Fødselsdag er gavedag

Forleden var det Jespers fødselsdag, hurra, hurra, hurra, og når man har fødselsdag får man gaver. Jeg vidste som altid ikke rigtig hvad jeg skulle ønske mig, men jeg endte da med at ønske mig et par flasker vin, hvoraf jeg fik den ene.

Jeg har jo sat gang i en jagt på den gode Pinot Noir, og i den anledning er jeg blevet anbefalet nogle forskellige flasker jeg bør smage. Dem har jeg brainet lidt videre på, og jeg endte med også at ønske mig en flaske Fess Parker Sta. Rita Hills Ashley's Pinot Noir 2008, som mine søde forældre gav mig.

Det er en vin der normalt koster 355 kroner, men som lige nu er på tilbud til 225 kroner hos H.J. Hansen, så dem der kender til den, og er vild med den, kan med fordel handle stort ind.

Selv kender jeg den ikke, men evigt kloge Robert Parker og Wine Enthusiast er vilde med den, så det bliver spændende hvad jeg ender med at mene. Den skal efter sigende være udrustet med "beundringsværdig renhed og længde", som jeg ikke rigtig ved hvad dækker over, men det skal nok blive spændende at finde ud af.

Der kommer mere når flasken er drukket.

I Campi Campo Ciotoli Valpolicella 2008

I efterårsferien drak vi vin i Jylland, deriblandt en Santa Francesca Sagrantino di Montefalco 2006. Det var en god vin, men dog så ordinær, at jeg roligt vil bevæge mig videre fra den (sandheden er at jeg svagt mindes den, og det er ved at være noget tid siden den blev drukket). I stedet vil jeg i dag fortælle lidt om denne vin fra italienske I Campi.

I Campi er et vinhus jeg første gang stødte på inde på den københavnske vinbar Il Senso, et sted jeg har frekventeret en hel del sammen med vennerne, og hvor kæresten og jeg efterfølgende også er begyndt at komme.
En aften hvor kæresten og jeg ville flotte os, tog vi fat i evigt søde og venlige Il Senso-Jonas, og beskrev hvad vi smagsmessigt ledte efter. Han lyttede og spurgte videre ind, og vi endte med at købe et glas hver af netop en I Campi-vin. Det var ikke en Amarone, men Jonas fortalte at det kun var fordi huset laver en endnu bedre vin under Amaronenavnet, ellers ville den omtalte vin være blevet klassificeret som en sådan.
For at gøre en lang historie kort, så var det en fantastisk vin. Helt ualmindeligt fantastisk, og faktisk en vin der nu er en af kærestens yndlingsvine.

Og så står man en dag i SuperBest, og ser at de har fået en flaske I Campi Valpolicella hjem, endda til den fantastisk pris af 99 kroner flasken. Det var selvfølgelig ikke den samme som fra Il Senso, men måske vi var lidt i retning af det samme indtryk, bare mere afdmæmpet? Lad os se.

Vinen hedder Campo Ciotoli, er fra 2008, og er egentlig en Ripasso, uden dog at være klassificeret som en sådan.

Udseende: Lys rød, klar mod kanten.
Duft: Lidt læder, og et hint af marcipan/mandel.
Smag: Jeg noterede mig en fadsmag, og igen måske en anelse af mandelagtig karakter. Ellers frugt og lidt krydderi.
Pris: 99 kroner i SuperBest (har set nyere årgange hos Distinto Vinimport til 199 kroner).
Bedømmelse: Denne bedømmelse kan kun blive uretfærdig, for vinen er købt ind som en billig version af vinen fra Il Senso, og med forventning om at kunne noget af det samme. Og for pokker, det kan den bare ikke. Det er en fin vin, især til de 99 kroner, men kæresten og jeg kunne bare ikke lade være med at føle en skuffelse. I bund og grund følte vi nok at den var en smule ordinær, og at den bød på smagsindtryk vi har smagt et hav af gange før, uden at føle nogen form for begejstring. En fin vin, men ikke det vi havde håbet på. Det må I tolke som I vil.
Karakter: C (måske med et minus. Det må næste flaske jeg smager afgøre)

Lodi 7 Deadly Zins 2007

Som tidligere skrevet, var vi i efterårsferien hos svigerforældrene hvor vi fik drukket lidt vin. Denne gang skal det handle om vinen 7 Deadly Zins fra californiske Lodi (Michael & David Winery) i årgang 2007.

Dette er en vin jeg købte et par flasker af for omkring halvandet år siden, da jeg i sin tid afholdt en vinsmagning for vennerne. Flaskens etiket fangede mit blik, og da jeg efterfølgende læste godt om vinen, synes jeg det var en sjov vin at prøve.
Dengang var den desværre ikke noget hit, af to årsager. For det første kom den som aftenens sidste vin, hvilket ofte kræver lidt af en vin til en vinsmagning. Men endnu værre var at jeg havde læst at denne vin var fantastisk til chokoladekage, hvorfor vi serverede netop det til den. Åh Gud, hvilken helligbrøde. Vi burde have regnet ud at det ville være et dårligt match, men det stod først klart da vi sad og blandede tyk chokokage med californisk rødvin. Det var umuligt at vurdere den.

