevelse, og tak til Smalle Vine for den.

Da først festivalpladsen åbnede, besøgte vi selvfølgelig igen Malbec vinbar. Det varme vejr tog fat, og med rette mente Palle at vi skulle drikke hvid i stedet for rød. Valget blev deres dyreste glas (60 kroner), et glas lavet på Viognier. Det var et ok glas, men ikke mindblowing. Jeg prøvede at spørge lidt ind til vinene, men udskænkeren var en ung knægt, som kun kunne fortælle mig hvad der stod af tekst på vinkortet. Det er andet år i træk vi oplever denne service, og det er sgu ikke i orden, når nu man tænker på at det er en vinbar der har slået sig ned på festivalpladsen. Jeg har forståelse for at den gængse festivalgæst ikke går synderlig op i vinnoter, men en vinbar må vel stadig vise et vist niveau? De skal jo gerne overbevise mig om at et genbesøg, i den virkelige verden, er en god idé.

Oh well, Palle købte senere en anden hvid, måse en Chardonnay (hjælp mig lige, Palle), og den var langt bedre. Frisk og sprød, og skar sig læskende gennem sommervarmen.

Og hvad bød Roskilde 2013 ellers på? Ganske meget af det den nu altid byder på. En ny food court bød på alternativer til den sædvanlige festivalmad, men niveauet i madboderne er generelt steget til et acceptabelt niveau de seneste år, så den megen fokus på økologi og ny nordisk virkede sgu en anelse for prætentiøst i min verden - men fint med et alternativ, og dejligt med fornyelse.

Og musikken? Fuck det, det kan du læse om på Gaffa. Jeg er sikkert enig - med mindre de gav Rihanna topkarakter.

Vi er tilbage igen næste år - sikkert med vin, helt sikkert med øl - sådan er det nu trods alt på Roskilde.

Rock On!

Endnu mere tegneserievin

Billedet "lånt" fra Smalle Vines hjemmeside.

Så gik turen igen forbi Smalle Vine på Frederiksberg, Københavns klart sjoveste vinhandel. Faste læsere af bloggen kender til min forkærlighed for potente vine og sjove etiketter, og netop den kombination er der en overflod af i butikken. Hver gang jeg kommer forbi, og egentlig er færdig med at hive flasker ned fra hylden som skal med hjem, tager jeg altid lige et par minutter, hvor jeg bar går rundt og snuser lidt - bare for lige at suge den hyggelige stemning til mig.

At Thomas, Smalle Vines ejer, altid er hyggelig at snakke med, skader så absolut ikke. Han er godt inde i sine vine, og han har en no-nonsense tilgang til dem. Hans beskrivelser og anbefalinger er nede på jorden og til at forstå, selv hvis man ikke er ekspert, hvilket er med til at man altid føler sig godt velkommen i butikken.

Denne gang røg der en lille håndfuld vine i kurven. En enkelt flaske Mollydooker The Boxer på bud hoppede vist selv ned i kurven, men ellers gik jeg efter lidt forskelligt fra det australske vinhus Some Young Punks.

The Squid's Fist er et Sangiovese/Shiraz-blend der, efter hvad jeg har hørt, deler vandene. Nogle er vilde med dens lidt lettere udtryk, mens andre synes den er skruet dårligt sammen. Selv er jeg bare spændt på hvad den kan, og overvejer faktisk at tage en flaske med som Roskilde-vin (jeps, der skal igen i år drikkes vin på Roskilde - mere om det senere).

Double Love Trouble er et Nebbiolo/Cabernet Sauvignon-blend, noget jeg simpelthen ikke kunne stå for. Nebbiolo i Australien? Den er ny for mig. Den skal helt sikkert drikkes, meget snart.

Naked On Roller Skates er et Shiraz/Mataro-blend. I grunden halvklassisk australsk, men tror bare jeg faldt for den, grundet navnet, etiketten (nøgne kvindelige rulleskøjteløbere i tegneseriestil), og så at den ganske ofte er udsolgt - jeg måtte altså bare slå til, nu den var her.

Sidst men ikke mindst, kastede det søde menneske Thomas, et par flasker The Grinder med i kurven, for at sikre at der var god vin at fortære på Roskilde - det skal han have stort tak for, og jeg lover at kvitere med en anmeldelse, foretaget under lunkne, urinstøvede forhold (drukket af plastikkrus). Under rigtige forhold, performer den jo rigtig godt.

