Rigtig godt nytår til bloggens læsere

Nu ringer 2011 på sidste vers, og sikke et år det har været. Det har budt på nogle rigtig gode vin-oplevelser, men det vil jeg skrive mere om i det nye år.

For i dag er jo en travl dag, så der er ikke megen tid til at opdatere bloggen, men jeg kan da lige fortælle at Mollydookers Velvet Glove, som vi jo bl.a. skal nyde i aften, er hældt på karaffel, så den kan få lidt ilt. Lad mig bare afsløre at duften er himmelsk, så tror der er en god oplevelse i vente.

Det kommer I selvfølgelig til at høre meget mere til i det nye år, så nu er der bare tilbage at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Vinøse julegaver

Når det drejer sig om at finde på julegaveønsker, er jeg utrolig dårlig til at finde på noget. Min kæreste punker mig altid i flere måneder, fordi hun ved det tager mig oceaner af tid, bare at komme på et par enkelte ting.

Problemet er at jeg sagtens kan finde på noget, men der er ikke nogle i min familie der har råd til at give mig et nyt kamera, en ny computer, eller bare en lille bil, så de mest oplagte ønsker kan jeg allerede med det samme skrinlægge igen. Når vi kommer ned i et prisleje hvor familien kan være med, jamen så er vi i bund og grund også nede hvor jeg "bare" selv kunne købe det (og det er her jeg så hører min mors stemme sige "op til jul må man ikke købe noget som helst. Man skal ønske sig det"). Det efterlader gaver i et fornuftigt prisleje, som jeg egentlig ikke gider købe selv (gerne fordi jeg ikke rigtig har brug for det), men jeg er desværre så stort et legebarn, at jeg heller ikke rigtig har lyst til at ønske mig trøjer, strømper og underbukser.

Når alt dette så er sagt, så er det jo en velsignelse at være en lille smule vin-nørd, for det åbner jo pludselig op for at ønske sig en masse sjove ting. Hvis ikke det er vinbøger eller -tilbehør, så kan man altid ønske sig en god flaske vin, og tænk, i år lykkedes det mig faktisk at finde på nogle gode vinøse gaveønsker.

For at komme lidt i gang med gaveønskerne, søgte jeg lidt på må og få, og endte med et ønske jeg måske ikke 100% havde brug for, men så var jeg da i gang. Jeg har i lang tid overvejet at få mig et vintermometer, men hånden på hjertet, så ved jeg ikke om jeg egentlig vil bruge det, og hvis jeg vil, vil jeg så handle ud fra hvad det fortæller mig? Jeg mener, vil jeg gøre noget ud af at enten hæve eller sænke vinens temperatur?

Jeg ved det ikke, men jeg ønskede mig alligevel et vintermometer. Jeg havde læst mig frem til, at dem man sætter uden på flaskerne (dem der minder om et digitalur), ikke er så gode, da de i bund og grund måler flaskens temperatur, hvilket (siger de kloge) ikke nødvendigvis er det samme som vinens temperatur, så jeg ønskede mig et infrarødt termometer. Ideen med infrarøde termometre skal være, at det infrarøde termometer måler temperaturen på flaskens indhold, frem for på selve flasken. Det lyder smart, så sådan et røg på ønskesedlen. Det var et Poul Bocuse vintermometer, og jeg fandt det til 375 kroner på nettet.

Min søde kæreste endte faktisk med at gå efter dette termometer, men da hjemmesiden opkrævede 100 kroner i fragt, blev min kæreste en tand fornuftig, og vurderede at så kunne pengene bruges bedre. Det er jeg helt enig med hende i, så intet vintermometer til mig og godt det samme.

