Vintae Matsu El Recio 2011

Anden vin i Matsu-trekløveret blev drukket forrige uge, og denne gang var jeg klar over at disse vine kræver god forberedelse. Det blev ikke til et helt døgn, som jeg ellers selv foreslog da jeg drak første vin i trekløveret, men en hel dag på karaffel blev det da til - noget der burde være mere end nok for de fleste vine.

Navnet El Recio betyder "Den modne/stærke", hvilket er symboliseret ved en moden og erfaren mand på hele etiketten. Den umiddelbare forskel mellem denne vin, og så den tidligere drukkede, El Picaro, er at den forrige er lavet på Tempranillo-druer fra 90 år gamle stokke, hvor denne er fra 100 år gamle stokke. Dette burde givet et tydeligt slægtskab mellem vinene, men med en anelse mere kraft og intensitet til El Recio.

Jeg ved ikke helt hvad det er med de her Toro-vine, men der er noget ved dem jeg ikke er fan af. Der er en noget brændt, gruset duft over dem, som jeg bare ikke bliver ven med - den fortog sig ikke efter de mange timer på karaffel, så jeg går ud fra det er en del af vinens udtryk.

I munden fik jeg en underlig reference til Grenache-druen (og ikke mindst vinen F Bomb), især gennem oplevelsen af noget slikagtigt og parfumeret. Der var rimelig kraft på smagen og en god fylde.

Vinen er et år ældre end El Picaro, og er prissat 25 kroner dyrere - denne koster 150 kroner hos Vinladen. Hånden på hjertet har jeg svært ved at vælge en favorit af de to. Jeg er som sagt stadig ikke overbevist om disse vine fra Toro, så det bliver spændende om det lykkedes, når jeg engang åbner den tredje vin i trekløveret, El Viejo. Den er mere end dobbelt så dyr som El Recio, så måske der sker et eller andet der, når prisen hopper så gevaldigt. Foreløbigt må det blive endnu et C til en Matsu-vin.

Karakter: C

Roagna Langhe Rosso 2008

Indrømmet!

Der har sgu været lidt stille, her på bloggen. Sådan går det, når der går sommerferie i den, og der samtidig dumper et nyt familiemedlem ind. Det betyder selvfølgelig ikke at der ikke er blevet drukket vin, så de næste par indlæg kommer til at fokusere på, hvad der er blevet drukket.

Vi starter ud med denne Langhe Rosso fra Roagna. Roagna har jeg før skamrost, for deres eminente Barbaresco Montefico - en vin som ligger helt i toppen af min yndlings-vinliste.
Denne vin kan næsten ses som en "billig" mulighed for at smage sig ind i de fantastiske Roagna-vine, for modsat de store Barbarescoer og Baroloer, som koster omkring de 700 kroner, koster denne kun omkring 200.

Vi har stadig at gøre med Nebbiolo, 100%, fra topmarker i både Barbaresco og Barolo, og efterfølgende har vinen ligget hele 6 år på fad. Vildt for så "billig" en vin (ja, jeg bliver ved med de citationstegn - 200 kroner er jo stadig en slags penge).

Det store spørgsmål er så, hvordan den klarer sig i forhold til vinene som er mere end tre gange så dyre (og 4 år ældre). Det korte svar: hæderligt.

Farven er let rød (på ingen måder tæt og mørk), og der er en begyndende ændring mod tegl. De forventede tanniner er rimeligt tilstede, det samme er syren - måske endda lidt for meget syre. Næsen byder på fad og oliventapanade sammen med te og sød pibetobak.
I munden er det let fylde, men stadig en smag som hænger ved længe. Der er dejlige lag af fad, krydderi og te, men syren er en anelse for kraftig og forstyrrer smagebilledet. Heldigvis falder det hele mere til ro efter knap en time, og det ender med at blive en rigtig fin oplevelse.

Det er god og spændende vin, og i høj grad en god vin til at introducere Nebbiolo-druen. Skal man give sig i kast med den, skal det sgu være fra en god producent, og det er der ingen tvivl om at Roagna er.

Vinen kan købes hos Atomwine til 200 kroner, men tager man en tur over sundet, sælger det svenske Systembolag den til omregnet 170 kroner. Til den pris lander vi på et B.

Karakter: B