Derfor var det med stor spænding at jeg slæbte denne vin med til Jylland. Jeg havde stadig nogle forventninger til den, grundet de gode kommentarer den havde fået, men da jeg har haft meget blandede oplevelser med Zinfandel-druen, var der også en del spænding forbundet med at skulle smage vinen.

Vinen er, som det næsten giver sig selv, lavet på Zinfandel. Druerne kommer fra syv forskellige vinmarker, og der er tilsat en lille smule Petit Syrah og Petit Verdot, for at balancere det hele lidt ud, og så holder den 15%.

Udseende: Mørk rød med et lilla skær, og med en smule klarhed (gennemsigtighed).
Duft: Jeg fik kun noteret mig at den duftede friskt og kraftigt, hvilket ikke kunne være anderledes, da den blev serveret lige efter Pinot Noir'en.
Smag: Forest i munden kraftig, med bær, lidt fad og sort pebber, men bliver lidt svagere i udtrykket bagers i munden. Helt ok tanniner. Eftersmagen efterlod noter af æbleskral.
Pris: 115 svenske kroner i Systembolaget, Malmø.
Bedømmelse: Det her var et rigtig fint glas. Den havde intet med den første smagning at gøre (så drop rødvin og chokoladekage), og jeg blev rigtig positivt overrasket over Zinfandel-druens muligheder. Den kraftige smag forrest i munden kunne godt have holdt ved længst tilbage på tungen, men de fine tanniner, og eftersmagen, gør at det samlet set var en god vin.
Karakter: C

Herringbone Hills Pinot Noir 2008

I efterårsferien var vi i Jylland for at besøge svigerforældrene, og når man nu ved at den i et par dage vil komme til at stå på god mad og godt selskab, hvorfor så ikke tage lidt god vin med?

Så med i taskerne kom fem flasker vin, som jeg over den næste håndfuld indlæg vil give lidt kommentarer med på vejen.

Den første vin vi drak var et led i min jagt efter den gode Pinot Noir. Egentlig er det lidt af et pudsigt tilfælde at det lige er denne vin der blev første vin i min jagt, men pudsige tilfælde er livets krydderi (siger nogle. Måske det var mig), og livets krydderi skal man for alt i verden samle på.
Jeg havde bestilt et par vin i en online vinhandel, og stod med et sært dilemma: Jeg havde købt for 450 kroner, og købte man for under 500 kroner, ville der komme fragt på for en 50'er. Køb over 500 ville blive sendt fragtfrit. Altså, enten kunne jeg nøjes med de valgte vin, betale fragten, og ende med en købssum på 500 kroner. Eller også kunne jeg finde en vin til 50 kroner, spare fragten, og også betale 500 kroner. You do the math.

Med det dilemma i baghånden, tænkte jeg på min jagt efter Pinot'er, og ledte derfor rundt efter en sådan vin til omkring de 50-100 kroner (jeg ved godt at ægte Pinot-lovers må korse sig over sådan en pris, men som nybegynder i Pinot-land, ser jeg det som en fornem opgave også at afdække den billige ende af spektret).
Efter lidt søgning endte jeg med at vælge en New Zealandsk Herringbone Hills Pinot Noir 2008 fra producentsammenslutningen Winegrowers of Ara, en vin der har fået overordentligt fine anmeldelser i de danske blade.

Vi valgte at proppe vinen op (eller nærmere at skrue låget af den) inden maden, så vi kunne nyde et glas uden andre forstyrrende indtryk.

Udseende: På ægte Pinot-manér fremstod vinen meget lys bordeaux, med nærmest gennemsigtig karakter.
Duft: Mine første indtryk var en duft af citrus, og efter lidt tid nærmest duften af kammuslinger. Min kære mor (mine forældre var også inviteret med til svigerforældrene) havde dog en lidt anderledes oplevelse. Ved første snus i glasset, røg hun nærmest bagover, grundet en sur oplevelse. Hun beskrev duften som "våde, lidt sure uldsokker", og selvom jeg ikke personligt ligger inde med uldsokker, og derfor ikke kender duften af dem i våd tilstand, vil jeg godt medgive at der nok var noget lidt surt over duften.
Smag: Det første der slog mig var den enormt høje koncentration af syre, men bagved anede jeg en svag fornemmelse af jordbær. Samlet set fik jeg en KLAR reference til hvidvin; den syrlige, sprøde, nærmest perlende karakter jeg oplever ved især unge hvidvine. Det lyder måske helt forkert, men det var den tanke der slog mig.
Pris: 80 kroner hos Vild Med Vin og H.J. Hansen.
Bedømmelse: Øv, Øv, det var ikke her mine øjne skulle åbnes for Pinot Noir'ens fortræffeligheder. Vinen var alt for sur og syrlig til at være nogen nydelse. For mig er det uforståeligt at så mange anmeldere er faldet på halen over denne vin, men det siger i høj grad nok mere om mig end om dem. Det siger mig nemlig at jeg stadig er langt fra at have vendet mig til Pinot'ens karakterer; karakterer der ligger så uendeligt langt fra de mere fede og frugtede vine jeg er vandt til. Men jeg er ikke slået ud, og glæder mig til min næste Pinot, næste gang nok i et lidt dyrere prisleje.
Karakter: D-

