tirsdag den 21. maj 2013

Shinas Estate Sweet Justice Moscato

Med frygt for at weekendens få solskinstimer var hvad vejret kunne mønstre af sommer i år, udnyttede kæresten og jeg lejligheden til at åbne for en flaske Moscato. Når først vejret er varmt, og man bare vil slappe lidt af og hygge sig i solen (og ikke er i humør til en iskold øl), er en glas kold perlende Moscato altid et hit. Valget faldt på den australske Sweet Justice fra Shinas Estate.


Her er hvad jeg skrev om Shinas Estate, sidst vi drak vin fra dem.

Shinas Estate er et vinhus der ligger i den australske region Victoria (Victoria ligger i det sydøstlige Australien, og er det område Tasmanien ligger ud for). Familien Shinas kommer fra Grækenland, og flyttede i 1950'erne til Australien. Der begyndte de hurtigt at producere vin, dog kun til eget og venners brug - først i 2002 bliver de et regulært vinhus, under navnet Shinas Estate Australia. De er et lille hus, med en produktion på kun små 7000 kasser årligt. 

I spidsen for familieforetagenet finder man George Shinas, en mand der tidligere har været dommer, hvilket afspejles i de vine de producerer - de er alle navngivet med retsvæsenet in mente (The Guilty, The Innocent, The Verdict, Sweet Justice og The Executioner).
Jeg skal på ingen måder gøre mig klog ud i Moscato, for sandheden er at jeg er meget nem at please. Faktas billige kan faktisk være rigtig god, da den både er sød, friskt perlende og dejligt fyldig. Men der er dog ingen tvivl om, at dyrere Moscatoer lavet af bedre vinhuse (hvilket et stykke af vejen selvfølgelig er subjektivt), klart er af bedre kvalitet. Dette er Sweet Justice et godt eksempel på.

For ud over at have Moscatoens klassiske sødme, samt de friskt perlende bobler, besidder Sweet Justice også en tydelig rankhed - et lidt skarpt modstykke der sørgede for at sødmen ikke blev for meget.

Jeg har aldrig drukket australsk Moscato før, så jeg var ikke rigtig sikker på hvad man kunne forvente, men der er ingen tvivl om at denne lægger sig utroligt tæt op af sine italienske fætre. Der er ikke noget der direkte skriger Australien (så som overflod af frugt, kraft og sødme, ubalance) - det eneste kunne være en alkoholprocent over de 7, hvor Moscato gerne ligger og roder rundt nede omkring de 5 stykker. Dette kunne dog ikke smages.

Sweet Justice er et dejligt glas i sommersolen, og til en pris på 135 hos Smalle Vine, er den klart godkendt. Den får karakteren B. Måske fordi jeg bare ikke er klogere.

Karakter: B

2 kommentarer:

  1. Fed etiket og lyder interessant. Jeg er ellers helt enig med dig, der findes næsten ikke dårlig Moscato. Naturligvis er nogle bedre end andre, men til et ukompliceret glas i solen, så skal det bare være koldt, perlende og frisk.

    God sommer.

    SvarSlet
  2. Så skal du helt sikkert prøve den her australske version - den gjorde det godt :)

    Rigtig god sommer.

    SvarSlet