Rigtig godt nytår til bloggens læsere

Nu ringer 2011 på sidste vers, og sikke et år det har været. Det har budt på nogle rigtig gode vin-oplevelser, men det vil jeg skrive mere om i det nye år.

For i dag er jo en travl dag, så der er ikke megen tid til at opdatere bloggen, men jeg kan da lige fortælle at Mollydookers Velvet Glove, som vi jo bl.a. skal nyde i aften, er hældt på karaffel, så den kan få lidt ilt. Lad mig bare afsløre at duften er himmelsk, så tror der er en god oplevelse i vente.

Det kommer I selvfølgelig til at høre meget mere til i det nye år, så nu er der bare tilbage at ønske jer alle et rigtig godt nytår.

Vinøse julegaver

Når det drejer sig om at finde på julegaveønsker, er jeg utrolig dårlig til at finde på noget. Min kæreste punker mig altid i flere måneder, fordi hun ved det tager mig oceaner af tid, bare at komme på et par enkelte ting.

Problemet er at jeg sagtens kan finde på noget, men der er ikke nogle i min familie der har råd til at give mig et nyt kamera, en ny computer, eller bare en lille bil, så de mest oplagte ønsker kan jeg allerede med det samme skrinlægge igen. Når vi kommer ned i et prisleje hvor familien kan være med, jamen så er vi i bund og grund også nede hvor jeg "bare" selv kunne købe det (og det er her jeg så hører min mors stemme sige "op til jul må man ikke købe noget som helst. Man skal ønske sig det"). Det efterlader gaver i et fornuftigt prisleje, som jeg egentlig ikke gider købe selv (gerne fordi jeg ikke rigtig har brug for det), men jeg er desværre så stort et legebarn, at jeg heller ikke rigtig har lyst til at ønske mig trøjer, strømper og underbukser.

Når alt dette så er sagt, så er det jo en velsignelse at være en lille smule vin-nørd, for det åbner jo pludselig op for at ønske sig en masse sjove ting. Hvis ikke det er vinbøger eller -tilbehør, så kan man altid ønske sig en god flaske vin, og tænk, i år lykkedes det mig faktisk at finde på nogle gode vinøse gaveønsker.

For at komme lidt i gang med gaveønskerne, søgte jeg lidt på må og få, og endte med et ønske jeg måske ikke 100% havde brug for, men så var jeg da i gang. Jeg har i lang tid overvejet at få mig et vintermometer, men hånden på hjertet, så ved jeg ikke om jeg egentlig vil bruge det, og hvis jeg vil, vil jeg så handle ud fra hvad det fortæller mig? Jeg mener, vil jeg gøre noget ud af at enten hæve eller sænke vinens temperatur?

Jeg ved det ikke, men jeg ønskede mig alligevel et vintermometer. Jeg havde læst mig frem til, at dem man sætter uden på flaskerne (dem der minder om et digitalur), ikke er så gode, da de i bund og grund måler flaskens temperatur, hvilket (siger de kloge) ikke nødvendigvis er det samme som vinens temperatur, så jeg ønskede mig et infrarødt termometer. Ideen med infrarøde termometre skal være, at det infrarøde termometer måler temperaturen på flaskens indhold, frem for på selve flasken. Det lyder smart, så sådan et røg på ønskesedlen. Det var et Poul Bocuse vintermometer, og jeg fandt det til 375 kroner på nettet.

Min søde kæreste endte faktisk med at gå efter dette termometer, men da hjemmesiden opkrævede 100 kroner i fragt, blev min kæreste en tand fornuftig, og vurderede at så kunne pengene bruges bedre. Det er jeg helt enig med hende i, så intet vintermometer til mig og godt det samme.

Mit næste ønske var så en vinbog. Jeg havde set at Bog og Idé havde fået en ny vinbog, med det korte navn "Vin", og den virkede rigtig interessant. Som forfatter står André Dominé, men så vidt jeg kan se, har han ikke bidraget med en eneste artikel i bogen. Det har et hav af andre til gengæld. Bogen koster kun 150 kroner, og det er endda for en kæmpe fætter på over 900 sider, så det virkede da som et røverkøb. Jeg har googlet lidt på bogen, og det lader til at den findes, med præcis samme layout, på både engelsk og fransk, men det har tilsyneladende ikke influeret på kvaliteten af den danske udgave (jeg mener, det lugter lidt af masseproduktion. En tur gennem Goggle Translate, og så har du en lokaliseret vinbog til hele Europa).

Jeg endte faktisk med at få denne bog (to faktisk), og efter at have bladret lidt i den, må jeg indrømme at jeg er rigtig godt tilfreds med den. I bund og grund er den ganske klassisk i sin opbygning, med kapitler om vinens historie, dyrkning af druer, fremstilling af vin, og så en gennemgang af alle de klassiske (og et par enkelte uklassiske) vinregioner og lande. Alt sammen meget forudsigeligt, men den er godt og forståeligt skrevet, og så er den rigt illustreret med fine billeder og tegninger. Og så har jeg allerede lært, at visse producenter, der kun benytter sig af ståltanker til modning af vinen, putter egetræslameller eller poser med egetræsspåner ned i tankene, for at tilføre vinen en smag af fad. Fy føj siger jeg da, og den slags metoder, har jeg læst mig til, er også ulovlige i Europa, da det ses som at man tilføjer vinen noget, som ikke er en naturlig komponent i vinfremstilling. Måske en god grund til at købe mere europæisk vin.

Mit sidste vinøse julegaveønske, var et abonnement på bladet Gastro, og lur mig om ikke min søde kæreste valgte denne gave i stedet for vintermometret. Det er jeg hende faktisk rigtig taknemmelig for. Jeg ved at det i bund og grund er et blad om mad (hvilket jo er helt fint), men de beskæftiger sig også med vin, og har ofte nogle rigtig interessante artikler om netop vin. Så det næste år vil jeg glæde mig til at Gastro dumper ned i postkassen.

Og for så at afrunde dette indlæg om vinøse julegaver helt ærligt, så endte jeg faktisk alligevel med at få mig et vintermometer. Det var lidt en kluntet sidegave, og det var ikke hvad jeg havde ønsket mig, men tanken var rigtig sød.

Mine kære forældre havde nemlig været til et eller andet jule-tam-tam, og her havde min mor vundet et klassisk vintermometer. Netop den model man sætter uden på flasken, for så at aflæse temperaturen på et display. På trods af at mine forældre går op i vin, så gider de ikke stå og måle temperaturen inden de drikker en flaske, så derfor synes de at jeg lige så godt kunne få termometret. De pakkede det derfor ind, og lillejuleaften stak min far mig så gaven i hånden, med beskeden "nu får du den her lille pakke, og hvis du så vinder mandelgaven, så er den min". Det var selvfølgelig en aftale jeg ikke kunne gå med til, men jeg fik alligevel pakken (og min far endte med at vinde mandelgaven. Karma findes).

Så sørme, en jul hvor jeg (næsten) fik alt hvad jeg ønskede mig, i den ene form eller den anden.

Hvad med jer derude? Er der nogle af bloggens læsere der også har ønsket sig vinøse julegaver, og måske mere interessant, fik I nogle af dem?

Julemiddagen og den tilhørende vin

Så er juleaften vel overstået, og sikke en hyggelig aften det var. Et flot juletræ blev pyntet imens Disneys Juleshow kørte over skærmen, god mad blev i den grad nydt, og vi fik sunget de fleste af de klassiske julesange, og det endda uden alt for mange falske toner.

Og når nu den gode mad er blevet nævnt, så skal vi selvfølgelig også snakke om hvordan vinen gik til maden.
Faste læsere ved at jeg måtte ændre julevin, da Torbrecks GSM som jeg havde udvalgt mig, var udsolgt. Valget faldt i stedet på Fess Parkers Frontier Red, en vin jeg egentlig synes er udemærket, men som jeg ikke var ovenud begejstret for i forbindelse med julemaden. Derfor var det ganske spændende hvordan den ville klare sig, når nu julemiddagen var anderledes end den vi havde testet den op imod, samt når stemningen var en anden, for det betyder jo alligevel noget.

Lad mig starte med at fortælle, at vores julemiddag består af kalkun med fars i portvinssovs, aspargeskartofler og waldorfsalat, så modsat "traditionel" julemad (og det er jer med flæskesteg og and jeg kigger på), er der ikke her sur rødkål eller søde brunede kartofler at skulle forholde sig til. Lad mig derefter fortælle at der var sat umenneskelige forventninger til vinen, fordi den jo var udvalgt og medbragt af "ham vinbloggeren". Puha, hårde odds.

For at gøre en lang historie en anelse kortere, så var der store roser til vinen, hvilket måske også skyldes at man ikke sidder juleaften og sviner vinen til, som andre har medbragt. Min søde far og jeg blev i hvert fald enige om, at selv om vinen var både god og kraftig i smagen (især i de søde noter), så ville den måske have været endnu bedre hvis vi havde fået and. Netop det kraftige syrlige bid man fornemmer så snart vinen kommer ind i munden, som jeg også har beskrevet tidligere, ville måske komme mere til sin ret hvis man sad og spiste brunede kartofler og fed and, end nu hvor vi sad med en portvinssovs og en mager fugl, der ikke i samme grad krævede denne syre. Det sødmefulde i vinen, og dens kraft, gik dog rigtig fint til maden, så det var på ingen måder et dårligt valg af vin, men jeg kan ikke lade være med at spekulere over hvordan Torbrecken havde været. Oh well, det er jo en hypotetisk tanke der nu kan være ligemeget.

Langt mere interessant er det at høre fra jer læsere; hvordan gik jeres juleaften, og ikke mindst, hvordan gik jeres vin til julemaden? Gik det hele op i en højere enhed, eller sad i med en vin der i den grad fejlede? Lad endelig høre fra jer, og hav så nogle dejlige anden-, tredje-, fjerdejuledage.

Glædelig jul til bloggens læsere

Så er det juleaftensdag, og der er ikke lang tid til den gode julemad, og forhåbentlig også god julevin.

Herfra skal lyde et rigtig glædelig jul, og så håber jeg at I læsere vil fortælle hvad I fik at drikke, og ikke mindst om det var godt. Jeg skal i hvert fald nok fortælle om hvordan vores vin fungerede.

Rigtig glædelig jul.

Torbreck GSM udsolgt - Øv!

Det går lidt stille med opdateringerne, for sørme om jeg ikke har hevet en lille influenza til mig. Det er ikke noget jeg sådan umiddelbart vil anbefale andre at hive hjem, her op mod jul.

Men det her indslag skal ikke handle om syge bloggere, men om at min valgte julevin, Torbrecks GSM, er totalt udsolgt. Det har ikke på nogen måde været mig muligt at få den hjem, hverken fra fysiske eller online butikker. Øv altså. Jeg havde virkelig set frem til dens Rhone-kvaliteter, men med den australske sol og saft som akkompagnament. Men ok, sådan sku det ikke være.

