Et besøg i Løgismose i Magasin du Nord

Weekenden bød på sommer, sol og karneval i København, og med familien tog jeg i Kongens Have for at hygge og bare slappe af. Den tur bød selvfølgelig også på lidt slentren gennem gaderne, og denne slentretur førte os en tur forbi Magasin på Kongens Nytorv, og ikke mindst deres vinafdeling i kælderetagen.

I "gamle dage" (for nogle måneder siden) var det H. J. Hansen vin der stod for vinafdelingen i Magasins kulinariske butik, Mad & Vin, men de er nu rykket ud, og ind er kommet Løgismose, som i denne butik hovedsageligt fokuserer på vinen.

Jeg har været glad for H. J. Hansen som vinhandler, men det har været lidt problematisk med butikken i Magasin. H. J. Hansen (og Vinspecialisten, som H. J. Hansen er en del af) har et bonuskortsystem, som betyder at man optjener bonus ved hvert køb, som så kan bruges ved fremtidige indkøb af vin, men dette system blev ikke modtaget i butikken i Magasin. Årsagen skulle findes i at Magasin ikke godtog de enkelte butikkers bonus- og specialkort, men kun deres eget Magasinkort. Den slags bonuskort kan man jo mene om hvad man vil (i bund og grund er det jo bare en rabat som kun gives til bestemte kunder (læs: trofaste kunder)), men når nu systemet er der, så er det ærgerligt at det ikke kan bruges i Magasin.

Det er så ikke længere et "problem", nu H. J. Hansen er ude, og Løgismose er inde, og det var med stor spænding at jeg i weekenden besøgte butikken for første gang.
Indretningen var hyggelig og overskuelig, med vinene sat op efter land, og med et "skattekammer" bag glas på modsat side. Kassen for betaling er i Løgismoses butik blevet til en lille ø tæt ved indgangen, og det hele virker som sagt rigtigt overskueligt.

Selvfølgelig er det svært at besøge sådan en butik uden lige at kigge lidt vin (for ikke at sige umuligt), og det endte da også med at jeg købte to flasker.

Den første jeg faldt over, er faktisk den anden på billedet, og lyder navnet Antidoto, hvilket er spansk for modgift (tænk det engelske ord antidote). Jeg købte den fordi jeg kiggede efter vine fra mit nye spanske favoritområde, Ribera del Duero, og kunne huske denne meget letgenkendelige etiket. Ja, det var selvfølgelig ikke fordi jeg kunne genkende etiketten at jeg købte vinen, men fordi jeg kunne huske at have læst nogle ganske fine ord om denne vin. Og når nu det var en Ribera del Duero, hvorfor så ikke prøve den? Den kostede 149 kroner, hvilket jeg som udgangspunkt ser som en fornuftig pris for en Ribera del Duero. Den må kunne et eller andet.

Den anden vin er en australier (surprise), er fra huset Kaesler (et hus jeg intet kender til, endnu), og hedder Avignon. Den er fra Barossa Valley, et område jeg netop lige har haft en god oplevelse fra, og endnu mere spændende er den et GSM-blend lavet på klassiske Rhone-druer (Grenache, Shiraz og Mourvèdre). Dette blend har fra Australien vist sig enormt interessant (se her og her), og derfor er det med stor interesse og spænding at jeg har købt denne vin med hjem. Normalt er dette et blend der går rigtig godt til mad på terrassen, så jeg ser meget frem til at smage den i den nærmeste fremtid. Til en pris på 153 kroner, tillader jeg mig at have lidt forventninger til den.

Som afslutning skal det igen handle om Løgismose, og især om bagetiketter. Dem (bagetiketter) har jeg før skrevet et helt indlæg om, og sørme om jeg ikke må italesætte dem igen, for hvilken bommert Løgismose har lavet. Der er intet at sige om Antidoto'en, men det er der om Kaesler'en, for se lige hvordan man har klistret en stor dekorativ hjemmelavet etiket hen over den originale bagetiket.

Det er flot arbejde, Løgismose.

Måske der er nogle love og regler om at der på dansk skal informeres om bestemte detaljer (men hvis der er det, hvorfor står alle bagetiketter så ikke på dansk), men hvorfor ind i hulans skal man sætte denne information oven på den originale bagetiket?

To spørgsmål kan her presse sig på: Er der overhovedet noget nævneværdigt på bagetiketten (er den måske bare halvblank, med den samme information, bare på engelsk?), og er det så ikke bare muligt at liste Løgismoses fine mærke af? Svarene i nævn rækkefølge er ja og nej.

Se bare der. En masse information om druesammensætning, smag, og måske noget om stokkenes alder. Noget jeg aldrig får at vide, fordi den fine etiket river den originale etiket i stykker.
Vi ved alle sammen godt at en del af den slags information der står bag på en bagetiket sagtens kan være salgsgas, men helt ærligt, lad mig nu bare læse den, Løgismose, og sæt jeres åndsvage (ja, så sagde jeg det) klistermærke et andet sted - det giver sgu ingen mening at sætte det lige oven i en masse information fra vinhuset.

Puha, dyb vejrtrækning. Et tåbeligt sat klistermærke skal ikke ændre på at Løgismose ser ud til at have fået banket en rigtig fin butik sammen i bunden af Magasin du Nord, og jeg vil i hvert fald glæde mig til både at smage mig igennem de første par vine, samt lægge min vej forbi butikken igen. Skriv endelig om jeres oplevelser, hvis nogle af jer skulle finde på det samme.

