Torbreck Old Vines GSM 2007

Sidste vin til grillaftenen var Torbrecks Old Vines GSM fra 2007, og den var med af den grund at Ekstra Bladets læsere havde kåret den til Danmarks bedste grillvin. Og tro mig, når Ekstra Bladets læsere kommer ud med en holdning, lige meget hvad emnet så er, så har man bare at lytte. For pokker der er nogle kloge hoveder imellem. Anywho, så gav det da mening at give den et skud, nu vi jo selv stod og skulle grille.

GSM betyder Grenche, Mataro og Shiraz, hvilket er de tre druer vine er lavet på (Mataro er det samme som Mourvedre), og GSM er en klassisk Rhone-blend. Samtidig har vi gang i nogle gamle stokke (deraf navnet Old Vines), hvilket ofte betyder en noget mere intens smag eller fylde.

Jeg tror kun jeg lige jeg havde afsluttet et glas Mollydooker og et efterfølgende toiletbesøg, før jeg kom ud i haven og kunne konstatere at Thomas og Palle allerede havde åbnet vinen og var i gang med at smage.
Det er et af problemerne med skruelåg på vine, som mange nok ikke har tænkt over midt i deres diskusioner om fordele og ulemper ved skruelåg kontra korkpropper: nemlig at ens venner med ufattelig hastighed kan åbne en vin og smage sig godt ind i den, inden man selv når at melde sig på banen.
Problemet var dog til at overse og blev vekslet til glæde, da jeg så deres ansigter. Nærmest i munden på hinanden kastede de sig ud i den ene rosende glose efter den anden, og essensen kunne koges ned til noget med at det var endnu en rigtig pleaser-vin, og at den virkelig smagte godt.

I kraft af sin title som danskernes favorit-grillvin nummer et, smagte vi den også til grillmaden, og jeg må jo give danskerne ret. Den smagte virkelig godt, og den gik rigtig godt til grillmaden. Den havde en god kraftig fylde og smag, der både komplimenterede den grillede mad og smag, men som samtidig også forstod at yde et modspil til den (maden).

Ved denne vin tror jeg at jeg vil give børnene skylden for at jeg ikke lige var så opmærksom på specifikke smagsnoter, men igen kan Palle måske byde ind med noget. Om ikke andet lidt enighed i at det var en god vin. Og til en pris på 100 kroner var det faktisk et overordentligt godt glas vin. Nu ER vinen jo også fra Torbreck, og deres The Struie som jeg tidligere har smagt er også en rigtig god vin, dog i et noget andet prisleje.

Mollydooker Two Left Feet 2009

Den anden vin til den hyggelige grillaften var en Mollydooker Two Left Feet 2009. Den var selvfølgelig med fordi jeg er gået hen og blevet lidt pjattet med Mollydookers vine, og derfor ville jeg selvfølgelig gerne præsentere en sådan for vennerne.
Valget faldt på Two Left Feet fordi jeg på tidspunktet endnu ikke havde smagt denne vin, og da den ligger i samme "gruppe" af Mollydooker-vine som The Boxer (begge koster 160 kroner og begge hører under de vine som Mollydooker betegner som "party wines". Vine der vil tage kegler til enhver fest), en vin jeg er ret vild med, tænkte jeg at det slet ikke ville være et skidt køb at komme med.

Vinen er lavet på 68% Shiraz, 18% Cabernet Sauvignon og 14% Merlot, og er opkaldt efter Sparky Marquis, ejer af Mollydooker (konen siger at han danser som har han to venstrefødder).

Hånden på hjertet, så kan jeg ikke sige så meget. Vi havde allerede en vin indenbords, grillen var nu ved at være startet så der var godt med røg i luften, min snotnæse gjorde væsen af sig, og så var vi nok også lidt for optaget af bare at være mænd, tæmme elementerne, og komplementere hinanden for det ene og det andet.
Men sikkert var det at vinen smagte rigtig godt. En rigtig nyder- og meditationsvin, der bare skulle slubres, og som gik perfekt til at stå der og føre sig frem foran grillen og damerne (som helt sikkert ikke havde tid eller behov for at kigge på os). Jeg husker den som lidt fed i det, med en kraftig frugtfylde, alt sammen på en meget behagelig måde. Jeg vil dog sige, at til samme pris er The Boxer nok en lidt bedre vin. Den er lidt mere sammenhængende med en endnu bedre smag. I hvert fald i min (og kærestens) mund.