Racervin og anden underlig markedsføring

I dag var jeg i den lokale Føtex, og da jeg går forbi vinafdelingen, falder mit blik på en Bag-in-a-box-vin. Med store bogstaver stod skrevet "Jan Magnussen", og i et splitsekund tænkte jeg at det selvfølgelig ikke er den Jan Magnussen, ham med racerbilerne. Men hvis ikke det skulle være ham, så er det da noget af et pudsigt tilfælde at der inden for vinverdenen, er en vinmager der hedder Jan Magnussen.

Selvfølgelig måtte jeg lige kigge nærmere på vinen, og lur mig om ikke det var racer-Jan der var tale om. Det viser sig åbenbart at han har en ven der laver vin, og hvorfor så ikke slå sig sammen og lave en "verdensklasses rødvin der matcher attituden og stilen fra Jans kørsel" (ja, det står der sgu på emballagen. Der står også at Jan anbefaler at spise en rød bøf til vinen). Ydermere er det Jans kone der har designet boksen. Sikke driftige de har været.

Man kan vælge at se denne vin som et kuriosum, et lidt sjovt indslag i vinafdelingen, men jeg kan ikke lade være med at tænke at det også er et markedsføringsstunt. Ved at proppe Jan Magnussens navn, og lidt racer-flags-felter på boksen, får vi solgt lidt vin til dem der ellers ville have valgt en ramme øl. Det er der jo i bund og grund ikke noget galt i, men jeg finder det alligevel lidt plat at sælge en vin ved at påhæfte den associationer til motorsport, og så tilmed sige at den ligefrem matcher denne sports fart og tempo.

Og når vi nu snakker underlig markedsføring, så undrer det mig da også hvordan enkelte af de tv-programmer jeg ser, er sponsoreret af  Côtes du Rhône. Dette franske område er altså blevet et fællesprodukt, som er så venlig at sponsorere det tv jeg ser.
I den forbindelse træder kokken Thomas Rode fra Kong Hans gerne frem og generaliserer fuldstændigt uhæmmet, når vine fra Côtes du Rhône skæres over en kam og præsenteres som gode. Der er altså, åbenbart, ingen forskel mellem vinene. Hmm.

Jeg ved godt at det hele selvfølgelig handler om kroner og ører, og om at en vin eller et område gerne vil gøre opmærksom på sig selv. Men som vinnyder kan jeg bare ikke lade være med at ærgre mig, når vin på den måde skal forsimples, og gøres til et prut-med-armhulen-produkt.
Og så igen. Måske er jeg bare ved, langsomt, at ændre mig til en vinsnob. Mig der har svoret at vin også må, og skal, være lidt sjovt, og at det ikke skal tages så hamrende højtideligt.

Tror det er tid til at slå en prut med armhulen.

Jagten på den gode Pinot Noir

Pinot Noir og jeg har aldrig været venner. Vi har gennem tiden gjort et par forsøg sammen, men vi forstår bare slet ikke hinanden.

Årsagen er ganske indlysende, for vi kommer fra hver vores ende af vin-spektret, hvis man kan tale om et sådan.

Pinot-druen går for at være en af vinverdenens fineste druer, der på den ene side er så sart og følsom over for stort set alting, at den i de forkerte hænder bliver til noget sjasket sprøjt, men som på den anden side, under de rette betingelser, efter sigende kan give noget af det fineste vin. Og modsat står så jeg, som finder den største nydelse i modne italienske vine, og ikke mindst frugtbombede, jammy australiere. Det er bare ikke et match made in heaven.

Men sådan behøver det forhåbentlig ikke at være, og sådan skal det ikke være. Når så mange mennesker nu engang kan tale så flot og rosende om Pinot Noir'ens fortræffeligheder, så tror jeg da gerne at der er noget om det, og derfor vil jeg også se om jeg ikke kan lære at forstå og nyde denne underfundige drue. For er der noget jeg har lært gennem min rejse i vinens verden, så er det at visse smage er nogle man må tilegne sig, og når først man finder en glæde ved disse, så er der overordentligt store oplevelser i vente.