Glaymond "ASIF" Cabernet Sauvignon 2009

Endelig blev det sommer og høj sol, og i den anledning tog min lille familie samt min mor og far i Frederiksberg Have i søndags. Frederiksberg Have er en skøn grøn oase på Frederiksberg, med masser af græs, træer og vand, og er det perfekte sted at slippe væk fra byens støj og larm.

På sådan en tur, i sådan en varme, giver det god mening at medbringe en kølig flaske rosé, eller måske en flaske perlende og frisk hvidvin - ja, i yderste konsekvens måske endda en let Pinot Noir. Og hvad valgte jeg at slæbe med? En tyk og fed australsk Cabernet der nærmest klistrede glassene til. Oh Jebus.

Måske kunne jeg have tænkt mig lidt bedre om, men jeg havde virkelig set frem til at få smagt den her vin, så jeg lod på ingen måder fornuften råde.

"ASIF" er lavet af den unge australske vinkomet Damien Tscharkes, og er lavet på 100% Cabernet Sauvignon fra Barossa Valley - efter sigende på årgangens bedste druer. Vinen har ligget på delvist nye franske fade i 24 måneder, og hvad er der så kommet ud af det?

Det skal siges at vinen nok blev drukket en del grader for varm, men på trods af det, var det intet mindre end fantastisk. Der var fuld kraft på den fede varme, sol og solbær, og jeg fik klare associationer til Mollydookers vine. Samme fylde, fedme og kraftige smag.
Det er selvfølgelig en stil man skal være til, for her er på ingen måder tale om finesse, elegance eller underspillede noter. Der er ikke høj syre og stramme tanniner, men derimod godt med frugt og læskende fylde. Men er man så til det, og det er jeg, så har man med Glaymonds "ASIF" en rigtig god flaske vin.

Vinen forhandles af Atomwine til en pris på 119 kroner, hvilket er en helt fantastisk pris, når man tænker på at indtrykket minder meget om Mollydookers "billige" vine, som går for 159 kroner.
Jeg ser virkelig frem til at gensmage denne vin under mere "korrekte" forhold, men alligevel må smilet på mine læber i Frederiksberg Have, holdt op imod prisen, kaste et B af sig på karakterskalaen. Gensmagningen må så se på om vinen helt kan bære det.

Karakter: B

Castelluccio Massicone 2007

Nogle gange forundres jeg simpelthen over, hvordan anmeldere kan flippe fuldstændig åndsvagt over en vin, som jeg efterfølgende slet ikke får samme glæde ud af - sådan en vin er Castelluccio Massicone 2007.

Bladet Gastro gav denne vin intet mindre end 6 ud af 6 stjerner, og med en beskrivelse som en Super-Romagner, regionen Emilia Romagnas pendant til en Super-Toscaner (Emilia Romagna er naboregion til Toscana), var jeg delvist solgt - jeg er nemlig ganske glad for Super-Toscanere. Vinen blev i første omgang (efter Gastros anmeldelse gætter jeg på) revet væk, og da den kom på lager igen, blev jeg nødt til at købe mig med ind i oplevelsen.
Det der i sidste ende fik mig til at handle, var Gastros anmelders beskrivelse af at den blandt andet kombinerer "...enebær og kirsebær, tobak og brolæggerens arbejdsplads...".
WTF? Brolæggerens arbejdsplads? Det blev jeg simpelthen nødt til at smage. Nåh ja, og hvis jeg kan finde en fantastisk næsten-super-toscansk vin til 119 kroner, ja så er lykken jo gjort.

Vinen er selvfølgelig italiensk, og er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Sangiovese. I glasset fremstår den mørk bordeaux, med en fin klarhed, men her stopper også det, for mig, nemme ved den her vin.

Duften havde jeg det underligt svært med - den kastede ikke noget klart efter mig. I smagen var den underligt mild med en halvtynd fylde, men dog med en kraftig syre. Dette efterfulgtes af et lille pift sødme i munden, efterfulgt af en nærmest gruset fornemmelse. Mon det er den fornemmelse Gastro beskriver som brolæggerens arbejdsplads? Generelt set synes jeg ikke at der var sindsygt meget smag, og eftersmagen var også slap.

Heldigvis er det her, igen, en vin der ændrer karakter efter nogle timer. Senere på aftenen, og dagen efter da jeg gensmager det efterladte i flasken, er det en noget bedre vin. Den har samlet sig mere, syren har lagt sig, og der træder klare noter af tobak og eg ind. Den bliver klart mere behagelig, men aldrig det jeg måske havde håbet på - lidt kraftigere i det, med lidt mere jordede muld-noter, måske lidt læder og kraftigere fad.

Alligevel vil mange sikkert nyde Castelluccio Massicone, som fås til 119 kroner hos Atomwine. Selv lander jeg på et lille C.

Karakter: C (et lille et)

Kanon(kop) god vin til billige penge i Malmø

I høj sol og lidt for meget tøj (pokkers til meteorologer) drog jeg i fredags med familien hinsidans, nærmere bestemt Malmø, for at slappe af og bare rigtig råhygge.

