Lirac By Roger Sabon 2009

Aaah ja - efter en alt for travl måned, er det endelig blevet sommerferie, og det skal gerne betyde mere tid til at drikke og nyde vin, og ikke mindst at skrive om disse oplevelser.

Et lille tilløb blev gjort for et par dage siden, da mine forældre var på besøg til lidt mad: "Vi tager en vin med", var beskeden, og det skal de jo ikke høre et eneste ondt ord for. Vinen de medbragte var Lirac By Roger Sabon i en årgang 2009.

Dette er en fransk vin der kan erhverves i Super Best til en pris et sted imellem de 70 og 100 kroner, og som udgangspunkt er det i min verden ikke en god indikation (jeg synes jo generelt at andre lande laver bedre vin til de samme penge - man skal betale en del før man får god vin fra Frankrig, men så får man også god vin).

Vinen af Roger Sabon kommer fra området Lirac i Rhone, og grænser op til det nok mest kendte Rhone-område, Châteauneuf-du-Pape, kun adskilt af Rhone-floden. Vi har at gøre med et klassisk Rhone-blend, hvilket her betyder Grenache, Syrah og Mourvèdre (hvilket jeg jo godt kan lide), og så også lidt Carignan, og så holder den 14,5% alkohol.

Jeg må indrømme at jeg er lidt splittet med den her vin, for der er ingen tvivl om at den vil være et stort hit i rigtigt mange hjem. Prisen er klart godkendt for en rigtig fransk vin, og smagen vil uden tvivl vække glæde hos mange - min mor var i hvert fald godt pjattet med den. Den er nemlig dejligt frugtet, saftig og sød, og har en rimelig god fylde, og der er generelt ikke meget der kan skræmme nogen væk.
Mit problem er så, at alt dette næsten bliver for meget. Denne saftige sødme dominerer i min mund alt for meget, og blandet med at alkoholen brændte alt for meget igennem, var jeg ikke helt overbevist. Vinen havde helt sikkert en god fylde forrest i munden, men på vej ned i halsen blev den lidt mere slap i det, hvilket for mig gav en form for disharmoni i smageindtrykket.

Jeg vil næsten afholde mig fra at give denne vin en karakter, for tager vi de briller på hvor vi ser en fransk vin til omkring 70 kroner, så får man meget for pengene. Der er masser af smag og behag for pengene, og alkoholen damper lidt af efter lidt tid i glasset. Og som en grill-vin på terrassen, i en forhåbentlig lang og varm sommer, så er den nok et hit, med sin sødme og (trods alt) fylde.
Alligevel kan jeg ikke lade være med at være kritisk overfor den disharmoni som netop sødmen og alkoholen hidbringer. Det var underligt med det søde angreb munden fra start blev udsat for, som hurtigt blev fulgt op af det stramme og skarpe alkohol-bid. Jeg må derfor, alt efter hvilke briller jeg tager på, lande på en karakter mellem B og C-. Jeg hælder dog nok til den sidstnævnte (og min mor? Hun klinger nok rundt et sted oppe imellem et A og et B).

Karakter: Et sted mellem B og C-

Pó de Poeira Douro 2009

Efter at have fået Danmark-Portugal-kampen lidt på afstand, var jeg for nogle dage siden klar til at åbne en portugisisk vin. Portugal er et vinland jeg ærlig talt ikke har brugt nævneværdig tid på, andet end gennem portvin, men for nogen tid siden købte jeg alligevel en flaske.

Vinen er fra regionen Douro, en region der ellers normalt kædes sammen med portvin, men der produceres altså også andre typer vin, heriblandt denne. Vinen er fra huset Poeira, portugisisk for støv, og vinen hedder Pó - deraf navnet Pó de Poeira (oversat: Pó af Poeira). Det er husets andenvin - førstevinen hedder slet og ret Poeira, og er efter sigende lavet på ældre vinstokke, noget der skulle resultere i en kraftigere vin.
Vinen her er lavet på druerne Touriga Nacional, Sousao og Touriga Franca - alle tre druer der normalt bruges i produktionen af portvin, og alle tre druer jeg intet kender til. Den holder respektable 14,5% alkohol.

