I Fabbri Chianti Classico 2012

Forleden smagte Jesper på en rigtig klassiker. Amarone della Valpolicella. En vin som vækker visse ungdomsminder i mig. Før du råber "Overklasses Hellerup drengerøv" efter mig så læs lige med. Det er nemlig slet ikke så slemt, som det lyder. 

I gymnasiet var jeg medlem af en lille vinklub. Vi kaldte os for en vinklub, men struktureret var den ikke. Vi behøvede en undskyldning for at mødes og drikke os fulde inden de mange fester på vores Randers-forstads-gymnasium. Vinklubben blev undskyldningen. Hvad vi ikke har drukket af vores forældres halvdyre vine - og når det skulle gå vildt for sig, så splejsede vi, og købte enten en Amarone, Barolo eller en Chianti. 

Vi bliver i dag i det klassiske italienske. Denne gang trækkes en Chianti fra 2012 op. Der er tale om Chianti-huset I Fabbri's Chianti Classico. Chianti laves på 80-100 pct. sangiovese. I Fabbri's laves på 100 pct.

Etiketten minder mig mest af alt om noget fra den gamle østblok. Men hvad pokker - den skulle prøves!

Som etiketten og navnet afsløre er vinen Chianti Classico området, som anses for at være den bedste del af Chianti distriktet. I Fabbri's Chianti kommer fra L'Amole kommunen. Hos I Fabbri bliver vinene dyrket på marker beliggende 600 meter over havets overflade. Husets vine bliver dyrket økologisk og efter gamle traditioner. 

I Fabbri Chianti Classico overrasker. Under min smagning fik jeg både noteret bær, frugt og lakrids noter. Dertil havde vinen et strejf af kaffe. Vinen havde fine tanniner, men de var nok en smule for afdæmpet i forhold til min smag. Det må altså gerne være vildere! Vinen kan købes hos Le Pinard til 136 kr. Generelt synes jeg der er tale om en fin Chianti, som bestemt er godkendt til prisen. 

Karakter: C+ 

Le Ragose Amarone della Valpolicella Classico 2006 gensmagt

For godt tre år siden skrev jeg her på bloggen om mine oplevelser med denne vin. Jeg var mildest talt skuffet og gav den en dårlig karakter (et D+), men det eneste det gjorde var at udstille min egen uvidenhed. Men hey, det er jo hele ideen med denne blog, at jeg skal blive klogere, og det er jeg i den grad blevet.

Allerede dengang var Niels fra Piu Rosso inde over på kommentarsporet med nogle pointere til hvordan god Amarone skal værdsættes, og det, sammen med min egen udvikling med at forstå vin, har været med til at jeg nu går til min sidste flaske med helt ny opmærksomhed.

For vi har jo at gøre med en Amarone. Det betyder vin fra Italien, nærmere bestemt Veneto-området, og lavet på en metode hvor dele af eller alle druerne tørres inden presning. Det giver en mere rosin-agtig drue, som igen betyder man får en kraftigere, mere koncentreret vin. I min gamle optik betød det en vin der var meget mere sød, fed og grænsende til jammy, og den slags findes også - det er den som er blevet nærmest en danskerfavorit.

Men så findes der også den anden slags. Den klassiske slags, som især kommer fra Classico-området, og det er her denne vin hører til. Det betyder ofte vine som er meget mere stringente, med en sødme, bevares, men også meget mere lette og syreholdige.

Det er sidstnævnte vi har fat i med denne Amarone fra huset Le Ragose. Et godt gammelt klassisk hus, der laver Amarone af høj kvalitet, har jeg ladet mig fortælle. Det var jeg selvfølgelig også blevet fortalt sidste gang, men som sagt smager jeg bare vin anderledes i dag, så jeg var utrolig spændt på at lade mit nye jeg gensmage denne vin.

Og hvordan var den så? ... Ganske fantastisk!

Der var den vildeste duft af sveske og tørret frugt, og med ni år på bagen var der også den skønneste duft som kun alder kan give en vin. I munden var der på den ene side det forventelige, masser af tørret frugt og alder, men samtidig også en virkelig fin syre, prikkende sødme på tungespidsen og flot integrerede tanniner der på ingen måder var grussede, men stadig meget tydelige. Der er en vildt flot balance, en flot fylde og så samtidig den fineste elegance.

Det her var god vin - virkelig god vin. Dens rankhed og syre, blandet med det søde og elegante var virkelig lækkert, og noget jeg i dag værdsætter langt højere, end jeg gjorde for bare tre år siden. Vinen har ligget i en række år i kælderen, men nyere årgange koster alt mellem 180 og 260 kroner, alt efter købssted og antal. Pris og kvalitet in mente, så er der ingen tvivl om at det her er fremragende vin - og så er karakteren jo indlysende.

Karakter: B

Tetramythos Agiorgitiko 2013

"Intet prægtigere end druens saft har nogen sinde været skænket mennesket af Gud." 

