Monte Santoccio Amarone Della Valpolicella Classico 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Lidt snue og et par sygedage satte en lille pause på indlægende om vinene fra den store efterårsvinsmagning, men her kommer ottende vin.

Vinen er en tur tilbage til Italien, og denne gang til det klassiske af det klassise - en Amarone Della Valpolicella. Dem er supermarkedernes tilbudsaviser fyldt op med, desværre ofte i en kvalitet der er langt fra hvad rigtig Amarone er og kan være, så gennem årene er Amarone-navnet i min verden devalueret noget - der er simpelthen for mange vine som bærer navnet, men som ikke er meget værd.

Det var derfor med stor spænding denne vin skulle smages, ikke mindst fordi den er valgt ud fra en lidt sær præmis. Det forholder sig nemlig sådan, at vinen markedsføres her i landet, med cykelrytter Michael Rasmussens navn tilføjet. Årsagen er, efter sigende, som følger:

Da han boede i Italien, gik hans træningsrute lige forbi Monte Santoccio, og over tid blev han rigtig gode venner med deres unge vinmager, Nicola Ferrari. Vingården ligger i Classico-zonen, hvilket er det oprindelige område hvor de bedste og ældste Amaroner kommer fra. For at hjælpe en ven, var Michael Rasmussen med til at finde en dansk forhandler, og han er samtidig med som vært for danske turister som besøger vingården.

Nicola Ferrari ses som det helt store stjernefrø i Valpolicella, og på trods af at denne årgang (2007) kun er hans andet forsøg, er han det navn der følges aller nøjest. Han spås en stor fremtid.

95% af druerne består af Amarone-klassikerne Corvina, Covinone, Rondinella og Molinara. De sidste 5% består af Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinene lægges på fad i 30 måneder, og derefter 6 måneder på flaske, før de frigives til salg.

Det her var meget let drikkelig vin. Næsen undrede mig, og på aftenen noterede jeg mig noget smøragtigt. Eftersmagen hang med en note af flødekaramel. Det er MEGET atypisk, og jeg er nærmest i tvivl, om mine noter er en fuld mands værk.
I munden er vinen smooth, alkoholen fornemmes, men der er intet bid. I grunden en meget uklassisk og mild Amarone, på trods af at fylden egentlig er fin nok.
Der er stort set ingen tanniner, selvom Frank fornemmer lidt på kanten af tungen. Palle synes vinen er læskende, og selv synes jeg bare at den er lettere udefinerbar, og alkoholtung.

Amarone kan som oftest gå i to retninger. Enten den meget søde og frugtdrevne (tørrede rosiner), som gennem mange år har været populær i Danmark. Ellers går den i den klassiske retning, hvor den er meget mere stram og stringent, med syre og tanniner. Jeg nyder begge slags, men denne falder ikke rigtig i nogle af kategorierne. Bladet Decanter har givet den en bronzemedalje i deres World Wine Award, og jeg forstår det ikke. For mig var det et forholdsvis ligegyldigt møde, desværre, for det lader jo til at der er godt med potentiale i den unge Nicola Ferrari.

Vinen er købt hos Skovgård vine, til en pris på 299 kroner.

Clos Mogador Priorat 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Syvende vin bringer os til Spanien, et vinland mit hjerte også banker for. Normalt er det Rioja og Ribera del Duero som trækker, men Priorat er begyndt at poppe op på min radar, så det var en vin fra denne region, som skulle have lov at repræsentere Spanien til denne smagning. Regionen er en af landets mest fremadstormende når det gælder vin, og Wine Advocate har kaldt denne vin "one of the stars of the vintage in the region". Det er sikkert meget godt, og bladet har da også kvitteret med hele 96 point. Interessant.

Vinen laves af René Barbier, en af pionererne i Priorat. Første årgang blev smidt på gaden i 1989, hvor den skabte noget nær en sensation, og siden har Clos Mogador været en ikonvin. Det siger de kloge i hvert fald. Den er lavet på 40% Garnache, 20% Carinena, 20% Syrah og 20% Cabernet Sauvignon.