I stedet har jeg sadlet om, kigget mig selv dybt i øjnene, lyttet til kloge mennesker, og har simpelthen valgt alligevel at satse på Fess Parkers Frontier Red. Jeg ved at jeg ikke var alt for sød ved den i sidste weekend, men der er for mange der taler godt om den, så den får chancen.

Nu er den bestilt hjem, og det bliver nu alligevel spændende at se hvordan den kommer til at stå op mod vores julekalkun.

Fess Parker Frontier Red

Årets julevin i Magasins Mad & Vin, er Fess Parkers Frontier Red, og derfor har jeg haft den inde i overvejelserne til den vin jeg vil tage med til min egen families juleaften.

Det er et årligt tilbagevendende problem, det med hvilke vine der går godt til den fede, søde og sure julemad, og hvis man googler lidt, vil man opdage at diverse fora flyder over med spørgsmål om netop dette problem.
En anden overvejelse jeg selv står med, og som jeg tror andre også tænker, er at juleaften måske ikke er aftenen hvor man kaster den dyreste vin på bordet. Maden er en ting, hvor den dyre detaljerede vin måske hellere skal bruges på en aften hvor det er den der er i højsædet, hvor maden er tilpasset vinen, og ikke omvendt. For er der noget juleaften er, så er det rig på traditioner, og der piller man altså ikke ved maden, bare fordi man har en helt speciel vin med.
En anden overvejelse jeg står med omkring indkøbet af julevinen, er i bund og grund prisen. I år skal jeg købe ind til mange, og der er et meget bredt spænd i hvor interesserede folk er i vin, og derfor ender jeg nok i den billigere ende af spektret (men dog et stykke over hverdagsvinens pris).

Fess Parkers Frontier Red lyder umiddelbart som et fornuftigt bud. Jeg har smagt vinen for en del år siden, og husker den som en helt fornuftig vin til prisen, med godt med både saft og kraft. Den forhandles som sagt i Mad & Vin, og ellers i H.J. Hansen og Vinspecialistens butikker, og går lige nu til 79 kroner flasken, mod en normalpris på 99 kroner.
Vinen er lavet på 70% Syrah, 12% Grenache Noir. 6% Petit Sirah, 5% Mouvedre, 4% Cinsault og 3% Carignan (og så er der vist ikke flere druer tilbage i verden som ikke er i denne vin), og trækker hele 14,9% alkohol.

Udseende: Flot mørk bordeaux med et svagt lilla skær. Efterlader smalle tætte gardiner ned ad glassets kant.
Duft: Kraftige mørke bær og et hint af vanille. Ganske kraftig og indbydende, og alkoholen afsløres ikke i duften.
Smag: Indledningsvis markerer syren sig på tungespidsen, hvorefter mørk frugt og lidt fad tager over. Der er en ok balance i vinen, men jeg savner noget mere kraft i smagen. Der er dog et bid, som måske fungerer meget godt op mod den fede julemad.
Pris: 79 kroner hos Mad & Vin (99 kroner normalt. Vinen er dog ofte på tilbud).
Bedømmelse: For at give denne test fornuftige betingelser, valgte vi at lave and med fed sovs og kartofler. På den ene side synes jeg at vinen syre var markant nok til at skære igennem den fede mad, men jeg synes der manglede mere kraft i smagen, til at den kunne byde ind med noget i forhold til madens kraftige smagsindtryk. Vi havde lidt vin tilovers her til aften, hvor vi lavede kødsovs med spaghetti, og der passede vinen faktisk langt bedre. Syren var dødet hen, og den lidt subtile smag passede faktisk godt til kødsovsen.
Jeg synes faktisk vinen smager godt. Her skal man tænke på at det er en "Value-oriented" vin, som Fess Parker selv skriver, og den er lavet til at blive nydt i gode venners lag, uden at der skal tænkes for meget over den. Det skriver de endda på bagetiketten. Den er milevidt fra den Fess Parker Pinot jeg drak i sidste måned, og må på ingen måder tænkes ind i samme kvalitetslag, bare fordi denne vin også er en Fess Parker. Og når det er sagt, så byder den måske på en anelse for lidt i forhold til den fede danske julemad. Hånden på hjertet, så jeg tror mange vil synes det er en rigtig god vin, også til julemaden. Jeg tror bare jeg kan finde noget der går lidt bedre. Et bud kan være Torbrecks GSM, som koster 99 kroner flasken, en vin jeg nu selv regner med at lande på.
Karakter: C-

Vinmagneter. Virkelig?

Forleden aften da jeg sad med kæresten og så TV, kørte ovenstående reklame over skærmen. Tænk engang, ved hjælp af en skænkeprop med indbyggede magneter, kan man nu modne sin vin uden at lade noget så simpelt som tid gøre arbejdet. Sæt Eva Solos Catalyser-skænkeprop i flasken, hæld op, og nyd din vin som havde den ligget og modnet i kælderen. Smart, ik?

Tanken bag konceptet er at den "proces der naturligt modner vine", er måden hvormed tanninstrukturen i en vin ændrer sig over tid. En løs tommelfingerregel siger, at jo flere tanniner en vin har, des bedre lagringspotentiale har den. Og vi ved jo alle hvordan store vine bare bliver bedre med alderen, ik?
Jeg går ud fra at producenten af Catalyseren dermed har sat lighedstegn mellem tanniner, alder og stor vin. Hvis tanniner ændrer sig over tid, og vine bliver bedre med alderen, ja så må vine også blive bedre hvis man ændrer tanninerne. Det er ren matematik.

Men hvordan passer magneter så ind i denne matematiske formel? Jo, sandheden skulle være, at magneter skaber magnetfelter, og er der noget der indvirker på tanniner, så er det magnetfelter. Det vender jeg tilbage til.

Nu er jeg desværre ikke matematiker, så denne matematiske logik er ikke logisk for mig, og da jeg samtidig er skeptisk anlagt, er der for meget i det her koncept der bare skurer mig for meget i ørerne. Derfor har jeg gravet lidt i hele tanken om vinmagneter.

Faktum er, at hele stuntet med vinmagneter faktisk ikke er en ny ting, men noget der fra tid til anden dukker op. Eva Solos Catalyser er første gang jeg ser ideen med vinmagneter, men ude i den store verden findes der adskillige lignende produkter. Lad os se på nogle af dem.

The Wine Cellar Express

The Wine Cellar Express

Den første jeg stødte på var The Wine Cellar Express. En slags "ølbrik" til vinflasken, men selvfølgelig proppet med magneter, forstås. Placer vinen på brikken, og lad den stå i et kvarter til en halv time. Det er som at have en tidsmaskine til sine vine, som firmaet selv skriver på sin hjemmeside.
Det der straks kan undre mig, hvis hele dette magnet-halløj virker, er hvorfor denne anordning kræver at vinen står imellem et kvarter og en halv time, mens Catalyseren i bund og grund kun kræver at vinen hældes hurtigt forbi magneterne, i det man skænker op. Måske magneter bare er blevet kraftigere, som tiden er gået og udviklingen har taget fart?

Jeg søgte videre, efter andre magnetprodukter, og den næste jeg fandt nærmede sig mere Catalyseren i form og funktion.

The Wine Clip

The Wine Clip

The Wine Clip hedder den, og som navnet næsten antyder, er det en stor klemme (fuld af magneter), som klemmes om flaskens hals. Når man skænker op, fiser vinen lige igennem magnetfeltet, som i Catalyseren, og magien opstår.

Jeg skrev tidligere at jeg ville fortælle nærmere om hvorfor magnetfelter er så gode på tanniner, og sørme om The Wine Clips producent ikke har været så søde at forklare det på deres hjemmeside. Bedre kilde findes næppe.

Forklaringen går på at magneter har den evne at de kan "smadre" tanniner. Store tanninmolekyler er hårde, påstås det, mens små er blødere, så hvis man kan gøre de store tanninmolekyler små, får man en blødere vin. Altså en vin der ikke stikker i munden. Altså en bedre vin (se, jeg kan også sætte lighedstegn mellem en masse udsagn).
Ud over at magneter giver dejligt bløde tanniner i en vin, så har magnetfelter også den egenskab at de tiltrækker ilt, hvormed vinen altså iltes bedre, når den hældes gennem et magnetfelt. Så altså, med magneter får man en bedre vin. Jeg digter ikke, det er taget fra producentens hjemmeside.

Godt, jamen så er der styr på hvordan og hvorfor skidtet virker, hvilket leder mig til det sidste produkt jeg fandt.

BevWizard

BevWizard

Historien om BevWizard er helt fantastisk. Et par gutter der tidligere har "blødgjort" vand vha. magneter, kontakter en dag lægen og "Master of Wine" (en titel der betyder man ved en hulens masse om vin) Patrick Farrell, for at udvikle konceptet til også at dække vin. De går i partnerskab sammen, og BevWizarden er født.

BevWizard er nok det produkt der ligner Eva Solos Catalyser mest, men modsat The Wine Clip, mener producenten her at det er de små tanninmolekylder der er hårde, hvor magnetfeltet så gør dem store, så de bliver blødere. Det lader til at der virkelig er styr på videnskaben bag det her magnethalløj.

Besøger man BevWizards hjemmeside, mødes man af en masse rosende udsagn om produktet, alle fremsagt af medejeren Patrick Farrell (der her dog kun er krediteret som "Master of Wine" - yderst gennemskueligt og seriøst). Men mere interessant er den artikel jeg efterfølgende fandt om produktet.

Til at starte med får Patrick Farrell taletid, og fortæller om BevWizards fortræffeligheder og hvordan den virker. Efterfølgende bliver det dog langt mere interessant, i min verden, da der gives plads til kritikerne. Ikke mindst da zaren af alle skeptikere, James Randi, blandes ind i diskussionen. Det er ham der har udlovet 1 million dollar til den der kan påvise upåviselige ting (f.eks. at der eksisterer spøgelser), og her sætter han også den million på højkant, til den der kan påvise magneternes fortræffeligheder i forbindelse med vin.

Hvad denne søgen rundt i vinmagneternes univers så har betydet for mig, er forholdsvis nemt at konkludere. Jeg er på ingen måde blevet klogere, eller overbevist, om at magneter har nogensomhelst indvirken på tanninerne i en vin. Jeg tror nærmere at den kan have en placeboeffekt, så man tror man får en bedre vin, men nu er jeg jo ikke fysiker, eller klog, så den slags gætværk vil jeg slet ikke kaste mig ud i.
Der er dog to problemer der popper op ved hele konceptet.

For det første er tanniner jo ikke nødvendigvis noget man gerne vil af med. Den flaske Two Left Feet vi drak forleden, var jo netop en vin hvis karakter blev løftet af samspillet mellem fyldig frugt og tanninernes bid. Altså tanniner jeg ikke ville have været foruden.
Det andet problem ved "bare sådan" at fjerne tanniner er, at når det sker naturligt, over tid, er det gerne med den virkning at andre noter tager over. Vinen har en generel udvikling, og det jeg fra tid til anden omtaler som "smagen af alder", er netop noget der kommer over tid. Fjerner vi tanninerne vha. magnetisme, betyder det jo ikke at andre noter bliver udviklet. Vi fjerner noget, uden at tilføje en gevinst.