Mit næste ønske var så en vinbog. Jeg havde set at Bog og Idé havde fået en ny vinbog, med det korte navn "Vin", og den virkede rigtig interessant. Som forfatter står André Dominé, men så vidt jeg kan se, har han ikke bidraget med en eneste artikel i bogen. Det har et hav af andre til gengæld. Bogen koster kun 150 kroner, og det er endda for en kæmpe fætter på over 900 sider, så det virkede da som et røverkøb. Jeg har googlet lidt på bogen, og det lader til at den findes, med præcis samme layout, på både engelsk og fransk, men det har tilsyneladende ikke influeret på kvaliteten af den danske udgave (jeg mener, det lugter lidt af masseproduktion. En tur gennem Goggle Translate, og så har du en lokaliseret vinbog til hele Europa).

Jeg endte faktisk med at få denne bog (to faktisk), og efter at have bladret lidt i den, må jeg indrømme at jeg er rigtig godt tilfreds med den. I bund og grund er den ganske klassisk i sin opbygning, med kapitler om vinens historie, dyrkning af druer, fremstilling af vin, og så en gennemgang af alle de klassiske (og et par enkelte uklassiske) vinregioner og lande. Alt sammen meget forudsigeligt, men den er godt og forståeligt skrevet, og så er den rigt illustreret med fine billeder og tegninger. Og så har jeg allerede lært, at visse producenter, der kun benytter sig af ståltanker til modning af vinen, putter egetræslameller eller poser med egetræsspåner ned i tankene, for at tilføre vinen en smag af fad. Fy føj siger jeg da, og den slags metoder, har jeg læst mig til, er også ulovlige i Europa, da det ses som at man tilføjer vinen noget, som ikke er en naturlig komponent i vinfremstilling. Måske en god grund til at købe mere europæisk vin.

Mit sidste vinøse julegaveønske, var et abonnement på bladet Gastro, og lur mig om ikke min søde kæreste valgte denne gave i stedet for vintermometret. Det er jeg hende faktisk rigtig taknemmelig for. Jeg ved at det i bund og grund er et blad om mad (hvilket jo er helt fint), men de beskæftiger sig også med vin, og har ofte nogle rigtig interessante artikler om netop vin. Så det næste år vil jeg glæde mig til at Gastro dumper ned i postkassen.

Og for så at afrunde dette indlæg om vinøse julegaver helt ærligt, så endte jeg faktisk alligevel med at få mig et vintermometer. Det var lidt en kluntet sidegave, og det var ikke hvad jeg havde ønsket mig, men tanken var rigtig sød.

Mine kære forældre havde nemlig været til et eller andet jule-tam-tam, og her havde min mor vundet et klassisk vintermometer. Netop den model man sætter uden på flasken, for så at aflæse temperaturen på et display. På trods af at mine forældre går op i vin, så gider de ikke stå og måle temperaturen inden de drikker en flaske, så derfor synes de at jeg lige så godt kunne få termometret. De pakkede det derfor ind, og lillejuleaften stak min far mig så gaven i hånden, med beskeden "nu får du den her lille pakke, og hvis du så vinder mandelgaven, så er den min". Det var selvfølgelig en aftale jeg ikke kunne gå med til, men jeg fik alligevel pakken (og min far endte med at vinde mandelgaven. Karma findes).

Så sørme, en jul hvor jeg (næsten) fik alt hvad jeg ønskede mig, i den ene form eller den anden.

Hvad med jer derude? Er der nogle af bloggens læsere der også har ønsket sig vinøse julegaver, og måske mere interessant, fik I nogle af dem?

Julemiddagen og den tilhørende vin

Så er juleaften vel overstået, og sikke en hyggelig aften det var. Et flot juletræ blev pyntet imens Disneys Juleshow kørte over skærmen, god mad blev i den grad nydt, og vi fik sunget de fleste af de klassiske julesange, og det endda uden alt for mange falske toner.

Og når nu den gode mad er blevet nævnt, så skal vi selvfølgelig også snakke om hvordan vinen gik til maden.
Faste læsere ved at jeg måtte ændre julevin, da Torbrecks GSM som jeg havde udvalgt mig, var udsolgt. Valget faldt i stedet på Fess Parkers Frontier Red, en vin jeg egentlig synes er udemærket, men som jeg ikke var ovenud begejstret for i forbindelse med julemaden. Derfor var det ganske spændende hvordan den ville klare sig, når nu julemiddagen var anderledes end den vi havde testet den op imod, samt når stemningen var en anden, for det betyder jo alligevel noget.