Jeg er sikker på at Palle byder ind med lidt flere kloge ord når han lægger sin vej forbi bloggen.

Kanonkop Kadette 2009

Sidste lørdag var kæresten og jeg inviteret til grillaften hos min ven Thomas og hans søde kone Charlotte. Med var også min fantastiske vin-ven Palle og hans søde forlovede Ditte. Der var lagt op til en fantastisk dag og aften, og da de to venners kone/forlovede begge er gravide, betød det også at der ville være godt med vin til os mænd. Nå ja, og til min kæreste, men hun var sød at holde igen (måske sandheden mere var at vi mænd forsvandt ud i haven med flaskerne, som var tømt når hun så dukkede op med tomt vinglas, men det er en anden historie).

Thomas og Charlotte havde købt fantastisk ind til grillen. Især nogle grillbare chorizo-pølser var helt ufatteligt lækre, mens Palle og Ditte havde pisket en lækker chokolademousse sammen til dessert.
Det efterlod vinindkøbet til mig, og jeg medbragte tre rødvine.

Første vin vi drak var Kanonkops Kadette fra 2009. Jeg tog den med fordi jeg som tidligere fortalt ville se om jeg kunne finde en sydafrikansk vin til Palle som var god, men som ikke kostede mere end 100 kroner.
Det skal være sagt med det samme, at dagen inden grillaftenen gik jeg hen og blev forkølet, så jeg kan ikke være helt skarp med kommentarerne. Jeg vil derfor ikke være så skematisk i min vurdering, men mere komme med nogle generelle kommentarer

Vinen er lavet på 46% Pinotage, 30% Cabernet Sauvignon, 18% Merlot og 6% Cabernet Franc, så lidt frisk sagt kan man sige den er 50% Bordeaux og 50% Sydafrikansk.
Vi gik ind til vinen med to modsatstridende forventninger. På den ene side var Palles dårlige erfaringer med sydafrikanske vine til 100 kroner, som kan være noget så stramme med smag af brændt gummi. På den anden side er vores erfaringer med Kanonkop og deres topvin Paul Sauer. Den drak vi til den sidste vinsmagning vi afholdt, og var alle svært tilfredse med den.
Heldigvis blev vi positivt overrasket over denne vin. Den havde en dejligt lettere kompliceret smag, med tydelige noter af fad og kraftige velsmagende krydrede noter. Samtidig var der en perfekt mængde velintegrerede tanniner, som ikke udtørrede munden, men som alligevel satte deres aftryk i hele munden.
Samlet set et dejligt glas som var lige til at drikke. Der var ikke den helt store dybde, og vi er ikke i nærheden af hvad Paul Sauer kan, men det er jo slet heller meningen med denne vin. Den var netop perfekt som optakt til den gode grillmad vi skulle til at have gang i.

Chateau Ksara 2007

Nogle gange synes jeg det kan være sjovt at købe "den skæve vin". Det kan være den vin der har en sjov eller underlig etiket, en vin der er lavet på et sært valg af druer, eller en vin som kommer fra sjove lande.
Denne vin er valgt ud fra det sidste kriterie, og kommer fra et land jeg normalt ikke tænker som et vinland (men hvad ved jeg. Måske det bare udstiller min manglende viden).

Vinen hedder Chateau Ksara 2007 og kommer fra Libanon. Mine overvejelser omkring købet af den kan du læse her, men ellers kan jeg kort sige at den er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 10% Petit Verdot.