Det eneste sted jeg rigtig kan se at sådan en tingest har en gavnlig effekt, hvis det virker, er hvis man bruger den på en billig vin, der ikke byder på meget andet end kradse tanniner, syre og for megen alkohol. Sådan en fætter kan sikkert gøres mere rund og medgørlig, men helt ærlig, så hellere bruge lidt flere penge på sin vin.

Vil du gerne have at din vin skal smage bedre end du er vant til, så drop magneterne, tag en snak med din vinmand, og få anbefalet en bedre vin.

Mollydooker Two Left Feet 2010

Dagen efter vi havde drukket den franske "Le Ponnant", røg vi i den fuldstændig modsatte grøft, og åbnede en Mollydooker Two Left Feet i deres nye årgang 2010. Vi har før drukket årgang 2009, og præcis som sin forgænger var det her en vin der nærmest kastede sig selv op af flasken, så snart skruelåget var skruet af. Man overdøvedes nærmest af en sødmefuld duft af frugt og sol.

Årgang 2010 er lavet på 72% Shiraz, 16% Merlot og 12% Cabernet Sauvignon, og så trækker den 16,5% alkohol.

Udseende: Utrolig mørk med lilla karakter, og en nærmest sort kerne. Driver tykt og fedt som olie ned langs glassets sider.
Duft: Tyk fed frugt, blomme, men også vanille. Man nærmest bedøves og presses tilbage i sædet. Der er fuld skrald på, og man indbydes på det kraftigste til at tage den første tår.
Smag: Fantastisk fed og tyk frugt, men stives godt af af en balancerende syre og tanniner, der mærkes især bagerst i munden. Den her vin udvikler sig virkelig i glasset. Der melder sig en eller anden krydret/pebret note, og så fornemmer jeg pludselig også noget lakridsagtigt. Lang og kraftig eftersmag, der efterlader fornemmelsen af æbleskræl. Vinen føles fed og fyldig, men på ingen måder som olie. Alkoholen på de 16,5% fornemmes, men smager på ingen måder igennem.
Pris: 159 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Det her er en stor og fed vin, der efterlader det tomme glas fuldstændig "smurt ind" i en film af vin. En fantastisk og frugtet eksplosion, der kort og godt bare smager godt. Shirazens karakter skinner igennem, men blødes op af de andre druer, hvilket samlet giver en lidt mere balanceret, og tør jeg sige bedre, vin end The Boxer. En virkelig lækker vin, hvor der virkelig fås meget for pengene. Det er ikke elegance, det er ikke finesse, men det er power, smag og ren nydelse.
Karakter: C+

La Ferme Du Mont Côtes du Rhône Villages "Le Ponnant" 2009

Fransk vin får ikke mange chancer her i huset, og det er egentlig ikke nødvendigvis med min gode vilje, at det er sådan. Snakker man med "kendere" og "garvede vindrikkere", så er der ingen tvivl om at de største vinoplevelser skal findes blandt de franske vine, og de få gange jeg selv har haft muligheden for (og fornøjelsen af) at smage nogle af de store (og dyre) topårgange, så må jeg sige jeg er fuldstændig enig. Der er bare noget ved de franske vine, som ingen andre vine kan matche.

Mit problem med de franske vine, og årsagen til at de drikkes alt for sjældent hos os, er så at jeg oplever at der skal lægges alt for mange penge før man får noget der smager godt, og så ryger de hurtigt ud af hverdagsbudgettet. Selv når jeg lægger et par hundrede for en flaske, føler jeg mig tit skuffet, og føler at de penge kunne være lagt bedre i et andet vinland.

På trods af det, så vil jeg fra tid til anden gerne give Frankrigs billige vine en chance, med håb om at der er overraskelser derude, som jeg bare skal lede efter for at finde. Og når nu restaurant Kong Hans' anerkendte stjernekok Thomas Rode vælger at blamere sig selv, når han træder frem på TV for at reklamere for Côtes du Rhône-vine, så skal staklen da også have noget ud af sine anstrengelser.

Så derfor, med alt dette in mente, valgte vi i går at åbne en fransk vin fra netop Côtes du Rhône. Det er en vin jeg købte for nogen tid siden, efter at min vin-ven Palle havde drukket, og smårost, en fransk vin fra netop Rhône-området. Hans holdning til fransk vin er forenelig med min, så hans flygtige glæde over en flaske fransk, gjorde at jeg også følte en trang til at give området en ny chance.

Vinen er lavet på 60% Grenache og 40% Syrah, og trækker 14,5%.

Udseende: Mørk rød med en typisk fransk lethed, der giver en klar gennemsigtig kant. Højt antal af fedtede tynde gardiner dekorerede glassets sider.
Duft: Overraskende frugtet. Knuste mørke bær, anis som udviklede sig mere klart til lakrids, og en anelse peber.
Smag: Lidt mørke bær, men ellers mere noter af peber og krydderier. Smagen var kraftfuld, med finde velintegrerede tanniner, og eftersmagen var fin og mellemlang. Der efterlades dog ingen smagsindtryk efterfølgende.
Pris: 79 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Overraskende indtryk fra start. Duften af frugt, der til at begynde med havde en sødlig karakter, som over tid blev mere krydret. Smagen der også bød på lag af både sødme og det krydrede, og så en eftersmag der havde fylde, og som ikke bare var vandet. Alt sammen måske indtryk man må kunne forvente af en vin, men dog indtryk jeg synes kan være svære at finde i franske vine i denne prisklasse. Meget overraskende, og til prisen, helt ok. Karakteren gives med land og pris i tankerne.
Karakter: C

Hvordan drikker man en fløjlshandske?

Nytårsvinene er landet, og der iblandt er den, for mig, mytologiske Mollydooker Velvet Glove. Jeg har tidligere fortalt om hvordan min ven Palle og jeg er blevet enige om at vi til nytårsaften, én gang for alle, vil have fundet ud af hvordan Mollydookers topvin gør sig, og da den nu er ankommet, handler det sådan set bare om at tælle dage. Der er ikke mange igen.

Mens vi går og venter, har vi snakket lidt om vores forventninger til den, og om hvad det mon er for en oplevelse vi har i vente. Vi prøver for alt i verden at undgå at tale den for meget op, for det er der i sidste ende nok ingen vin der kan holde til, men samtidig prøver vi også at spore os ind på den helt rigtige måde at nyde vinen på. For skal den drikkes til maden? Er det en meditationsvin der simpelthen bare skal nydes i ro og mag, eller hvad skal vi forvente, og hvornår skal den på bordet?

Som udgangspunkt er mine egne forventninger at det i bund og grund er en rødvin. Det skal ikke opfattes som en morsomhed, men som at når nu jeg allerede er en sucker for frugtbomber, så er denne vin bare "mere af det samme" som jeg kender, og altså ikke noget helt unikt, uden relation til noget man allerede kender. Jeg forventer en vin i stil med Blue Eyed Boy, bare mere forfinet, og med solidt mere tryk på alle cylindre.

For at blive bare en smule klogere, har jeg læst lidt på nettet. Folk på Cellartracker virker overordentligt begejstrede for vinen, og det lader til at den netop rummer alt det jeg forventer. Der er dog enkelte der beskriver en form for fed karakter, som gør mig lidt nervøs, med tanker tilbage på mine oplevelser med vinfirmaet Gothams vine (læs bl.a. her). Kort sagt frygter jeg at vinen ikke kun er fed i smagen (det må den meget gerne være), men at konsistensen også er fed, nærmest som kaffefløde. Det duer bare ikke for mig, når vi snakker rødvin.

Alt imens jeg har prøvet at gøre mig klogere på vinen vha. nettet, er Palle gået lidt mere håndgribeligt til værks, og har spurgt sin lokale vinmand. Han er nemlig kender af Mollydookers vine. Hans beskrivelse rystede Palle i sådan en grad, at Palles gravide forlovede krævede at han straks ringede mig op, så vi kunne overveje hvordan vi skulle forholde os (læs: om vi skulle købe en ekstra "sikkerheds-vin" med).
Vinmanden fortalte nemlig Palle, at Mollydookers Velvet Glove nærmere skal ses som en portvinsagtig størrelse (eller sagde han cognac? Pointen var at den ikke skal ses som en "normal" rødvin, men som noget der skal sippes i små mængder). Han anbefalede at den bliver drukket eksempelvis mellem hovedret og dessert (den fungerer slet ikke sammen med nogen som helst ret), og at vi er mange om den, da man kun kan drikke et lille glas, før man er "mæt".

Uha, det var jo ikke hvad vi havde forventet, og som Ditte (Palles gravide forlovede) ganske rigtigt havde tænkt, blev vi nødt til at overveje hvad vi så gør nu. For det lader åbenbart til at Velvet Glove er en så umulig vin at blive klog på, før man har smagt den, at der er stor chance for at man drikker den på en måde, eller på et tidspunkt, hvor den bare ikke kommer til sin fulde ret.

Hvad jeg så efterfølgende har gjort, var at kontakte Tom fra Atomwine, stedet hvor jeg har købt vinen. Jeg har set hans videosmagning af vinen, og der fornemmede jeg at den, som jeg selv havde tænkt, "bare" er en vin, og den skal derfor også bare behandles som en sådan. Vil vi drikke den til maden, så er det det vi gør.
Jeg skrev til ham, og fortalte om de mange forskellige oplevelser af vinen, som jeg nu er stødt på, og hans korte og meget præcise svar var, at jeg skal stole på mine egne forventninger, og at "den med at den nærmest er en portvin/cognac", slet ikke giver nogen mening.

Og hvor er vi så landet? Tja, vi følger Toms råd, stoler på vores egne forventninger (nu er både Palle og jeg jo erfarne Mollydooker-drikkere, så vi ved jo lidt om hvad vi går ind til), og fortsætter ufortrødent. Den får nok lov at blive tilpasset maden, og så sørger vi for at den får adskillige timer i karaffel (måske helt op til 12 timer). Det lader det nemlig til at den har rigtig godt af.

Puha, det er godt nok mange tanker at gøre sig om en enkelt vin, men vi håber og beder bare til at vi får drukket den under de helt rigtige forhold..... Hmm, gad vide om vi allerede er ved at have skruet vores forventninger alt for højt op? Måske jeg ikke skal nævne Mollydooker Velvet Glove igen, før den er drukket.

Bernard Magrez Paciencia Toro 2006

Den anden vin vi drak sidste lørdag, da Palle og Ditte var på besøg, var en spanier. Palle havde lyst til noget spansk, og derfor så jeg mit snit til at få "afprøvet" et nyindkøb jeg havde gjort mig.
Vinen var en Bernard Magrez Paciencia Toro 2006, og er lavet på 100% Tinto de Toro, hvilket er et andet navn for Tempranillo (vel nok Spaniens største drue, og hoveddruen i Rioja-vinene).