Hver gang vi gør det, er det nærmest tradition at jeg lige skal et smut forbi stormagasinet Hansacompagniet for at besøge Systembolaget, og denne gang var ingen undtagelse. Jeg har før skrevet om denne butik, og ikke mindst rost den for at have et lille skattekammer med gode vine. Det var her jeg stødte på en rigtig god vin, til en rigtig god pris.

Vinen Paul Sauer fra sydafrikanske Kanonkop er en ualmindeligt god vin (især hvis den får lidt år på bagen), og er efterhånden blevet lidt af en referencevin for min gode vinven Palle og mig. Hver gang vi smager vine i omegnen af de 300 kroner, bliver vi enten positivt overraskede, eller må konstatere at for de penge kan man jo få en Paul Sauer fra Kanonkop.

Paul Sauer kan købes flere steder herhjemme til en pris omkring de 310 kroner (på bare et år er den steget næsten 10%), men det kan svenskerne altså gøre noget bedre.

Vinen er efterhånden endt i årgang 2008, og i Systembolaget fandt jeg den, omregnet til danske kroner, til intet mindre end 225 kroner. Det er efter min mening simpelthen bare et fund, og skal man alligevel på hyggetur til Malmø, så smut endelig ind og køb en flaske eller fem med hjem.

Heja Sverige!

Kalleske Eduard Old Vine Shiraz 2009

Da jeg for godt en måned siden opdagede, og smagte, de for mig første vine fra det australske vinhus Kalleske, blev jeg gennem en kommentar i et indlæg gjort opmærksom på at Kalleske faktisk har været leverandør af druer til Austaliens måske største kultvin, Penfold Grange. Det var et faktum jeg ikke anede, og dengang stillede jeg spørgsmålet: hvis de har været leverandør til Grange, hvilken af deres egne vine mon de så bruger de druer i nu?

Ved at søge lidt rundt fandt jeg svaret, og svaret er Eduard - en vin til 500 kroner. Historien er efter sigende at Kalleske selv opsagde kontrakten med Penfold, hvilket gav dem mulighed for selv at lave en vin på selvsamme druer.
Jeg tog straks fat i min gode vinven Palle, og sammen blev vi enige om at, på trods af at det her jo ikke er Grange (Grange er en ren Shiraz-vin, men laves som et blend af druer fra mange forskellige marker, gerne hjemkøbt fra andre huses bedste selektering), så ville vi for sølle 500 kroner (1/5 af hvad Grange koster) få muligheden for at smage os lidt i retning af hvad Grange er og kan.

Derfor købte vi vinen hjem, og den var den tredje vin vi drak, da vi var sammen for en uge siden. Vi havde set frem til smagningen, og sørgede for at vinen kom på karaffel i et par timer (måske endda lidt mere) for at få tid til at åbne op.

Lad det være sagt med det samme, at det her er en vin der virkelig skal have ilt, hvis den skal drikkes imens den er så ung som den er nu - den ændrede virkelig karakter i den tid det tog os at drikke den.
Efter nogle timer på karaflen hamrede en duft af oversøisk os i smasken - det var brændende sol, mørke bær (solbær), fylde og alkohol.

I smagen var vores første oplevelse at den nærmest brændte, der var godt med syre, den var meget saftet, men der var ikke rigtigt nogle mærkbare tanniner. Den bød på krydret frugt, var skarp og varm, og generelt var det det krydrede indtryk der pressede sig igennem.

Vores første dom var at det her var en vin der bare ikke var pengene værd. Vi syntes den var sær og svær at drikke, ikke mindst fordi den stak og var skarp i munden, men samtidig havde den fine frugt nedenunder - en frugt der desværre kæmpede forgæves for at trænge igennem.

Da vi nærmede os at vinen havde været åben i fem timer, havde den smidt en del af den høje syre, og var derfor blevet mere harmonisk - den var klart blevet en bedre vin - både blødere og rundere. Desværre er prisen ganske høj (som sagt 500 kroner hos Atomwine), og det sætter et aftryk på vores karakter. Det var, efter mange timer, en god vin, men vi blev enige om et C. Måske den om 10 år er blevet en anden vin?

Karakter: C

Q2 Sardonia 2007

Den anden vin som Palle kunne sætte på bordet i lørdags, var Peter Sissecks Q2 Sardonia årgang 2007. Det er en vin der ved første øjekast ser lidt speciel ud - der er ikke meget at læse på etiketten, som så til gengæld er prydet af en fin lille pandabamse fra WWF. Det skal efter sigende dække over at vinen er bio-certificeret, og indgår i et samarbejde med Verdensnaturfonden. Vine og vinhuse der indgår i dette samarbejde kommitter sig til at være gode eksempler i deres hensyntagen til naturen, og det er jo ganske fint. Om det så kan smages i vinen, er en anden sag.

Vinen er lavet på hele syv druer - Cabernet Franc, Cabernet Sauvignon, Merlot, Malbec, Tinto Fino, Petit Verdot og Shiraz. Dette fik hurtigt Palle og mig til at diskutere hvad hver enkelt drue egentlig bidrager med i et samlet duft- og smagsbillede. Mon man "opdager" hvis en enkelt drue ikke er tilstede?

Palle havde ladet vinen stå på karaffel i nogle timer, et træk jeg er sikker på var et klogt et - vinen var fra start dejlig åben. Vinen var sort, og i duften fornemmede vi til start lidt syrlig mejeri, en frugtighed, nærmest varm sol og noget krydret. Palles første udbrud var at i en blindtest ville han have gættet på Australien. Den var simpelthen så fuld af varme og power.