Derfor starter jeg nu en jagt på den gode Pinot Noir, den vin der virkelig åbner mine øjne for denne drues fortræffeligheder. Om det bliver en enkelt flaske der gør udslaget, om det bliver en akkumulering af oplevelser der til sidst ender ud med at jeg "vender mig positivt til druens smag", eller om det må ende med at jeg kaster håndklædet i ringen, for aldrig at vende tilbage til Pinot Noir, det ved jeg ikke. Men sikkert er det, at jeg gennem en tid vil smage mig igennem en række Pinot'er, og samle disse oplevelser i denne serie af indlæg, under overskriften "Jagten på den gode Pinot Noir".

Som du kan se, har jeg lavet et lille logo der passer til serien, og når dette logo optræder i et indlæg, betyder det altså at det er et nyt led i min rejse ind i Pinot-land.

For at komme godt fra land har jeg snakket lidt med Nanna ovre fra Vinens Vilde Vesten, for er der en dedikeret Pinot-Lover derude, så må det være Nanna. I den anledning gav hun mig en lille udfordring, nemlig at smage to Pinot'er op mod hinanden, som måske kunne være gode bud på "den gode oplevelse" for en Pinot-nybegynder.

Den udfordring har jeg taget imod, og derfor vil jeg i den kommende tid smage Fess Parkers Santa Barbara Pinot Noir, samt La Cremas Sonoma Coast. Min gode vin-ven, Palle, er med på udfordringen, og da han jo er så god med iagttagelser og ord, kan I forvente jer nogle fine beskrivelser af vinene. Om vi så kan lide dem, er en anden sag.

Og skulle der være andre derude der har et bud på en Pinot Noir der helt sikkert vil kunne omvende en ikke-indforstået, så skriv endelig en kommentar. Jeg har brug for al den hjælp jeg kan få.

Chili con Carne og vin

Lørdag aften lykkedes det super søde Sarah og Rikke at samle omgangskredsen til lidt mad og hygge. Invitationen lød noget i retning af "Medbring egne drikkevarer, så byder vi på Chili con Carne".
En fantastisk invitation, men et kæmpe dilemma. For skal man være ultra klassisk og slæbe nogle øl med, som gerne går til en Chili con Carne, eller skal man prøve at finde ud af om det overhovedet er muligt at drikke rødvin til en chili?

Som udgangspunkt ser jeg altid en middagsinvitation som en invitation til også at få drukket noget rødvin, og derfor satte jeg mig for at se, om det ikke var muligt at finde en vin der kunne passe.

Under min søgen rundt på nettet fandt jeg mange sjove bud. Bl.a. læste jeg følgende lille sjove forklaring angående regionale retter og vin:

"Når man skal sætte vine og regionale retter sammen, rammer man altid plet, hvis man tager vinen fra samme region"

Derefter foreslog hjemmesiden at man til Chili con Carne valgte en sydaustralsk Cabernet-Shiraz. Jeg går altså ud fra at "region" i denne sammenhæng dækker over den meget brede betegnelse "oversøisk", for der er vist ikke meget australsk over en Chili con Carne.

Nå, men jo mere jeg læste mig igennem andre kloge menneskers kloge valg, stod det klart at mange pegede på enten en vin lavet på Malbec eller på Shiraz, og det var i den retning jeg valgte at lede i vinkælderen (som stadig bare er mit skab).
Det stod tidligt klart for mig, at det på ingen måder skulle være en dyr vin der skulle slæbes med. Selvfølgelig er jeg en sucker for et godt glas, når man nu endelig skal spise ude, men til en potentielt stærk og krydret ret havde jeg ikke lyst til at hælde en dyr vin ned jeg ikke ville kunne smage noget som helst af.

Valget faldt på en australsk Nugan Manuka Grove Durif fra 2006, en vin jeg husker som værende rigtig udemærket. Durif kaldes også for Petit Shiraz, så jeg tænkte at vi var lidt i samme boldgade som en Shiraz (dog husker jeg Durif som værende mindre parfumeret, og med lidt flere detaljer end en klassisk bordvins-shiraz), så jeg så frem til at prøve den til chilien.
Jeg må indrømme at jeg ikke helt husker prisen på den, men tror jeg har købt den på tilbud til omkring 100 kroner.

For at gøre en lang historie kort, så fornemmede jeg at der var noget galt i det øjeblik jeg åbnede vinen. Proppen lugtede kraftigt at prop (på den dårlige måde), og jeg anede en smule af den lugt fra selve flasken.
Desværre blev fornemmelsen bekræftet, da vi satte os til bords. Lugten var endda af meget kraftig prop, og den var faktisk så kraftig at den også havde sat sig i smagen. En virkelig kedelig, og ærgerlig oplevelse, for nu sad vi der til god mad, uden vin.
Heldigvis trådte søde Anders til, og tilbød os at drikke med på hans og kærestens vine. Han havde indkøbt et par flasker australsk Heartland Stickleback Red Reserve by Ben Glaetzer (årgang 2010 tror jeg det var), en vin der har scoret rigtig flot i de danske aviser. Sjovt nok er det en vin der er lavet på Cabernet Sauvignon og Shiraz, præcis de druer og det land som ifølge det tidligere udsagn passer til den regionale ret, Chili con Carne.

