Poderi Del Paradiso Mangiafoco Rosso 2007

Glædelig jul, derude.

I lørdags lagde jeg og familien turen forbi min bror, som serverede god julemad samt vin. Ud på aftenen smed han en enkelt flaske på bordet, som skulle smages blindt. Det er jo altid sjovt.

Den var dog rimelig nem at gætte (mmm.. lækkert glas ananas i egen juice, jeg lige får skænket mig her), for næsen bare skreg Italien. Massere af støvet læder og gammel tobak i næsen, og bare den lækreste smag af aldrende frugt, noget røget og den lækreste superintegrerede tannin.
Det var klassisk Cabernet og det var klassisk Toscana når det viser sig fra en af sine bedste sider.

Jeg er lidt usikker på prisen, for min bror havde fået den af en god kontakt. Men vist noget med over 400 kroner. Det er mange penge, men det var sgu også god vin. Den serverer du bare igen, brormand. Vi lander på et B.

Karakter: B

Killibinbin Sneaky Shiraz 2013

Jamen hold da op da. Så gik der lige halvanden måned, uden en eneste opdatering. Men man er blevet husejer, og den slags kræver tid. Der er dog laaaangsomt ved at falde lidt ro på tingene, så i den kommende periode vil jeg lave lidt små opdateringer omkring hvad der er sket på vinfronten.

Vi lægger ud med denne Shiraz fra australske Killibinbin. Det er ved at være længe siden jeg har drukket den, men den er lidt aktuel i min lille verden, i det jeg har anbefalet den til en god kollega, og han drikker den faktisk i aften.

So, hvordan synes jeg selv den var?? Faktisk en rigtig fin oplevelse.

Der var frisk syre blandet med frugtsødme og lidt peber. Alkoholen var rimelig tydelig og der var ikke de store tanniner, dog en medium fylde.
Men hey, det er ung vin fra 2013, og til en pris på 89 kroner hos Smalle Vine, så er det sgu en rigtig fin vin. Det bliver et C+.

Karakter: C+

Chateau Quinault L´Enclos St. Emilion 1998

Vi sluttede den store smagning af med en tur tilbage til moderlandet - Frankrig. Og ikke bare Frankrig, men Saint-Emilion i Bordeaux. Det er et klassisk blend på Cabernet Sauvignon, Cabernet Franc og Merlot.

Chateau Quinault blev i 2008 solgt til ejeren af Cheval Blanc. Årsagen skulle være finansielle problemer, efter frost i 2002, varmebølge i 2003 og hagl i 2004, som gik hårdt ud over produktion og indtjening. Vi drikker dog en årgang fra den originale ejer, en vin som Robert Parker mener bør være moden og drikkeklar nu, hvilket han har kastet 94 point efter.

Duften var igen kølig, og afslørede tydeligt en vin med alder - som at dufte til et koldt køleskab. Det var utrolig lækker vin der virkede smooth, trods de vildeste tanniner på gummerne samt en fin syre. Der var noter af jordbund og masser af fylde.

Det var helt vildt hvor godt den her vin smagte. Understreger igen hvad franskmændende kan, når først der står kvalitet bag flasken. Det er vin til knap 600 kroner, men det var i den grad pengene værd. For pokker det var godt. Et klart A.

Karakter: A

La Rioja Alta Gran Reserva 890 1998

Syvende vin til sensommersmagningen var spansk, nærmere bestemt fra Rioja. Det er husets topvin, og laves på druer fra gårdens absolut bedste parceller, og kun i topårgange - efter sigende noget som gør den til lidt af en sjældenhed. Klassisk for så megen spansk vin, er den lavet på Tempranillo, dog "kun" 95%, da der også er 3% Graciano og 2% Mazuelo iblandet.

På trods af at denne del af smagningen jo havde fokus på vine med alder, 16 år, så var den her lidt the odd one out. For trods de 16 års alder, så skal den egentlig ses som en ung vin, og det var også derfor jeg havde taget den med. Det er nemlig en vin som har ligget 7 år på fad, og derefter 7 år på flaske, før den er blevet frigivet - og det er for at få en tur i kælderen. Den bør formodentlig først drikkes om 8-10 år. Vi gav den dog et skud, ikke mindst fordi Decanter har givet den 98 point.

Det var rigtig spændende vin, som i den grad fik gutterne til at tale. Duften var kølig, og en anelse flæsket. Jeg noterede mig køleskab, og Palle fulgte op med ymer. Der var godt med tanninbid, og en lidt buttery fylde i munden. Frank var vild med duften, men ikke smagen, men resten af os var nu glade for begge dele - der var klart spændende elementer tilstede.