Varmen og tørken om sommeren i Priorat, gør at det er nærliggende at kundstvande, men Barbiers filosofi er, at kun de stærkeste stokke skal overleve - så han undlader at kunstvande og lader dø, det som må dø. Denne fremgangsmåde sikrer, at de druer der trods alt kan høstes (hvilket efter sigende er noget nær det laveste udbytte per stok i hele verden), er sindsygt voldsomme og intense. Druerne høstes manuelt, og gæres hver for sig i åbne kar, hvorefter de igen hver for sig, hældes på små franske fade. Først efter 14-18 måneder, sammenstikkes den endelige vin, hvorefter den tappes på flaske.

Næsen er vi lidt uenig om. Selv fanger jeg en anelse stald (men måske det er den forrige vin som hænger ved), mens andre ved bordet synes der er noter i retning af portvin. Over tid begynder jeg at fornemme hvad jeg betegner som æg i næsen - en note af æg.
Farven er kulsort, og smagen er ligeså. Der er godt med peber, og en tydelig tørhed, men egentlig fremstår vinen utroligt lukket. Den når aldrig rigtig at åbne sig op, og jeg sad lidt tilbage med en lidt sær oplevelse. Det var god vin, men ikke så god, og jeg var på ingen måder blown away.

Ikke at man skal blæses væk hver gang, men en vin med 96 point og til en pris på 499 kroner, så forventer jeg sgu nok noget i den retning. Vinen er købt hos Løgismose, men personligt vender jeg nok ikke tilbage til denne vin - så hellere en flaske af Brunelloen til samme pris.

Roagna Barbaresco Montefico 2004

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Den gode vinoplevelse fortsætter efter den fortræffelige Brunello, med denne Barbaresco, og igen viser Italien at de er fucking fantastiske til at lave vin.

Vinen er fra det lille hus Roagna, og vi har med en dybt terroir-drevet vin at gøre. Marken ligger højt på en sydøstvendt skråning, lidt øst for Barbaresco by. Montefico, er navnet på den lille mark (og vinen), som kun måler sølle 0,24 hektar - det er nærmest ingenting - og den er selvfølgelig beplantet med Nebbiolo. Den lille mark leverer kun 1200 flasker, men som efter sigende skulle være intet mindre end brilliant Barbaresco. Wine Advocate har da også givet den 95 point, og kåret den i top-3 for årgangen i Barbaresco. Derudover er 2004 et uovertruffent godt år i regionen.

Macerationen (den tid som væsken ligger og hygger sig med druerne) er heftige 90 dage, mod normale par og 20 dage for "almindelige" vine, og herefter lægges vinen på fad mellem 4 og 6 år.

I glasset fremstår vinen en anelse brunlig, og næsen er yderst kraftig hestestald. Min vinven Palle og jeg udbrød det uafhængigt af hinanden. Der er virkelig proppet hest i den vin, og det dufter fantastisk.
I munden er der den mest fantastiske fylde, godt med egetræ, og nærmest ingen frugt. Det er intenst, det er stramt og stringent, og det er ufattelig godt. Tanninerne er helt oppe og ringe, og tørrer fuldstændig tænderne ud.

Det er vild vin det her, men det er konge. Det er vine som denne, der fuldstændig understreger, hvorfor jeg bruger så megen tid og energi på de røde dråber, og det er vine som denne, der retfærdiggør at vin nogle gange koster mange penge. Prisen er 599 kroner hos Atomwine, men selvom det klart er mange penge, og også aftenens dyreste, så er der ingen tvivl om at den skal smages igen. Den var ufattelig god, og for mig var det aftenens bedste.

Tenuta Il Poggione Brunello di Montalcino Riserva Paganelli 2004

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Tak for kaffe, så kom vi ellers op i en anden liga. Femte vin til vinsmagningen, bragte gutterne tilbage til Italien, landet hvis vine i sin tid gjorde os interesserede i vin - og denne (og næste) vin er klare eksempler på hvorfor.

Vinen kommer fra vinhuset Tenuta Il Poggione, et vinhus som stammer fra slutningen af 1800-tallet - det er et af Montalcino-kommunens største. Den produceres kun i de bedste år, og der kun i et meget lille antal. Druerne, som er 100% Sangiovese, stammer fra I Paganelli-marken som er husets ældste - den er plantet i 1964. Druerne er håndplukket, og vinen lægges 4 år på franske egetræsfade, hvorefter den lægges på flaske i en længere periode.