Sådan skulle den græske filosof, Platon have sagt - og vi bliver i det græske. Nu skal du, kære læser, ikke begynde at tro, at jeg drikke meget græsk vin. Dette er faktisk min første oplevelse med vin fra Grækenland. Her på bloggen er der tidligere blevet anmeldt græske vine. De endte i hver sin ende af karakterskalaen. Den ene, Lyrarakis Kotsifali 2011 faldt helt igennem, mens den anden, Sigalas Krisē fik den flotte karakter B - En fremragende vin.  

Vinhuset Tetramythos ligger på den græske halvø Peploponnes, hvor vindyrkning er en af de vigtigste landbrugsaktiviteter. Dog bliver størstedelen af druerne brugt til fremstilling af rosiner! Druen den valgte vin er på, er af sorten Agiorgitiko og dyrkes i omkring 1000 meters højde. Her får druen noget kulde, som forlænger modningsprocessen. I modsætning til de vine der dyrkes i de lavtliggende varme områder, høstes Agiorgitiko sent.  

Tetramythos Agiorgitiko fra 2013 købte jeg hos Le Pinard i Torvehallerne. Hvis du interesserer dig for biodynamiske eller økologiske vine, så er det her du skal tage hen. Alt hos Le Pinard er alt økologisk certificeret og meget er biodynamisk. Tetramythos' Agiorgitiko er selvsagt økologisk og er derfor anderledes i forhold til de vine, jeg plejer at købe.

I glasset har Tetramythos Agiorgitiko en flot rød farve og jeg finder små noter af kirsebær i duften. Frugten går igen i smagen og tilfører sammen med den lette syre en friskhed til vinen. Vinen bliver rundet godt af med bløde og runde tanniner. Jeg synes Agiorgitiko fra Tetramythos er et fint glas, men jeg savner flere noter. Både i duften såvel i smagen. 

Karakter: C

Les Obriers De La Peira 2013

Det er med en smule ærefrygt og præsentationsangst, at jeg skal tage hul på skriveriet herinde på Jespers blog… Men så igen, så er det heldigvis ”Mine uhøjtidelige tanker om mine oplevelser i vinens verden”.

Som den opmærksomme eller faste læser sikkert har bemærket, så er vinen ”Les Obriers De La Peira” allerede blevet anmeldt her på ”Jespers Vintanker”. Helt tilbage i februar 2013 anmeldte Jesper samme vin fra årgang 2007 og gav den flotte karakter ”B - En fremragende vin”.

Hvorfor så smage vinen igen? Og hvorfor så ung en vin som årgang 2013? Ja, godt spørgsmål… Jeg skal prøve at komme med et fornuftigt svar.

I første omgang synes jeg det kunne være sjovt at starte med at anmelde en allerede anmeldt vin, og se om jeg kunne finde nogle af de samme noter, som Jesper fandt tilbage i 2013, i en yngre vin. Derudover tilbragte jeg 3 uger af min sommerferie i hhv. Bourgogne og Languedoc-Roussillon sammen med min kæreste, som jeg i øvrigt prøver at omvende (Hun sværger stadig til IPA og andre overgærede øltyper). Det skal nok lykkes en dag.

Nu til dét, det hele handler om. Nemlig vinen. Les Obriers de la Peira laves stadig på 65 % Cinsault og 35 % Carignan. Carignan skulle eftersigende stadig være den mest benyttet drue i område, men min lille rundrejse og smagninger i området viser, at der bliver dyrket store mængder af Grenache og Syrah.

Mit kendskab til Cinsault og Carignan er begrænset, men jeg kan allerede nu konstatere at det ikke bliver sidste gang jeg smager vin på disse druer. Les Obriers de la Peira overrasker. Vinen er let og elegant med let syre og noter af kirsebær, frugt og den bliver rundet godt af med noter af anis og fine tanniner. Jeg fik også noteret ”støv” som egentlig harmonerer godt ift. den ”hengemt museumsagtige” noter, som Jesper fik noteret sig i hans tidligere smagning.

Så er vi i gang!

Karakter: B-

IT'S ALIVE!

Altså, hvis du gik og troede at bloggen var lukket helt ned, at skuden bare var blevet forladt, ja så kunne du ikke være mere forkert på den - faktisk det stik modsatte!

Læserne har råbt og skreget på mere indhold, og der er blevet lyttet.

Derfor er sommerferien blevet brugt på at bygge nyt domisil, så medarbejderstaben kan vokse. Der er nu plads til en skribent mere, og han er fundet - han hedder Kenneth.

Det seneste år er Kenneth blevet oplært i at drikke, smage og nyde vin, og nu også at skrive om det, og for pokker hvor han glæder sig til at komme i gang. Så fra og med denne weekend kan vi alle læse med i hvad han går og drikker - og tænker.

Velkommen til, Kenneth, og god sommer til alle jer læsere.