Smagen bød igen på det krydrede, sort peber og en meget fin fylde. Den var harmonisk og virkede virkelig samlet, og smagte altså på ingen måder som om at den var sammensat af en hel stribe druer. Igen var Palles bedste bud i hans associationsleg at den nærmest fremstod som en australsk Cabernet Sauvignon. Jeg forstod godt hans pointe.

Vinen fungerede bare rigtig godt - den smagte dejligt, var måske lidt mainstream uden en eneste negativ kant, og vi diskuterede om man måske godt kunne have ønsket sig bare en anelse mere fyrværkeri - at der skete lidt mere end der gjorde. Om den har gemmepotentiale var vi i tvivl om, men drukket nu var der absolut ingen tvivl om at det var et godt glas vin - også til de 279 kroner den står til. Vi blev enige om karakteren C+.

Karakter: C+

Marco Porello Roero Torretta 2009

Det tog lang tid at finde en dato der passede, men i lørdags lykkedes det os endelig at se vores gode venner Palle og Ditte, og ikke mindst deres dejlige nye datter.

Palle er jo min gode vinven (og altmuligtandetven, men vinven lyder bare bedre), og derfor sørgede vi selvfølgelig for at vinen kom i højsædet. Sammen havde vi investeret i Kalleskes Eduard (en vin jeg vil skrive om meget snart), og Palle havde gemt en Peter Sisseck Q2 som skulle åbnes denne aften. Men aftenen startede med en overraskelse som Palle havde købt hjem.

Både Palle og jeg fik et abonnement på Gastro i julegave, og der var der for nogle numre siden en anmeldelse af en italiensk vin som fik bragende anmeldelser - 6 stjerner med pil op blev det til i årgang 2008, og selvom den årgang var udsolgt, skulle årgang 2009 ifølge sælgeren fra Slangerup Vin, være endnu bedre. Interessant.

Vinen hedder Marco Porello Roero Torretta, er som sagt årgang 2009, og er på 100% Nebbiolo - noget nær Palles yndlingsdrue. Den koster 179 kroner, og kan købes hos Slangerup Vin.

Det første der både slog os og kom bag på os var, at farven var nærmest Pinot Noir-tynd. Overraskende. Duften bød på noter af cigarboks, fad og muld. Krydret og dejlig.

Smagen var i bund og grund lidt svær. Vi var selvfølgelig farvet af at sælgeren (og Gastro) havde skamrost vinen, og måske netop derfor var det som om at den ikke helt indfriede forventningerne.
Den var rar, dejlig og nem, ja nærmest blød med en anelse alkohol iblandet, men de nærmest manglende tanniner (i hvert fald meget svage) gjorde at den ikke var bundet helt perfekt sammen. Vi diskuterede derfor dens gemmepotentiale, og om den i bund og grund ikke bare kunne drikkes nu uden problemer.
Det var et meget nemt og fint glas vin, der helt sikkert smagte godt, men en afsluttende, lidt svag (vandet) karakter i smagen og fylden, gør at vi, som sagt, aldrig kom helt op at flippe. Men ret skal være ret, og det smagte godt. Vi blev derfor enige om at vinen selvfølgelig fortjente et C.

Karakter: C

Spansk smagning i fredags

I fredags var der vinsmagning på mit arbejde - to af mine kolleger afholder årligt en rigtig fin smagning, hvor de sætter sig godt ind i sagerne, og prøver at præsentere lidt af hvert for os andre. Denne gang var der fokus på Spanien, noget jeg sætter stort pris på, da det er et vinland jeg selv er ved at åbne øjnene op for.

Sidste år tog jeg mit eget vinglas med, fordi mit arbejde har så usandsynligt dårlige vinglas, og det var ikke bare blevet bemærket, men blev også kommenteret til smagningen i fredags. Og ikke nok med det, så var der blevet handlet på baggrund af det. Der var nemlig fundet økonomi til at indkøbe rigtigt lækre Spiegelau-glas til lejligheden, og der er altså en verden til forskel, om man drikker vin af sådan et, eller sådan et lille færge-ballonglas.

Nå, men inden jeg kommer alt for godt i gang, og får det til at lyde som om at der kommer en masse indtryk fra aftenen, så lad mig krybe til korset og afsløre at jeg har dummet mig. Tænk jer - på vej hjem med bussen er jeg kommet til at tabe mine smagenoter ud af min lomme, så jeg aner ikke hvad jeg drak, eller hvad jeg synes om det. Dog kan jeg komme med nogle generelle kommentarer.

Spanien er et spændende vinland, og der kommer meget forskellige produkter derfra, alt efter hvilken region man kigger mod. Det der nok begejstrede mig mest, var to vine fra henholdsvis Rioja og Ribera del Duero, og som jeg har oplevet før var det vinen fra Ribera del Duero der imponerede mig mest. Faktisk er det nok den region jeg skal have udforsket lidt mere - findes der mon gode vine derfra som ikke er lavet på Tinto Fino (Tempranillo)?