Vinen er blevet anmeldt i Wine Advocate og har scoret super flotte 96 point. Det er trods alt nok til at gøre drengene spændte, og så er det jo Brunello goddammit - freakin' Brunello.

Med det samme at vinen var i glasset, var det tydeligt at det her var klasse-vin - seriøst kræs. Det var kæmpe fylde, men stadig med en ballarinas lethed. Der var skønne krydrede noter, lidt stald og læder. Næsen var intet mindre end fantastisk, hvor især jordbund stod som en mindeværdig note. Og så var der ellers bare meget, meget fine tanniner.

En super komplet og kompleks vin, og absolut en jeg håber at smage igen.

Vinen er købt hos Otto Suenson til en pris på 495 kroner, og den er i den grad alle pengene værd. En lille sjov sidenote er, at da jeg afhentede vinen, og fik mig en god og hyggelig snak med Suensons mand, gik det op for mig at det var Frederik Kreutzer jeg snakkede med. Folk der følger med på vinblogs, kender ham måske bedre under navnet Vinkreutzer. Han var en flink og vidende mand, og det var rart endelig at få mødt en af de vinbloggere som man respekterer, sådan face to face. Forhåbentlig møder jeg ham igen, når jeg engang får råd til at købe en kasse af denne vin - den var SÅ god.

Domaine De Nalys Les Dix Salmées Châteauneuf du Pape Blanc 2010

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Fjerde vin, og vinen der blev skænket i glassene mens maden kom på bordet, var denne lidt overraskende vin - i hvert fald for os. For selvom vi i vennegruppen er blevet bedre til at drikke hvidvin, var der ingen af os der havde prøvet hvid Chateauneuf. Derfor ville det selvfølgelig være sjovt at præsentere gutterne for en sådan.

Hvid Chateauneuf er forholdsvis sjælden, og produceres kun i ca. 5% af regionen. Denne var fra huset Nalys, som går for at være en af områdets ældste producenter. Optegnelser som er blevet støvet frem i deres kældre, kan datere huset helt tilbage til 1500-tallet.

I både næse og smag var der tydelige noter af ananas og vandmelon, men desværre også en noget spritet eftersmag, og i grunden fremstod den bare let og pjasket - på ingen måder sprød, eller frisk sød. Tror endda at Jonas proklamerede at den smagte af fortyndet hedvin, og der var et eller andet rigtigt i den kommentar. Smagen døde lynhurtigt i munden, og slutkommentaren blev, at det var forståeligt at kun 5% af regionen producerede hvid - vi var i hvert fald langt fra imponeret og overbevist.

Vinen er købt hos Skovgaard vine, og koster et sted mellem 239 og 298 kroner, alt efter hvor mange man køber. For mit vedkommende, bliver det ved den ene, men det var sjovt at få smagt en hvid Chateauneuf du Pape.

Og med denne vin var det så slut med de lettere og de eksperimenterende vine - nu skulle der kraft på drengen.

Littorai Sonoma Coast Pinot Noir 2007

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Da der desværre var prop i den vin som var tiltænkt quizzen, blev aftenens fjerde vin opgraderet til nummer tre, og dermed vinen vi skulle nyde mens vi quizzede.

Vinen var en flaske Pinot Noir fra Sonoma Coast i Californien, og kommer fra vinhuset Littorai. Jeg har skrevet om dem før, da min ven Frank og jeg, for godt et år siden, var til vinsmagning hos Laudrup Vin. Her smagte vi en af de helt store fra Littorai, og det var en udsøgt fornøjelse. I lang tid havde jeg øjnet en lignende stor vin fra Littorai, til en god pris, men desværre blev den udsolgt, lige inden jeg begyndte mine køb til denne vinsmagning. Heldigvis dukkede denne op hos Smalle Vine, og jeg slog til. Gutterne skulle helt sikkert præsenteres for Pinot fra Littorai.