Jeg havde modtaget en mail fra vinhandlen Vild Med Vin, hvor der stod at de i en kort periode ville sælge denne vin til 150 kroner flasken, nedsat fra 490 kroner. Det kalder jeg sgu et tilbud, og originalprisen gjorde at vi var overordentlig spændt på hvordan sådan en vin ville smage. Det er jo trods alt ikke hver dag at man drikker vin til omkring de 500 kroner.

Udseende: Klar bordeaux, med venlig vanlig kant, mente Palle. Det skal vist oversættes til at den var lidt klar ud mod kanten.
Duft: En klar note af ymer, lidt læder, og så en lidt stram duft af alkohol eller sprit (som i husholdningssprit).
Smag: Klare tanniner der lagde sig især mellem overlæbe og fortænder, altså klart fremme i munden. Normalt er noten stald en jeg oplever ved duften i en vin, men her fornemmede jeg noten i smagen, ud over en smag af pebber. Sent i eftersmagen var der æbleskræl. Udover det, havde vi faktisk svært ved at definere nogle klare smagenoter. Vi kunne ganske enkelt ikke rigtig finde et klart udtryk.
Pris: 150 kroner på tilbud hos Vild Med Vin, men ellers 490 kroner (det står den til nu).
Bedømmelse: Hånden på hjertet, så var vi ret skuffede. Vi havde som sagt set frem til at smage en vin til 500 kroner, men det er lige før at det endda til de 150 kroner var en skuffende vin. Jeg kan ikke sige præcis hvad jeg havde forventet, men jeg havde i hvert fald ventet noget mere. Noget mere kraft, en mere klart definerbar smag, et potentiale til en stor vin. Jeg ved det ikke, men synes ikke jeg oplevede noget af det. Paciencia betyder tålmodighed, og måske det netop er hvad vi skal udvise. Måske vinen skal have lov at ligge lidt længere, før den rigtig kan vise hvad den har at byde på. Som det er nu, er det i hvert fald ikke imponerende. Desværre.
Karakter: C-

Nytårsvinene er næsten i hus

I lørdags tog det ikke mange argumenter før Palle og jeg havde besluttet os for hvordan, vinmenuen til nytårsaften skulle se ud. Vi var nemlig meget enige om at vi nu har en alder hvor vinen, maden og en hyggelig aften, er langt vigtigere elementer end krudt og abefest.

Kæresten og jeg er vilde med Mollydooker (old news), og Palle er så absolut røget med på den vogn, så vi besluttede at vi ville forkæle os selv i den retning. Nogle store fede oversøiske frugtbamser burde være en en lidt ekstravagant og mumselækker måde at afslutte et dejligt år på.

Så derfor, som det ser ud nu (og i hvert fald hvad vi har bestilt so far), starter vi ud med en Mollydooker The Violinist til forretten, en hvidvin lavet på 100% Verdelho. Kender ikke druen, og er ikke den store hvidvinsnyder, så er meget spændt på hvad jeg mener om denne. Men med Mollydookers evne til at pumpe deres vine med smag, og min glæde ved netop "stor smag", er der chance for at denne vin måske kan få mig til at se glæden ved de hvide vine.

De to næste vine må vi lige overveje rækkefølgen på (skal det være den dyreste først, mens vi stadig kan smage noget, eller skal den komme til sidst, fordi den også er den kraftigeste), men den ene bliver en tilbagevenden til den fantastiske Gigglepot. En lækker, lækker 100% Cabernet Sauvignon, som jeg før har rost yderst højt. Det bliver bare ren nydelse, og et godt oplæg til den sidste (for nu) bestilte vin.

Vi har nemlig også hevet en flaske Velvet Glove hjem, Mollydookers flagskib, lavet på 100% Shiraz. Om den viser sig som en over-the-top lækkerbidsken af en frugt-atombombe, eller om den bare ender som en Blue Eyed Boy på steroider, det må tiden vise, men jeg er noget så spændt, spændt, spændt.

Fess Parker Sta. Rita Hills 2008 Pinot Noir Ashley's

Efter nogle dage med forkølelse og hoste, har jeg endelig igen overskud (og ikke mindst en brændende lyst) til at opdatere bloggen. Og for pokker det er på tide, for der blev jo drukket vin i weekenden.
Denne gang skal det handle om den første vin vi trak op, nemlig Fess Parker Sta. Rita Hills 2008 Pinot Noir Ashley's. Det var en vin jeg havde enormt store forventninger til, ikke mindst fordi jeg var spændt på om den kunne overbevise mig om at der er noget godt at komme efter i Pinot-druen. Med til aftenen var min søde vin-ven Palle, samt hans søde gravide forlovede, Ditte.

Vi valgte at smage på vinen inden maden, da vi serverede en fed ragout som vi var ret sikre på, en Pinot Noir ville have ret svært ved at vise sit værd overfor. At Palle så forvaltede opgaven "køb lidt godt ind som vi kan hygge med før eller efter maden" ved at købe chips og dip, smadrede så nærmest ønsket om at holde vores smagsløg jomfruelige, men alligevel vil jeg vove at påstå at vi var "klar til opgaven". At smage på, og retfærdigt vurdere, om denne Pinot skulle være den der kunne overbevise os.

Udseende: Vinen var overraskende mørk rød og var tæt i farven, dog stadig med en Pinot-klarhed i kanten.
Duft: Krudtrøg (som røgen fra fyrværkeri), brændt fad, friske frugter, kaffebønner og chokolade. Lidt jordbund, og så mente Palle at der måske var lidt colavingummi. Tror han læste det sidste på flasken.
Smag: Meget, meget smooth, ingen nævneværdig alkohol eller tanniner, men slet ikke vandet eller uden smag. Generelt kunne vi ikke helt definere specifikke smagsnoter, men det var godt. Der var helt klart æbleskræl i eftersmagen. Virkelig ren og let.
Pris: 225 kroner på tilbud (normalt 350 kroner) hos H.J. Hansen
Bedømmelse: Jamen for pokker, der var jo en første super gode indgang til Pinotens land. En virkelig lækker og smagfuld vin, men som stadig havde den lethed som jeg finder så karakteristisk ved Pinot Noir. Det er måske den lethed der før har gjort det svært for mig at værdsætte Pinoter, fordi jeg er så vandt til de mere tunge italienske eller oversøiske vine, men det vinder ind på mig. Det her var helt klart en lækker vin.
Karakter: B
Palles karakter: B+

En spændende vin-weekend er vel overstået

Lørdagens besøg af Palle og Ditte var som forventet helt vildt hyggeligt, og vi endte med at hygge til godt ud på natten. Vi havde planlagt at drikke et par (forhåbentlig) gode flasker vin, og sørme om det ikke endte med at vi også fik knebet en enkelt Mollydooker ind sent på aftenen. Sådan skal det være.

Der kommer snart smagekommentarer til vinene, men lad mig bare afsløre at aftenen bød på både en stor overraskelse og en stor skuffelse. Og Dookeren? Den var som altid bare god.

Spændende vin-weekend i gang

Forleden aften ringede min far til mig. Til min overraskelse var det ikke for at kommentere på den sms jeg netop havde sendt, hvor jeg havde fortalt om hans barnebarns første kindtand, men for at fortælle at han havde været i sin lokale Brugs og snakket med vinmanden der. Vinmanden havde præsenteret ham for en vin som skulle være MEGET speciel, og de havde kun fået et stærkt begrænset antal hjem, og derfor tænkte han om det var en vin jeg ville have.

Normalt køber jeg ikke mine vine i Brugsen, eller i andre supermarkeder, og slet ikke vine i den dyre ende. Det har jeg skrevet om før (læs venligst det indlæg FØR du dømmer mig som en vinsnob. Bagefter kan du dømme mig alt det du vil). På trods af det, skulle denne vin være anderledes, og jeg gik i gang med at undersøge lidt om den.

Vinen hedder Frans K. Smit og er fra det sydafrikanske vinhus Spier Wines. Spier Wines er i Danmark nok mest kendt for deres Savanha-vine, som de sælger tre millioner af om året, i Danmark alene. Imponerende. Frans K. Smit er husets winemaker, og denne vin som min kære far ringede om, er hans lille projekt som han har puslet med gennem de sidste 13 år. Jeg har læst den beskrevet som deres super-premium-vin, den vin man vælger når "supervine ikke er godt nok". Jeg ved det er salgsgas, men den begynder at lyde spændende. Årgang 2005 er lavet på 51% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot, 22% Shiraz og 5% Pinotage.

Prisen i Brugsen er 300 kroner, og efter megen googlen rundt, har jeg ikke rigtig kunne finde den i normal handel i Danmark. Jeg har fundet gamle priser, hvor den netop også var til salg i stærkt begrænsede perioder (også til 300 kroner), men ellers har jeg kun udenlandske priser at forholde mig til. På Spiers egen hjemmeside, koster den omregnet cirka 470 kroner, og i England har jeg set den til 390 kroner. Altså lader det til at prisen på de 300 bobs er mere end rimelig.
Jeg endte med at få min far til at købe to flasker, så nu må det vise sig hvor god den egentlig er. Jeg har fundet et par smagsnoter på Cellartracker, og de beskrivelser lyder enormt lovende, med smagenoter der er lige efter min bog.

Vinene fik jeg i går, da mine forældre kom på et lille visit for at se barnebarnets kindtand, og når nu de gjorde sig den ulejlighed, stod den selvfølgelig også på lidt nem mad og vin.

Maden var en god omgang spaghetti/kødsovs (kald det bare bolognese hvis du er fin på den), og til den drak vi en Barbera D'Asti fra huset Ricossa, årgang 2005. Jeg vil faktisk ikke skrive så meget om den, for det var en hyggeaften der handlede mere om at snakke kindtænder og mandelgaveideer, end det var om at tage noter til den smagte vin. Men jeg kan sige at den fremstod ekstremt syreholdig, så enten kunne den godt tåle at ligge lidt endnu, eller også var den bare ikke mig. Den var sgu lidt for stram i det.

Alt dette leder os så frem til i dag, hvor vi får besøg af min dejlige vin-ven Palle, og hans søde Ditte. Når den slags VIP'er kommer på besøg, skal der diskes op med noget lidt ekstra kræs, og det bliver der.
Maden bliver en (forhåbentlig) lækker ragout, lavet på ca. en hel flaske rødvin og godt med fløde (så ordet "forhåbentlig" kan vist hermed stryges), og dertil skal vi have to vine. Om den første drikkes inden maden, det står stadig lidt uklart.

Klart står det dog, at vinene vi skal drikke er nøje udvalgt. Den første vin er Fess Parker Pinot'en, som mine forældre gav mig til min fødselsdag. Palle er jo med i min jagt på den gode Pinot Noir, og i dag gør vi os vores første fællesforsøg. Det bliver enormt spændende, og jeg glæder mig meget til at se hvad vi vil mene om vinen.

Den anden vin vi skal drikke i aften, er halvt udvalgt af Palle. Jeg spurgte ham om der var noget bestemt han godt kunne tænke sig, eller om han hellere ville overraskes og måske gætte lidt. Hans svar var at det meget gerne måtte være fra Spanien, da det nu var blevet en af hans favorit-vinregioner.