Sidste vin vi fik var faktisk aftenens dyreste (omkring 220 kroner tror jeg), og var en sherry. Det pudsige ved den var at den var kulsort, og både i udseende og smag var det ren portvin. Måske var fylden bare en grad tyndere, men jeg ville have taget 100% fejl i en blindtest. Jeg skal være ærlig at sige at jeg ikke var vild med den, for den var så hamrende sød, at det var mig umuligt at få den drukket op. Måske jeg skulle have spist kage eller drukket kaffe til. Det gjorde alle andre, men jeg var faldet i en hyggelig snak med en kollega, så så langt nåede jeg aldrig.

Samlet set var det en rigtig hyggelig aften med rigtigt gode vinoplevelser, og jeg er kun blevet bekræftet i at der skal drikkes mere spansk vin. Det ved jeg heldigvis at min gode vinven Palle, intet har imod.

Some Young Punks Passion has Red Lips 2011

Her midt i festlighederne skal I lige have en note med om den vin som vi (bloggen og jeg) nyder. Der er alt for meget at kommentere, men skal vi ikke bare starte med det åbenlyse?

Een ting er at drikke alt for god fransk vin (og for helvede hvor er det godt), men der er altså også noget over en vin der bare vil signalere sjov og ballade - sådan en vin er Passion has Red Lips. Bare navnet sætter gang i tankerne, og når vinhuset så hedder Some Young Punks (med et logo der ligner et kranie med vinger), så ved man at der må ligge en anden mentalitet bag, end hos et hæderkronet fransk vinslot. Bevares, begge stræber sikkert efter at yder deres ypperste, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Etiketten kan vi også tale længe om, men lad nu den ligge. Nyd hellere det super lækre billede jeg har taget i dagens anledning, og lad og snakke lidt om vinen.

Den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Shiraz og trækker beskedne (for en australier) 14% alkohol.

Hånden på hjertet, så lad mig være ærlig - jeg åbnede vinen i går, for det vil tage mig to dage at komme igennem den (kæresten er småsyg og har ikke lyst til vin), og da jeg skal til vinsmagning på fredag, må det altså blive en onsdag-torsdags-smagning. Jeg kan derfor kommentere lidt på hvordan det første indtryk er, men også hvordan den udvikler sig over tid.

Some Young Punks andre vinetiketter er
repræsenteret på bagetiketten.

Det første indtryk man får er en mørk lillarød farve i glasset, med klassiske gardiner langs glasset. Den har en kølig frugt og krydret næse, og i munden byder den på en velstruktureret fylde og smag i munden, med en meget høj syre og faktisk ganske få tanniner. Det er lige før at jeg synes at syren er lidt for kraftig, men over lidt tid (ca. en time) aftager den kraftigt, hvilket giver en bedre harmoni, men jeg savner lidt tanninerne til at samle vinen.
På andendagen (faktisk lige her og nu) har vinen ikke ændret sig markant. Der er den samme balance, den høje startsyre sikrer at der er en tilpas syre også her dagen efter, og smagenoterne byder igen på det krydrede og fad. I duften er også kommet lakrids til, og faktisk fornemmes den også i smagen.
Vinen er langt fra den australske frugtbombe som en Shiraz/Cabernet-blanding sagtens kan blive, og ender faktisk med at blive et dejligt glas vin. Den er mere skarp og krydret i sit udtryk, da frugten er tonet ned, og dette gør den måske nemmere at drikke hen over en, forhåbentlig varm sommer.

Vinen er købt hos Smalle Vine på Frederiksberg og koster 135 kroner. Det er en helt fin pris, og jeg ender på karakteren C. Et godt glas vin.

Karakter: C

Tillykke - bloggen fylder 1 år

Tænk engang, i dag er det bloggens 1 års fødselsdag - og så endda på minuttet (bare tjek hvis du ikke tror på mig). For jer der læser med fra tid til anden, føles det måske ikke som noget særligt, men for mig er det en dejlig milepæl at få rundet.

Da jeg startede bloggen op havde jeg på en anden blog læst hvordan mange blogs bliver startet op i en iver for at dele alt og intet med omverdenen, men efter to-tre måneder falder denne iver, for til sidst at blive en død blog som indehaveren for længst har forladt. Jeg var derfor selv spændt på om jeg kunne holde denne blog i gang, eller om jeg også ville miste interessen efter en tid.

Men heldigvis har denne blog ikke kun handlet om at dele tanker og smagenoter med andre, men i lige så høj grad om at gemme disse tanker til mig selv, og dette egennyttige fokus har måske været med til at holde mig kørende. Det har i hvert fald været sjovt, og jeg kan nu mærke at bloggen er blevet en del af min hverdag. Jeg elsker at skrive herinde, og med tiden er der faktisk også begyndt at komme gang i kommentarerne til mine indlæg. Den del elsker jeg, og det er derfor noget jeg håber vil fortsætte - bliv endelig ved med at skrive.

Men, men, men. Man kan ikke holde fødselsdag uden at der også skal komme gaver på bordet, og det har jeg selvfølgelig tænkt på. Dem der har læst med i ugens løb vil vide, at jeg i mandags var forbi vinhandleren Smalle Vine for at købe nogle vingaver med hjem, men den gang kunne jeg ikke fortælle hvad jeg købte. Ser I, det var jo en gave til bloggen, og da den først har fødselsdag i dag, måtte jeg vente med at afsløre de nye vine. Men her er de. Stort tillykke, blog.