Jeg kunne ikke finde meget om denne vin, i min forberedelse til vinsmagningen, så der er ikke meget at gengive her. Littorai er populært, og denne vin kan muligvis kategoriseres som en "basis-vin", uden at jeg egentlig er sikker på om det er helt fair. Det tror jeg ikke det er.

I næsen bød den på mentol, og sjovt nok noget lidt chili-agtigt i smagen. Den var dejligt smooth, men med en lidt pebret smag - og så fornægtede den sig på ingen måder sit Pinot'ske ophav. Det var et dejligt glas, og en super god start på den koncentrerede del af vinsmagningen.

Købt hos Smalle Vine til 300 kroner.

Chateau Hansen Cotes de Fleuve Jaune Desert de Gobi 2009

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Anden vin til den store efterårssmagning blev serveret under den store vin-quiz, som jeg havde forberedt som lidt opstartshygge. Det er nærmest blevet en tradition, med sådan en quiz til vores efterårssmagning, og denne vin blev lidt et bindeled mellem quizzen i år og quizzen sidste år. Sidste år havde jeg nemlig et spørgsmål med, hvor jeg spurgte til hvad Chateau Hansen var - jeg hedder selv Hansen, så et af svarmulighederne var, om det i grunden bare var noget jeg selv fandt på.

Det var det ikke, for Chateau Hansen er et kinesisk vinhus, og det lykkedes mig at finde frem til denne vin, hvorfor den selvfølgelig skulle indgå som del af quizzen.

Jeg skal være hurtig og sige, at der ikke kommer nogen smagenote på denne vin, for den var kraftigt ramt af prop - både i næse og smag. Puha, den var ikke rar. ØV. Men historien om vinen skal I ikke snydes for - her er hvad jeg skrev som præsentationen til gutterne:

Hansen betyder på kinesisk noget i retning af skoven af folk (Han betyder folk og Sen betyder skov). Vinen er fra paraceller i Ningxia-, Gansu- og Wuhai-regionerne, og der vandes bl.a. med vand fra den gule flod, som passerer igennem dele af Gobi-ørkenen.

 Ningxia-regionen er en selvadministrerende kinesisk region, og der produceres vine af utrolig høj kvalitet. Disse sælges dog ikke lokalt, grundet overvejende muslimske traditioner.

Gansu-regionen er kendt for at huse den vestlige del af den 8000 kilometer lange kinesiske mur. Regionen består i høj grad af sand og lerjord, hvilket er ideelt til vindyrkning. Regionen krydses også af den gamle silkerute, hvor vin også var en del af handlen, hvorfor regionens vinhistorie kan dokumenteres hele 2400 år tilbage. Det er samtidig her at Kinas vinhistorie blev født.

 Hoveddruerne i vinen er Cabernet Sauvignon, med omkring 60%. Herefter den kinesiske drue Cabernet Gernischt med omkring 30%, og resten er ligeligt fordelt mellem Cabernet Franc og Merlot. Vinen har ligget 16 måneder på fransk eg, hvoraf 30% er nye fade.

Alt dette er dog ligegyldigt, når nu vinen var ødelagt af prop. Jeg har dog snakket med Greve Vinkompagni, hvor vinen er købt til 119 kroner, og de har uden spørgsmål tilbudt at ombytte vinen. Sådan skal det være, og tak for det. Så er spørgsmålet bare, hvornår vejen lige går forbi Greve.

The Dirty Pure Project F Bomb 2012 (gensmagt)

EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Efter den vilde oplevelse jeg havde med denne vin, første gang jeg smagte den, var der ingen tvivl om at den måtte med til smagningen. Egentlig var alle vine købt og budgettet brugt, men Palle og jeg blev enige om at købe den alligevel. Som en velkomstvin.

Det gjorde vi så, og vi var de eneste der vidste hvad vi drak.

Jeg vil ikke sige så meget om vinen, der kan man læse det tidligere indlæg, men kort sagt var denne vin en kæmpe succes, og en virkelig fantastisk let og smagfuld åbner på en aften med stor vin.