Det skal siges at jeg ikke havde de helt store forventninger til vinen, men alligevel glædede jeg mig til at smage den. Der er nemlig noget ganske eksotisk over at drikke vin fra et land som Libanon, det er et klart wine fact.
Det er desværre ved at være en uges tid siden at jeg drak vinen, så jeg skal prøve så godt som muligt at komme i tanke om hvad jeg mente om den.

Udseende: Vinen var ganske mørk med et tydeligt lilla skær. Den lavede pæne gardiner når den blev slynget.
Duft: Der var en ret kraftig duft af mørke bær, og en forholdsvis svag duft af fad, og så en hel del krydrede noter. Den duftede egentlig meget fint, men kæresten noterede sig at den duftede "underligt". Hun kunne ikke sætte ord på det, og hun mente ikke det var dårligt. Bare underligt.
Smag: Igen de der mørke frugter, og så de krydrede noter. Der var også en del velintegrerede tanniner der tørrede munden fint ud. Fylden var dog lidt svag og vandet, og man savnede en ordentlig afslutning. Der manglede ligesom "noget". Der var dog en eftersmag med noter af æbleskræl.
Pris: 149 svenske kroner i Systembolagen (ca. 120 danske)
Bedømmelse: Det var sgu en lidt svær vin at bedømme. Jeg havde jo som udgangspunkt ikke ventet så meget, og på den konto blev jeg egentlig ganske positivt overrasket. Der var ok kraft i smagen og duften, men det er rigtigt at der var noget lidt ubestemmeligt over duften (og måske også smagen), og så var der noget ved afslutningen i munden der var alt for slap. Når jeg tænker Libanon tænker jeg ikke et land hvor prisen på vin er skruet helt vildt op (som f.eks. Frankrig), så til prisen ville jeg forvente at få lidt mere end jeg synes jeg fik. Og med det udgangspunkt er jeg nok lidt skuffet over vinen. Jeg er glad for at have prøvet at drikke libanesisk vin, og det var helt klart en drikbar og fin vin. Jeg har bare ikke noget behov for at købe mere af den.
Karakter: D

Nyt besøg i Vinoble, en ny vin, og lidt nyt om Kanonkop

Jeg var i dag en tur i Vinoble i det gamle Dalle-Valle, fordi min gode ven Palle for knap en uge siden gav en udfordring her på bloggen.
Egentlig var det ikke en direkte udfordring, men mere et ytret ønske om om nogle kunne finde en god sydafrikansk vin til 100 kroner. De "billige" vine fra Sydafrika han normalt fik serveret, var ofte noget skarpt stads der smagte af brændt gummi, og han håbede derfor at nogen kunne komme med nogle gode bud, til de 100 kroner.

Da jeg skal se Palle om god en uges tid, og tilmed drikke rødvin sammen med ham, valgte jeg derfor at tage hans spørgsmål som en udfordring, og i den anledning befandt jeg mig så i dag i Vinoble.
Jeg har før skrevet meget rosende om sydafrikanske Kanonkops vin Paul Sauer, men det er en vin til 300 kroner, så i denne sammenhæng går den jo ikke. Men jeg ved at Kanonkop også laver en vin ved navn Kadett, og den koster 100 kroner. Se, så spiller klaveret jo pludselig.
Mere rigtigt koster Kadett 110 kroner hos Vinoble, men sådan er livet bare nogle gange, og når det (livet) er sådan, så må man bare leve med det. Og går man online kan man faktisk købe vinen til 99 kroner, så i det store samlede karma-kosmos, har jeg ramt den lige i røven.

Anywho, vinen er købt, og jeg glæder mig til at servere den for Palle (og Thomas og min kæreste), og se hvad dommen bliver. Jeg har ikke selv smagt den, men cellartracker-folket virker ganske begejstrede, så fingrene er krydsede. Der kommer en smagekommentar på den efter næste weekend.