Hvad er det så for nogle frække vine bloggen har fået i gave? Altså, de er alle australske, og de to til venstre er fra huset Killibinbin. Den første hedder Scaredy Cat og er lavet på 69% Cabernet Sauvignon og 31% Shiraz. Det er så vidt jeg ved husets lille vin, men den skulle vise hvor højt bundniveauet hos Killibinbin er. Den glæder jeg mig til at smage. Den anden vin, også fra Killibinbin hedder faktisk bare Cabernet Sauvignon, og den drue har de basket 100% i flasken. Smalle vine omtaler vinen som noget nær den bedste australske Cab nogensinde, så det bliver spændende at smage - den har i hvert fald noget at leve op til.
Bonusinfo: Killibinbins vinetiketter holder sig alle i Film Noir-stilen.

Den midterste vin er fra huset Some Young Punks og hedder Passion Has Red Lips. Det er en 50/50-blend af Cabernet og Shiraz, og skulle være lidt af en laber lille sag i munden. Ved ikke rigtig hvad det skal betyde, men det er i hvert fald den vin der skal drikkes i dag som fødselsdagsvin (den er faktisk allerede åbnet. Mere om det senere).
Bonusinfo: Some Young Punks vinetiketter holder sig alle i Pulp-stilen.

De to sidste vine er fra huset Vinaceous og er lidt satsede. Den første af dem hedder Red Right Hand og er en blanding af 79% Shiraz, 16% Grenache og 5% Tempranillo. Egentlig havde jeg ikke tænkt mig at købe denne vin, for jeg mindes at have læst på Cellartracker at et blend af disse druer var ikke en succes. Men altså, jeg har før drukket 100% australsk Tempranillo, så at den drue er med i et halv-klassisk blend rører mig ikke, og ham den flinke fra Smalle Vine fortalte mig at det var et brag af en vin. Jeg siger aldrig nej til et brag.

Den sidste vin fra Vinaceous hedder Raconteur, er en 100% Cabernet Sauvignon, og er 100% købt hjem p.g.a. navnet. Bandet The Raconteurs er bare hamrende gode, og min tanke er at denne vin skal drikkes sammen med min gode vin-ven Palle samt snus-Frank. Jeg mindes stadig da Frank og jeg stod i et lille tætpakket telt på Roskilde og hørte måske den fedeste Roskilde-koncert med lige netop The Raconteurs.
Jeg kan snildt forestille mig en god aften med høj musik, og Palle, Frank og mig der deler denne vin.
Bonusinfo: Vinaceous vinetiketter holder sig alle til Burlesque-stilen.

Se, var det ikke noget af en fødselsdagsgave? Jeg glæder mig til at drikke mig igennem alle vinene, selvfølgelig i selskab med bloggen, og I skal selvfølgelig alle sammen nok få lov at høre om hvordan gaven så var. Endnu engang tillykke til bloggen, og lad os så se frem til endnu et godt og sjovt år i selskab med hinanden.

Skål!

En uge i vinens tegn

Sikke dog en dejlig uge jeg er midt i.

Nåh ja, lige nu står den jo mest på arbejde, men på fredag er der vinsmagning på arbejdet. Tænk engang at det allerede er ved at være et år siden at der sidst blev afholdt sådan en (det er en årlig begivenhed som et par kolleger står for - og tak for det). Sidste gang var en rigtig hyggelig omgang, med nogle gode oplevelser imellem, og denne gang lader også til at blive rigtig spændende. Som altid bliver der ikke løftet sløret for noget som helst, men der er annonceret to overraskelser, hvoraf jeg dog kender den ene. Det er dog en overraskelse som jeg er overordentligt tilfreds med, så den anden bliver bare bonus på kagen.

Mere er der ikke at sige om fredagens vinsmagning. Jeg vender selvfølgelig tilbage med indtrykkene fra aftenen.

Hvad jeg nok glæder mig endnu mere til er, at vi på lørdag skal hjem til min gode vin-ven Palle. Det er snart længe siden at Palle og jeg har set hinanden, for Palle er blevet far, og den slags tager nogle gange lidt for meget af ens tid. Men nu skal det være, og min familie drager hjem til hans, for at nyde hinandens selskab, og for at Palle og jeg kan få smagt nogle af alle de vine vi har købt hjem siden sidst.

På nuværende tidspunkt kender vi begge til to af de vine vi skal smage. Palle har en Peter Sisseck Q2 på lager som han har gemt til jeg skulle komme forbi, og sammen har vi købt en Kalleske Eduard. Grunden til at vi har købt sidstnævnte, er fordi vi har læst os til at Kalleske har været leverandør til den australske ikon-vin Penfold Grange, men at de har opsagt det samarbejde for selv at bruge druerne i deres egen vin. Den vin er der kommet Eduard ud af. Vi er begge meget spændte på om den kan byde på den storhed man må kunne forvente af en ikon-vin, eller om den ikke helt slår til i Kalleskes hænder. Time will tell.

Ud over de to nævnte vine, har både Palle og jeg en hemmelighed i ærmet (jeg har faktisk to en halv), så det skal nok blive en både hyggelig, sjov, og ondt-i-hovedet-agtig aften.

Jeg håber I andre også har lidt god vin i vendte, og kommenter endelig hvis du har smagt noget af ovenstående.

