tirsdag den 12. maj 2015

Vintae Matsu El Viejo 2011


Så blev den sidste vin i Matsu-trekløveret endelig drukket. Vinen hedder El Viejo - Den gamle mand - og er fra Toro-området i Spanien. Druen er "selvfølgelig" 100% Tempranillo, eller Tinta de Toro, som den hedder her, men i denne udgave fra 130 år gamle stokker - det er sgu noget crazy old shit.

Forventningerne var ikke vildt høje, da de foregående vine ikke imponerede synderligt. Det er som om at vinene fra Toro, som jeg har smagt, har noget for varmt og brændt over sig; noter som jeg ikke er ovenud begejstret for.

Men, men, men, det var der sgu ikke noget af her. Det var ren guf med en fantastisk næse, godt med fad, karamelnoter, lidt peber og så ellers godt med syre. Anbefalingerne siger 6 til 8 timer i karaffel, og der er ingen tvivl om at det her er en vin som skal have lov at vågne op. Ud på aftenen foldede smagene sig endnu mere ud, og harmonien faldt på plads.

Dejligt endelig at smage noget godt fra Toro, bare ærgerligt der skulle så mange penge på bordet. 350 kroner mener jeg den stod til, hos Vinladen. Robert Parker giver den 94 point, og jeg er ikke selv bleg for at kaste et B efter den. Glemmer vi prisen et øjeblik, og husker vi at give den en tur i karaflen, så kan det ikke diskuteres at den er det værd.

Karakter: B