Lad mig starte med at fortælle, at vores julemiddag består af kalkun med fars i portvinssovs, aspargeskartofler og waldorfsalat, så modsat "traditionel" julemad (og det er jer med flæskesteg og and jeg kigger på), er der ikke her sur rødkål eller søde brunede kartofler at skulle forholde sig til. Lad mig derefter fortælle at der var sat umenneskelige forventninger til vinen, fordi den jo var udvalgt og medbragt af "ham vinbloggeren". Puha, hårde odds.

For at gøre en lang historie en anelse kortere, så var der store roser til vinen, hvilket måske også skyldes at man ikke sidder juleaften og sviner vinen til, som andre har medbragt. Min søde far og jeg blev i hvert fald enige om, at selv om vinen var både god og kraftig i smagen (især i de søde noter), så ville den måske have været endnu bedre hvis vi havde fået and. Netop det kraftige syrlige bid man fornemmer så snart vinen kommer ind i munden, som jeg også har beskrevet tidligere, ville måske komme mere til sin ret hvis man sad og spiste brunede kartofler og fed and, end nu hvor vi sad med en portvinssovs og en mager fugl, der ikke i samme grad krævede denne syre. Det sødmefulde i vinen, og dens kraft, gik dog rigtig fint til maden, så det var på ingen måder et dårligt valg af vin, men jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan Torbrecken havde været. Oh well, det er jo en hypotetisk tanke der nu kan være ligemeget.

Langt mere interessant er det at høre fra jer læsere; hvordan gik jeres juleaften, og ikke mindst, hvordan gik jeres vin til julemaden? Gik det hele op i en højere enhed, eller sad i med en vin der i den grad fejlede? Lad endelig høre fra jer, og hav så nogle dejlige anden-, tredje-, fjerdejuledage.

Glædelig jul til bloggens læsere

Så er det juleaftensdag, og der er ikke lang tid til den gode julemad, og forhåbentlig også god julevin.

Herfra skal lyde et rigtig glædelig jul, og så håber jeg at I læsere vil fortælle hvad I fik at drikke, og ikke mindst om det var godt. Jeg skal i hvert fald nok fortælle om hvordan vores vin fungerede.

Rigtig glædelig jul.

Torbreck GSM udsolgt - Øv!

Det går lidt stille med opdateringerne, for sørme om jeg ikke har hevet en lille influenza til mig. Det er ikke noget jeg sådan umiddelbart vil anbefale andre at hive hjem, her op mod jul.

Men det her indslag skal ikke handle om syge bloggere, men om at min valgte julevin, Torbrecks GSM, er totalt udsolgt. Det har ikke på nogen måde været mig muligt at få den hjem, hverken fra fysiske eller online butikker. Øv altså. Jeg havde virkelig set frem til dens Rhone-kvaliteter, men med den australske sol og saft som akkompagnament. Men ok, sådan sku det ikke være.

I stedet har jeg sadlet om, kigget mig selv dybt i øjnene, lyttet til kloge mennesker, og har simpelthen valgt alligevel at satse på Fess Parkers Frontier Red. Jeg ved at jeg ikke var alt for sød ved den i sidste weekend, men der er for mange der taler godt om den, så den får chancen.

Nu er den bestilt hjem, og det bliver nu alligevel spændende at se hvordan den kommer til at stå op mod vores julekalkun.

Fess Parker Frontier Red

Årets julevin i Magasins Mad & Vin, er Fess Parkers Frontier Red, og derfor har jeg haft den inde i overvejelserne til den vin jeg vil tage med til min egen families juleaften.

