Endnu en runde med bællevine

Som tidligere fortalt, var jeg for en uges tid siden en tur omkring Smalle Vine på Frederiksberg, for at tanke op på bællevine - vine der ikke nødvendigvis er voldsomt udfordrende, men som smager godt (rigtig pleaser-vine), og som ikke er alt for dyre (de skal jo trods alt bælles).

I fredags hev vi to af indkøbene med hjem til vores gode venner Thomas og Charlotte, og selvom det var hyggen der var i højsædet, hvorfor der ikke blev taget noter, skal der alligevel lige kastes en kommentar efter de medbragte flasker.

Første vin vi tog hul på, var denne The Grinder Pinotage 2012 fra Sydafrika. Det var spændende hvordan den ville fremstå, da Pinotage-druen nogle gange godt kan have en lidt brændt gummi-karakter over sig, som jeg på ingen måder bryder mig om. Thomas fra Smalle Vine havde dog forsikret mig om at den note kendte han også godt til, men at den ikke var at finde i denne vin.
Og han havde ret - ingen brændt gummi her, men til gengæld en rigtig fin og tæt vin, med noter af, ja, ristede kaffebønner - denne vin kandiderer i høj grad til prisen vin-der-i-høj-grad-smager-af-billedet-på-etiketten.

Det her var ung vin, det var interessant vin, det smagte godt, og det var til en forholdsvis overkommelig pris - nemlig 75 kroner. Min ven Thomas ville uden at kende prisen giver i omegnen af de 120 kroner for den, så pris og kvalitet må ud fra den beregning anses for helt i orden. Samtidig er vi nede i en pris der ligger godt under Kanonkops Kadette, som nok er den bedste Pinotage-vin jeg har fået (selvom det trods alt er et blend), så det her er helt sikkert en vin jeg skal have købt lidt mere af. Du bør gøre det samme.

Anden vin var en californisk Petite Sirah fra huset The Other Guys, i serien Pennywise. Egentlig købte jeg vinen fordi jeg godt kan lide Petit Sirah (eller Durif som den hedder hvis den er fra Australien), og så fordi jeg synes flaskens etiket er helt vildt fin - et lille frimærke er det eneste der pryder flasken.

Jeg skal være ærlig at sige at jeg ikke husker vinen særlig godt, andet end at den var ok, men ikke prangende. Thomas skød den til at koste en hund, og det var præcis hvad den gjorde - 99 kroner. Man får altså hvad man betaler for, kan man kækt konkludere. Det vil jeg dog undlade at gøre.

Egentlig tror jeg at jeg skal have fat i en flaske mere, så jeg kan få smagt den ordentligt, og så vil jeg prøve at smage den op imod en Durif fra Australien - bare sådan for sjov. Det må jeg kunne få en sjov aften ud af, og måske også et interessant indlæg.

Small Gully Mr. Black's Concoction Shiraz/Viognier

Forleden var jeg et smut forbi Smalle Vine på Frederiksberg, for at tanke lidt op af bællevin. Det var som altid en god oplevelse, og jeg fik mig igen en rigtig hyggelig snak med indehaveren Thomas. Det fine ved Thomas tilgang til vin, som matcher min egen rigtig fint, er at det ikke altid skal være så højtideligt, eller for dem der kan sige en masse fint om en vin - og det går også rigtig tydeligt igennem, når man kigger på udvalget i butikken. Størstedelen af vinene er nemlig små kunstværker, hvor det visuelle omkring flasken i lige så høj grad er gennemtænkt, som indholdet i dem er. Det er sjovt at snuse rundt i Smalle Vine, og denne gang kom jeg hjem med fire forskellige flasker. Den første er denne Mr. Black's Concoction fra det lille australske hus Small Gully.

Small Gully er etableret i 1999 i Barossa Valley, af blandt andet Stephen Black, en fyr der inden da havde arbejde i den medicinske branche. Nok derfor denne vin lyder som noget en kvaksalver på prærien kunne have fundet på.
Vinen er lidt sjov, i det den er et Shiraz-blend (96% Shiraz) hvor de sidste 4% er Viognier - en hvidvinsdrue. Årgangen er 2009, og så trækker den her fætter hele 15,9% alkohol. Lidt af en bulderbasse.

I glasset står den med en mørk rød tone, med et meget svagt orange knæk. Den er let gennemsigtig, hvilket betyder at denne Shiraz ikke er en tæt sort fyr.
Duften er med mørke solbær, lidt krydderi og ellers bare fuld skrald på. Smagen er med frugtede kraftige røde bær, der er sødme, men også det krydrede og noget røget. Milde tanniner er tilstede, og holder det hele samlet. Når jeg ånder ud gennem næsen, oplever jeg noget lidt flødet (karamel) agtigt.

