Lyeth Pinot Noir Sonoma County 2009

Det er nogen tid siden jeg sidst har fået opdateret her på bloggen, da arbejdet har taget en hel del af min tid, her op mod påskeferien. Men nu er den endelig kommet, påskeferien, og så er det jo tid til igen at slappe af, og forhåbentlig drikke noget god vin.

I dag kom så første gode mulighed, da kæresten skulle med en veninde i teatret, hvilket efterlod mig med hjemmetjansen hos den lille. Og for at der ikke skulle gå rent Duplo og Timmy-tid i den, valgte jeg at åbne en flaske vin jeg kunne gå og hygge mig med.

Valget faldt på den ene flaske Lyeth Pinot Noir som det havde lykkedes mig at skaffe, både fordi jeg længe har set frem til at smage den, men også fordi kæresten slet ikke er til Pinot'er, hvorfor det ikke er nogen skade at proppe den her flaske op uden hende.

Flasken er som sagt fra californiske Lyeth (skal udtales "Leeth" ifølge bagetiketten), er på 100% Pinot Noir og er fra 2009. Den trækker 14.5% hvilket jeg som udgangspunkt tænker er meget for en drue der normalt giver ret spinkle vine uden det store saftige kraft bagved. Vil den alkohol brænde for meget igennem?

I glasset står den klassisk Pinot-lys, selvom jeg har set dem klarere. Duften var overraskende frugtet, men også lidt svag vanille og lidt krydret note var at spore. Nå ja, og så lidt fad.
I munden var det første der slog mig at den var overraskende sød og igen frugtet. Folk der kender mig eller kender til mig gennem bloggen, vil vide at jeg ikke endnu er blevet overbevist om hvor fantastisk Pinot Noir-druen er, men det er vine som den her der skal være med til at vise mig et eller andet. Fylden og strukturen er stadig lidt tynd i det, af mangel på bedre ord, men det opvejes af en forholdsvis kraftig smag. Den søde frugt drejer over i at det krydrede i duften også finder plads i smagen, og som afslutning sidder man tilbage med et prikkende syrebid på tungen. Og den der alkohol? Den fornemmer man slet ikke, hvilket måske er lidt overraskende, men også tiltalende (selvom det er lige før den gerne måtte vise sig lidt mere).

Lyeth Pinot Noir er en rigtig fin vin, og er også blevet anmeldt til skyerne af både Gastro og af Palle. Jeg er ikke lige så begejstret som Palle, men er helt enig med ham i at den ikke er lige så god som Fess Parker Pinot'en, han og jeg drak sammen for en tid siden. Omvendt koster den også under det halve af Fess'en, så andet ville også være underligt. Jeg købte vinen til 144 kroner i Super Best, men det siges at den kan findes til omkring 129, så shop lidt rundt.

Jeg ender på karakteren C+ hvilket skal ses i lyset af at det er en Pinot Noir. Jeg er stadig ikke faldet pladask for druen, men jeg har nu smagt et par vine der alligevel har givet mig en god oplevelse. Derfor vil jeg ikke være hård og sætte den karaktermessigt op mod andre vine jeg er helt vild med. Så som Pinot Noir til den pris, et C+. Tillykke med det, Lyeth.

Karakter: C+

Jeg er løbet tør for vin

Ja ok, løbet tør er jeg måske ikke ligefrem, men alligevel er der ikke rigtig nogle af mine vine jeg har lyst til at åbne for tiden. Kigger jeg ind i skabet og på vinreolen, synes jeg at mine vine falder i to kategorier, og af forskellige årsager har jeg som sagt ikke rigtig lyst til at åbne vine fra nogle af kategorierne.

I den ene kategori befinder alle de vin sig, som jeg i sin tid købte da jeg startede med at interessere mig for vin. Halvt i blinde og halvt lokket af fine beskrivelser i supermarkedsreklamerne, købte jeg en del vin i især Super Best, og hvor nogle af dem er ganske gode, er der også en del imellem der bare er rigtigt ligegyldige. Dem der er ligegyldige, giver det næsten sig selv hvorfor jeg ikke har lyst til at åbne, men dem som faktisk er gode, ja, dem har jeg nok bare drukket lidt for mange af på det sidste.

I den anden kategori er der to typer vine (to typer der nogle gange overlapper). Den ene type er dem som har kostet en del penge flasken, og som jeg måske ikke synes at jeg har lyst til at proppe op weekend efter weekend. De skal simpelthen gemmes til at lejligheden er lidt mere speciel end bare kæresten, mig og en hakkedreng. Selvfølgelig tager vi også hul på den slags vine fra tid til anden når vi bare er os, men det er og skal ikke være normen (det er simpelthen for dyrt - lad os nu bare være ærlige).
Den anden type vin som befinder sig i kategori to, er dem som jeg har købt ind med et ønske om at gemme til de får lidt flere år på bagen. Det er vine jeg virkelig gerne vil smage, men som simpelthen skal have lov til at ligge lidt endnu, og derfor skal de selvfølgelig ikke proppes op endnu.

