Undervurder aldrig en dekantering

I julen blev jeg præsenteret for to vine der i den grad underpræsterede, simpelthen fordi de ikke fik en ordentlig dekantering.

Første vin stod svigerfar bag, og er den chilenske Santa Rita Casa Real, en Cabernet Sauvignon årgang 2007. Vi smagte den blindt, da han havde læst et par indlæg her på bloggen, og gerne ville overraske mig. For det første havde han læst mit lidt for smarte indlæg om, at god vin begynder ved de 300 kroner. Dernæst mine dårlige erfaringer med chilensk vin, og hvordan de ofte smager brændt.

Med det in mente, købte han denne vin hjem, efter selv at være blevet stærkt imponeret over den til en vinsmagning. Vinen er som sagt fra Chile, og kostede over 400 kroner.
Den bød på en dejlig rund frugtet smag, med lidt fad og ikke så mange tanniner, og var behagelig og kraftig. Duften udviklede sig kraftigt med modne bær og anis.
Desværre burde en så stor vin som denne nok have fået en god tur på karaffel, da den lod til at kunne langt mere end den fik lov til - det må blive næste gang. Det var fantastisk endelig at smage en chilensk vin uden smagen af cykelslange, så der skal lyde en kæmpe tak til svigerfar for oplevelsen, og for at vise mig at der er potentiale i det chilenske vin.

Den anden vin var en lille gave fra min gode vinven Palle, en australsk vin på Petit Verdot, som Palle selv er voldsomt glad for - den oplevelse skulle jeg også have.

Desværre var det en grotesk voldsom frugtbombe. Den blev poppet og hældt op, og jeg blev overvældet af en nærmest sirupskonsistens, grænsende til alt for meget, "dog" holdt i skak i alkohol. Den var voldsomt jammy af fed mørk frugt. Jo jo, den smagte dejligt, men alt for voldsomt og potent.
Når alt dette er sagt, så skal det også siges at Palle har skældt mig godt ud, for han have sagt at den skulle have mindst 4 timer på karaffel, og det havde jeg slet og ret glemt.
Altså endnu en omgang af underpræstation, fordi den krystalrene karaffel ikke blevet taget i brug.

Derfor er pointen med dette indlæg ikke at kaste karakterer af sig, men at minde om hvor vigtigt det kan være at give store og kraftige vine godt med ilt. Jeg kan selv være slem til ikke at hælde på karaffel, men disse to oplevelser vil helt sikkert få mig til at dekantere flere vine - de fortjener det simpelthen, vinene.

Galileo Homenaje a Gaudi Priorat 2007

Tilbage i december, da vi fejrede nytår i Sverige, medbragte jeg denne spanske vin fra området Priorat. Gennem det sidste år har jeg virkelig fået øjnene op for spansk vin, og især Ribera del Duero-området har taget mit hjerte med storm, men Priorat er det af en eller anden grund lykkedes mig at styre udenom. Den gode vinist Simon er ellers glad for vinene fra netop Priorat, og da jeg nu selv er blevet så glad for de spanske vine, ja så er der vist ingen grund til at undgå dem længere.

På forhånd kendte jeg ikke meget til vinen, andet end at det velrenommerede vinblad Decanter har givet den 17,3 point ud af 20 - det er vist meget godt. Den hedder Galileo Homenaje a Gaudi 2007, og er som sagt fra Priorat. Druerne er Carignan, Syrah, Grenache, Merlot og Cabernet.

I glasset åbner der sig en utrolig duft af mørk frugt, krydderi, jord og vådt træ, og især det krydrede og jordede går igen i smagen, dog med en rankhed, syre og tannin der holder vinen i et stramt greb. Min ven Thomas noterer, at havde vinen endt med en sødme, havde det været for meget, men det er netop tannin og de mørke toner der holder i finalen.

En rigtig god vin, og et fantastisk første møde med Priorat, og til en pris på 199 kroner hos Atomwine, er det lidt af et hit. Jeg ender på karakteren B.

Karakter: B

Når tingene bare klikker - biler og vin

Nogle gange, så smager vin bare så satans godt. Sådan en oplevelse havde jeg i torsdags.

Efter en lang dag sammen med min far, der endte med at jeg købte min første bil (!!), stod den på lidt mad og god vin.

Bilkøbet skulle fejres, og min far skulle takkes for sin hjælp, så derfor skulle der lidt godt på bordet - en rigtig pleaser som jeg vidste både ville glæde kæresten og mig samt mine forældre. Valget blev Ben Glaetzers Bishop i en årgang 2010, en rigtig Parker-darling.

Det er en vin jeg herhjemme kan finde til omkring de 300 kroner, men som jeg i sin tid købte i Dansk Vinlager i Flensborg til en pris på 159 kroner.

Der skal ikke siges så meget om den, stort andet end at den smagte sindsygt godt. Det var præcis hvad vi var i humør til, efter en lang dag i vinterkulden. Det var potent australsk power-smag fra Barossa Valley, med godt med frugt, milde men tilstedeværende tanniner, lidt krydderi, læder og fad. Det var super kraftfuldt, men virkelig elegant. Man skal selvfølgelig være til australsk vin, og den fyldige overmåde de kan præstere, men Ben Glaetzer forstår virkelig at gøre en Shiraz lækker og indbydende.

Ingen tvivl om at jeg skal købe flere af den her vin. Så snart jeg igen er i Tyskland, forstås.

Med godt humør og dagens gode handel in mente, lander karakteren på et B.