Til dem som har ladet sig inspirere, kan det kun gå for langsomt med at hoppe på cyklen - Smalle Vine tillader sig at holde lukket hele juli måned (hvad fanden??).

God vin og god Roskilde.

Skab din egen vingård - et kickstarter-projekt

Det var vel egentlig kun et spørgsmål om tid, før nogle valgte at lave et spil, hvor man kan skabe sin egen vingård, dyrke druerne, lave vinen og så sælge den - en ægte business-simulator med vin som fokus. En hurtig tur forbi Kickstarter, afslørede at det nu er ved at ske, med spillet Vineyard Valley.

Eller, det vil sige måske, for spillet er som sagt lige nu på kickstarter, og sættes først i produktion hvis der samles et beløb på $90.000, hvilket lige nu ser ud til at gå ganske trægt.

Det er svært at vurdere om Vineyard Valley bliver et spil som vil tiltale spilelskende vinnørder, men to fede thumbs up over, at vinnørderiet nu også breder sig til den sociale gaming-sfære.

Smagning af "sommervine"

I fredags var det igen blevet tid til den årlige vinsmagning på arbejdet, som mine to kolleger Benny og Peter så dedikeret står for. Et super hyggeligt arrangement, hvor hyggen virkelig var i højsædet.

Temaet var denne gang sommervine, hvilket dækkede over at det var vine der ville gøre det godt i varmen, eller på de terrassen når mørket sænker sig. Der var altså lagt op til både sprød hvid samt lette røde, men også de lidt mere kraftige røde, der kan give lidt varme når mørket lægger sig.

Der blev åbnet med en rosé, en Chateau Routas Rouviere (på sedlen vi fik udleveret, står der videre: Coteaux Varois en Provence 2012, Frankrig). Jeg er ikke hamrende tosset med rosé, og noterede mig ellers bare at den var meget lys, med note af fersken. Kollegerne synes ellers at være vilde med den, og jeg lander nok på den gode karakter C.


Herefter blev det tid til aftenens eneste hvide, nemlig en østrigsk Buchegger Gebling Grüner Veltliner 2011. Den var utrolig svag i farven, men i munden var der en rigtig fin sprødhed. Smagen bød på overdreven toast, og så var den for mig alt for skarp i smagen (nogle sagde sur, men det var den nu ikke - basta). Over lidt tid fik den en duft af elastikgummi i duften, og det var ikke et plus. Jeg landede på et C-.

Tredje vin var et goddag til en gammel kending, bare i helt nye klæder - nemlig en Lambrusco. En økovin ved navn Fattoria Moretto Lambrusco Grasparosso de Castelvetro fra Italien. I farven var den rød som klassisk rødvin, men der var godt med brus i, faktisk alt for meget. Det mindede om australsk sparkling wine, hvilket jeg ikke var vild med da jeg prøvede det, og det var jeg heller ikke for den her.
Faktisk så smagte den sindsygt meget af rød - ved bordet snakkede vi om at det nærmest var i en grad der mindede om røget whisky - og det var bare alt for overvældende. Afsluttede med at notere at det var en yderst skinger smag - ved ikke helt hvad jeg mener, men karakteren bliver et D. Det der sparkling wine er bare en acquired taste, og det er så hvad end det hedder Lambrusco eller noget andet.

Så blev det ægte rødvinstid, her med en fransk Bourgogne ved navn Irancy Palotte 2009. En meget lys vin, der var yderst fin og spinkel i sit udtryk, men med ret tydelige tanniner. Den var sgu ret svær at bedømme, da den var så let i det (det er nok bare mine manglende evner), men til en pris på omkring de 160 kroner, var der bred enighed om at den ikke slog helt til. Karakteren lander på et C-.


Næste røde var en Barbera D'Alba Cordero de Montezemolo 2011 fra Piemonte i Italien. Det var et rigtig godt glas, en vin som dem der kickstartede min interesse for vin, og en vin der bare var godt fuld af fad og fylde. Fik dog ikke noteret noget om den, andet end at den skal have karakteren B. Sådan - god vin.

Tilbage til Frankrig, her en Haut-Médoc fra Chateau Malescasse årgang 2009. I grunden er det en vin der imponerer, for til en pris på omkring 100 kroner flasken (vi fik dog halv-flasker), var der utroligt meget kraft og smag, desværre bare med noter jeg ikke brød mig synderligt om. Der var kraftig ristet brød og generelt utroligt krydrede noter, og det var bare ikke mig. Karakteren bliver et D, og vinen røg i spytspanden.