Så altså, helt løbet tør er jeg ikke, men jeg mangler lidt nyt og spændende i segmentet 100-150 kroner. Er der nogle der ligger inde med gode bud? Alle bud er velkomne, om ikke andet for at høre om hvad I andre nyder når weekenden skal være sjov, men ikke nødvendigvis spektakulær.

Vin De Pays C'est la vie! 2010

Jeg synes lige at I skal se den her fætter af en fransk vin som kæresten og jeg drak for nogen tid siden. Er den ikke bare sjov? (og sjov er jo et vigtigt kriterium i den etablerede vinverden. Det er et Wine Fact. Måske).

Ja, hånden på hjertet, så var det etiketten der trak. Jeg synes simpelthen at den så sjov ud. Fjollet og uhøjtidelig, som en fin lille krusedulle på en notesblok. Det syner sgu af kvali-vin.

Hvis jeg skal være lidt mere fokuseret, så er der især to ting jeg bed mærke i ved denne vin. To ting som undrede mig lidt. Det første er druesammensætningen. Pinot Noir og Syrah, det har jeg godt nok aldrig prøvet før, og anede faktisk ikke det var en blend man lavede.
Den anden ting der undrede mig, det var den her. Prøv lige at se det her billede.

Hvad siger I så? Fransk vin med skruelåg? Som med Pinot Noir og Syrah-blend, er skruelåg på en fransk vin heller ikke lige noget jeg ser hver dag, så selvfølgelig var der ingen tvivl om at denne vin skulle prøves.

Vi skruede låget af den en weekend, måske uden alt for store forventninger. Duften var egentlig fin, men efter en times tid var der kraftig salmiak i den. Kæresten noterede sig at den duftede at vingummiastronauten fra Astronautis, hvilket faktisk gav meget god mening.

Smagen var let og mild, men efter en time kunne smagen af salmiakken også fornemmes i smagen. Der var smag midt i munden, men absolut ingen voldsom fylde. Den havde Pinot'ens lethed og lidt fylde fra Syrah'en, men det var som om at ingen af druerne fik lov til at træde i karakter.
Vi havde en sjat tilbage dagen efter, og der virkede vinen meget tynd, med en lidt skarp smag. Skal helt sikkert drikkes samme aften.

Alt i alt var det en hyggelig vin. Den kostede 75 kroner i Super Best, hvilket vel ikke er en herregård for en fransk vin der smagte ok. Det var et sjovt forsøg, men ellers ikke nogen nævneværdig speciel vin. Alligevel får den sit eget lille indlæg.

Karakter: D+

Problemfuld Californien-smagning på Marriott Hotel

Frank leder efter det gode californiske vin

Onsdag i sidste uge bød på stor Californien-smagning på Marriott Hotel i København, og jeg deltog med store forventninger sammen med min gode ven Frank. Egentlig skulle et par andre gutter have været med, men lidt nyfødte børn og noget hustru-sygdom gjorde at de måtte hoppe fra.

For mig handlede smagningen i høj grad om to ting. For det første er Californien et nyt vinområde for mig, og jeg var derfor spændt på at opleve hvad de egentlig kan. For det andet er Pinot Noir-druen også et nyt bekendtskab, og da Californien er blevet ganske gode til den drue (siger nogle), var det jo en perfekt mulighed for at få smagt mere af den. Jeg er nemlig ikke helt overbevist om at druen og mig passer sammen.

Derfor var jeg super glad for at medblogger Nanna fra Vinens Vilde Vesten også ville deltage i arrangementet.  Hun har boet i Californien i lidt over et par år, og er derfor super godt inde i regionen og en stor del af dens vine. Og da hun er en Pinot-pige med stort P, var det jo nærmest perfekt at kunne læne sig lidt (nærmere kraftigt) op ad hendes viden. At sådan en smagning så også er noget nær umulig at navigere rundt i når man ikke kender meget til californisk vin, gør det også bare endnu mere nødvendigt med assistance. Der var ganske enkelt alt for mange borde, med alt for mange vine med ukendte etiketter, til at Frank og jeg havde nogen som helst idé om hvor vi skulle starte.