Generelt er der god fylde og god smag - et herligt glas man bare har lyst til at bælle, og som jeg virkelig nød. Det her er til gengæld virkelig en vin der sætter pris og kvalitet på spidsen, for til en pris på 169 kroner, er vi oppe hvor det bliver lidt dyr for en rigtig lækker bællevin. Derfor lander jeg på et C+. Havde den været 30-40 kroner billigere, havde jeg ikke tøvet med at kalde den fremragende, og så bliver karakteren jo en helt anden.

Karakter: C+

En erfaring rigere - ufokuseret vinsmagning

For godt en måned siden, samledes alle gutterne til endnu en vinsmagning. Jeg havde planlagt en smagning af en stribe vine, og smagningen skulle falde som en gave til en af gutterne. At jeg så først nu laver et indlæg om aftenen, hænger sammen med at det for mig virkelig ikke var en optimal aften. Det var der flere grunde til.

Jeg havde virkelig set frem til denne aften - både fordi jeg skulle være sammen med gutterne, langt væk fra koner, kærester og børn, langt ude på det Bogø'ske land, men også fordi jeg selv synes jeg havde fået samlet en stribe rigtigt gode og spændende vine til smagningen.

Det første der for mig så gik galt, var at jeg blev syg lige op til, og endte med at side på aftenen med kroppen fuld af piller, med feber og med hals og næse der var lukket helt ned. Jeg kunne derfor ikke smage noget som helst.

Næste problem var så, at dagen skulle være én lang herretur, så før vi kom igang med smagningen, havde vi drukket øl, to flasker champagne, tre flasker hvidvin og en enkelt flaske rødvin - det er IKKE optimale forberedelser til en fokuseret smagning af gode vine.

Det sidste problem jeg ser ved smagningen, var at jeg havde valgt at vi skulle igennem 12 vine. Vi har før været oppe i det antal, og det er bare for mange vine for os. Vi bliver simpelthen for uskarpe undervejs.

Alt dette skal ikke ses som en kritik af aftenen eller arrangementet, for det var fantastisk, men skal derimod samles til en erfaring - nemlig den at skal man afholde en vinsmagning, så lad det være den der får 100% fokus. Vi mestrer i hvert fald ikke at blande tingene sammen, og det kommer også til udtryk i de usandsynligt dårlige noter jeg fik gjort mig på aftenen.

Fokus for smagningen var at vi skulle smage druer, og gerne opleve hvor forskellige de kan opleves, alt efter hvor i verden de er fra. Derfor drak vi gerne to vine ad gangen, på samme drue, men fra hvert sit land. Her lidt om hvad vi drak - vær dog sød ikke at tillægge smagenoterne synderlig stor vægt, af ovenstående givne grunde.

Domaine Duroché Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Champeaux 2009
Vi åbnede med tre flasker 100% Pinot Noir. Første vin var, skal vi sige en referencevin, fra Bourgogne. Det er vin hvor terroir er i højsædet, og hvor regionens bedste vinmarker eftersigende leverer druerne.
Det småstive ensemble noterede sig at vinen manglede kompleksitet, og at det var en uharmonisk syntetisk version af en koldklimas Pinot.

Gembrook Hill Pinot Noir 2010
Næste flaske Pinot var fra Yarra Valley i Australien. Det er en vin som Frank og jeg havde smagt til Laudrup Vins lækre sensommersmagning sidste år, og vi faldt begge pladask for den. Derfor synes jeg det var sjovt at få den med her, så alle gutterne kunne få samme oplevelse. De gode folk hos Laudrup gav et godt tilbud, og så holdt budgettet.
Vi oplevede den som lidt stram, trods et par timer på karaffel, men også let og generelt dejlig. Den blev aftenens Pinot-vinder. Samtidig skal det siges at Frank ikke genkendte den, men stadig formåede at gætte Australien - flot.

DuMOL Aidan 2009
Sidste Pinot havde jeg set rigtigt meget frem til, ikke mindst fordi medblogger Nanna fra Vinens Vilde Vesten nærmest har skamrost dette hus. Det var da også efter en kortere samtale med hende, at jeg valgte denne vin til smagningen. Endelig skulle jeg smage stor god californisk Pinot.
Der var power på drengen (siger folk, jeg var jo snottet), og det var virkelig en fed Pinot (som i fedme). Nogle noterede sig at den var meget langt fra koldklimas-Pinot, og at den nærmest var for pleasende.
Der er virkelig meget der siger mig, at denne vin ikke fik en fair chance, og for mig selv gjorde min sygdom desværre at jeg ingen oplevelse fik. Enige var alle dog om, at til en pris på 560 kroner, var den god, men alt for dyr. Jeg håber jeg får chancen til igen at smage den, dog under rigtige forhold.