Syvende vin flyttede os til Sydafrika, og nu bevæger vi os kraftigt ind i de mere kraftige vine - her med en Hartenberg Doorkeeper Shiraz 2010. Shiraz er generelt godt, og meget ofte pleasende, men her var oplevelsen meget anderledes. Duften var kraftig cykelslange, en note jeg ofte associerer med chilenske vine, eller sydafrikanske vine lavet på Pinotage, men denne vin var jo hverken på Pinotage eller fra Chile, så måske det bare er kraftig varme der giver denne note (det må jeg have undersøgt). For mig var det i hvert fald for meget, og ikke noget regulært hit. Karakteren bliver et C-.

Sidste regulære vin, var denne Zinfandel fra Cycles Gladiators i Californien, årgang 2011. Den åbner med en ret så parfumeret næse og en smag af marcipan. Tanninerne er tydelige og alkoholen brænder lidt for kraftigt igennem. Samlet set et noget uharmonisk billede, der dog dæmpede sig til det bedre over tid. Zinfandel har bare aldrig været min drue, og jeg er ikke sikker på den nogensinde bliver det. Karakteren roder rundt et sted imellem et C- og et C. Ilt og tid er i hvert fald en nødvendighed her.


Som afslutning blev der serveret Sauternes, en Carmes de Riessec 2008, men den fik jeg ikke noteret noget om. Sauterne er jo kun for sukkerglade honningbamser. 'Nuf said.

En fantastisk hyggelig aften var overstået, og for mig var det Italien der løb med sejren. Stor tak til Benny og Peter for deres arbejde med at finde, og læse op på vinene. Ser allerede frem til næste år.

Shinas Estate Sweet Justice Moscato

Med frygt for at weekendens få solskinstimer var hvad vejret kunne mønstre af sommer i år, udnyttede kæresten og jeg lejligheden til at åbne for en flaske Moscato. Når først vejret er varmt, og man bare vil slappe lidt af og hygge sig i solen (og ikke er i humør til en iskold øl), er en glas kold perlende Moscato altid et hit. Valget faldt på den australske Sweet Justice fra Shinas Estate.

Her er hvad jeg skrev om Shinas Estate, sidst vi drak vin fra dem.

Shinas Estate er et vinhus der ligger i den australske region Victoria (Victoria ligger i det sydøstlige Australien, og er det område Tasmanien ligger ud for). Familien Shinas kommer fra Grækenland, og flyttede i 1950'erne til Australien. Der begyndte de hurtigt at producere vin, dog kun til eget og venners brug - først i 2002 bliver de et regulært vinhus, under navnet Shinas Estate Australia. De er et lille hus, med en produktion på kun små 7000 kasser årligt. 

I spidsen for familieforetagenet finder man George Shinas, en mand der tidligere har været dommer, hvilket afspejles i de vine de producerer - de er alle navngivet med retsvæsenet in mente (The Guilty, The Innocent, The Verdict, Sweet Justice og The Executioner).

Jeg skal på ingen måder gøre mig klog ud i Moscato, for sandheden er at jeg er meget nem at please. Faktas billige kan faktisk være rigtig god, da den både er sød, friskt perlende og dejligt fyldig. Men der er dog ingen tvivl om, at dyrere Moscatoer lavet af bedre vinhuse (hvilket et stykke af vejen selvfølgelig er subjektivt), klart er af bedre kvalitet. Dette er Sweet Justice et godt eksempel på.

For ud over at have Moscatoens klassiske sødme, samt de friskt perlende bobler, besidder Sweet Justice også en tydelig rankhed - et lidt skarpt modstykke der sørgede for at sødmen ikke blev for meget.

Jeg har aldrig drukket australsk Moscato før, så jeg var ikke rigtig sikker på hvad man kunne forvente, men der er ingen tvivl om at denne lægger sig utroligt tæt op af sine italienske fætre. Der er ikke noget der direkte skriger Australien (så som overflod af frugt, kraft og sødme, ubalance) - det eneste kunne være en alkoholprocent over de 7, hvor Moscato gerne ligger og roder rundt nede omkring de 5 stykker. Dette kunne dog ikke smages.

Sweet Justice er et dejligt glas i sommersolen, og til en pris på 135 hos Smalle Vine, er den klart godkendt. Den får karakteren B. Måske fordi jeg bare ikke er klogere.

Karakter: B

Velkommen (tilbage) på forsiden

Forleden dag modtog jeg et nyhedsbrev fra vinbutikken Vild med vin. De ville bare lige gøre opmærksom på, at de nu har kåret årets grillvin 2013 - valget faldt på Fess Parker Frontier Red.