Nytårsvinene: Engine Room Sparkling Shiraz og Mollydooker Carnival of Love 2011

Der er blevet rejst en del, her på det sidste, så det har ligget lidt stille her på bloggen. Først jul i Jylland og derefter nytår i Sverige - jo jo, der er rigtig blevet globetrottet.

Men der er selvfølgelig blevet drukket rigeligt med vin begge steder, så i den kommende tid vil der komme lidt indlæg med noter over noget af det smagte. Vi starter bagfra - med nytårsvinene.

Nytårsaften blev som sagt holdt i Sverige, sammen med de fleste af gutterne, kærester/koner og børn. Og lad det være sagt med det samme, det var pisse hyggeligt - bare en masse dage midt inde i en svensk skov, der kun lagde op til at man skulle slappe af.

I den setting afholdt vi altså nytåret, og for mig må nytårsaften godt være en aften hvor det hele er lidt mere skævt end normalt - også på vinvalget. Derfor prøvede vi at åbne med en Sparkling Shiraz - lidt anderledes bobler.

Sparkling Shiraz er en især australsk ting, og noget som, er jeg blevet fortalt, de gerne nyder på terrassen til en ordentlig bøf. Det passer sikkert fint.
Som vin skal den ses i samme kategori som Champagne, da metoden skulle være hen ad det samme. Det har jeg læst mig til, for jeg er sgu ikke klog på det. Anywho, det lyder som et sært produkt, og på nytårs aften må den slags prøves.

Den valgte Sparkling var denne Engine Room fra området Mclaren Vale i Australien - samme område som Mollydooker også bolter sig i (og som også laver en Sparkling Shiraz - Goosebumps). Hele det med at vi har med en vin med bobler at gøre, skinner meget godt igennem på det ydre. Etiketten er designet så den henleder tankerne til en tysk eller belgisk øletiket, og lukningen med kapsel sætte prikken over i'et.

Druerne til vinen gærer med skindkontakt i syv dage, hvorefter vinen hældes på amerikanske fade i 15 måneder.

Det bobler og skummer kraftigt ved ophældningen.

Da skummet har lagt sig, fremstår vinen som en rødvin med, ja, kulsyre.

Og hvordan er den så, sådan en Sparkling Shiraz?

Personligt er jeg ikke overbevist. Som vin er den klassisk Shiraz, her med en meget kraftig sødme, og efterfølgende kraftig lakrids. Ved de første tåre er det der med bobler faktisk meget interessant. Det er virkelig anderledes, men kulsyren bibringer en friskhed, som faktisk var meget fin sammen med den søde og fede frugt. Men kort efter bliver det hurtigt et alt for underligt misk-mask af udtryk. Der er ingen elegance, kontrasterne mellem sød frugt og perlende bobler bliver aldrig integreret, men ligger bare som to modsatfyldte udtryk, der trækker kraftigt i hver sin retning.

Jeg er som sagt ikke overbevist, men nu er det prøvet. Det var nytårsaften, og det var sjovt, så helt ok. Og så synes min kammerat Jonas faktisk at det var helt fantastisk, så nogle skal jo nok falde for skidtet. Selv må jeg give vinen karakteren D, simpelthen fordi det i min mund ikke spillede sammen.
Vinen forhandles hos Smalle Vine på Frederiksberg i København, til en pris på 149 kroner.

Vinen som kæresten og jeg havde valgt til hovedretten, var Mollydookers Carnival of Love - en vin som hører til i Mollydookers næstdyreste segment, sammen med vinen Enchanted Path.

Sidste år stod den jo på Dookers topvin, Velvet Glove, hvilket var en oplevelse af de helt store, og efter at have læst at årgang 2011 skulle være helt ekseptionel, med en vin som Carnival of Love på niveau med sidste års Velvet Glove, ja så måtte den helt sikkert prøves. Vinen er, som Velvet Glove, lavet på 100% Shiraz.

Faste læsere vil vide at vi har smagt netop denne vin før, med det var til en katastrofal Mollydooker-smagning, så den kom aldrig til sin ret. Det prøvede vi til gengæld at få den til her, da jeg efter det klassiske shake, hældte den på karaffel i fire timer. Jeg duftede til den undervejs, og det duftede godt.

Jeg skal være ærlig og med det samme meddele at jeg ikke har så meget at sige om vinen. Det var trods alt nytår, og fokus var ikke 100% på vinen. Men hvor Velvet Glove sidste år bare var en kæmpe oplevelse, der med det samme, på hamrende charmerende vis overbeviste en om sit værd, formåede Carnival of Love ikke at gøre det samme. Hvor jeg havde håbet at vi fik en Velvet Glove hvor der var skruet en smule ned, fik vi i stedet en The Boxer (Mollydookers entry-Shiraz) der var skruet kraftigt op. Den sødme og behagelige fedme jeg faktisk godt kan lide ved Mollydooker (især her i de kolde vintermåneder) synes jeg slet ikke var dominerende, men blev mere overdænget med kraftige krydrede noter, især peber. Der var intet indsmigrene over vinen, men nærmere et kradsbørstigt oralt overfald.

Det var ikke dårligt, slet ikke, men det var bare heller ikke elegant og overbevisende, og jeg synes slet ikke vinen var sine 500 kroner værd som den står til hos Atomwine. Jeg må desværre lande på et C, og så håbe på at en fremtidig smagning kan ændre mit billede. Jeg er bare ikke helt sikker, og jeg har en nagende frygt at jeg måske er ved at bevæge mig lidt videre fra disse alkoholiske bulderbasser. De vil altid være dejlige, men lige nu er det noget andet jeg søger.

Karakter Engine Room: D
Karakter Carnival of Love: C