Vinen var ganske udemærket, og passede fint til retten. Jeg hæftede mig mest ved nogle krydrede noter i både duft og smag, og da chilien ikke var ALT for stærkt krydret, gik vin og mad rigtig godt sammen.

Konklusionen er at man sagtens kan drikke rødvin til Chili con Carne. Dog så længe at der ikke er prop i. Vinen, altså. Hverken fysisk eller i overført betydning. I ved hvad jeg mener.

Winelover skifter navn til VINisten efter advokattrusler

Simon ovre på Winelover har skiftet sin vin-blogs navn til VINisten, efter advokater har truet ham med bål og brand. Hele sagen udspringer af at vinimportfirmaet Tasty Brands bruger hjemmesideadressen winelovers.dk (altså med et "s" tilføjet), og de mener at Simon krænker dem ved at have en hjemmesideadresse med et navn tæt på deres.

Skal man forholde sig helt objektivt til sagen (og det er helt umuligt), så er der selvfølgelig et problem i at to forskellige produkter har næsten enslydende hjemmesideadresse. Når det så er sagt, så er der flere ting der virkelig ikke taler til Tasty Brands fordel.

For det første bør et "professionelt" firma dække sig ind når de indkøber hjemmesideadresser, så de sørger for at have brugsretten til domæner der ligger tæt op af deres eget. Man kan altid argumentere for om de egentlig bør det, for hvorfor skal de bruge penge på adresser der IKKE er deres navn? Men, men, men, hvis vi bruger dét forsvar, så har man vel også samtidig sagt at der ER forskel på om et navn staves med eller uden "s", og det taler jo til Simons forsvar. Måske den ikke holder i byretten, men det her er, for mig, en sag om god opførsel, og et oprør mod at knægte den lille mand.

For det andet, så havde det været ganske klædeligt hvis man havde kigget på hvad det var for en side man gik i gang med at true med advokater. Havde Simon haft gang i en lille hjemmeside med vinsalg, så kan jeg se at vi bevæger os ind på området med at kapre kunder fra hinanden, ved at de besøgende laver tastefejl. Men her har vi altså at tale om en fritidsblogger, der skriver om de oplevelser han har i vinens verden.

Ærlig talt, problemet her, og grunden til at jeg skriver dette indlæg er, at Tasty Brands buldrer fuldstændig klodset frem mod en privatperson, uden at have overvejet en anden fremgangsmåde. Hvorfor ikke gå i dialog med Simon, enten om at købe hans domæne ud, eller mere fredeligt, at få lov at lægge et link på hans hjemmeside, der peger mod Tasty Brands egen hjemmeside.

Simon har valgt at bøje sig for advokaternes krav, og har altså ændret sin blogs navn til VINisten, og det er en løsning jeg fuldt ud forstår. For hvorfor gå rundt med en knude i maven over hvad Tasty Brands næste træk mon bliver, når man nu ikke driver en kommerciel hjemmeside, men derimod en privat hjemmeside drevet af glæde, entusiasme og gode oplevelser?

Og hvad er der vundet ved hele denne sag? Tja, Tasty Brands har vel fået lukket den farlige hjemmeside "Winelover", men mon ikke der ryger en kunde eller to i svinget? Andre vinbloggere råber i hvert fald også op om denne sag.

Læs Simons egen udlægning af sagen her, og vurder selv hvad du mener. Selv giver jeg Simon et stort klap på skulderen, og byder hermed VINisten velkommen til verden ;)

Michele Chiarlo Wine Maker's Dinner på Kokkeriet

Torsdag aften deltog jeg i en Wine Maker's Dinner på restaurant Kokkeriet, sammen med vennerne i vinklubben (og Mikkel, en ven som ikke normalt er med når vi drikker vin, men som er en fantastisk sød fyr, og som viste stort potentiale ud i nydelsens kunst. Ham drikker jeg gerne vin med igen). Arrangementet var sat i verden af Distinto Vinimport, og bød på vine fra det italienske Piemonte-vinhus Michele Chiarlo, som i dagens anledning havde sendt en ung medarbejder til Danmark, for at fortælle om de vine der skulle smages. Jeg husker ikke hvad han hed, men han havde et flot glinsende hår, og et fint engelsk med tyk italiensk accent (af andre bull-shit-facts kan også lige nævnes, at med til arrangementet var selvfølgelig også allestedsnærværende (når det gælder vin), Søren Frank. Det undrede mig at han startede ud med, lige inden den gode vin og mad blev serveret, at smadre sine smagsløg med en cigaret, men ham om det. Måske han ikke deltog i embeds medfør).