Valget fik mig til at trække på smilebåndet, for det understreger hvordan det nærmest er den samme håndfuld vine der sættes i rotation, når visse vinhandler skal vælge årets et-eller-andet-vin. Årets grillvin var f.eks.også årets julevin i 2011.

I den anledning (at det nu er årets grillvin), vil jeg genvurdere min tidligere smagenote på vinen, for hvor den ikke gik så godt til den kraftige julemad, kan jeg omvendt godt se at den fungerer godt på en varm terrasse til lidt lækkert fra grillen. Frontier Red er nemlig en bællevin med en god no-nonsense smag (den smager af frugt og varme), og til en pris henover sommeren på 80 krone, er det ikke et helt dumt køb.

God terrassevin-shopping.

En god rødvin - WTF

Forleden dag var jeg en tur forbi Netto, hvor følgende opsætning bare skreg på en facepalm. Tænk engang, nu er det ikke kun racerkørere der lægger navn til papvin - damernes go-to-magasin-når-det-skal-handle-om-alt-der-kan-interessere-en-rigtig-dame, Alt for damerne, er nu også hoppet med på vognen.

Alt ved produktet bare skriger af idioti, men lad mig fremhæve de to væsentligste punkter:

• Tilsyneladende aner kvinder intet om vin, herunder vinbønder, -slotte eller -producenter, hvorfor det er en kærkommen gave at bibelen for alle kvinder damer, Alt for damerne, kan sætte deres navn på en vin - bare for lige at sige "denne her vin kan du med god ro købe med hjem". Hvis bare der ville stå Robert Parker på alle vin til mænd, så vi også kunne slippe for at tænke når vi køber vin.

• Åbenbart forstår kvinder intet om smagenoter og nuancer. De forstår til gengæld sætninger som "mmm, det her er virkelig en god rødvin" eller "hmmm, den her vin smager surt". I dette tilfælde vil de gerne have en vin som første eksempel med hjem, og så er det jo fantastisk, at det de søger faktisk står reklameret med store bogstaver på kartonen - en god rødvin.

Oh my God - hvor er det dog en fordummende og forenklet måde at sælge rødvin. Jeg kender mange kvinder der er langt mere skrap end mig, ud i det der med vin (hvilket selvfølgelig ikke siger så meget), så hvorfor trække det ned på det her niveau?

Og hvis det handler om, at mange kvinder måske ikke er så skrappe, eller interesserede i vin, ja, så må det bare aldrig være et Alt for damerne-logo der skal være et pejlemærke for god vin.

Det skulle sikkert være et kækt forsøg på at gøre vin tilgængelig, men for mig fremstår det bare dumt. Men jeg er selvfølgelig også bare en vinsnob :P

På vinbar i forårssolen

Bar'Vin i Skindergade i København. Billedet venligst tyvstjålet fra Bar'vins hjemmeside.

I går var det lørdag, det var pisse godt vejr, og Palle, Frank og jeg havde sat hinanden stævne i KBH City. Palle har været i Amerika, og hvordan får man vendt og drejet sådan en tur med vennerne, bedre end over et par gode glas vin.

Derfor startede vi ud ved halv elleve-tiden, og over de næste seks timer frekventerede vi tre af citys vinbarer.

Vi startede hos Bar'Vin i Skindergade, placeret lige ved siden af Cafeteatret, i lokalerne hvor spisestedet Spisebilleten hørte til, for ikke så længe siden. Stedet er nu en vinbar, hvor vinen er i højsædet, men hvor der også serveres lidt spiseligt, ikke mindst gennem små tapasanretninger af forskelligt charcuteri.

Ejeren Nils tog sig pænt af os de timer vi sad der, og hans viden og ærlige interesse var tydelig. Vi åbnede med et glas Julian Haart Riesling fra Mosel, i en årgang 2011. Det var et rart glas, der passede til vejret, og bød på en vis sprød friskhed, men med en anelse restsukker der gav en tilpas sødme. Ganske fin start.