Det er et årligt tilbagevendende problem, det med hvilke vine der går godt til den fede, søde og sure julemad, og hvis man googler lidt, vil man opdage at diverse fora flyder over med spørgsmål om netop dette problem.
En anden overvejelse jeg selv står med, og som jeg tror andre også tænker, er at juleaften måske ikke er aftenen hvor man kaster den dyreste vin på bordet. Maden er en ting, hvor den dyre detaljerede vin måske hellere skal bruges på en aften hvor det er den der er i højsædet, hvor maden er tilpasset vinen, og ikke omvendt. For er der noget juleaften er, så er det rig på traditioner, og der piller man altså ikke ved maden, bare fordi man har en helt speciel vin med.
En anden overvejelse jeg står med omkring indkøbet af julevinen, er i bund og grund prisen. I år skal jeg købe ind til mange, og der er et meget bredt spænd i hvor interesserede folk er i vin, og derfor ender jeg nok i den billigere ende af spektret (men dog et stykke over hverdagsvinens pris).

Fess Parkers Frontier Red lyder umiddelbart som et fornuftigt bud. Jeg har smagt vinen for en del år siden, og husker den som en helt fornuftig vin til prisen, med godt med både saft og kraft. Den forhandles som sagt i Mad & Vin, og ellers i H.J. Hansen og Vinspecialistens butikker, og går lige nu til 79 kroner flasken, mod en normalpris på 99 kroner.
Vinen er lavet på 70% Syrah, 12% Grenache Noir. 6% Petit Sirah, 5% Mouvedre, 4% Cinsault og 3% Carignan (og så er der vist ikke flere druer tilbage i verden som ikke er i denne vin), og trækker hele 14,9% alkohol.

Udseende: Flot mørk bordeaux med et svagt lilla skær. Efterlader smalle tætte gardiner ned ad glassets kant.
Duft: Kraftige mørke bær og et hint af vanille. Ganske kraftig og indbydende, og alkoholen afsløres ikke i duften.
Smag: Indledningsvis markerer syren sig på tungespidsen, hvorefter mørk frugt og lidt fad tager over. Der er en ok balance i vinen, men jeg savner noget mere kraft i smagen. Der er dog et bid, som måske fungerer meget godt op mod den fede julemad.
Pris: 79 kroner hos Mad & Vin (99 kroner normalt. Vinen er dog ofte på tilbud).
Bedømmelse: For at give denne test fornuftige betingelser, valgte vi at lave and med fed sovs og kartofler. På den ene side synes jeg at vinen syre var markant nok til at skære igennem den fede mad, men jeg synes der manglede mere kraft i smagen, til at den kunne byde ind med noget i forhold til madens kraftige smagsindtryk. Vi havde lidt vin tilovers her til aften, hvor vi lavede kødsovs med spaghetti, og der passede vinen faktisk langt bedre. Syren var dødet hen, og den lidt subtile smag passede faktisk godt til kødsovsen.
Jeg synes faktisk vinen smager godt. Her skal man tænke på at det er en "Value-oriented" vin, som Fess Parker selv skriver, og den er lavet til at blive nydt i gode venners lag, uden at der skal tænkes for meget over den. Det skriver de endda på bagetiketten. Den er milevidt fra den Fess Parker Pinot jeg drak i sidste måned, og må på ingen måder tænkes ind i samme kvalitetslag, bare fordi denne vin også er en Fess Parker. Og når det er sagt, så byder den måske på en anelse for lidt i forhold til den fede danske julemad. Hånden på hjertet, så jeg tror mange vil synes det er en rigtig god vin, også til julemaden. Jeg tror bare jeg kan finde noget der går lidt bedre. Et bud kan være Torbrecks GSM, som koster 99 kroner flasken, en vin jeg nu selv regner med at lande på.
Karakter: C-

Vinmagneter. Virkelig?

Forleden aften da jeg sad med kæresten og så TV, kørte ovenstående reklame over skærmen. Tænk engang, ved hjælp af en skænkeprop med indbyggede magneter, kan man nu modne sin vin uden at lade noget så simpelt som tid gøre arbejdet. Sæt Eva Solos Catalyser-skænkeprop i flasken, hæld op, og nyd din vin som havde den ligget og modnet i kælderen. Smart, ik?