Lad mig slå fast med det samme at det var en virkelig fantastisk aften, med god vin og rimelig god (og speciel) mad, og en aften hvor gutterne bare fik hygget igennem. Mere om det lige om lidt.
Dog var det også en aften hvor jeg gjorde mig nogle tanker om konceptet "Wine Maker's Dinner", hvilket jeg vil kommer ind på til sidst.

Men lad os først kigge på det det mest skal handle om, nemlig vinene og maden.

Restaurant Kokkeriet er en Michelin-restaurant beliggende tæt ved Kongens Have i København, og af den årsag (Michelin-stjernen, ikke dens beliggenhed), var forventningerne til aftenen, og især maden, sat godt i vejret fra start. Lad os kigge på hvad der blev budt på, med udgangspunkt i vinene:

Blanc de Blanc "Pietro Chiarlo" Metodo Classico
Vi startede ud med hvad der i bund og grund var en Cavi. En dejligt frisk og perlende sag, som blev nydt mens vi satte os til bords, og mens en appetizer blev serveret: Kokkeriets fortolkning af et Stjerneskud. Det lyder trist, men det var noget med en reje-cracker, noget creme, og en del andre ting. Det var en form for dekonstruktion, og det smagte godt. Og det kommer fra en der ikke bryder sig om fisk.
Vinen var som sagt frisk, og den smagte også godt. Mere fik jeg ikke noteret.

Gavi de Gavi "Rovereto" 2010
Efterfølgende blev der serveret hvidvin, og allerede her frygtede jeg fiskeretters komme. Faste læsere ved at jeg ikke er kommet i gang med at nyde hvidvine, men jeg må sige at denne smagte mig. Den var ung i udseendet, men den var frisk, let perlende og meget sprød i smagen, og bød på især citrus. Et godt glas.
Den flotte italiener fortalte en masse om terroir og hvordan vinen kom fra det fineste fine område; jeg faldt ærligt talt lidt ud og ind af hans fortællinger. Vinen står til 139 kroner, og det er den sikkert værd.
Til vinen fik vi først en ret med ål, æg og purløg. Jeg hader virkelig ål, men må indrømme at når den er pakket ind i ægte gourmet, med vagtelæg og purløgsolie, så smagte det sgu fint.
Efterfølgende blev der budt på lunkne kammuslinger med noget æblehalløj. Det smagte af alle de trælse ting du kan hive op af havet, så én bid var mere end nok. Gutterne, der ellers er store fiskenydere, var også lige vel overrumblede af retten.

Monferrato Rosso "Vigne di Chiarlo" 2009
Endelig kom der rød på bordet, og dette i form af en pudsig lille fyr. En vin lavet på Barbera, Nebbiolo,  Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah, en blanding jeg ikke tror jeg før har smagt (og som ikke matcher Distintos hjemmeside, der kun nævner Nebbiolo, Barbera og Merlot. Måske ham italieneren bare stod og fandt på, alternativt at jeg igen kun hørte halvt efter). Vi noterede os en duft af fad, og vinen så rød men klar ud. Den havde en mild elegant smag, men der var en skarphed af syre, og overordnet set forekom den mig noget pjasket. Jeg snakkede med Jonas fra Distinto om det, og han fortalte at det præcis var pointen med den. Den skulle være en vin alle kunne drikke, også folk der ikke er til vin. Den var sgu lidt kedelig, og min nordjyske ven Snus-Frank og jeg blev enige om at den smagte af en italiensk vin til 90 kroner. Den koster 119 kroner, så det må betyde at den er lidt for dyr i forhold til dens kvalitet.
Til denne vin fik vi serveret kylling med noget nær 1.000.000 forskellige svampe. Det smagte fint, men var egentlig lidt kedeligt. Løbende blev der serveret små brød, et maltbrød og et speltbrød, med forskellige krydrede smør. De var virkelig gode.

Barbera d'Asti Superiore Nizza "La Court" 2007
Så blev det Barbera d'Asti-tid, og dette i form af en fin, mørkerød, og lidt lilla, sag. Der var duft af køleskab og læder, og en smag af frugt, krydderier, en svag fedme og lidt syre. Et ok glas vin der dog langt fra har peeket, og til en pris på 329 kroner er den pt. alt for dyr at drikke. Den skal gemmes hvis den skal være prisen værd.
Vinen blev serveret til Kokkeriets version af stegt flæsk med persillesovs, noget der lød sjovt, men ikke helt gik hjem. Det smagte dog fint.

Barbaresco "Asili" 2007
Nu blev der disket op med to vine på en gang. Første vin var en Barbaresco der var flot rød og med MEGET svag klarhed. Den havde duft med bl.a. balsamico, og smagen var virkelig tanninholdig med noter af eg. Den fremstod virkelig rund og samlet. Et virkelig lækkert glas, hvilket den også bør være til en pris på 369 kroner.