Michele Chiarlo Barolo Tortoniano 2007
Så røg vi på to 100% Nebbiolo-vine, her begge fra Piemonte i Italien. Første vin var faktisk en vin alle gutterne havde fået udleveret til, den her på bloggen kritiserede wine makers dinner, på Kokkeriet. De andre havde allerede drukket deres eksemplar, og var ikke overbevist. Det havde været en dårlig oplevelse. Måske derfor tænkte jeg det kunne være lidt sjovt at de igen fik lov at smage den, denne gang blindt. Ville det ændre noget?
Næh, vi noterede os en tydelig lakridsnote i duften, men ellers at den var kraftig tanninsk. Vi var igen ikke overbevist, og der blev endda gættet på at flasken var dårlig.

Marchesi de Barolo Barbaresco 2007
Endnu en Nebbiolo, denne gang en Barbaresco. Her mindede jeg gutterne om, at Barbaresco ikke er en "lillebror" til Barolo, som mange fejlagtigt måske tror, men til gengæld er en by/nabokommune, hvorfor disse vine kan være lige så gode, store eller whatever som en Barolo. Det blev derfor sjovt at se om denne var bedre en Baroloen.
Igen noterede vi os lakrids i næsen, kraftig tanning, og Ralle bød så ind med at der også lå lidt rosin og gemte sig i næsen. Samlet set var vi ikke glade, så måske Nebbiolo ikke lige er os. Måske vi allerede var for stive.

Hastwell & Loghtfoot Tempranillo 2008
Efter de to italienere kastede vi os over Tempranillo-druen, her først en australsk en af slagsen. Den er fra McLaren Vale, et klassisk Mollydooker-område der især er kendt for sine store Shiraz'er. Eftersigende skule stilen være meget lig Ribera Del Duero i Spanien.
Min eneste note er "Lidt underlig, plastisk". Det skal nok ikke tolkes videre positivt.

Alejandro Fernández Tinto Pesquera Reserva 2007
Meget belejligt var dette en Ribera Del Duero-vin, så sammenligningen med ovenstående kunne blive foretaget. At dette er en reserva, betyder at vinen har ligget 24 måneder på amerikanske fade, hvorefter den har fået et års hvile i flasken, inden den er blevet frigivet til salg. Alejandro Fernández regnes samtidig for en af Ribera Del Dueros pionerer, og var med opstarten af Pesquera med til at sætte netop denne region på det internationale vinkort.
Vi noterede os at den var klassisk og behagelig, med TOP eg i duften, og også lidt vanille. Et rigtig godt glas, og en understregning af at Tempranillo bare gør sig bedst i Spanien.

Le Macchiole Scrio Toscana 2006
Så var det tid til Syrah-druen og denne gang gennem to vine fra lande der måske ikke er så kendte for netop denne drue. Første bud er denne Scrio, en 100% italiensk kultvin - den går for at være den absolut bedste Syrah fra Italien. Den skulle kunne konkurrere med nogle af de bedste fra Frankrig, og om huset siges det at Le Macchiole i 90'erne, sammen med Sassicaia og Ornellaia, var med til at åbne omverdenens øjne for Toscana. Det er en dyr vin, og i Sverige har jeg set at den koster 1000 kroner (dog svenske). Lad det bare være sagt at jeg VIRKELIG så frem til at smage denne vin.
Min egen oplevelse blev så igen ødelagt af snotnæsen, men gutterne bød ind med noter som marcipan, kraft, udtørrende, skarp og romkugle. Jeg har ingen idé om, om det betyder den var god eller ej. Vi var på dette tidspunkt, desværre, alt for ufokuserede og udisciplinerede.

Encus Thalarn Syrah 2011
Anden Syrah-vin var fra Catalonien i Spanien, igen et måske lidt ukendt Syrah-land.
Alle Castell D'Encus vinmarker ligger i +1000 meters højde, hvilket giver et utroligt køligt klima. Gæringen foregår i store stenkar udhugget i klipperne. Der dannes brandmandsklder fra traktorerne til karene, og når de er fyldte, dækkes de til med grene og brædder. Alt sammen meget biodynamisk og uendeligt hipstersmart. Rygterne siger at dette hus, og disse vine, nok skal ende med at blive små kultvine.
Personligt blev jeg ikke overbevist, og mindes at jeg faktisk slet ikke brød mig om smagen. Måske det var medicin og snot der talte, så jeg håber jeg får fingrene i en ny flaske, så jeg kan smage efter. Laudrup Vin må snart komme med et godt tilbud på den.