Gutterne var virkelig glade for vinen, de var blown over at det var Grenache fra Californien, og de var helt med på prisen. Faktisk i en sådan grad, at flere ved smagningens slutning, udråbte den til aftenens vinder, når prisen tages i betragtning - altså en vin med fantastisk QPR (Quality to Price Ratio). At QPR'en er god, er jeg helt enig i, men aftenens vinder, den er jeg ikke med på. Der smagte vi simpelthen for store vine til, at denne fine lille californier ville kunne løbe med den sejr.

Men god - absolut.

Noget nær den perfekte vinsmagning

I forrig weekend inviterede jeg sammen med min gode vinven Palle, alle gutterne til vinsmagning. Palle lagde gemakkerne og gæstfriheden til, og jeg havde gennem de sidste par måneder vurderet, sorteret og endeligt indkøbt de vine vi skulle have.

Vi har mange gange diskuteret hvordan vi helt præcis skruer den perfekte vinsmagning sammen. Nogle af de ting vi har overvejet, er f.eks. antallet af vine - hvor mange vine vi ærligt skal have med, for at også sidste vin får vores fulde fokus og nogenlunde velfungerende smagsløg. Og vi ender også tit ud en en længere overvejelse, om hvad smagningens tema skal være - skal vi prøve at fokusere på kun en enkelt drue? Skal vi køre et land som tema? Skal det være en bred rundrejse i vinens verden, eller skal det være en kombination eller noget helt fjerde? Overvejelserne har været mange, og denne gang er vi tæt på at vi landede på noget helt rigtigt.

Temaet blev "store vine", hvilket kom til at dække over, for det meste, kendte vinlande samt populære vintyper som Barbaresco, Brunello og Amarone. Vinene vi drak, var følgende:

• The Dirty Pure Project F-Bomb 2012 (Californien)
• Chateau Hansen Cotes de Fleuve Jaune Desert de Gobi 2009 (Kina)
• Littorai Sonoma Coast Pinot Noir 2007 (Californien)
• Domaine de Naly Les Dix Salmées Chateauneuf du Pape Blanc 2010 (Frankrig)
• Tenuta Il Poggione Brunello de Montalcino Riserva Paganelli 2004 (Italien)
• Roagna Barbaresco Montefico 2004 (Italien)
• Clos Mogador Priorat 2007 (Spanien)
• Monte Santoccio Amarone Classico 2007 (Italien)
• Domaine Santa Duc Gigondas Grande Grenache 66 2009 (Frankrig)

Efterhånden som jeg får skrevet om de forskellige vine, kan du trykke på dem ovenover, for et fuldt indlæg.

Grunden til at denne smagning blev noget nær den perfekte, skal finde i vinenes kvalitet, og ikke mindst (måske endda i høj grad) antallet. At antallet blev en vindende faktor, er fordi vi ofte ender med for mange vine. Vi bliver ganske enkelt vin-mætte, og dybt ufokuserede mod slutningen. Men ikke denne gang, og faktisk endte det endelige antal på otte, og ikke ni, da den kinesiske vin (vin nummer to) havde prop i en sådan grad, at den var udrikkelig.

Dagen startede officielt klokken 16, til et glas Dirty Pure F-Bomb, en vin jeg allerede har rost til skyerne, her på siden. Gå til vinnoten for at få mere at vide, men det skal være sagt at denne vin virkelig faldt i gutternes smag.

Efter ca. en halv time, gik vi i gang med en vin-quiz jeg havde forberedt. Det var her at den kinesiske vin dukkede op som et indslag, men da den havde prop, gled Littorai-Pinoten i dens sted. Så havde vi den at hygge os med.

Alt dette betød, at da vi gik til maden, som var super lækker tapas, havde vi "kun" seks vine at skulle koncentrere os om. Et helt og aldeles perfekt antal, til de næste fem-seks timers hyggen og gætten - et rigeligt antal til at dække de næste mange timer ind, og et tilpas begrænset antal, til at vi kunne give hver af dem vores fulde opmærksomhed. Jeg ved at andre vinklubber sagtens kan rumme højere antal, vi er bare ikke gode til det.

Gutterne skal have tak for en super hyggelig aften, og især Palle skal have en stor tak for sin gæstfrihed - der er vist nogle der skylder den mand en flaske Baylies og Gin (og Whisky og en kasse øl).