Inden jeg kaster mig over smagningen, skal navn og etiket lige have et ord med på vejen. Poeira betyder som tidligere skrevet støv, og etiketten på denne vin er prydet af en fin støvklud. Forskellige årgange kan genkendes på at støvkluden ligger på forskellige måder. Og førstevinen Poeira? Dens etiket prydes af en snoet støvsugerslange. De er tossede de portugisere.

Da jeg faldt over den her vin, blev jeg lokket lidt af at den scorede 92 point hos Rober Parker, med en slutbesked om at faldt man over den her vin, så var det bare med at købe den. Det gjorde jeg så.

Til start byder vinen på enormt høj syre og stor lukkethed - næsten i en grad der gjorde at jeg ikke levnede den mange chancer. Den blev dekanteret, og efter den første time skete der de første ændringer. Den åbnede op med en sænket syre, der dog stadig var til stede. Vinen bød på en mineralitet og sprød friskhed, lidt fad og jordede noter, og havde en god fylde i munden. Det var ikke den kraftigeste smag eller eftersmag, men helt ok.

Vinen blev ikke drukket op, så efter en tur i køleskabet blev det tid til en smagning på dag to.
Her er der kommet mere jord, fad og også læder til, og jeg spore i små glimt florale noter. Det her er en vin der virkelig kræver dekantering og timer til at åbne sig, men så åbner den virkelig også op for lag der slet ikke var til stede ved starten.

Jeg gik fra at være utroligt tvivlende til virkelig at nyde den her vin. Normalt koster den 125 kroner, men lige nu kan den fås hos Atomwine for 99 kroner. Med det in mente lander jeg på et klart og flot C+. Det endte med at blive en virkelig god oplevelse, og en rigtig dejlig vin. Glæder mig allerede til at gensmage den.

Afslutningsvis kan jeg lige klemme ind at der nok går nogle dage før jeg gider drikke tysk vin.

Karakter: C+

Antidoto Ribera Del Duero 2009

Juni måned har været en travl måned, men derfor kan man jo godt nyde et glas god vin engang imellem. Forleden kom lysten over mig igen, og valget faldt på vinen Antidoto som jeg købte med hjem fra Løgismoses butik i Magasin du Nord for nogle uger siden.

Vi har med en spanier at gøre, fra området Ribera Del Duero - mit yndlingsområde i Spanien, og et område der for mig har budt på rigtig god vin. Jeg købte denne vin med hjem for at få mig endnu en oplevelse fra området, og selvfølgelig med et håb om at denne oplevelse vil blive god.

Vinen er lavet på 100% Tinto Fino, Tempranillos navn i Ribera Del Duero, er fra 2009 og så trækker den 14% alkohol. Ganske klassisk og lige ud af landevejen. Lad os se hvordan den klarede sig.

I glasset var vinen meget mørk rød med et lilla skær, og det forekom mig at den nærmest var støvet i strukturen. Den duftede ung med noter af frugt, krydderi og lakrids.

I smagen fornemmede jeg jordnoter og en hvis tørhed. Der var gode tanniner der tørrede munden godt ud, og så bød den på en god fylde i hele munden. Bottom line var at den virkede rund og rar, men stadig meget ung. Den manglede lidt mere kraft, og måske også lidt syre til at balancere hele smageindtrykket ud.

Det var en fin oplevelse, og til en pris på 149 kroner var det godkendt, men jeg havde nok alligevel forventet lidt mere. Jeg ender på et C, og leder lidt videre efter lignende vine i samme prisklasse. Jeg tror nemlig godt man kan finde en mere harmonisk vin til pengene. Men alligevel, en fin oplevelse og en god vin.