Når Palle siger Spanien, så skal han få Spanien, og jeg har netop for kort tid siden købt en interessant spanier hjem.
Vinhandlen Vild Med Vin sendte for noget tid siden en mail ud om, at de havde et ekstremt godt tilbud kørende. Vinen var af Bernard Magrez, hed Paciencia og kom fra regionen Toro. Så vidt jeg husker var prisen 150 kroner pr. flaske (mod den nuværende normalpris på 490 kroner). Jeg skyndte mig at købe nogle flasker, da den lød spændende (og tilbudet ekstremt godt), og planen var at lade dem ligge lidt tid (nogle år måske), men nu hvor Palle ønsker spansk, er det alligevel tid til at smage en af dem.
Senere i aften er vi klogere på om det er en god vin.

Læs med over de næste dage. Der kommer selvfølgelig smagekommentarer. God weekend til jer alle.

Ricasoli Casalferro 2001

Med aftenens smagekommentar slår det mig, at vi i grunden drikker alt for meget italiensk og australsk vin her i husstanden. Årsagen er den simple, at min interesse for vin blev vagt gennem de italienske vine, og glæden ved bare at læske en god vin, blev styrket gennem de australske frugtbomber, hvorfor vinkælderen derfor mestendels består af vine fra netop disse to lande. At jeg så langsomt er ved at åbne op for andre typer af vine (og dermed andre vinlande), er i min optik helt fantastisk, og noget jeg absolut vil prøve at styrke i den kommende tid (og om ikke andet kan det blive mit vinøse nytårsforsæt).

Men som sagt, de italienske og australske vine fylder godt op i vinkælderen, og når vi vil sikre os "en god oplevelse", er det som oftest netop en italiener eller australier vi griber efter (og ja, vi blive fra tid til anden skuffede). I weekenden stod den på hjemmelavet pizza (som blev smadder god. Kød og pesto på pizza er bare godt), og i den anledning skulle vi selvfølgelig drikke italiensk.

Valget faldt på en Ricasoli Casalferro 2001, en Supertoscaner der er lavet på 75% Sangiovese og 25% Merlot, som nu har ligget et par år i min kælder.
Sagen er den, at jeg for nogle år siden smagte den, uden at den gjorde det helt store indtryk på mig. Efterfølgende (men stadig for et par år siden), tog jeg en flaske med da vi skulle til middag hos nogle veninder, og der blev jeg overrasket over hvor ualmindeligt fantastisk den smagte. Jeg vil tro at den peakede præcis der, og fordi mine forventninger var forholdsvis beskedne, blev jeg blæst bagover. Efterfølgende stormede jeg ned og købte hvad jeg kunne få fat i af denne vin. Så godt smagte den mig.
Og så er spørgsmålet: Hvordan klarer den sig så nu, her et par år efter? Lad os se.

Udseende: Meget mørk rød, med en svag teglbrun farve mod kanten. Også fine spinkle gardiner ned af glasset.
Duft: Dejlig frugt, fad, tobak og sødlig lakrids.
Smag: Tydelig fadsmag, og en smag af aldrende Sangiovese-frugt. Lækre integrerede tanniner der stadig suger munden tør. Jeg har noteret at der er en tydelig smag af alder, altså "den smag" der først optræder når en vin har lidt år på bagen. Smagen fylder forreste del af munden og ganen ud, men bagerst efterlades der ikke megen smag. En lidt mild eftersmag, der ikke hænger ved længe.
Pris: 159 kroner i SuperBest.
Bedømmelse: Som tidligere vurderet, var det som om at vinen peakede for et par år siden, hvor den fremstod som et helt fantastisk glas. Det gør sig ikke gældende længere. Der er stadig en dejlig duft og dejligt kraftigt indledende smag, og alderen begynder at smage igennem, og det med tilpas med tanniner bag. Den manglende afsluttende smag er lidt ærgerlig, ligesom det er ærgerligt at eftersmagen ikke er kraftigere. Det er et hæderligt glas vin, men det fremstår ikke så godt som det har gjort. Efter sigende skulle årgang 2005 stadig være helt fantastisk.
Karakter: C-

Vin og computerspil

De læsere der interesserer sig lidt for computerspil, er måske klar over at der i denne uge blev frigivet en video til det næste spil i serien af Grand Theft Auto-spil.

Dette er ikke en spil-blog, men der var dog en enkelt scene i traileren som fik mig til at smile lidt med mine blå tænder. Der vises nemlig hvad der minder om en vinmark, midt i dette spil der normalt handler om samfundets skyggeside. Jeg har taget et par billeder fra traileren.

Det er da sjovt. Glæder mig allerede til at købe min egen vingård (i spillet), og bygge mit eget imperie op fra bunden (man har da lov at drømme).

Mollydooker Blue Eyed Boy 2010

Æresgæsten til min fødselsdag i weekenden, var Mollydookers Blue Eyed Boy 2010. En australsk frugtbombe lavet på 100% Shiraz, som jeg har set utroligt meget frem til. Vinen hører til Mollydookers Party Wine serie, hvor min nuværende Dooker-favorit, Gigglepot, også hører til, så forventningerne var selvfølgelig sat højt.

Som tidligere fortalt var maden tilpasset vinen, og netop fordi jeg forventede en kraftigt smagende vin, havde jeg valgt en ret (Mountain Meatballs) som også selv bidrog med rigelige mængder saft og kraft. For at springe til konklusionen, passede vin og mad helt perfekt sammen, men lad os se på hvad jeg tænker om vinen.

Udseende: Mørk, mørk, mørk rød. Skal vi bare sige sort? Slynget rundt i glasset efterlod den tykke fedtede gardiner, der langsomt gled ned af glasset.
Duft: Tyk fed frugt. En svag kaffenote, og en fornemmelse af sødme.
Smag: Dejligt, dejligt sød frugt(bombe), en anelse lakrids som en sen smagsnote. Æbleskral i eftersmagen. Vinen fremstod let olieret men på ingen måder flødet; meget lækker konsistens. På trods af 17% var der ingen kraftig og dominerende alkohol, men dejligt velintegrerede tanniner, der balancerede sødmen og fedmen lækkert ud.
Pris: 299 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: For pokker en lækker oplevelse. Jeg havde store forventninger til vinen, og det kan jo nogle gange slå den reelle oplevelse lidt ihjel, men ikke denne gang. Lige fra vinen blev åbnet og hældt op, og man fik den første duft i næsten, til man fik smagt på den, var det ren nydelse. Skal jeg vælge mellem denne vin og Gigglepot, så tror jeg stadig at jeg hælder lidt til Gigglepot, men der er nok kun en svag gradsforskel, der til syvende og sidst måske bare afhænger af den aften vinen drikkes. Det skal ikke tages fra denne vin at den er fandens god, og at jeg er glad for at have en flaske mere liggende.
Karakter: B

Dezzani Gli Scaglioni Barbera D'Asti Superiore 2004

Kæresten og jeg har i længere tid set frem til at det skulle blive min fødselsdag. Ikke fordi jeg er typen der har behov for at gøre alverden ud af den dag, men fordi vi havde aftalt at vi skulle drikke en Mollydooker Blue Eyed Boy, vores første smagning af den vin. Det så vi meget frem til, og vi valgte mad efter vinen, og ikke omvendt (vi endte med at lave Mountain Meatballs efter Jamie Olivers Amerika-kogebog. De var gode).

Mine forældre var inviteret til middag, og da de kom i løbet af eftermiddagen, var der jo god tid til at poppe endnu en flaske op. Dookeren skulle nemlig gemmes til maden.

Valget faldt derfor på en Dezzani Gli Scaglioni Barbera D'Asti Superiore 2004, altså en fin lille italiener. Jeg har læst mig til at den er lavet på håndplukkede selekterede druer, der kommer fra 60 år gamle stokke. Udbyttet er altså lavt, men koncentrationen bør være høj. Som hyggevin mens der laves mad, tænkte jeg at det var et ganske udmærket valg.

Udseende: Da jeg var dybt optaget af maden, fik jeg ikke noteret det vilde om vinens udseende eller opførsel i glasset. Jeg husker at den var rød, og det er cirka det.

Duft: Jeg var lidt optaget af at lave mad, så var ikke helt vin-skarp. Noterede mig en duft af røg fra vinen.

Smag: Inden vi gik til maden noterede jeg mig at vinen havde "klassisk Barbera-karakter" (ganske uspecificeret, men det ringede en klokke fra de andre gange jeg har drukket Barbera). Vine havde været i glasset i mere end en time, og jeg noterede smagsnoter af terpentin/opløsningsmiddel, læder og røg. Egentlig ganske interessant.

Pris: 70 kroner i SuperBest.

Bedømmelse: Det var egentlig et klassisk godt gennemsnitligt glas italiensk Barbera-vin. Det var et glas der smagte godt, men som ikke bød på noget exceptionel mindeværdigt, der gør at jeg bare må komme tilbage til den, men til prisen kan jeg ikke være andet end tilfreds.

Karakter: C-

Fødselsdag er gavedag

Forleden var det Jespers fødselsdag, hurra, hurra, hurra, og når man har fødselsdag får man gaver. Jeg vidste som altid ikke rigtig hvad jeg skulle ønske mig, men jeg endte da med at ønske mig et par flasker vin, hvoraf jeg fik den ene.

Jeg har jo sat gang i en jagt på den gode Pinot Noir, og i den anledning er jeg blevet anbefalet nogle forskellige flasker jeg bør smage. Dem har jeg brainet lidt videre på, og jeg endte med også at ønske mig en flaske Fess Parker Sta. Rita Hills Ashley's Pinot Noir 2008, som mine søde forældre gav mig.

Det er en vin der normalt koster 355 kroner, men som lige nu er på tilbud til 225 kroner hos H.J. Hansen, så dem der kender til den, og er vild med den, kan med fordel handle stort ind.

Selv kender jeg den ikke, men evigt kloge Robert Parker og Wine Enthusiast er vilde med den, så det bliver spændende hvad jeg ender med at mene. Den skal efter sigende være udrustet med "beundringsværdig renhed og længde", som jeg ikke rigtig ved hvad dækker over, men det skal nok blive spændende at finde ud af.

Der kommer mere når flasken er drukket.

I Campi Campo Ciotoli Valpolicella 2008

I efterårsferien drak vi vin i Jylland, deriblandt en Santa Francesca Sagrantino di Montefalco 2006. Det var en god vin, men dog så ordinær, at jeg roligt vil bevæge mig videre fra den (sandheden er at jeg svagt mindes den, og det er ved at være noget tid siden den blev drukket). I stedet vil jeg i dag fortælle lidt om denne vin fra italienske I Campi.

I Campi er et vinhus jeg første gang stødte på inde på den københavnske vinbar Il Senso, et sted jeg har frekventeret en hel del sammen med vennerne, og hvor kæresten og jeg efterfølgende også er begyndt at komme.
En aften hvor kæresten og jeg ville flotte os, tog vi fat i evigt søde og venlige Il Senso-Jonas, og beskrev hvad vi smagsmessigt ledte efter. Han lyttede og spurgte videre ind, og vi endte med at købe et glas hver af netop en I Campi-vin. Det var ikke en Amarone, men Jonas fortalte at det kun var fordi huset laver en endnu bedre vin under Amaronenavnet, ellers ville den omtalte vin være blevet klassificeret som en sådan.
For at gøre en lang historie kort, så var det en fantastisk vin. Helt ualmindeligt fantastisk, og faktisk en vin der nu er en af kærestens yndlingsvine.