De mange holdninger som fløj til højre og venstre, skyldes nok at det netop var en vin som blev drukket ung. Men der var ingen tvivl om at det var en vin vi fandt spændende, og som det ville være utroligt sjovt at drikke igen om en 10 års tid.
Til 549 kroner er det dyr vin, men interessant vin med stort potentiale koster desværre den slags penge. Jeg tror vi lander på et B.

Karakter: B

Greenock Creek Cabernet Sauvignon 1998

Sjette vin til sensommersmagningen med gutterne, og anden vin med alder, var fra australske Greenock Creek. Jeg har før smagt vin fra dem, og det var en rigtig positiv overraskelse, så da det lykkedes mig at finde en ældre vin fra dem, var der ingen tvivl om at det skulle prøves. Greenock Creek er kendt for at lave terroir-drevet vin, hvor det gerne skulle være muligt at smage de enkelte marker fra hinanden, og uden at kunne vurdere om det faktisk er muligt, så er det i hvert fald sikkert at de laver god vin.

Vi har før smagt vin med alder, men dette var første gang at vi prøvede en australsk vin med 16 år på bagen. Jeg var enormt spændt på hvordan den oplevelse ville blive. Hvad mon der sker med de her ret frugtdrevne vine, når alderen begynder at melde sig? Sker der overhovedet noget spændende, eller bliver det bare endnu mere jammy og mærkeligt?

Begge dele faktisk, og det skal kun læses positivt, for det var en både sjov og interessant oplevelse. Egentlig fremstod vinen stadig ganske sød, med en rigtig stor og god fylde, og samlet set var den bare sindsygt godt balanceret. Skrev som afslutning, at det var super fin fløjls-mentol. Det giver sgu nok ret god mening.
Det her var vin som bare smagte virkelig, virkelig godt, og faktisk på ingen måder gammel. Frank elskede den, ja, gutterne elskede den sgu, og Jonas proklamerede at det var den ældste vin han havde smagt, som samtidig smagte så uældst (når man er ved at være lidt rødvinsstiv, så giver den slags sætninger fuldstændig god mening).

Fantastisk vin, og jeg får pludselig rasende lyst til at gemme nogle af de bedre australske vine en 10-15 år. Det smager utrolig godt. Karakteren må lande på et A.

Karakter: A

Calabretta Etna Rosso 1999

Med den femte vin til gutternes sensommersmagning, startede vi på anden halvdel af setup'et. Første halvdel var de fire Cabernet Franc-vine, og anden halvdel var så fire vine med lidt alder. Jeg ville egentlig prøve at ramme samme årgang, 1998, men jeg fandt kun tre. Fjerde vin måtte så blive denne, fra 1999, som åbnede ballet.

Den var fra Sicilien, lavet på druerne Nerello Mascalese og Nerello Cappuccio, som anses for at være hoveddruerne i Etna-regionen, hvor vinen mere præcist er fra.
Jeg har læst mig til, at Cabernet Sauvignon er for Merlot, som Nerello Mascalese er for Nerello Cappuccio - hvilket betyder at Mascalese er mere skarp og tanninholdig, mens Cappuccio står for det mere bløde og fede.

Inden smagningen havde jeg faktisk smagt en enkelt flaske af denne vin, og den smagning gjorde mig stærkt bekymret. Der var nemlig en kraftig sherry-lugt, hvilket kan indikere oxidering, og det er ikke godt. Men stort set alle anmeldelser jeg har set af denne årgang, har haft denne note, så jeg overvejer om det mon er en note som simpelthen er meningen.

Sherry-noten var der selvfølgelig igen, og oven på alle Cabernet Franc-vinene, fremstod denne ret skarp og kantet, og den manglede i den grad frugt. Igen oplevede jeg sherry-noten som en fejl, og ikke som noget behageligt, og mens jeg drak mit glas, nåede jeg faktisk at blive træt af denne vin. Trods det, synes både Frank og Jonas at det var en dejlig vin, så måske det handler om smag.

Jeg er ikke selv overbevist, og er ikke synderligt glad for at have en flaske mere liggende. Måske den kan blive en god gave til enten Frank eller Jonas. En karakter vil jeg i hvert fald undlade, simpelthen fordi der er uenighed om der er fejl ved vinen.