Herefter gik vi til de røde, og valget faldt her på en Mendel Malbec fra Mendoza, årgang 2010. Af et par omgange har vi fået smagt os lidt ind på Malbec-druen, men den mangler stadig at overbevise os om sit værd - der er simpelthen for langt imellem de gode oplevelser. Derfor kastede vi os ud i endnu et forsøg, i håbet om at der her var en god en på hylderne. Det var der desværre ikke, i hvert fald ikke en der matchede vores smagsløg. Den åbnede interessant nok, og vores bedste kommentar var at den var "anderledes", men gennem det ganske velskænkede glas (tak for det, Nils) udviklede den sig bare til en lidt trist omgang. Ærligt, så tror jeg mest det handler om vores manglende glæde ved denne drue, end det handler om en egentlig dårlig vin.

Vi rundede af med en Etna Rosso fra Terre Nere 2011, fordi jeg af et par omgange har fået god vin fra Sicilien, og denne sidste vin viste sig at være rigtig god. Smagenoterne er glemt, men fint var det. For at løfte oplevelsen for os, kom Nils ned med et fad med lidt god pølse til os, på huset. For pokker det smagte godt (så spise derinde, det kan helt klart anbefales), og pølsen løftede samtidig oplevelsen af vinen. Godt set.

Samlet set var Bar'Vin en rigtig god oplevelse. Stemningen var hyggelig og afslappet, selv så tidligt på dagen, og indretningen, med flasker i små rum langs hele væggen, passede perfekt (Palle spurgte endda ind til denne opsætning, da han gerne ville have noget lignende). Betjeningen var i top, og ved betaling fik vi endda en lille smagsprøve på en af de vine der ryger på næste uges vinkort. Samtidig var Nils åben overfor at vi måske gerne ville smage vin per glas, fra nogle af de vine der var at finde på helflaske-kortet. Det synes jeg sgu er god stil. Det er ikke sidste gang jeg kommer på Bar'Vin.

Efter lidt mad i Torvehallerne, gik turen til R Vinbar ved Gammel Mønt - et sted jeg fornemmer er ved at høste en hel del positiv kritik, hvorfor den også er blevet lidt af et in sted. Da vi kom, sad der en del udenfor i solen og solede sig, over et glas bobler eller kaffe. Vi trak indenfor, i et miljø der måske er moderne og lidt smart, men som manglede noget af den charme som Bar'Vin besad.

Hjemmefra havde jeg kigget lidt på vinkortet, og havde fundet frem til et par producenter jeg kendte, men med vine jeg endnu ikke havde fået smagt. Det var der jo så anledning til nu.
Desværre passede dagens vinkort ikke med det på nettet, så vi brugte lidt tid på at overveje hvad den så skulle stå på.
Med lidt støtte fra fyren i baren, endte vi med en østrigsk Blaufränkisch. Østrigsk fordi det var eksotisk, og Blaufränkisch fordi jeg har smagt det før, og til sommervarmen var det måske ikke helt dumt.

Det var det desværre - dumt. Palle var fra starten usikker på om hans glas havde en dårlig lugt som ødelagde hans oplevelse af vinen, mens mit bud var at den lugtede af brugt opvaskevand. Det lagde vi sammen til, at sådan skulle den åbenbart lugte. Det var ikke rart, men duften gik heldigvis ikke igen i smagen. Den var til gengæld ganske underspillet og ligegyldig, og det endte med at blive det eneste glas vi "nød" der.

R Vinbar var denne lørdag eftermiddag ikke et spændende besøg. Det var lidt for cool, oversat til koldt, når der ingen mennesker var i baren, og jeg er sikker på at stemningen er en helt anden, når først mørket falder på, og rummet fyldes af glade mennesker.

Vi var nok også bare en anelse vintrætte, og higede efter en kold øl i solen. Og det ønske fik vi indfriet ved at besøge vinbaren Il Senso i Gothersgade, skråt overfor Kongens Have. Il Senso er vores gamle sted, da vi gennem et bekendtskab til ejerskabet, er kommet der fra de i sin tid slog dørene op for første gang.

Denne gang var det ikke for vinens skyld, men til gengæld for den ualmindeligt gode italienske øl de har på fad. Il Senso har en madkurv man kan købe med over i Kongens Have, så man kan invitere sine kæreste på en picnic parken, og med lidt overtalelse, lykkedes det os til også at få lov at låne de høje ølglas med derover, så vi kunne nyde den, liggende på græsset, i solen.

Det var yum yum, og en perfekt afslutning på en lang og hyggelig dag.

Når vi gentager denne tur, skal det være med et par småændringer. Hos Bar'Vin skal vi have prøvet maden til vinen, R Vinbar skal besøges engang efter 21, og Il Senso skal igen have lov at byde os på god italiensk vin, og ikke kun øl (selvom det er dem vi skifter over til sidst på aftenen/natten).