Og så står man en dag i SuperBest, og ser at de har fået en flaske I Campi Valpolicella hjem, endda til den fantastisk pris af 99 kroner flasken. Det var selvfølgelig ikke den samme som fra Il Senso, men måske vi var lidt i retning af det samme indtryk, bare mere afdmæmpet? Lad os se.

Vinen hedder Campo Ciotoli, er fra 2008, og er egentlig en Ripasso, uden dog at være klassificeret som en sådan.

Udseende: Lys rød, klar mod kanten.
Duft: Lidt læder, og et hint af marcipan/mandel.
Smag: Jeg noterede mig en fadsmag, og igen måske en anelse af mandelagtig karakter. Ellers frugt og lidt krydderi.
Pris: 99 kroner i SuperBest (har set nyere årgange hos Distinto Vinimport til 199 kroner).
Bedømmelse: Denne bedømmelse kan kun blive uretfærdig, for vinen er købt ind som en billig version af vinen fra Il Senso, og med forventning om at kunne noget af det samme. Og for pokker, det kan den bare ikke. Det er en fin vin, især til de 99 kroner, men kæresten og jeg kunne bare ikke lade være med at føle en skuffelse. I bund og grund følte vi nok at den var en smule ordinær, og at den bød på smagsindtryk vi har smagt et hav af gange før, uden at føle nogen form for begejstring. En fin vin, men ikke det vi havde håbet på. Det må I tolke som I vil.
Karakter: C (måske med et minus. Det må næste flaske jeg smager afgøre)

Lodi 7 Deadly Zins 2007

Som tidligere skrevet, var vi i efterårsferien hos svigerforældrene hvor vi fik drukket lidt vin. Denne gang skal det handle om vinen 7 Deadly Zins fra californiske Lodi (Michael & David Winery) i årgang 2007.

Dette er en vin jeg købte et par flasker af for omkring halvandet år siden, da jeg i sin tid afholdt en vinsmagning for vennerne. Flaskens etiket fangede mit blik, og da jeg efterfølgende læste godt om vinen, synes jeg det var en sjov vin at prøve.
Dengang var den desværre ikke noget hit, af to årsager. For det første kom den som aftenens sidste vin, hvilket ofte kræver lidt af en vin til en vinsmagning. Men endnu værre var at jeg havde læst at denne vin var fantastisk til chokoladekage, hvorfor vi serverede netop det til den. Åh Gud, hvilken helligbrøde. Vi burde have regnet ud at det ville være et dårligt match, men det stod først klart da vi sad og blandede tyk chokokage med californisk rødvin. Det var umuligt at vurdere den.

Derfor var det med stor spænding at jeg slæbte denne vin med til Jylland. Jeg havde stadig nogle forventninger til den, grundet de gode kommentarer den havde fået, men da jeg har haft meget blandede oplevelser med Zinfandel-druen, var der også en del spænding forbundet med at skulle smage vinen.

Vinen er, som det næsten giver sig selv, lavet på Zinfandel. Druerne kommer fra syv forskellige vinmarker, og der er tilsat en lille smule Petit Syrah og Petit Verdot, for at balancere det hele lidt ud, og så holder den 15%.

Udseende: Mørk rød med et lilla skær, og med en smule klarhed (gennemsigtighed).
Duft: Jeg fik kun noteret mig at den duftede friskt og kraftigt, hvilket ikke kunne være anderledes, da den blev serveret lige efter Pinot Noir'en.
Smag: Forest i munden kraftig, med bær, lidt fad og sort pebber, men bliver lidt svagere i udtrykket bagers i munden. Helt ok tanniner. Eftersmagen efterlod noter af æbleskral.
Pris: 115 svenske kroner i Systembolaget, Malmø.
Bedømmelse: Det her var et rigtig fint glas. Den havde intet med den første smagning at gøre (så drop rødvin og chokoladekage), og jeg blev rigtig positivt overrasket over Zinfandel-druens muligheder. Den kraftige smag forrest i munden kunne godt have holdt ved længst tilbage på tungen, men de fine tanniner, og eftersmagen, gør at det samlet set var en god vin.
Karakter: C

Herringbone Hills Pinot Noir 2008

I efterårsferien var vi i Jylland for at besøge svigerforældrene, og når man nu ved at den i et par dage vil komme til at stå på god mad og godt selskab, hvorfor så ikke tage lidt god vin med?

Så med i taskerne kom fem flasker vin, som jeg over den næste håndfuld indlæg vil give lidt kommentarer med på vejen.

Den første vin vi drak var et led i min jagt efter den gode Pinot Noir. Egentlig er det lidt af et pudsigt tilfælde at det lige er denne vin der blev første vin i min jagt, men pudsige tilfælde er livets krydderi (siger nogle. Måske det var mig), og livets krydderi skal man for alt i verden samle på.
Jeg havde bestilt et par vin i en online vinhandel, og stod med et sært dilemma: Jeg havde købt for 450 kroner, og købte man for under 500 kroner, ville der komme fragt på for en 50'er. Køb over 500 ville blive sendt fragtfrit. Altså, enten kunne jeg nøjes med de valgte vin, betale fragten, og ende med en købssum på 500 kroner. Eller også kunne jeg finde en vin til 50 kroner, spare fragten, og også betale 500 kroner. You do the math.

Med det dilemma i baghånden, tænkte jeg på min jagt efter Pinot'er, og ledte derfor rundt efter en sådan vin til omkring de 50-100 kroner (jeg ved godt at ægte Pinot-lovers må korse sig over sådan en pris, men som nybegynder i Pinot-land, ser jeg det som en fornem opgave også at afdække den billige ende af spektret).
Efter lidt søgning endte jeg med at vælge en New Zealandsk Herringbone Hills Pinot Noir 2008 fra producentsammenslutningen Winegrowers of Ara, en vin der har fået overordentligt fine anmeldelser i de danske blade.

Vi valgte at proppe vinen op (eller nærmere at skrue låget af den) inden maden, så vi kunne nyde et glas uden andre forstyrrende indtryk.

Udseende: På ægte Pinot-manér fremstod vinen meget lys bordeaux, med nærmest gennemsigtig karakter.
Duft: Mine første indtryk var en duft af citrus, og efter lidt tid nærmest duften af kammuslinger. Min kære mor (mine forældre var også inviteret med til svigerforældrene) havde dog en lidt anderledes oplevelse. Ved første snus i glasset, røg hun nærmest bagover, grundet en sur oplevelse. Hun beskrev duften som "våde, lidt sure uldsokker", og selvom jeg ikke personligt ligger inde med uldsokker, og derfor ikke kender duften af dem i våd tilstand, vil jeg godt medgive at der nok var noget lidt surt over duften.
Smag: Det første der slog mig var den enormt høje koncentration af syre, men bagved anede jeg en svag fornemmelse af jordbær. Samlet set fik jeg en KLAR reference til hvidvin; den syrlige, sprøde, nærmest perlende karakter jeg oplever ved især unge hvidvine. Det lyder måske helt forkert, men det var den tanke der slog mig.
Pris: 80 kroner hos Vild Med Vin og H.J. Hansen.
Bedømmelse: Øv, Øv, det var ikke her mine øjne skulle åbnes for Pinot Noir'ens fortræffeligheder. Vinen var alt for sur og syrlig til at være nogen nydelse. For mig er det uforståeligt at så mange anmeldere er faldet på halen over denne vin, men det siger i høj grad nok mere om mig end om dem. Det siger mig nemlig at jeg stadig er langt fra at have vendet mig til Pinot'ens karakterer; karakterer der ligger så uendeligt langt fra de mere fede og frugtede vine jeg er vandt til. Men jeg er ikke slået ud, og glæder mig til min næste Pinot, næste gang nok i et lidt dyrere prisleje.
Karakter: D-

Racervin og anden underlig markedsføring

I dag var jeg i den lokale Føtex, og da jeg går forbi vinafdelingen, falder mit blik på en Bag-in-a-box-vin. Med store bogstaver stod skrevet "Jan Magnussen", og i et splitsekund tænkte jeg at det selvfølgelig ikke er den Jan Magnussen, ham med racerbilerne. Men hvis ikke det skulle være ham, så er det da noget af et pudsigt tilfælde at der inden for vinverdenen, er en vinmager der hedder Jan Magnussen.

Selvfølgelig måtte jeg lige kigge nærmere på vinen, og lur mig om ikke det var racer-Jan der var tale om. Det viser sig åbenbart at han har en ven der laver vin, og hvorfor så ikke slå sig sammen og lave en "verdensklasses rødvin der matcher attituden og stilen fra Jans kørsel" (ja, det står der sgu på emballagen. Der står også at Jan anbefaler at spise en rød bøf til vinen). Ydermere er det Jans kone der har designet boksen. Sikke driftige de har været.

Man kan vælge at se denne vin som et kuriosum, et lidt sjovt indslag i vinafdelingen, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det også er et markedsføringsstunt. Ved at proppe Jan Magnussens navn, og lidt racer-flags-felter på boksen, får vi solgt lidt vin til dem der ellers ville have valgt en ramme øl. Det er der jo i bund og grund ikke noget galt i, men jeg finder det alligevel lidt plat at sælge en vin ved at påhæfte den associationer til motorsport, og så tilmed sige at den ligefrem matcher denne sports fart og tempo.

Og når vi nu snakker underlig markedsføring, så undrer det mig da også hvordan enkelte af de tv-programmer jeg ser, er sponsoreret af  Côtes du Rhône. Dette franske område er altså blevet et fællesprodukt, som er så venlig at sponsorere det tv jeg ser.
I den forbindelse træder kokken Thomas Rode fra Kong Hans gerne frem og generaliserer fuldstændigt uhæmmet, når vine fra Côtes du Rhône skæres over en kam og præsenteres som gode. Der er altså, åbenbart, ingen forskel mellem vinene. Hmm.

Jeg ved godt at det hele selvfølgelig handler om kroner og ører, og om at en vin eller et område gerne vil gøre opmærksom på sig selv. Men som vinnyder kan jeg bare ikke lade være med at ærgre mig, når vin på den måde skal forsimples, og gøres til et prut-med-armhulen-produkt.
Og så igen. Måske er jeg bare ved, langsomt, at ændre mig til en vinsnob. Mig der har svoret at vin også må, og skal, være lidt sjovt, og at det ikke skal tages så hamrende højtideligt.

Tror det er tid til at slå en prut med armhulen.

Jagten på den gode Pinot Noir

Pinot Noir og jeg har aldrig været venner. Vi har gennem tiden gjort et par forsøg sammen, men vi forstår bare slet ikke hinanden.