Le Macchiole Paleo Rosso 2010

Fjerde vin, og den sidste Cabernet Franc vin til gutternes sensommersmagning, var hele årsagen til at jeg ville prøve en Cab Franc-smagning med drengene. Tilbage i den tidlige sommer, var jeg med min vinven Palle til Atomwines smagning i København, og dengang var det denne vin der klart stod som aftenens bedste oplevelse - den åbnede i den grad vores øjne for Cabernet Franc-druens fortræffeligheder.

Vi er i Bolgheri i Toscana, og jeg har læst mig til at mange anmeldere kårer denne vin til noget af det bedste fra Italien. Desværre ryger den under radaren hos de fleste, fordi det er vin lavet på 100% Cabernet Franc - det sælger bare ikke så godt (men det kommer til at ændre sig - tro mig.. og Oz Clark). Over hele linjen har den fået top-anmeldelser, så det var spændende hvad gutterne sagde til den. Palle og jeg havde jo kåret den som lidt af et lille vidunder.

Igen var det en super oplevelse, men den fes vist ikke helt ind hos de andre gutter. De to første vine havde allerede dannet et billede hos dem, hvordan Cab Franc skulle smage, og der røg den her helt klart ved siden af. Det friske og perlende klare, var her skiftet ud med kraft og saft. Men for pokker det var lækkert.

Det lidt tobaksagtige fra den sydafrikanske version var igen at spore, men i en LANGT mildere variant. Der var masser af fad, godt med peber, og i grunden bare fuld knald på alle smage. Der var ikke noget underspillet og fint her. Der blev gættet på Tempranillo, hvilket på aftenen måske nok gav mening. Jeg noterede mig slutteligt, at det her var god, kraftig, spændende vin. Klart en vin der kan tåle at ligge, men i høj grad også en nydelse nu.

Koster 449 kroner, hvilket klart er mange penge, men det er sgu også en lille oplevelse. Gutternes negative røster, gør at vi "kun" lander på et B+ i karakter.

Karakter: B+

Raats Family Wines Cabernet Franc 2009

Tredje vin i vores smagning af Cabernet Franc-vine bragte os til Sydafrika. Huset Raats er et familieforetagende som blev startet tilbage i år 2000, og der laves to forskellige vine - en hvid på Chenin Blanc og så denne røde på Cabernet Franc.

At Raats kastede sig over Cabernet Franc, forklarer de med, at det er en drue der ikke lægger op til at blive blockbuster-vine, vine som Parker vil falde i svime over. Det er nemlig ikke det de vil. "Freshnes is the key" siger de, samtidig med de forsøger at få vinene til at afspejle terroir.

Efter de to foregående vine, var det spændende om Cabernet Franc-druen igen ville overraske positivt, nu den kom fra Sydafrika. Det gjorde den ikke.

Tre ord kan sammenfatte oplevelsen: Tobak, tobak og pibetobak.
Næsen var som at stikke snotten i min fars pibetobakspose tilbage i firserne, den her søde krydrede tobaksduft. Samme oplevelse gik igen i smagen, hvor jeg noterede "Smager SINDSYGT meget af tobak", og "Aaaaalt for kraftig tobak". Det var som at ånde og drikke gennem en pibe, mens Schrøder også bød ind med at der var blandet grønt kvas i.

Samlet set en dybt uharmonisk og utiltalende vin, og til en pris på lige under 300 kroner, nærmer vi os den mest skuffende vin jeg nogensinde har smagt. Føj for en oplevelse.

Catherine et Pierre Breton Les Perrières 2009

Anden vin til sensommersmagningen var igen på Cabernet Franc - denne gang fra Frankrig, mere præcist Loire.

Loire-dalen i Frankrig er det sted hvor de bedste forsøg på 100% Cab Franc gøres, og det er også her druen i sin tid for første gang blev populær, tilbage i det 15. århundrede. Det er først hundrede år senere, at den begyndte at blive plantet i regioner som St. Emilion og Pommerol.
Cabernet Francs måske største "bedrift", er at den har "skabt" Cabernet Sauvignon-druen, efter at den blev krydset med Sauvignon Blanc-druen.

Vinen her, er som sagt fra Loire-dalen i Frankrig, og vinhuset går meget op i at vinene skal afspejle terroir og årgang. Man kan læse om vinen, at den nok vil være høj på syre og tannin, at den vil fremstå ung og svær at gå til, og at det er gemmevin der nok først viser det optimale, om en 10 års tid. Jeg var spændt på hvordan den ville være.