Fina Caro Maestro 2004
Hen mod slutningen skulle den stå på blends, her et klassiske Bordeaux-blend - Cabernet Sauvignon, Merlot og en smule Petit Verdot. Vinen er fra Sicilien i Italien, og er tidligere blevet beskrevet her på bloggen. Det var en utroligt lækker vin til en billig penge (99 kroner), så den skulle gutterne da smage. Ikke mindst for at vurdere hvordan den gjorde sig i et opløb af vine til priser på 5-6-700 kroner.
Sjovt nok synes alle at den var virkelig god, og til prisen var den intet mindre end fantastisk. Næsten uden at skele til prisen (men også kun næsten), blev den endda vurderet som aftenens bedste vin. Godt jeg stadig har en enkelt tilbage i skabet.

Aia Vecchia Bolgheri Rosso Superiore Sor Ugo 2004
60% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 5% Petit Verdot fra regionen Bolgheri i Italien. Vinen skal være husets 1. rødvin, og har lagret 18 måneder i barriques.
Nu slår det virkelig igennem at vi er blevet stive, og det understreges hvorfor vi i fremtiden ikke skal smage så mange vine ad gangen. Jeg har kun noteret mig at der ikke er så meget at sige, og at vinen er ligegyldig. Det er helt sikkert en både forkert og uretfærdig kommentar at give en vin.

Il Carnasciale 2009
Sidste vin blev den 100% italienske kultvin lavet på den sjældne drue Caberlot. Palle og jeg smagte den for noget tid siden, og nu skulle resten af gutterne også opleve den. Men som ovenstående note indikerer, har vi ikke mere at sige. Vinen blev mest af alt drukket fordi den var der, og ikke fordi den skulle nydes. Alle var enige om at det var synd og ærgerligt, men vi var simpelthen vintrætte. Øv øv.

Barone Ricasoli Casalferro 2001 gensmagt igen

Den her vin har allerede optrådt her på bloggen et par gange (første gang her, og anden gang her). Efter en smagning hvor jeg faldt pladask for den, købte jeg nemlig stort ind af den, og gennem årene har jeg langsomt drukket mig ned i beholdningen, og står nu med kun to flasker tilbage. Den ene blev åbnet i går.

Imens flaskerne har ligget i mit skab, er det gået op for mig at de egentlig er blevet lidt af en sjældenhed. I 2007 ændrede Barone Ricasoli nemlig indholdet af flasken fra at være et blend mellem Sangiovese og Merlot, til at være en vin på 100% Merlot. Det er altså derfor ikke muligt at opstøve senere årgange af denne vin, i sit oprindelige blend (jeg mindes også at den sidste årgang jeg har set af dette blend, var fra 2005).

Som sagt har jeg flere gange smagt vinen, og blogget om det, så denne notes fokus bliver i høj grad på hvordan den samme vin udvikler sig over tid - det er godt et år siden jeg sidst smagte den.

I glasset fremstår den nu klart teglstensrød/orange, et klassisk og tydeligt tegn på at der er alder på drengen. Næsen er kraftig, meget kraftig endda, med noget animalsk, læder og svedsker,
Smagen er igen kraftig og nærmest gruset, med fad, og igen læder og svedsker. Det er som om at tanninerne er ved at dæmpe sig, og jeg fornemmede ikke i samme grad som før, at jeg tørrer fuldstændig ud. Samtidig er der nu også kommet den der meget karakteristiske smag af alder som jeg godt kan lide, men som faktisk godt kan blive en smule overpowering.

Det er interessant hvordan jeg oplever at denne vin stadig udvikler sig, og endnu ikke er knækket over til noget ligegyldigt som er over the hill. Jeg synes stadig at der er en del at byde på, og jeg er tæt på at sige at det nok er nu den virkelig peaker. Det er også fantastisk at opleve hvordan der nu kommer smage på banen, som kun kan opleves når en vin har en del år på bagen - det er sgu smage der ikke kan skabes kunstigt.

Samlet set var det her en rigtig god oplevelse, og fantastisk at opleve hvordan den her supermarkedsvin stadig udvikler sig til det bedre. Den er fra Super Best og blev i sin tid købt til en pris på 159 kroner, men den kan som sagt ikke købes længere i dette blend, desværre.

Jeg knalder sgu karakteren op på et B, simpelthen fordi jeg nu virkelig får noter som kun alder kan give, og de smager bare godt. Om den så kan blive deroppe når jeg engang drikker min sidste flaske, eller om den fuldstændig falder sammen, det må tiden vise.

Karakter: B