Barolo "Cerequio" 2007
Den anden vin der blev serveret samtidig, var denne Barolo. Den var virkelig voldsom, og duftede meget anderledes end Barbarescoen. Min gode vin-ven Palle er blevet noget så skrap til at sætte ord på det han dufter og smager, så han bød ind med følgende kommentarer. Duften bød på mint, eucalyptus, jordbund, morkler, sort peber og ristet fad. Jeg noterede mig peber og fad. Da vi smagte på den, kiggede Palle og jeg hinanden dybt i øjnene, og blev enige om at den virkelig var ekstremt tanninholdig. Og det var cirka det. Der var virkelig bare alt for meget tryk på, og Barbarescoen fremstod som klart den bedste vin. Heldigvis, siger den nærrige, for Baroloen står til 499 kroner flasken, dog i årgang 06.
Til disse to vine blev der serveret krondyr med pærer og rødbeder. Godt kød, men en sær ret der var lidt for underlig. Ikke helt et hit.

Moscato d'Asti "Nivole" 2010
Der blev sluttet af med en dejligt perlende Moscato d'Asti, der bare smagte godt. Mums mums. Til den blev der serveret en fortolkning af gullerodskage, med gullerodssorbet, gullerodscrumble, kamille og et eller andet feta/kamille-halløj. Jeg noterede mig smagen af kærnemælk. Sært.

Til sidst blev der serveret noget chokolade til kaffe, but who cares.

Der blev serveret nogle rigtigt fine vine, men også nogle vine der ikke rigtig bød på noget interessant. Sådan må det selvfølgelig være, når man smager sig igennem en bred vifte af en producents vine. Det samme gælder maden, selvom der her nok bød på flere missere end hits, og brødet fremstod som noget af det bedste.

Når alt dette så er sagt, så bliver jeg også nødt til at ytre nogle tanker om selve konceptet Wine Maker's Dinner, for der var et eller andet der skurede mig lidt skævt.

Først skal det siges at arrangementet kostede 1200 kroner. Det er MANGE penge for at smage syv vine og få lidt mad. Til den pris forventer jeg noget helt specielt, og set i forhold til prisen, synes jeg ikke at det var det jeg gjorde. Jeg har to vinkler på problemet.

Kigger vi på vinen som hovedemnet, så er 1200 kroner alt for meget. Her sammenligner jeg med at jeg før har været til vinsmagning hos Phillipson Wines, hvor jeg frit kunne smage mellem omkring 30-40 forskellige vine. De dyreste i omkring 1300 kronersklassen, per flaske, og der kunne jeg få alle de refills jeg ønskede. Dette til en pris af 250 kroner. Av for den. Dog blev der her kun serveret kiks, så man må altså også tænke madsiden af Wine Maker's Dinner-arrangementet ind i sammenhængen (hvilket vel i bund og grund også ligger i navnet).

Kigger vi så på maden, så mener jeg at man sender et signal ved at vælge en Michelin-restaurant som mødested. Og det spørgsmål jeg gerne vil kaste op til diskussion er, om en Michelin-restaurant skal leve op til denne titel når de lægger hus til andres arrangementer, eller om de kan afskrive sig den, og mere se sig selv som et lejet forsamlingshus. Hvis de gør det sidstnævnte, så mener jeg ikke man bør lægge sit arrangement sådan et fint sted. Det sender et signal der ikke vil blive indfriet. Og samtidig bør prisen på arrangementet nok justeres lidt ned.
Omvendt, hvis de (Kokkeriet) virkelig er blevet valgt til arrangementet, netop fordi de er en Michelin-restaurant (og det kunne man jo godt forestille sig når man tænker på menuens fancy-pancy-niveau), så var der nogle problemer der ikke burde være opstået.
For det første havde Palle besøgt stedet forrig weekend med sin forlovede, og der var menuen af noget højere kvalitet, og prisen ikke meget anderledes. Til en Wine Maker's Dinner skal køkkenet selvfølgelig havde langt flere retter klar på samme tid, men det skal jeg som betalende gæst vel ikke lide under. Hvis køkkenet må justere niveauet ned for at få det hele til at hænge sammen, så må prisen vel også justeres ned.
Af mere problematisk karakter (siger snobben), var problemet med at få lov at smage mere vin. Jeg noterede mig at tjenerne gik rundt og serverede anden gang af Barbarescoen, min klare favorit, og jeg spurgte derfor en af dem (en uden flaske), om jeg kunne få lidt mere. Det kunne jeg sagtens fortalte hun mig, og så så jeg ikke mere til hende. Jeg tillod mig at spørge en anden tjener om jeg mon kunne få lov at smage lidt mere, og det ville han lige undersøge. Ham så jeg heller ikke mere til. Til sidst kom der en tjener og fjernede mine glas.
For at sætte en krølle på halen, gik der derefter ikke lang tid, før der kom en tjener, helt af sig selv, og serverede Barbarescoen til min sidemand, hvis glas stadig ikke var fjernet. For tredje gang måtte jeg så bede om at smage et glas mere (også mit andet), og endelig lykkedes det.
Dette er VIRKELIG ikke noget jeg normalt ville brokke mig over (og jeg brokkede mig heller ikke på aftenen), men dette hænger for mig bare ikke sammen med Michelin-niveau. Omvendt, hvad ved jeg, jeg har aldrig været på sådan en restaurant før.