Den var heldigvis også god. Jeg fik ikke så mange noter ned på den, men som forrige Cab Franc fra Canada, fremstod denne også perlende, som brus på tungespidsen. Næsen bød på noter af stal, og generelt var det en ganske fed vin. Slægtskabet til forrig vin, gennem Cabernet Franc-druen var tydelig, og det var ganske korrekt at syre og tannin var høj. Men det var også godt.

En karakter tør jeg ikke kaste mig ud i, mine noter er simpelthen for uklare, men til 255 kroner kan den ikke helt konkurrere med forrige vin. Uden en sammenligning, er det klart en fair pris for at prøve en så speciel og interessant vin. Skal prøves.

Vineland Estate Winery Cabernet Franc 2008

Vin fra Canada? Ja den er god nok.

Canadisk vin er nok mest kendt gennem icewine, som er en speciel type vin, hvor druerne plukkes om vinteren mens de hænger frosne på stokkene. Her har vi dog at gøre med en helt almindelig rødvin, lavet på 100% Cabernet Franc.

Vineland Estate Winery ligger lige ved Lake Ontario, på sydsiden, hvor Toronto ligger stik nord på den anden side af søen. Øst for vinhuset ligger Niagara Falls, ca. 15 kilometer væk.

Personligt var jeg voldsomt spændt på hvordan canadisk vin ville performe, og om det overhovedet var drikkeligt. Det var det i høj grad.

Til start noterede jeg smagen som peber med brus, med en frisk syre. Det lyder skørt, men der var en nærmest prikkende fornemmelse på tungen, som var der kulsyre i vinen. Det dæmpede sig dog, og var faktisk en note som gik igen ved flere af Cabernet Franc-vinene. Interessant.
Der var fine tanniner, og vinen fremstod suuuper frisk, nærmest sprød. Der var en nærmest Pinot-lethed og en elegance som jeg ikke havde ventet. Der var frugtsødme, og samlet set var det bare rigtig god vin. Næsen bød på noget grønt samt jordbund.

Det her var en virkelig god start, og gutterne flippede fuldstændig vildt over denne vin. Og den var god. Virkelig god. Ikke mindst når man tænker på at den er købt med hjem fra Tyskland, for ca. 100 kroner.
Det må blive et klart A.

Karakter: A

Sensommersmagning 2014

Min gode ven Thomas har netop købt hus, og derfor var det jo nærliggende, at det var ham som bød indenfor til gutternes seneste vinsmagning. Som det ses ovenfor, indbød den tilhørende have til lidt boldspil, mens Thomas og jeg gjorde mad og vin klar. Som (næste) altid, var det jo mig som stod for vinene.

Denne gang havde jeg valgt at lave en dobbelt-smagning - otte vine i alt, fordelt på to heats.
Første heat bød på en klassisk drue-smagning, da jeg havde valgt at vi skulle forsøge os med Cabernet Franc-druen. Cabernet Franc bruges hovedsageligt som blandingsdrue, f.eks. i Bordeaux-vine, men enkelte lande eller regioner har kastet sig over vine på 100% Cab Franc, og da den engelske vin-guru Oz Clark samtidig har vurderet det er en drue man skal holde godt øje med de næste år, så var det tid til en fokuseret smagning.

Andet heat kaldte jeg 15+ - et navn der dækker over vine som var 15 eller flere år gamle. Mere præcist var det tre vine fra 1998, og en enkelt fra 1999 (ville egentlig have lavet en ren 98'er-smagning, men fandt desværre kun tre fra denne årgang). Opgaven i dette heat lød på, at når nu gutterne kendte årgangen, var det så stadig muligt at finde frem til land og drue? Ikke mindst når nu alder var en faktor som gik ind og ændrede på smageindtrykket.

Følgende vine blev serveret, og efterhånden som jeg får skrevet om hver af dem, kan man trykke på hvert link for at læse de enkelte indlæg:

• Vineland Estate Winery Cabernet Franc 2008 (Canada)
• Catherine et Pierre Breton Les Perrières 2009 (Frankrig)
• Raats Family Wines Cabernet Franc 2009 (Sydafrika)
• Le Macchiole Paleo Rosso 2010 (Italien)
• Calabretta Etna Rosso 1999 (Italien)
• Greenock Creek Cabernet Sauvignon 1998 (Australien)
• La Rioja Alta Gran Reserva 890 1998 (Spanien)
• Chateau Quinault L'Enclos St. Emilion 1998 (Frankrig)

Samlet set blev det en rigtigt hyggelig aften, hvor vi i høj grad lærte nyt. Både om os selv og vores evner, men også om især Cabernet Franc-druen. Tak til Thomas for at lægge hus til en rigtig hyggelig aften, og tak til gutterne for den gode stemning.