Af relaterede nyheder kan jeg, for de ekstremt faste læsere med klæbehjerne, informere om at det igen var den søde kvindelige svenske ekspedient der servicerede mig med mit vinkøb i Vinoble i dag, og faste læsere vil vide at jeg tidligere havde en snak med hende om hvordan Kanonkop laver deres Paul Sauer. I den anledning stillede Palle spørgsmålstegn (se kommentarerne til indlægget) ved om de virkelig "rørte" rundt i druerne, frem for at stampe dem med fødderne, og det fik jeg opklaret i dag.
Sandheden er at de ikke direkte rører rundt, men at de med hånd- og armkraft banker druerne. Forestil jer hvordan man i gamle dage kærnede smør, ved at holde med begge hænder om en pind, som man så førte op og ned. Det var den bevægelse hun viste mig. Jeg havde altså ganske ret i min første beskrivelse, i det jeg jo satte ordet "røre" i anførselstegn. Så kan den slags jo betyde hvad som helst.
Denne handling gøres ca. hver anden time i tre dage, og under processen befinder druerne sig i store cementkar. Den søde svensker fortalte som dagens bonusfact, at der hver aften blev gjort rent omkring cementkarene, og var der bare den mindste smule snavs at spore, blev man sendt ud for at gøre rent igen.
De går virkelig op i det, der hos Kanonkop.

Sidste lille Kanonkop-nyhed, handler igen om Paul Sauer. Forleden drak kæresten og jeg nemlig en Paul Sauer fra 2007, altså to årgange nyere end den jeg før roste til skyerne. Igen var det et dejligt glas vin, med megen kraft, saft og detalje, men jeg kunne godt smage at det var en yngre vin. Den havde simpelthen ikke nået at udvikle flere af de detaljer som jeg synes at der var i årgang 2005. Det var en god vin, men den var ikke nær på højde med 2005'eren. Jeg tror den har potentialet til det, så jeg giver den sidste flaske et par år i skabet, og så ser vi hvor den lander. Min nye veninde i Vinoble lovede også at gå hjem og undersøge årgangskvaliteten af 2007 kontra 2005. Sådan en lille bog har hun nemlig. Måske hendes svar bliver bonusfact næste gang jeg besøger Vinoble.

Mollydooker Gigglepot 2009

Hvor jeg dog elsker australske Mollydooker.

Jeg har i flere omgange skrevet om Mollydooker, ikke mindst da jeg smagte The Boxer, og der er bare noget ved det hus der går rent ind hos mig.
Navnet Mollydooker ligger fantastisk i munden, deres etiketter og navngivningen af deres vine er ganske uhøjtidelige (og ofte ganske morsomme), og jeg kan ikke stå for hvor søde Sarah og Sparky Marquis, Mollydookers ejere, bare virker. Og så er det da helt vildt hyggeligt at de laver små videoreklamer til alle deres vine, hvor de står og smager lidt, og taler i munden på hinanden.
Alt dette ville være lige meget hvis ikke vinene var noget værd, men for pokker, det er de. Den tidligere omtalte The Boxer er en dejlig Shiraz der byder på smage ud over den sædvanlige australske Shiraz. Og især på andendagen (hvis man har noget tilbage at gemme) har vinen samlet sig til en rigtig lækker oplevelse.

Her til aften åbnede jeg så vinen Gigglepot i årgang 2009 til kæresten og mig. Den er lavet rent på Cabernet Sauvignon, og Sarah Marquis indrømmer at det nok er hende favoritvin af hele årgangen. Jamen dog. Derudover har den vundet et hav af priser, og er blevet anmeldt overordentligt godt. Det virker lovende.
Vinen er opkaldt efter Sarah og Sparkys datter Holly. Wine Fact.