Årsagen er ganske indlysende, for vi kommer fra hver vores ende af vin-spektret, hvis man kan tale om et sådan.

Pinot-druen går for at være en af vinverdenens fineste druer, der på den ene side er så sart og følsom over for stort set alting, at den i de forkerte hænder bliver til noget sjasket sprøjt, men som på den anden side, under de rette betingelser, efter sigende kan give noget af det fineste vin. Og modsat står så jeg, som finder den største nydelse i modne italienske vine, og ikke mindst frugtbombede, jammy australiere. Det er bare ikke et match made in heaven.

Men sådan behøver det forhåbentlig ikke at være, og sådan skal det ikke være. Når så mange mennesker nu engang kan tale så flot og rosende om Pinot Noir'ens fortræffeligheder, så tror jeg da gerne at der er noget om det, og derfor vil jeg også se om jeg ikke kan lære at forstå og nyde denne underfundige drue. For er der noget jeg har lært gennem min rejse i vinens verden, så er det at visse smage er nogle man må tilegne sig, og når først man finder en glæde ved disse, så er der overordentligt store oplevelser i vente.

Derfor starter jeg nu en jagt på den gode Pinot Noir, den vin der virkelig åbner mine øjne for denne drues fortræffeligheder. Om det bliver en enkelt flaske der gør udslaget, om det bliver en akkumulering af oplevelser der til sidst ender ud med at jeg "vender mig positivt til druens smag", eller om det må ende med at jeg kaster håndklædet i ringen, for aldrig at vende tilbage til Pinot Noir, det ved jeg ikke. Men sikkert er det, at jeg gennem en tid vil smage mig igennem en række Pinot'er, og samle disse oplevelser i denne serie af indlæg, under overskriften "Jagten på den gode Pinot Noir".

Som du kan se, har jeg lavet et lille logo der passer til serien, og når dette logo optræder i et indlæg, betyder det altså at det er et nyt led i min rejse ind i Pinot-land.

For at komme godt fra land har jeg snakket lidt med Nanna ovre fra Vinens Vilde Vesten, for er der en dedikeret Pinot-Lover derude, så må det være Nanna. I den anledning gav hun mig en lille udfordring, nemlig at smage to Pinot'er op mod hinanden, som måske kunne være gode bud på "den gode oplevelse" for en Pinot-nybegynder.

Den udfordring har jeg taget imod, og derfor vil jeg i den kommende tid smage Fess Parkers Santa Barbara Pinot Noir, samt La Cremas Sonoma Coast. Min gode vin-ven, Palle, er med på udfordringen, og da han jo er så god med iagttagelser og ord, kan I forvente jer nogle fine beskrivelser af vinene. Om vi så kan lide dem, er en anden sag.

Og skulle der være andre derude der har et bud på en Pinot Noir der helt sikkert vil kunne omvende en ikke-indforstået, så skriv endelig en kommentar. Jeg har brug for al den hjælp jeg kan få.

Chili con Carne og vin

Lørdag aften lykkedes det super søde Sarah og Rikke at samle omgangskredsen til lidt mad og hygge. Invitationen lød noget i retning af "Medbring egne drikkevarer, så byder vi på Chili con Carne".
En fantastisk invitation, men et kæmpe dilemma. For skal man være ultra klassisk og slæbe nogle øl med, som gerne går til en Chili con Carne, eller skal man prøve at finde ud af om det overhovedet er muligt at drikke rødvin til en chili?

Som udgangspunkt ser jeg altid en middagsinvitation som en invitation til også at få drukket noget rødvin, og derfor satte jeg mig for at se, om det ikke var muligt at finde en vin der kunne passe.

Under min søgen rundt på nettet fandt jeg mange sjove bud. Bl.a. læste jeg følgende lille sjove forklaring angående regionale retter og vin:

"Når man skal sætte vine og regionale retter sammen, rammer man altid plet, hvis man tager vinen fra samme region"

Derefter foreslog hjemmesiden at man til Chili con Carne valgte en sydaustralsk Cabernet-Shiraz. Jeg går altså ud fra at "region" i denne sammenhæng dækker over den meget brede betegnelse "oversøisk", for der er vist ikke meget australsk over en Chili con Carne.

Nå, men jo mere jeg læste mig igennem andre kloge menneskers kloge valg, stod det klart at mange pegede på enten en vin lavet på Malbec eller på Shiraz, og det var i den retning jeg valgte at lede i vinkælderen (som stadig bare er mit skab).
Det stod tidligt klart for mig, at det på ingen måder skulle være en dyr vin der skulle slæbes med. Selvfølgelig er jeg en sucker for et godt glas, når man nu endelig skal spise ude, men til en potentielt stærk og krydret ret havde jeg ikke lyst til at hælde en dyr vin ned jeg ikke ville kunne smage noget som helst af.

Valget faldt på en australsk Nugan Manuka Grove Durif fra 2006, en vin jeg husker som værende rigtig udemærket. Durif kaldes også for Petit Shiraz, så jeg tænkte at vi var lidt i samme boldgade som en Shiraz (dog husker jeg Durif som værende mindre parfumeret, og med lidt flere detaljer end en klassisk bordvins-shiraz), så jeg så frem til at prøve den til chilien.
Jeg må indrømme at jeg ikke helt husker prisen på den, men tror jeg har købt den på tilbud til omkring 100 kroner.

For at gøre en lang historie kort, så fornemmede jeg at der var noget galt i det øjeblik jeg åbnede vinen. Proppen lugtede kraftigt at prop (på den dårlige måde), og jeg anede en smule af den lugt fra selve flasken.
Desværre blev fornemmelsen bekræftet, da vi satte os til bords. Lugten var endda af meget kraftig prop, og den var faktisk så kraftig at den også havde sat sig i smagen. En virkelig kedelig, og ærgerlig oplevelse, for nu sad vi der til god mad, uden vin.
Heldigvis trådte søde Anders til, og tilbød os at drikke med på hans og kærestens vine. Han havde indkøbt et par flasker australsk Heartland Stickleback Red Reserve by Ben Glaetzer (årgang 2010 tror jeg det var), en vin der har scoret rigtig flot i de danske aviser. Sjovt nok er det en vin der er lavet på Cabernet Sauvignon og Shiraz, præcis de druer og det land som ifølge det tidligere udsagn passer til den regionale ret, Chili con Carne.

Vinen var ganske udemærket, og passede fint til retten. Jeg hæftede mig mest ved nogle krydrede noter i både duft og smag, og da chilien ikke var ALT for stærkt krydret, gik vin og mad rigtig godt sammen.

Konklusionen er at man sagtens kan drikke rødvin til Chili con Carne. Dog så længe at der ikke er prop i. Vinen, altså. Hverken fysisk eller i overført betydning. I ved hvad jeg mener.

Winelover skifter navn til VINisten efter advokattrusler

Simon ovre på Winelover har skiftet sin vin-blogs navn til VINisten, efter advokater har truet ham med bål og brand. Hele sagen udspringer af at vinimportfirmaet Tasty Brands bruger hjemmesideadressen winelovers.dk (altså med et "s" tilføjet), og de mener at Simon krænker dem ved at have en hjemmesideadresse med et navn tæt på deres.

Skal man forholde sig helt objektivt til sagen (og det er helt umuligt), så er der selvfølgelig et problem i at to forskellige produkter har næsten enslydende hjemmesideadresse. Når det så er sagt, så er der flere ting der virkelig ikke taler til Tasty Brands fordel.

For det første bør et "professionelt" firma dække sig ind når de indkøber hjemmesideadresser, så de sørger for at have brugsretten til domæner der ligger tæt op af deres eget. Man kan altid argumentere for om de egentlig bør det, for hvorfor skal de bruge penge på adresser der IKKE er deres navn? Men, men, men, hvis vi bruger dét forsvar, så har man vel også samtidig sagt at der ER forskel på om et navn staves med eller uden "s", og det taler jo til Simons forsvar. Måske den ikke holder i byretten, men det her er, for mig, en sag om god opførsel, og et oprør mod at knægte den lille mand.

For det andet, så havde det været ganske klædeligt hvis man havde kigget på hvad det var for en side man gik i gang med at true med advokater. Havde Simon haft gang i en lille hjemmeside med vinsalg, så kan jeg se at vi bevæger os ind på området med at kapre kunder fra hinanden, ved at de besøgende laver tastefejl. Men her har vi altså at tale om en fritidsblogger, der skriver om de oplevelser han har i vinens verden.

Ærlig talt, problemet her, og grunden til at jeg skriver dette indlæg er, at Tasty Brands buldrer fuldstændig klodset frem mod en privatperson, uden at have overvejet en anden fremgangsmåde. Hvorfor ikke gå i dialog med Simon, enten om at købe hans domæne ud, eller mere fredeligt, at få lov at lægge et link på hans hjemmeside, der peger mod Tasty Brands egen hjemmeside.

Simon har valgt at bøje sig for advokaternes krav, og har altså ændret sin blogs navn til VINisten, og det er en løsning jeg fuldt ud forstår. For hvorfor gå rundt med en knude i maven over hvad Tasty Brands næste træk mon bliver, når man nu ikke driver en kommerciel hjemmeside, men derimod en privat hjemmeside drevet af glæde, entusiasme og gode oplevelser?

Og hvad er der vundet ved hele denne sag? Tja, Tasty Brands har vel fået lukket den farlige hjemmeside "Winelover", men mon ikke der ryger en kunde eller to i svinget? Andre vinbloggere råber i hvert fald også op om denne sag.

Læs Simons egen udlægning af sagen her, og vurder selv hvad du mener. Selv giver jeg Simon et stort klap på skulderen, og byder hermed VINisten velkommen til verden ;)

Michele Chiarlo Wine Maker's Dinner på Kokkeriet

Torsdag aften deltog jeg i en Wine Maker's Dinner på restaurant Kokkeriet, sammen med vennerne i vinklubben (og Mikkel, en ven som ikke normalt er med når vi drikker vin, men som er en fantastisk sød fyr, og som viste stort potentiale ud i nydelsens kunst. Ham drikker jeg gerne vin med igen). Arrangementet var sat i verden af Distinto Vinimport, og bød på vine fra det italienske Piemonte-vinhus Michele Chiarlo, som i dagens anledning havde sendt en ung medarbejder til Danmark, for at fortælle om de vine der skulle smages. Jeg husker ikke hvad han hed, men han havde et flot glinsende hår, og et fint engelsk med tyk italiensk accent (af andre bull-shit-facts kan også lige nævnes, at med til arrangementet var selvfølgelig også allestedsnærværende (når det gælder vin), Søren Frank. Det undrede mig at han startede ud med, lige inden den gode vin og mad blev serveret, at smadre sine smagsløg med en cigaret, men ham om det. Måske han ikke deltog i embeds medfør).

Lad mig slå fast med det samme at det var en virkelig fantastisk aften, med god vin og rimelig god (og speciel) mad, og en aften hvor gutterne bare fik hygget igennem. Mere om det lige om lidt.
Dog var det også en aften hvor jeg gjorde mig nogle tanker om konceptet "Wine Maker's Dinner", hvilket jeg vil kommer ind på til sidst.