Samlet set skal det igen siges at det var en fantastisk sjov og lærerig aften, men med et problem jeg nok vil koge ned til følgende: Prisen for arrangementet var noget for høj. Enten burde maden og gourmetoplevelsen være mere helstøbt, eller også burde der være nogle flere vine på menuen.

Men jeg tror egentlig jeg vil afslutte med en lidt anden vinkel: Hvis man har lyst til at deltage i et Wine Maker's Dinner, så tror jeg det er vigtigt at det er med en producent der faktisk siger en noget. Michele Chiarlo er ikke en producent jeg kendte til, og selvom det var sjovt at smage deres vine, tror jeg ikke jeg vender tilbage. Havde jeg nu været helt tosset med deres vine, så havde jeg nok også haft nemmere ved en pris på 1200 kroner.
Det jeg har lært er, at skal jeg igen til en lignende middag, med vine jeg intet kender til, så skal prisen være noget mere overkommelig. Jeg er sikker på at prisen er sat som den er, fordi at nogle mener at arrangementet, målt i økonomi, er det værd. Jeg er bare ikke enig.

Det skal, her til allersidst, siges at vi alle fik en flaske Barolo til 329 kroner med hjem. Ikke noget vi havde bedt om, men tak alligevel. Måske det er HER en del af prisen gemmer sig? Oh damn, en helt ny problemstilling.

Mollydooker navngiver ny vin

Så er der godt nyt til os der er vilde med Mollydooker-vine. Der er nemlig en helt ny vin på vej.
Hen over sommeren har der kørt en konkurrence hvor Mollydooker-fans har kunne komme med forslag til hvad deres kommende vin skal hede, og navnet er nu endelig blevet afsløret.

Vinen kommer til at høre til i Lefty-serien (her hører bl.la. også "The Boxer", "Two Left Feet" og "Maitre D'" til), og det vindende navn er blevet "Miss Molly". Den ser jeg rigtig meget frem til at smage (på trods af at jeg ikke ved en hujende fis om den).

Se mere om konkurrencen og vindernavnet i videoen her.

Mollydooker The Maitre D' 2009

Så blev det igen Mollydooker-tid, og kæresten og jeg åbnede, og drak, en flaske Maitre D' 2009 henover weekenden.

Jeg har før fortalt om Gigglepot, og hvor fantastisk godt den smagte, og jeg har derfor set meget frem til at smage The Maitre D'. Årsagen er at begge vine er lavet på 100% Cabernet Sauvignon, og hvor Gigglepot er lavet på den højeste kvalitets druer, er The Maitre D' lavet på de druer der ikke kunne godkendes til produktionen af Gigglepot. Potentielt er der altså mulighed for at The Maitre D' er en "mini-Gigglepot", til omkring den halve pris.

Udseende: I glasset står den meget mørk med et lilla skær, ganske som Gigglepot. Det forekommer mig dog at den måske er en anelse tyndere i intensiteten end Gigglepot, men vi snakker stadig en vin der næsten er sort.

Duft: En kraftig fed frugtet duft. Vi noterede os kraftigt solbær og ribsgele, og efter at have læst andres udtalelser, kunne vi også ane et lille pift mint. På andendagen noterede jeg mig en duft som jeg først beskrev som "den duft der er inde i husene på frilandsmuseet" (den der tørre, hengemte trælugt), men senere slog det mig at det måske duftede lidt af stilke (fra drueklaser).

Smag: Mums, mums, mums. Som med Gigglepot er det en rigtig dejlig mundfuld, af tydelig sødmefuld frugt. Der er et hint af fint integrerede tanniner, og de 16% alkohol smager på ingen måde kraftigt igennem, men giver nærmere et svagt bid bagerst i munden.

Pris: 160 kroner hos Atomwine.

Bedømmelse: Der er ingen tvivl om at vi her har at gøre med Gigglepots lillebror (eller søster). Det er de samme smagsindtryk, men i en lidt mildere udgave. Der er noget mere power bag alle indtrykkene i Gigglepot, og samlet set er det klart en bedre vin. Men til ca. den halve pris er der ingen tvivl om at The Maitre D' er helt fantastisk. Der er trods alt stadig rigtig meget power på drengen, og det er en stor nydelse at drikke denne vin. Disse to vine, Gigglepot og The Maitre D', har virkelig åbnet mine øjne for hvor fantastisk Cabernet Sauvignon kan smage. Har man ikke allerede smagt en af vinene, kan jeg kun anbefale at man prøver.

Karakter: C+