Tanken bag konceptet er at den "proces der naturligt modner vine", er måden hvormed tanninstrukturen i en vin ændrer sig over tid. En løs tommelfingerregel siger, at jo flere tanniner en vin har, des bedre lagringspotentiale har den. Og vi ved jo alle hvordan store vine bare bliver bedre med alderen, ik?
Jeg går ud fra at producenten af Catalyseren dermed har sat lighedstegn mellem tanniner, alder og stor vin. Hvis tanniner ændrer sig over tid, og vine bliver bedre med alderen, ja så må vine også blive bedre hvis man ændrer tanninerne. Det er ren matematik.

Men hvordan passer magneter så ind i denne matematiske formel? Jo, sandheden skulle være, at magneter skaber magnetfelter, og er der noget der indvirker på tanniner, så er det magnetfelter. Det vender jeg tilbage til.

Nu er jeg desværre ikke matematiker, så denne matematiske logik er ikke logisk for mig, og da jeg samtidig er skeptisk anlagt, er der for meget i det her koncept der bare skurer mig for meget i ørerne. Derfor har jeg gravet lidt i hele tanken om vinmagneter.

Faktum er, at hele stuntet med vinmagneter faktisk ikke er en ny ting, men noget der fra tid til anden dukker op. Eva Solos Catalyser er første gang jeg ser ideen med vinmagneter, men ude i den store verden findes der adskillige lignende produkter. Lad os se på nogle af dem.

The Wine Cellar Express

The Wine Cellar Express

Den første jeg stødte på var The Wine Cellar Express. En slags "ølbrik" til vinflasken, men selvfølgelig proppet med magneter, forstås. Placer vinen på brikken, og lad den stå i et kvarter til en halv time. Det er som at have en tidsmaskine til sine vine, som firmaet selv skriver på sin hjemmeside.
Det der straks kan undre mig, hvis hele dette magnet-halløj virker, er hvorfor denne anordning kræver at vinen står imellem et kvarter og en halv time, mens Catalyseren i bund og grund kun kræver at vinen hældes hurtigt forbi magneterne, i det man skænker op. Måske magneter bare er blevet kraftigere, som tiden er gået og udviklingen har taget fart?

Jeg søgte videre, efter andre magnetprodukter, og den næste jeg fandt nærmede sig mere Catalyseren i form og funktion.

The Wine Clip

The Wine Clip

The Wine Clip hedder den, og som navnet næsten antyder, er det en stor klemme (fuld af magneter), som klemmes om flaskens hals. Når man skænker op, fiser vinen lige igennem magnetfeltet, som i Catalyseren, og magien opstår.

Jeg skrev tidligere at jeg ville fortælle nærmere om hvorfor magnetfelter er så gode på tanniner, og sørme om The Wine Clips producent ikke har været så søde at forklare det på deres hjemmeside. Bedre kilde findes næppe.

Forklaringen går på at magneter har den evne at de kan "smadre" tanniner. Store tanninmolekyler er hårde, påstås det, mens små er blødere, så hvis man kan gøre de store tanninmolekyler små, får man en blødere vin. Altså en vin der ikke stikker i munden. Altså en bedre vin (se, jeg kan også sætte lighedstegn mellem en masse udsagn).
Ud over at magneter giver dejligt bløde tanniner i en vin, så har magnetfelter også den egenskab at de tiltrækker ilt, hvormed vinen altså iltes bedre, når den hældes gennem et magnetfelt. Så altså, med magneter får man en bedre vin. Jeg digter ikke, det er taget fra producentens hjemmeside.

Godt, jamen så er der styr på hvordan og hvorfor skidtet virker, hvilket leder mig til det sidste produkt jeg fandt.

BevWizard

BevWizard

Historien om BevWizard er helt fantastisk. Et par gutter der tidligere har "blødgjort" vand vha. magneter, kontakter en dag lægen og "Master of Wine" (en titel der betyder man ved en hulens masse om vin) Patrick Farrell, for at udvikle konceptet til også at dække vin. De går i partnerskab sammen, og BevWizarden er født.