Men lad os først kigge på det det mest skal handle om, nemlig vinene og maden.

Restaurant Kokkeriet er en Michelin-restaurant beliggende tæt ved Kongens Have i København, og af den årsag (Michelin-stjernen, ikke dens beliggenhed), var forventningerne til aftenen, og især maden, sat godt i vejret fra start. Lad os kigge på hvad der blev budt på, med udgangspunkt i vinene:

Blanc de Blanc "Pietro Chiarlo" Metodo Classico
Vi startede ud med hvad der i bund og grund var en Cavi. En dejligt frisk og perlende sag, som blev nydt mens vi satte os til bords, og mens en appetizer blev serveret: Kokkeriets fortolkning af et Stjerneskud. Det lyder trist, men det var noget med en reje-cracker, noget creme, og en del andre ting. Det var en form for dekonstruktion, og det smagte godt. Og det kommer fra en der ikke bryder sig om fisk.
Vinen var som sagt frisk, og den smagte også godt. Mere fik jeg ikke noteret.

Gavi de Gavi "Rovereto" 2010
Efterfølgende blev der serveret hvidvin, og allerede her frygtede jeg fiskeretters komme. Faste læsere ved at jeg ikke er kommet i gang med at nyde hvidvine, men jeg må sige at denne smagte mig. Den var ung i udseendet, men den var frisk, let perlende og meget sprød i smagen, og bød på især citrus. Et godt glas.
Den flotte italiener fortalte en masse om terroir og hvordan vinen kom fra det fineste fine område; jeg faldt ærligt talt lidt ud og ind af hans fortællinger. Vinen står til 139 kroner, og det er den sikkert værd.
Til vinen fik vi først en ret med ål, æg og purløg. Jeg hader virkelig ål, men må indrømme at når den er pakket ind i ægte gourmet, med vagtelæg og purløgsolie, så smagte det sgu fint.
Efterfølgende blev der budt på lunkne kammuslinger med noget æblehalløj. Det smagte af alle de trælse ting du kan hive op af havet, så én bid var mere end nok. Gutterne, der ellers er store fiskenydere, var også lige vel overrumblede af retten.

Monferrato Rosso "Vigne di Chiarlo" 2009
Endelig kom der rød på bordet, og dette i form af en pudsig lille fyr. En vin lavet på Barbera, Nebbiolo,  Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah, en blanding jeg ikke tror jeg før har smagt (og som ikke matcher Distintos hjemmeside, der kun nævner Nebbiolo, Barbera og Merlot. Måske ham italieneren bare stod og fandt på, alternativt at jeg igen kun hørte halvt efter). Vi noterede os en duft af fad, og vinen så rød men klar ud. Den havde en mild elegant smag, men der var en skarphed af syre, og overordnet set forekom den mig noget pjasket. Jeg snakkede med Jonas fra Distinto om det, og han fortalte at det præcis var pointen med den. Den skulle være en vin alle kunne drikke, også folk der ikke er til vin. Den var sgu lidt kedelig, og min nordjyske ven Snus-Frank og jeg blev enige om at den smagte af en italiensk vin til 90 kroner. Den koster 119 kroner, så det må betyde at den er lidt for dyr i forhold til dens kvalitet.
Til denne vin fik vi serveret kylling med noget nær 1.000.000 forskellige svampe. Det smagte fint, men var egentlig lidt kedeligt. Løbende blev der serveret små brød, et maltbrød og et speltbrød, med forskellige krydrede smør. De var virkelig gode.

Barbera d'Asti Superiore Nizza "La Court" 2007
Så blev det Barbera d'Asti-tid, og dette i form af en fin, mørkerød, og lidt lilla, sag. Der var duft af køleskab og læder, og en smag af frugt, krydderier, en svag fedme og lidt syre. Et ok glas vin der dog langt fra har peeket, og til en pris på 329 kroner er den pt. alt for dyr at drikke. Den skal gemmes hvis den skal være prisen værd.
Vinen blev serveret til Kokkeriets version af stegt flæsk med persillesovs, noget der lød sjovt, men ikke helt gik hjem. Det smagte dog fint.

Barbaresco "Asili" 2007
Nu blev der disket op med to vine på en gang. Første vin var en Barbaresco der var flot rød og med MEGET svag klarhed. Den havde duft med bl.a. balsamico, og smagen var virkelig tanninholdig med noter af eg. Den fremstod virkelig rund og samlet. Et virkelig lækkert glas, hvilket den også bør være til en pris på 369 kroner.

Barolo "Cerequio" 2007
Den anden vin der blev serveret samtidig, var denne Barolo. Den var virkelig voldsom, og duftede meget anderledes end Barbarescoen. Min gode vin-ven Palle er blevet noget så skrap til at sætte ord på det han dufter og smager, så han bød ind med følgende kommentarer. Duften bød på mint, eucalyptus, jordbund, morkler, sort peber og ristet fad. Jeg noterede mig peber og fad. Da vi smagte på den, kiggede Palle og jeg hinanden dybt i øjnene, og blev enige om at den virkelig var ekstremt tanninholdig. Og det var cirka det. Der var virkelig bare alt for meget tryk på, og Barbarescoen fremstod som klart den bedste vin. Heldigvis, siger den nærrige, for Baroloen står til 499 kroner flasken, dog i årgang 06.
Til disse to vine blev der serveret krondyr med pærer og rødbeder. Godt kød, men en sær ret der var lidt for underlig. Ikke helt et hit.

Moscato d'Asti "Nivole" 2010
Der blev sluttet af med en dejligt perlende Moscato d'Asti, der bare smagte godt. Mums mums. Til den blev der serveret en fortolkning af gullerodskage, med gullerodssorbet, gullerodscrumble, kamille og et eller andet feta/kamille-halløj. Jeg noterede mig smagen af kærnemælk. Sært.

Til sidst blev der serveret noget chokolade til kaffe, but who cares.

Der blev serveret nogle rigtigt fine vine, men også nogle vine der ikke rigtig bød på noget interessant. Sådan må det selvfølgelig være, når man smager sig igennem en bred vifte af en producents vine. Det samme gælder maden, selvom der her nok bød på flere missere end hits, og brødet fremstod som noget af det bedste.

Når alt dette så er sagt, så bliver jeg også nødt til at ytre nogle tanker om selve konceptet Wine Maker's Dinner, for der var et eller andet der skurede mig lidt skævt.

Først skal det siges at arrangementet kostede 1200 kroner. Det er MANGE penge for at smage syv vine og få lidt mad. Til den pris forventer jeg noget helt specielt, og set i forhold til prisen, synes jeg ikke at det var det jeg gjorde. Jeg har to vinkler på problemet.

Kigger vi på vinen som hovedemnet, så er 1200 kroner alt for meget. Her sammenligner jeg med at jeg før har været til vinsmagning hos Phillipson Wines, hvor jeg frit kunne smage mellem omkring 30-40 forskellige vine. De dyreste i omkring 1300 kronersklassen, per flaske, og der kunne jeg få alle de refills jeg ønskede. Dette til en pris af 250 kroner. Av for den. Dog blev der her kun serveret kiks, så man må altså også tænke madsiden af Wine Maker's Dinner-arrangementet ind i sammenhængen (hvilket vel i bund og grund også ligger i navnet).

Kigger vi så på maden, så mener jeg at man sender et signal ved at vælge en Michelin-restaurant som mødested. Og det spørgsmål jeg gerne vil kaste op til diskussion er, om en Michelin-restaurant skal leve op til denne titel når de lægger hus til andres arrangementer, eller om de kan afskrive sig den, og mere se sig selv som et lejet forsamlingshus. Hvis de gør det sidstnævnte, så mener jeg ikke man bør lægge sit arrangement sådan et fint sted. Det sender et signal der ikke vil blive indfriet. Og samtidig bør prisen på arrangementet nok justeres lidt ned.
Omvendt, hvis de (Kokkeriet) virkelig er blevet valgt til arrangementet, netop fordi de er en Michelin-restaurant (og det kunne man jo godt forestille sig når man tænker på menuens fancy-pancy-niveau), så var der nogle problemer der ikke burde være opstået.
For det første havde Palle besøgt stedet forrig weekend med sin forlovede, og der var menuen af noget højere kvalitet, og prisen ikke meget anderledes. Til en Wine Maker's Dinner skal køkkenet selvfølgelig havde langt flere retter klar på samme tid, men det skal jeg som betalende gæst vel ikke lide under. Hvis køkkenet må justere niveauet ned for at få det hele til at hænge sammen, så må prisen vel også justeres ned.
Af mere problematisk karakter (siger snobben), var problemet med at få lov at smage mere vin. Jeg noterede mig at tjenerne gik rundt og serverede anden gang af Barbarescoen, min klare favorit, og jeg spurgte derfor en af dem (en uden flaske), om jeg kunne få lidt mere. Det kunne jeg sagtens fortalte hun mig, og så så jeg ikke mere til hende. Jeg tillod mig at spørge en anden tjener om jeg mon kunne få lov at smage lidt mere, og det ville han lige undersøge. Ham så jeg heller ikke mere til. Til sidst kom der en tjener og fjernede mine glas.
For at sætte en krølle på halen, gik der derefter ikke lang tid, før der kom en tjener, helt af sig selv, og serverede Barbarescoen til min sidemand, hvis glas stadig ikke var fjernet. For tredje gang måtte jeg så bede om at smage et glas mere (også mit andet), og endelig lykkedes det.
Dette er VIRKELIG ikke noget jeg normalt ville brokke mig over (og jeg brokkede mig heller ikke på aftenen), men dette hænger for mig bare ikke sammen med Michelin-niveau. Omvendt, hvad ved jeg, jeg har aldrig været på sådan en restaurant før.

Samlet set skal det igen siges at det var en fantastisk sjov og lærerig aften, men med et problem jeg nok vil koge ned til følgende: Prisen for arrangementet var noget for høj. Enten burde maden og gourmetoplevelsen være mere helstøbt, eller også burde der være nogle flere vine på menuen.

Men jeg tror egentlig jeg vil afslutte med en lidt anden vinkel: Hvis man har lyst til at deltage i et Wine Maker's Dinner, så tror jeg det er vigtigt at det er med en producent der faktisk siger en noget. Michele Chiarlo er ikke en producent jeg kendte til, og selvom det var sjovt at smage deres vine, tror jeg ikke jeg vender tilbage. Havde jeg nu været helt tosset med deres vine, så havde jeg nok også haft nemmere ved en pris på 1200 kroner.
Det jeg har lært er, at skal jeg igen til en lignende middag, med vine jeg intet kender til, så skal prisen være noget mere overkommelig. Jeg er sikker på at prisen er sat som den er, fordi at nogle mener at arrangementet, målt i økonomi, er det værd. Jeg er bare ikke enig.

Det skal, her til allersidst, siges at vi alle fik en flaske Barolo til 329 kroner med hjem. Ikke noget vi havde bedt om, men tak alligevel. Måske det er HER en del af prisen gemmer sig? Oh damn, en helt ny problemstilling.