Spier Creative Block 5 2011

Tidligt på sommeren blev jeg kontaktet af en repræsentant for Spier, som ville høre, om jeg ville anmelde en lille håndfuld af deres vine - det ville jeg da gerne. Første vin er denne Creative Block 5.

Bag navnet ligger et kunstprojekt som sydafrikanske Spier støtter op om, hvor en række kunstnere producerer værker på små 18x18 cm store læreder. Disse værker samles hos Spier, hvor kunstopkøbere så køber et antal af disse "blokke", og sætte dem sammen til et nyt, samlet kunstværk. Ideen om at mange små værker skaber ét stort, går igen på vinens etiket, hvor 5-tallet fremstår som sammensat af enkelte kvadratiske elemener.
Hele ideen bag projektet skulle være, at støtte op omkring kunstnermiljøet i Sydafrika, og det er jo fint nok. Det er dog vinen jeg har den største interesse for.

Det er rødvin, lavet på Cabernet Sauvignon, Merlot, Cabernet Franc, Malbec og Petit Verdot - så sydafrikansk vin lavet på de klassiske Bordeaux-druer.

Næsen bød på krydret solbær, mens munden i høj grad bød på kraftig fad, krydderi, god tannin med mørk bær liggende et sted nedenunder - dog med fadsmagen som det mest dominerende. Det er en fint struktureret vin, selvom de forskellige udtryk er en anelse ude af balance. Det fornægter sig dog ikke, at det er rigtig fint håndværk, og til en pris på omkring 130 kroner flasken ved 6 styks, så er det absolut godkendt.

Spier er lig med supermarkeds-vin, generelt noget jeg ikke køber det store af, men den her kunne jeg sagtens finde på at smide i kurven igen. Vi lander på karakteren C+.

Karakter: C+

Mitolo G.A.M. 2009

Vejret er blevet mere ustadigt, pegende mod det koldere, hvilket i den grad gav mig lyst til lidt tungere vin.
Valget blev denne 100% Shiraz-vin fra australske Mitolo.

Mitolo-navnet dækker over ejeren Frank Mitolo, barn af en udvandrer fra Italien. Efter i flere år at have arbejdet i farens kartoffelfirma (kartoffelgård?) valgte han at kaste sig over vinproduktion. I 1999 slog han sig sammen med den nu verdenskendte Ben Glaetzer (han laver god vin), og i 2000 udkom første vin - Mitolo G.A.M.

De tre bogstaver dækker over Frank Mitolos tre børn, Gemma, Alex or Marco, og vinen er en virkelig kraftig Shiraz fra marker i McLaren Vale. Det er samme område som Mollydooker, selvom vinen er ganske anderledes. Frank Mitolo siger selv, at han laver vine som skal gå godt med hans fars hjemlands retter - det vil sige det italienske køkken. Det er lykkedes.

I glasset er den dejligt mørk og dyb i farven, med en fed og frugttung næse. Der er næsten en prikkende syre i munden, en skøn velintegreret tannin, stor og mørk frugt og en skøn sødme. Det er en mørk bulderbasse det her, men det er samtidig en virkelig velafbalanceret vin, med en fantastisk harmoni - faktisk alt det jeg i sin tid faldt for ved Mollydooker, men som jeg ikke har set i deres vine de sidste par år.

Nu hvor vejret er ved at blive lidt mere kedeligt, er det vine som denne der virkelig kan varme én godt og grundigt igennem. Kan se den kan købes herhjemme til omkring 250 kroner - det er den i høj grad værd. Jeg har dog købt min i Dansk Vinlager i Flensborg. Der var den sgu nok lidt billigere, og jeg skal helt sikkert have flere flasker med derfra, næste gang vejen går forbi.

Karakter: B

Urban Wine Shopping, endnu engang

Tidligere på året gik jeg glip af det første forsøg med Urban Wine Shopping i København, og siden har jeg håbet på, at den gode og sjove idé ville genopstå. Og det er præcis hvad den nu gør.

Hvor det første gang blev afholdt i Elmegade på Nørrebro, er det denne gang rykket til Pisserenden i indre by - endnu en sjov og interessant lokalitet.