BevWizard er nok det produkt der ligner Eva Solos Catalyser mest, men modsat The Wine Clip, mener producenten her at det er de små tanninmolekylder der er hårde, hvor magnetfeltet så gør dem store, så de bliver blødere. Det lader til at der virkelig er styr på videnskaben bag det her magnethalløj.

Besøger man BevWizards hjemmeside, mødes man af en masse rosende udsagn om produktet, alle fremsagt af medejeren Patrick Farrell (der her dog kun er krediteret som "Master of Wine" - yderst gennemskueligt og seriøst). Men mere interessant er den artikel jeg efterfølgende fandt om produktet.

Til at starte med får Patrick Farrell taletid, og fortæller om BevWizards fortræffeligheder og hvordan den virker. Efterfølgende bliver det dog langt mere interessant, i min verden, da der gives plads til kritikerne. Ikke mindst da zaren af alle skeptikere, James Randi, blandes ind i diskussionen. Det er ham der har udlovet 1 million dollar til den der kan påvise upåviselige ting (f.eks. at der eksisterer spøgelser), og her sætter han også den million på højkant, til den der kan påvise magneternes fortræffeligheder i forbindelse med vin.

Hvad denne søgen rundt i vinmagneternes univers så har betydet for mig, er forholdsvis nemt at konkludere. Jeg er på ingen måde blevet klogere, eller overbevist, om at magneter har nogensomhelst indvirken på tanninerne i en vin. Jeg tror nærmere at den kan have en placeboeffekt, så man tror man får en bedre vin, men nu er jeg jo ikke fysiker, eller klog, så den slags gætværk vil jeg slet ikke kaste mig ud i.
Der er dog to problemer der popper op ved hele konceptet.

For det første er tanniner jo ikke nødvendigvis noget man gerne vil af med. Den flaske Two Left Feet vi drak forleden, var jo netop en vin hvis karakter blev løftet af samspillet mellem fyldig frugt og tanninernes bid. Altså tanniner jeg ikke ville have været foruden.
Det andet problem ved "bare sådan" at fjerne tanniner er, at når det sker naturligt, over tid, er det gerne med den virkning at andre noter tager over. Vinen har en generel udvikling, og det jeg fra tid til anden omtaler som "smagen af alder", er netop noget der kommer over tid. Fjerner vi tanninerne vha. magnetisme, betyder det jo ikke at andre noter bliver udviklet. Vi fjerner noget, uden at tilføje en gevinst.

Det eneste sted jeg rigtig kan se at sådan en tingest har en gavnlig effekt, hvis det virker, er hvis man bruger den på en billig vin, der ikke byder på meget andet end kradse tanniner, syre og for megen alkohol. Sådan en fætter kan sikkert gøres mere rund og medgørlig, men helt ærlig, så hellere bruge lidt flere penge på sin vin.

Vil du gerne have at din vin skal smage bedre end du er vant til, så drop magneterne, tag en snak med din vinmand, og få anbefalet en bedre vin.

Mollydooker Two Left Feet 2010

Dagen efter vi havde drukket den franske "Le Ponnant", røg vi i den fuldstændig modsatte grøft, og åbnede en Mollydooker Two Left Feet i deres nye årgang 2010. Vi har før drukket årgang 2009, og præcis som sin forgænger var det her en vin der nærmest kastede sig selv op af flasken, så snart skruelåget var skruet af. Man overdøvedes nærmest af en sødmefuld duft af frugt og sol.

Årgang 2010 er lavet på 72% Shiraz, 16% Merlot og 12% Cabernet Sauvignon, og så trækker den 16,5% alkohol.