Udseende: Meget mørk rød, med et svagt lilla skær. Den så meget indbydende ud.
Duft: En herlig og meget voldsom duft. Meget frugtet, med kraftige noter af solbær. So far virkede alt stadigt lovende.
Smag: Hold nu op hvor smagte den godt. Virkelig kraftig frugtet smag, igen med noter af solbær. Den virker ganske sød, men på en overordentlig lækker måde, og ikke som f.eks. Gothams vine. Den havde meget bløde tanniner der på ingen måde trådte i karakter, men som mere bare lå som et lag i vinen. Virkelig virkelig lækker smag.
Pris: 299 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Uden at have smagt andre Mollydooker-vine end The Boxer, må jeg indrømme at jeg godt kan se hvorfor Sarah Marquis udnævner denne vin som årgangens bedste. Det er et virkelig indbydende og lækkert glas, og det var præcis det vi havde lyst til, med valget af aftenens vin. Prisen er selvfølgelig deropad, og i det prisleje kan man finde rigtig mange gode vine. Derfor må det nok være smag og behag der afgører om vinen er det værd. Nogle vil måske mene at den er for frugtet og "lækker", og at den mangler noget, men det den gør (pleaser), det gør den saftsusme godt. Jeg er vild med den.
Karakter: B

Lidt om Kanonkop Paul Sauer og Vinoble

For ikke så længe siden var jeg inde i centrum af København, og der besøgte jeg vinbutikken Vinoble som ligger i det gamle Daells Varehus' bygninger. Jeg er gået forbi butikken mange gange, men af underlige årsager har der altid været lukket når jeg er kommet forbi. En gang hvor jeg gik efter den specifikt, havde de netop lukket fem minutter forinden.

Denne gang valgte jeg dog at gå mod butikken som det første, så jeg kunne få set hvad de kunne byde på.
Butikken forekommer mig lidt mørk og huleagtig, på trods af at der var højt til loftet, men det kunne jeg faktisk godt lide. Der var et godt overblik over hyllerne, selvom der var en form for udstilling mod bagenden af butikken, der gjorde det lidt mere trangt. Ud over vin har Vinoble også anden spiritus og jeg noterede mig at de have adskillige gode whiskyer på lager.

Som det så tit sker når man går i vinbutikker for at snuse, kan man næsten ikke undgå at falde lidt i snak med vinhandleren, og det skete også denne gang. Det var en kvinde, og jeg tror hun var svensker. Det er et godt tegn, for svenskere er bare skide søde. Sådan er det bare.
Jeg fortalte hende at jeg kunne se at hun havde Kanonkops Paul Sauer hjemme i en årgang 2007, og jeg kunne ikke dy mig for at fortælle at jeg kort forinden havde smagt denne vin, bare i årgang 2005, og hvilken nydelse det havde været.
Da det desværre er en vin til 300 kroner, er det jo ikke lige en man åbner hver uge, så jeg spurgte om hun havde noget der smagte i samme retning, men som var noget billigere. Og selvfølgelig svarede hun at det havde hun ikke. Hun havde nogle rigtigt fine bud på gode vin, men intet kom i nærheden uden også at komme op i pris.

Samtalen udviklede sig til en lovprisning af både Kanonkop og selve vinen Paul Sauer fra vores begges sider, og under den samtale fortalte hun mig at hun faktisk havde arbejdet på Kanonkop i tre år. Sikke et indspark, og hun gik straks i gang med at fortælle hvorfor denne vin var så speciel.
Det hele handlede om det håndværk der lå til grund for vinen. Hvor de fleste andre vine blev presset vha. maskiner, brugte man med Paul Sauer tre dage på at presse druerne ved håndkraft, 24 timer i døgnet. Hun fortalte at det i starten var ganske nemt, da druerne ligesom bare smuttede rundt med hinanden, men efterhånden som de bristede og saften løb ud, blev det hele til en grød der næsten var umulig at "røre rund i". Det krævede altså virkelig mange krafter hen mod slutningen af processen, men resultatet blev så også derefter.
Jeg spurgte om dette arbejde virkelig kunne smages i vinen, og hun sagde også i den grad. Med et smil fortalte hun at de på Kanonkop så hende som "den lille pige", så de tog meget hensyn til hende, og lod hende kun lave det fysiske arbejde i de tidlige dele af processen. Åhr altså.