Jeg gik glip af første runde - det skal ikke gentage sig. Mon vi ses?

Læs mere om eventet på Urban Wine Shoppings hjemmeside.

Vintae Matsu El Recio 2011

Anden vin i Matsu-trekløveret blev drukket forrige uge, og denne gang var jeg klar over at disse vine kræver god forberedelse. Det blev ikke til et helt døgn, som jeg ellers selv foreslog da jeg drak første vin i trekløveret, men en hel dag på karaffel blev det da til - noget der burde være mere end nok for de fleste vine.

Navnet El Recio betyder "Den modne/stærke", hvilket er symboliseret ved en moden og erfaren mand på hele etiketten. Den umiddelbare forskel mellem denne vin, og så den tidligere drukkede, El Picaro, er at den forrige er lavet på Tempranillo-druer fra 90 år gamle stokke, hvor denne er fra 100 år gamle stokke. Dette burde givet et tydeligt slægtskab mellem vinene, men med en anelse mere kraft og intensitet til El Recio.

Jeg ved ikke helt hvad det er med de her Toro-vine, men der er noget ved dem jeg ikke er fan af. Der er en noget brændt, gruset duft over dem, som jeg bare ikke bliver ven med - den fortog sig ikke efter de mange timer på karaffel, så jeg går ud fra det er en del af vinens udtryk.

I munden fik jeg en underlig reference til Grenache-druen (og ikke mindst vinen F Bomb), især gennem oplevelsen af noget slikagtigt og parfumeret. Der var rimelig kraft på smagen og en god fylde.

Vinen er et år ældre end El Picaro, og er prissat 25 kroner dyrere - denne koster 150 kroner hos Vinladen. Hånden på hjertet har jeg svært ved at vælge en favorit af de to. Jeg er som sagt stadig ikke overbevist om disse vine fra Toro, så det bliver spændende om det lykkedes, når jeg engang åbner den tredje vin i trekløveret, El Viejo. Den er mere end dobbelt så dyr som El Recio, så måske der sker et eller andet der, når prisen hopper så gevaldigt. Foreløbigt må det blive endnu et C til en Matsu-vin.

Karakter: C

Roagna Langhe Rosso 2008

Indrømmet!

Der har sgu været lidt stille, her på bloggen. Sådan går det, når der går sommerferie i den, og der samtidig dumper et nyt familiemedlem ind. Det betyder selvfølgelig ikke at der ikke er blevet drukket vin, så de næste par indlæg kommer til at fokusere på, hvad der er blevet drukket.

Vi starter ud med denne Langhe Rosso fra Roagna. Roagna har jeg før skamrost, for deres eminente Barbaresco Montefico - en vin som ligger helt i toppen af min yndlings-vinliste.
Denne vin kan næsten ses som en "billig" mulighed for at smage sig ind i de fantastiske Roagna-vine, for modsat de store Barbarescoer og Baroloer, som koster omkring de 700 kroner, koster denne kun omkring 200.

Vi har stadig at gøre med Nebbiolo, 100%, fra topmarker i både Barbaresco og Barolo, og efterfølgende har vinen ligget hele 6 år på fad. Vildt for så "billig" en vin (ja, jeg bliver ved med de citationstegn - 200 kroner er jo stadig en slags penge).

Det store spørgsmål er så, hvordan den klarer sig i forhold til vinene som er mere end tre gange så dyre (og 4 år ældre). Det korte svar: hæderligt.

Farven er let rød (på ingen måder tæt og mørk), og der er en begyndende ændring mod tegl. De forventede tanniner er rimeligt tilstede, det samme er syren - måske endda lidt for meget syre. Næsen byder på fad og oliventapanade sammen med te og sød pibetobak.
I munden er det let fylde, men stadig en smag som hænger ved længe. Der er dejlige lag af fad, krydderi og te, men syren er en anelse for kraftig og forstyrrer smagebilledet. Heldigvis falder det hele mere til ro efter knap en time, og det ender med at blive en rigtig fin oplevelse.

Det er god og spændende vin, og i høj grad en god vin til at introducere Nebbiolo-druen. Skal man give sig i kast med den, skal det sgu være fra en god producent, og det er der ingen tvivl om at Roagna er.

Vinen kan købes hos Atomwine til 200 kroner, men tager man en tur over sundet, sælger det svenske Systembolag den til omregnet 170 kroner. Til den pris lander vi på et B.