Ara Composite Pinot Noir 2009

Det er snart ved at være en gammel nyhed at vi havde svigerfamilien med op til mine forældre i Odsherred her i weekenden, og ud over mine medbragte vine, havde svigerfar også taget en flaske med.

Han havde i løbet af sidste uge forvildet sig ind i en vinbutik, og efter lidt snak med en ekspedient havde han købt årets "stjernevin". Han fortalte mig at den var fra New Zealand, og min første kommentar var noget i retning af "så må vi bare håbe det ikke er en Pinot Noir". Kommentaren skal forstås i den sammenhæng, at sidst vi smagte New Zealandsk Pinot Noir, var det en ualmindelig dårlig oplevelse - en oplevelse ingen af os havde lyst til at opleve igen.

Men sørme så, det var en Pinot Noir svigerfar havde købt med. Vinen er fra vinhuset Ara og hedder Composite Pinot Noir 2009, og stammer fra området Marlborough - præcis som den dårlige Herringbone Hills. Åh Åh.

Nå, men vinen blev hældt op, og stod som forventet meget klar og lys i glasset. Duften bød på meget klar og skarp citrus, og havde en, tør jeg sige klassisk frugtet Pinot-drue-duft. I smagen trådte citrusfrugten igen tydeligt frem, måske med en lille flig af jordbær, og med en let syre der dominerede mere end tanninerne. vinen havde en sødme idet den ramte tungen, og bød på en mediumlet fylde.

Alt i alt var det et rigtig fint glas frisk frugtig Pinot Noir, som egner sig rigtig fint til den lette friske oplevelse på sommerterrassen. Vinen koster 135 kroner hos H. J. Hansen, men fås året ud til 80 kroner. Det må siges at være et rigtig fornuftigt køb.

Jeg kan mærke at jeg åbner mere og mere op for Pinot-druen, men der skal stadig mere til før jeg falder pladask for den. Aras Composite var en god oplevelse, og jeg kvitterer derfor med karakteren C. Jagten på den gode Pinot Noir fortsætter dog stadig.

Karakter: C

Braiserede svinekæber, Chateauneuf-du-Pape og prop

Da familien var samlet hos mine forældre i Odsherred, blev der første aften serveret braiserede svinekæber med rodfrugtmos. For ind i hulans det er en god ret (kæberne havde braiseret det meste af en eftermiddag), og til den slags hører sig lidt god vin.

Jeg havde på forhånd prøvet at læse mig frem til hvilken vin der ville gå godt til en braiseret svinekæbe, og flere steder blev Chateauneuf-du-Pape anbefalet, hvorfor jeg fandt en frem fra skabet.

Vinen var en Laurence Féraud CdP 2006, og er en vin jeg tidligere har smagt. Dengang var den god, men brillerede ikke fordi den var en del af en større vinsmagning og blev drukket til tapas. Vinen er lavet på Grenache, Syrah og Mouvedre og har i sin tid kostet 200 kroner i SuperBest.

Igen var oplevelsen af vinen god, men sat sammen med svinekæberne vil jeg næsten ophæve den til fantastisk. For pokker hvor gik vin og ret bare godt i spænd sammen. Vinen kunne byde på noter af syrlig mejeri, og over tid især også godt med svedske og rosin. I korte glimt fik jeg også associationer til Beyshevelle 1929, men måske jeg fik blandet den kraftige svedske og rosin sammen med Beyshevellens medicinskab. Men som sagt, vinen besad en rigtig god og kraftig fylde (noget jeg ikke oplevelde ved sidste smagning), og denne fylde gik bare perfekt sammen med svinekæberne. En karakter skal i denne sammenhæng lande på et B. Rigtig flot og god oplevelse.

Senere på aftenen åbnede mine forældre en Chianti fra Sovrano, men desværre var der prop i den, hvilket selvfølgelig ødelagde oplevelsen af den. Dagen efter åbnede vi endnu en flaske af den samme Chianti, og her var oplevelsen en helt anden. Dejlig saftig og kraftig med jordnoter. Ren nydelse til et godt spil domino.

Karakter på Chateauneuf-du-Pape: B

Muhr-van der Niepoort Spitzerberger 2006 gensmagt

Bededagsferien er vel overstået, og bød på en enkelt dag med rigtig godt vejr, og flere dage med god vin. Vi var taget med svigerforældre  op til Odsherred for at besøge mine forældre, og sådan en tur kræver jo at man medbringer lidt vin.

Vejret var godt den første dag, og da jeg havde regnet ud at vi ville ende på terrassen, havde jeg taget denne østrigske vin med. Jeg har smagt den før, men var dengang ikke ovenud begejstret, men efterfølgende har jeg tænkt at som terrassevin ville den måske slet ikke gøre det så dumt endda. Druen er Blaufränkisch og skal efter sigende give meget elegante vine - lidt i stil med Pinot Noir, og den form for lethed er måske slet ikke så dum på en varm dag, i solen, på en terrasse.

Vinen var klar rød, og kunne visuelt godt minde om en Pinot Noir - en sammenligning der giver genklang i flere af vinens udtryk. Duft og smag kan helt logisk sammenlignes med Pinot Noir, dog uden den krystalklare skarphed som jeg synes Pinoter ofte har. I duft og smag var der tydelige noter af jordbær, citrus, syre og fad, og med lidt tid i glasset udvikler vinen sig ganske meget - klart til det bedre. Det endte med at være en ganske fin vin der passede perfekt til en tur på terrassen, og selvom den ikke besider Pinot-druens lethed, var det helt klart derhen af. Pinot-lovers bør give Østrig en chance (og den var til dig, Nanna).