Nå, men det var en rigtig spændende samtale, og da jeg fortalte hende at jeg desværre ikke havde flere af den fantastiske 2005-årgang, men kun 2007-årgangen, som jeg forventede skulle ligge et par år endnu før den, forhåbentlig, ville komme i nærheden af at blive lige så god, fortalte hun mig at efter hendes bedste overbevisning, ville 2007 blive en markant bedre årgang end 2005'eren. Så min søgen efter flere 2005'ere er hermed tilendebragt, og jeg vil fylde op med 2007-årgangen når nødvendigheden byder sig.

Jeg gik uden at købe noget, for jeg endte jo egentlig med at lede efter en vin der ikke fandtes, men efter den fantastiske snak om vin, er der ingen tvivl om at jeg vender tilbage når jeg skal have fyldt op af Paul Sauer 2007.

Wine Men Of Gotham Shiraz 2008

I weekenden var vi sammen med mine forældre, hvilket altid er en god anledning til at smække vin på bordet. Valget faldt på vinen Wine Men Of Gotham Shiraz 2008 fra australske Gotham Wines. Den er kåret som beste køb til prisen i australsk rødvin (lyder lidt som en selvopfundet bull-shit-titel, men jeg vælger at tro på det).

Faste læsere ved at jeg tidligere har drukket vin fra Gotham Wines og der var jeg bestemt ikke imponeret, så hvorfor vende tilbage til dem? Det er der to grunde til.

For det første købte jeg denne vin samtidig med den før omtalte skuffelse, så da den jo lå i vinkælderen (læs: skabet), skulle den selvfølgelig også drikkes.
Den anden grund handler om navne og etiketter. Sandheden er nemlig at lige så seriøs jeg er omkring det at finde gode vine, lige så stor en sucker er jeg for sjove navne og skæve etiketter. De kan nemlig være med til at pille noget af det snobberi af der til tider hænger omkring vinverdenen, og det er jeg og denne blog jo en stor fortaler for.
Derfor bliver jeg straks nysgerrig når et vinhus hedder Gotham, deres vin hedder Wine Men Of Gotham, og etiketten er sjov og uhøjtidelig. Det er også derfor jeg opdagede (og nu er stor nyder af) australske Mollydooker og en vin som The Boxer, og endda også en vin som Frontier Red fra amerikanske Fess Parker (man bliver bare nødt til at prøve en vin hvor etiketten ligner en wanted-poster fra en cowboyfilm, og hvor der er et billede af Davy Crockett på).

Nok snak, tilbage til aftenens vin.

Udseende: En meget mørk rød vin, grænsende til sort. Så egentlig ret indbydende ud.
Duft: Meget voldsom duft af modne bær. Jeg har læst mig til at der skulle være duft af chokolade, men det fornemmede jeg ikke. Duften var nærmest for kraftig.
Smag: Jeg begynder at se et mønster i vine fra Gotham Wines, og det er et mønster der gør at jeg nok stopper med at købe mere vin fra dem. Vinen var utroligt sød, både frugtsød, men også som var den sødet med puddersukker. Og ikke nok med det, den var også fed og cremet på en meget ucharmerende måde. Den var tyk i konsistensen, det var som at drikke kaffefløde, hvilket blandet med den søde smag, gjorde det meget svært at nyde vinen. Jeg noterede mig stort set ikke andet end sød, frugtet og cremefed, og det bliver man altså træt af efter et par glas.
Pris: 69 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: Håbet var at finde en god og lækker vin til ikke så mange penge, og selvom man med denne vin får rigtig mange slag i fjæset hvad angår duft og smag, så er det på en måde der bare ikke er tiltalene. Jeg forstår ikke hvordan Gotham formår at gøre deres vine så fede og cremede, men hvis de selv ved hvordan de gør, håber jeg de vil stoppe med det. For selvom man efter et par glas vender sig til fylden i munden, så er det bare ikke en nydelse, og man skal jo helst se frem til at åbne en flaske vin. Jeg har en enkelt vin tilbage fra dem, og på et tidspunkt får den chancen. Så må vi se om enten den eller jeg har ændret karakter.
Karakter: D