Karakter: B

Gamba Amarone della Valpolicella Classico Campedel 2010

Nogle gange er jeg virkelig en spade!

Som f.eks. forleden aften, da jeg drak den her Amarone. Jeg havde glemt hvad den kostede, og afskrev den som en lidt billigere version af slagsen - sådan en man i grunden ikke rigtig gider drikke (for sådan er det bare, med for billig Amarone). Det hænder at jeg glemmer hvad jeg har givet for en vin, især når jeg egentlig har shoppet efter noget helt specifikt, og så ender med at smide et par impuls-vine med i kurven. Jeg husker de vine jeg gik efter, men glemmer ofte dem der røg med i kurven.

Sådan en var den her. Derfor blev den åbnet, da jeg forleden skulle lave kraftig simreret, og havde brug for 3 store glas vin i maden - det blev så vin til 275 kroner flasken (hvilket jeg gav - så vidt jeg kan se, koster den nu 500 kroner).

Nå, men simreretten endte med at smage himmelsk, så jeg er all for at man bruger kvalitetsvin i madlavningen. Men hvordan præsterede resten af flasken ellers?

Godt. Rigtig godt.
Det er klassisk Amarone i den danskervenlige version, det vil sige med en god sødme, fra de tørrede druer. Godt med saft og kraft, massiv fylde, krydret, peber og grus i munden. Derudover mørk frugt og fad. Rigtig fin syre og tannin til at skabe balance, men uden at syren bliver det styrende (hvilket jeg synes den godt kan ende med, i den anden retning Amarone-vine kan tage)

Alt i alt var det her virkelig fin vin. Jeg er lidt nået til et punkt, hvor jeg ikke længere er så vild med Amarone, men den her gav mig sgu god nydelse. Den kraftige sødme blev rigtig flot holdt i skak af syren og tanninerne, og det var tydeligt, hvad det er flere penge kastet efter en Amarone gør - det skaber balance i alle udtrykkene, som samtidig står klokkeklart frem, hver især.

Jeg lander på et B, for det er god men stadig forholdsvis dyr vin. Købt hos Vinladen.

Karakter: B

Bodega Don Juan del Águila Gaznata Joven 2012

Jeg har længe haft et godt øje til spansk vin, og især Ribera del Duero har fundet en plads i mit hjerte. Rioja kan også overbevise mig, fra tid til anden, og så småt er en region som Priorat også ved at vække min interesse. Toro har jeg prøvet flere gange, men føler mig stadig ikke overbevist om, at det er der jeg skal finde mine spanske yndlingsvine. Spanien byder på flere vinregioner, desværre har jeg bare ikke drukket vin fra andre.

Det vil sige indtil nu, for nu kan jeg tilføje regionen Castilla y León - Spaniens største region.
Vinen har jeg modtaget som en gave fra Peder, som ejer Vinladen i Struer. Han er vild med især spansk vin, og tænkte at jeg skulle prøve den her - tak for det.

Vinen er lavet på 100% Garnacha (det er Grenache for alle os andre), og så er den sørme listet som naturvin - et udtryk som gerne dækker over et minimum af kunstig indblanden i vinmarken, og et udtryk jeg desværre for ofte forbinder med kedelig vin.

Heldigvis var det her ikke kedelig vin - den bød på en gruset fylde og en smag af salmiak blandet med jordbærgrød, og en fornemmelse af brændt varm frugt. En smule tannin balancerede det samlede udtryk en smule, men alligevel fremstod vinen en anelse uharmonisk. Over tid dæmpede den brændte fornemmelse, hvilket var godt - giv den derfor en god time på karaffel.

En af de erfaringer jeg har gjort mig med spansk vin, er at regionen har stor betydning for den enkelte vin. Derfor er jeg ikke vild med udtryk som "jeg elsker spansk vin" - det er der simpelthen ikke noget der hedder. Derfor er min samlede konklusion, at denne vin har nogle interessante noter, og den er meget smagfuld, men der var et eller andet ved den smag, jeg ikke var helt tosset med. Måske er det regionen, måske er det fordi det er naturvin, eller også er det noget helt andet.

Kigger vi så på prisen, 69 kroner, så er det fuldt ud godkendt. Det er som sagt en meget smagfuld vin, og det er meget vin for pengene - så må det være op til den enkelte, om de forskellige smagenoter falder i ens smag. Jeg takker for vinen, og kvitterer med karakteren C.