Jeg købte i sin tid vinen hos Atomwine, til en pris på 219 kroner flasken, men kan se at den ikke længere er på deres hjemmeside. Om den kan opdrives mere ved jeg ikke, og man kan også diskutere om prisen er for høj (det gjorde jeg ved sidste smagning), men min holdning til vinen har helt sikkert ændret sig siden jeg sidst smagte den. Måske jeg det sidste års tid har haft vinoplevelser nok til at jeg bedre kan rumme vine som denne, eller måske er Pinot-udtrykket ved at vinde ind på mig. Lige meget hvad, så var det et fint glas vin, og skal have karakteren C. Et klart spring fra sidste års D+.

Karakter: C

Et besøg i Smalle Vine på Frederiksberg

I går fik jeg øjnene op for en lille vinhandler jeg ikke havde hørt om før. Bladet Gastro havde anmeldt et par vine fra butikken Smalle Vine, og efter et besøg på deres hjemmeside blev jeg nødt til også lige at slå et smut forbi butikken - sådan IRL.

Smalle Vines fokus er at vin ikke skal være en alt for kompliceret affære, men laves af ildsjæle der mest gør det for sjov, og derfor er deres udbud stærkt præget af især australske og amerikanske niche-vine. Alt dette skal ikke tolkes som at det er skodvin, for det er nok nærmere det modsatte der gør sig gældende. For flere af vinenes vekommene drejer det sig om mindre produktioner frembragt med stor kærlighed og nysgerrighed, og priserne ligger i segmentet omkring de 100 til 200 kroner flasken.

Alle disse tanker om usnobbet vin ligger i rigtig fin tråd med hvad jeg også mener vinnydelse skal være, og når størstedelen af vinflaskerne så har tegneserieetiketter, ja så er jeg solgt. Det var jo præcis denne tankegang og grafiske fremstilling der i sin tid åbnede mine øjne for Mollydooker, og sådan en åbenbaring vil jeg gerne have igen. Derfor valgte jeg at slå et smut forbi butikken her til middag.

Butikken er lille men hyggelig, og ligner, grundet de mange farverige etiketter, nærmest en tegneserieforretning, hvilket indehaveren også gjorde opmærksom på. Jeg fik aldrig fat i hans navn (måske fordi jeg ikke spurgte), men vi fik os ikke desto mindre en rigtig god snak om vin. Jeg havde valgt nogle vine ud hjemmefra jeg gerne ville høre om, og med stor iver og viden fortalte han om hver og en af dem. Ikke kun om smag og oplevelse, men om fremstillingsmetoder, bagmændene og -kvinderne bag, og hvad der nu ellers var at fortælle. Jeg endte da også med at købe hver og en af dem med hjem, men jeg kan ikke fortælle så meget om dem, da de er indkøbt som fødselsdagsgave. Men jeg løfter sløret meget snart.

Det var et spændende og sjovt besøg, hvor jeg virkelig følte mig velkommen, og hvis vinene bare er halvt så gode som de blev præsenteret, så er det ikke sidste gang at jeg lægger vejen forbi Smalle Vine - langt fra.

Genvej til de store smageoplevelser for den fattige vinkøber

Hvis man er så letsindig at google nogle af de store vine, så finder man ud af hvor dyre sådan nogle basser kan være. Måske laver man sig en liste over "drømmevinene" man bare må smage engang, men sandheden er nok for de fleste af os, at det desværre kun bliver ved drømmen.

Og det er så her at jeg kommer ind med en frelsende genvej til den fattige vinkøber, børn og måske endda til fattige vinkøbende børn. Jeg har nemlig luret en billig vej til de store smageoplevelser (som samtidig kan åbne vinens forunderlige verden op for børn, og dermed gøre dem til vininteresserede i en tidlig alder), og den vej vil jeg selvfølgelig gerne dele med bloggens læsere - Se det som en tidlig fødselsdagsgave, nu hvor bloggen nærmer sig sin et-års fødselsdag.

Vejen hedder Jelly Beans, og her er mine menuer. Velbekomme!

PS. Det er snart lang weekend, og så må man gerne have glimt i øjet - også selvom det gør nas. God bededagsferie til jer alle ;-)

Objektivitet my a**

I weekenden var vi et smut i Jylland for at besøge svigerfamilien, og ud på aftenen endte jeg med at google lidt rundt på iPad'en. Ved lidt af et tilfælde faldt jeg over den her artikel fra Politiken, og selvom den er over et år gammel, så var det rigtig sjov læsning.

Kort fortalt er artiklen en samling af forskellige undersøgelser og smagninger, hvor det har været tæt på umuligt for smagerne at udpege de dyre fra de billige vine. En af pointerne er, at hvis man fortæller folk at en vin har et fint navn, eller er dyr, så er de også klar til at give den langt højere point end hvis den samme vin blev annonceret som billig.

Snakken om, at forventninger og for megen viden kan være med til at influere på ens opfattelse af en vin, er gammel, men har du tid, så tag at læse artiklen. Selvom det et eller andet sted var trist læsning, så kunne jeg sgu heller ikke helt lade være med at trække lidt på smilebåndet.