Karakter: C

Den lange varme forbandede sommer

Lad det være sagt med det samme: jeg er vild med sommeren. Jeg elsker de lange varme dage, jeg elsker at jeg kan gå i shorts og t-shirt hele dagen, og at jeg stort set kan gemme mine jakker væk, og jeg elsker hvordan alting bare ser bedre ud badet i sollys. Jeg er vild med den hygge der hører sig de varme dage og aftener til - hygge i en park med en kasse øl og en bold, mødes med gode venner på terrassen (deres) imens kød steger på grillen, og ture ud i sommerlandet for at mødes med familie og venner.

Det der dog gør sommeren så forbandet, med tryk på forbandet, lang og varm, er udsigten til at skulle drikke rødvin ved for høj temperatur.

Det lader til at rigtigt mange vinnydere har en eller anden form for kælder, hvor vinen holdes på, eller måske endda under, den rette drikketemperatur, men hvad med alle os der bor i lejlighed på tredje sal, hvor vinen må opbevares efter bedste evne under sengen og i skabe? Temperaturen er måske forholdsvis konstant (hvilket er det vigtigste ved opbevaring af vin - det, mere end den rette temperatur), men når den temperatur ligger et par grader over den optimale drikketemperatur, hvad gør man så? Hvordan får man sin vin ned i temperatur?

Er det en hvidvin vin snakker om, så er det jo nemt nok, for så er det bare en tur i køleskabet, men hvad med de røde? Har de godt af en tur i køleren, bare lige for at komme et par grader ned, eller bør de hellere falde i temperatur over længere tid?

Jeg kan umuligt være den eneste med dette problem, og jeg er vild efter at høre hvilke erfaringer andre har med dette problem. Hvordan sænker man temperaturen på en rødvin, uden at ødelægge noget ved smageoplevelsen? Kommenter endelig hvis du har svaret, og nyd så endelig den lange varme forbandede sommer.

Killibinbin Scaredy Cat 2008

Forleden dag havde vi mine forældre på besøg, og da det var min kære mors fødselsdag dagen efter, skulle der selvfølgelig fødselsdagsvin på bordet. For at holde os i fødselsdagsånden valgte jeg en af de vine jeg netop selv havde givet bloggen i fødselsdagsgave, da den jo fylde år sidste måned - Scaredy Cat fra australske Killibinbin.

Scaredy Cat er lavet på 69% Cabernet Sauvignon og 31% Shiraz, og kommer fra Langhorne Creek regionen. Der er lavet 1100 kasser i denne årgang 2008 og så holder den 15% alkohol.

Lige siden jeg købte denne vin sidste måned, har jeg set frem til at smage mig ind i hvad for et slags hus Killibinbin er. Er de en ny Mollydooker, er det den fede og læskende frugt der er i højsædet eller er det noget helt andet de vil? Jeg var spændt.

Vinen var nærmest sort i glasset og tyk og fed. Det var måske ventet, når nu vi har med sådan en tyk australier at gøre. I duften var det især krydret alkohol der slog mig, og så tørrede frugter, måske rosin. Det var interessant, men også meget kraftigt - tør jeg sige for meget?

I munden var det en varm gruset og sveden tørhed der mødte mig, med kraftige krydderier, og især peber. Scaredy Cat er en enormt kraftig vin, med voldsomt kraftig smag og fylde, men det er desværre det meget brændte og pebrede der fylder. Der er langt mere bulderklask end der er harmoni, og det giver altså en noget uharmonisk vin. Kan man godt lide kraftige australiere (og det kan jeg normalt godt), så kan det godt være at man falder for den her vin, men personligt synes jeg det krydrede og brændende fyldte for meget. Jeg er meget spændt på hvordan Killibinbins Cabernet Sauvignon er. Om det er det samme, eller om den er mere i balance.

Scaredy Cat er ikke en dårlig vin, men den bliver for meget. Jeg må lande på et C-, og håber på at vinen i fremtidige årgangen (eller med tid), kan smide noget af den meget kraft af sig.

Karakter: C-