At hilse på Nanna var altså både et klogt træk men også hyggeligt, da hun var både sød og enormt veloplagt, idet hun på forhånd havde noteret sig en håndfuld huse og vine hun synes vi skulle stifte bekendtskab med. Derfor gik vi i en god time rundt og smagte lidt mere fokuseret på hvad Californien kunne byde på. Både fra de billigere vine, til de lidt dyrere.

Jeg vil ikke gå i detaljer med hvad vi smagte, for efter forholdsvis kort tid havde jeg alt for mange modstridende tanker og følelser. Det var som om at jeg ikke rigtig kunde sætte ord på vinene vi smagte, og efter en tid begyndte de også at blive mere og mere uinteressante.

Jeg tror en stor del af grunden til mine problemer med at sætte ord på det smagte var, at settingen jeg drikker vin i er enormt vigtig for mig. Mine smagsløj er simpelthen ikke trænede nok op til at smage fuldstændig objektivt på en vin, så når jeg står der med en fremmed vin, i et stort rum fuld af alskens godtfolk, så bliver jeg sgu lidt blank. Jeg fik lidt et flashback til de aftener hvor jeg har åbnet en flaske vin, men hvor jeg måske ikke helt har været i stødet til at drikke vin. De aftener findes, og der smager vin mig heller ikke specielt. Jeg nyder dem i hvert fald ikke som når jeg åbner en vin med gode venner.

Mit andet store problem med smagningen var i grunden nok med det californiske vin, eller i hvert fald det vin der var repræsenteret. Jeg noterede mig flere vine som supermarkedskæderne fører, og uden at have et ønske om at lyde alt for snobbet, så havde jeg nok ventet mig vine i en anden klasse. Californisk vin til supermarkedspris er bare ikke interessant. Når det er sagt, så smagte vi en rigtig fin vin, men da jeg fandt ud af at den koster 740 kroner flasken, så må jeg igen korse mig. Det var simpelthen alt for dyrt i forhold til hvad jeg forventer af en vin i den prisklasse.

For skal jeg sammenfatte nogle af de få noter jeg gjorde mig om det smagte, så var det sgu ret ensartet. Pinot'erne var generelt ret pjaskede, men det handler i lige så høj grad om at jeg nok ikke er så god til den drue. Det fine og forfinede som det pjaskede nok dækker over, passer bare dårligt til en gut som mig der mest har drukket italiensk og australsk vin.
Zinfandel'erne var generelt ret krydrede, og Cabernet'erne var røgede og tanninholdige. Nåh ja, og det var jo generelt de tre druer der gik igen når vi taler røde vine.

Samlet set fik jeg en følelse af at meget af vinen var meget ensartet, der var ikke nogle af vinene der blæste mig væk, eller fik mig til at forstå hvorfor Californien er så spændende, og kigger vi pris kontra kvalitet, så er der efter min mening et alt for skævt forhold.

Min slutlige konklusion er at Californien ikke er en region jeg vil jage alt for meget rundt i. Jeg vil rigtig gerne smage godt anbefalede vine derfra, for jeg har jo haft en god oplevelse (og endda med en Pinot), men mødet gennem denne smagning har ikke overbevist mig.
Langsomt er jeg også ved at erkende at Pinot Noir stadig ikke helt er mig. Jeg kan lide den når den byder på lidt mere kraft og saft, men det er jo i bund og grund ikke det størstedelen af Pinot'erne kan, eller skal. De skal jo netop være tilbageholdende, spinkle, fine, osv. Alt det jeg ikke har lært at værdsætte endnu.

Ja, og så fik jeg jo mødt Nanna. Det er jeg glad for, og vil du gerne læse lidt mere detaljeret om nogle af vinene fra smagningen, så har hun lavet nogle rigtigt fine indlæg her og her.

Alt for megen vin, alt for lidt tid

Der kan nogle gange godt gå lidt tid imellem jeg drikker vin, men her på det sidste er det som om at jeg har drukket alt for meget. Faktisk i en sådan grad, at jeg slet ikke har tid nok til at blogge om det, og i aften har min ven Jonas så fødselsdag (det har han også i dag), hvor den så igen står på mere vin (og gud ske tak og lov for det).

Aftenens vin vil jeg nok ikke skrive så meget om, da den skal stå på ren hygge og ikke vin-data-indsamling, men der er til gengæld nogle oplevelser fra den sidste uges tid der skal skrives indlæg om.

Der var jo stor californisk vinsmagning i onsdags, og det indlæg er jeg godt igang med at skrive på, men så var der også en lille fransk flaske jeg smagte for ikke så længe siden. Den skal have et par ord med på vejen, da den både bød på en sær druesammensætning, og en underlig prop (for en fransk vin at være).

Med dette non-indholdsindlæg, vil jeg ønske bloggens læsere en god weekend.