Udseende: Utrolig mørk med lilla karakter, og en nærmest sort kerne. Driver tykt og fedt som olie ned langs glassets sider.
Duft: Tyk fed frugt, blomme, men også vanille. Man nærmest bedøves og presses tilbage i sædet. Der er fuld skrald på, og man indbydes på det kraftigste til at tage den første tår.
Smag: Fantastisk fed og tyk frugt, men stives godt af af en balancerende syre og tanniner, der mærkes især bagerst i munden. Den her vin udvikler sig virkelig i glasset. Der melder sig en eller anden krydret/pebret note, og så fornemmer jeg pludselig også noget lakridsagtigt. Lang og kraftig eftersmag, der efterlader fornemmelsen af æbleskræl. Vinen føles fed og fyldig, men på ingen måder som olie. Alkoholen på de 16,5% fornemmes, men smager på ingen måder igennem.
Pris: 159 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Det her er en stor og fed vin, der efterlader det tomme glas fuldstændig "smurt ind" i en film af vin. En fantastisk og frugtet eksplosion, der kort og godt bare smager godt. Shirazens karakter skinner igennem, men blødes op af de andre druer, hvilket samlet giver en lidt mere balanceret, og tør jeg sige bedre, vin end The Boxer. En virkelig lækker vin, hvor der virkelig fås meget for pengene. Det er ikke elegance, det er ikke finesse, men det er power, smag og ren nydelse.
Karakter: C+

La Ferme Du Mont Côtes du Rhône Villages "Le Ponnant" 2009

Fransk vin får ikke mange chancer her i huset, og det er egentlig ikke nødvendigvis med min gode vilje, at det er sådan. Snakker man med "kendere" og "garvede vindrikkere", så er der ingen tvivl om at de største vinoplevelser skal findes blandt de franske vine, og de få gange jeg selv har haft muligheden for (og fornøjelsen af) at smage nogle af de store (og dyre) topårgange, så må jeg sige jeg er fuldstændig enig. Der er bare noget ved de franske vine, som ingen andre vine kan matche.

Mit problem med de franske vine, og årsagen til at de drikkes alt for sjældent hos os, er så at jeg oplever at der skal lægges alt for mange penge før man får noget der smager godt, og så ryger de hurtigt ud af hverdagsbudgettet. Selv når jeg lægger et par hundrede for en flaske, føler jeg mig tit skuffet, og føler at de penge kunne være lagt bedre i et andet vinland.

På trods af det, så vil jeg fra tid til anden gerne give Frankrigs billige vine en chance, med håb om at der er overraskelser derude, som jeg bare skal lede efter for at finde. Og når nu restaurant Kong Hans' anerkendte stjernekok Thomas Rode vælger at blamere sig selv, når han træder frem på TV for at reklamere for Côtes du Rhône-vine, så skal staklen da også have noget ud af sine anstrengelser.

Så derfor, med alt dette in mente, valgte vi i går at åbne en fransk vin fra netop Côtes du Rhône. Det er en vin jeg købte for nogen tid siden, efter at min vin-ven Palle havde drukket, og smårost, en fransk vin fra netop Rhône-området. Hans holdning til fransk vin er forenelig med min, så hans flygtige glæde over en flaske fransk, gjorde at jeg også følte en trang til at give området en ny chance.

Vinen er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, og trækker 14,5%.

Udseende: Mørk rød med en typisk fransk lethed, der giver en klar gennemsigtig kant. Højt antal af fedtede tynde gardiner dekorerede glassets sider.
Duft: Overraskende frugtet. Knuste mørke bær, anis som udviklede sig mere klart til lakrids, og en anelse peber.
Smag: Lidt mørke bær, men ellers mere noter af peber og krydderier. Smagen var kraftfuld, med finde velintegrerede tanniner, og eftersmagen var fin og mellemlang. Der efterlades dog ingen smagsindtryk efterfølgende.
Pris: 79 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Overraskende indtryk fra start. Duften af frugt, der til at begynde med havde en sødlig karakter, som over tid blev mere krydret. Smagen der også bød på lag af både sødme og det krydrede, og så en eftersmag der havde fylde, og som ikke bare var vandet. Alt sammen måske indtryk man må kunne forvente af en vin, men dog indtryk jeg synes kan være svære at finde i franske vine i denne prisklasse. Meget overraskende, og til prisen, helt ok. Karakteren gives med land og pris i tankerne.
Karakter: C