Karakter: C

La Rioja Alta Viña Arana Reserva 2005

For en måneds tid siden, var min vinven Palle og jeg til vinsmagning på Le Sommelier i København. Det var Atomwine i Vejle som bød til smagning på en lang række af deres vine. En af dem vi smagte, var denne klassiske Rioja-vin fra La Rioja Alta, en vin i den billigere ende fra dette hus (149 kroner), men en vin vi virkelig faldt for, ikke mindst grundet en fantastisk QPR (Quality to price ratio - forholdet mellem pris og kvalitet). Det var super klassisk Rioja (selvfølgelig på Tempranillo, men med 5% Mazuelo), med en del alder på bagen (3 år på brugte fade og 4 år i flasken før frigivelse) og med fantastisk smag og fylde. Jo tak, det var et godt glas. Derfor købte jeg nogle stykker hjem.

Desværre åbnede jeg forleden en flaske med fejl, hvorfor denne første gensmagning faldt noget igennem. Næsen var dog god, med klassisk fornemmelse af alder, kraftig fad, røg (svag krudtrøg), jordbund og flæsk.
Smagen var egentlig ok, men det var her det begyndte at gå galt. Smagen af fad fornemmedes men tyngden var utroligt smooth. Den var usædvanligt let i munden, med ingen fylde, nærmest ingen syre og tæt på ingen tannin - slet ikke som jeg huskede den.

Dagen efter smagte jeg flasken igen, og der var årsagen noget tydeligere. Næsen havde nu tydeligere spor af prop, og smagen begyndte også at smage underligt jordslået. Jeg er ikke i tvivl om at denne flaske var fejlbehæftet, og at det først var på andendagen at dette faktum stod helt klart.
Derfor får vinen ikke en karakter denne gang - det må vente til jeg åbner en ny.

Oz Clarke 'Let me tell you about wine'

Den britiske vinjournalist Oz Clarke er i min bog en utroligt god formidler, når det drejer sig om vin - ikke mindst når der skal gøres på en super informativ men samtidig uhøjtidelig måde. Det viste han ikke mindst i de to sæsoner af tv-serien Oz and James's Big Wine Adventure, hvor han rejste rundt i henholdsvis Frankrig og Californien sammen med motorjournalisten James May fra Top Gear. Hans evne til at formidle det mest nørdede og tekniske ved vinfremstilling og -nydelse på en forståelig og interessant måde fornægter sig på ingen måde. Derfor skulle der ikke mange overvejelser til, da jeg faldt over ovenstående bog på Amazon.

I bogen 'Let me tell you about wine' kommer Oz omkring alt fra druetyper og hvordan de smager, vinglas, hvordan man smager på vin, hvordan vin laves, de største vinregioner og deres særkende, samt meget mere - og det på knap 200 sider. Det kan lyde af meget lidt plads til så megen viden, men pointen er ikke at gå i psykopatisk dybde med alle emnerne, men nærmere at berøre det som er relevant, og besvare det som hvis du havde spurgt ham på vej i bussen - et kort og præcist svar du ville føle du kunne bruge til noget. Personligt nød jeg hver en side, og var færdig efter fire afteners læsning.

På trods af at jeg jo i grunden nørder en del med vin, så lærte jeg sgu en masse af den her bog. For sandheden er, at der da står et par af de store vinbibler på bogreolen herhjemme, men jeg har næsten ikke kigget i dem, andet end for lige at slå en eller anden detalje op. De er simpelthen alt for detaljerede, og samtidig skrevet i et grotesk kedeligt sprog. Så de er altså aldrig blevet ordentligt læst.

Har man bare en begyndende interesse for vin, og en lyst til at forstå hvad det er man kan lide, så er det her en super god bog at starte med. Selv med er spadestik dybere, er der god viden at hente her.

Bogen er som sagt købt hos Amazon i England til en pris på ca. 110 kroner - det er sgu lidt af et fund.

Torbreck Old Vines GSM 2009

Den her vin, den har jeg drukket før i årgang 2007. Den var rigtig dejlig, og ikke mindst danskernes favorit grillvin - sikke en anmærkning.

Nu har jeg smagt den igen, denne gang i den nyere årgang 2009. Desværre ikke helt med samme positive oplevelse, i hvert fald ikke til start.

Om det er vinen der opførte sig mærkeligt, eller om det var mig der har ændret smag, det er jeg sgu lidt usikker på, men sikkert er det at jeg til at starte med ikke var synderligt vild med vinen.
Vi har at gøre med et klassisk Rhone-blend, på Grenache, Shiraz og Mourvedre, et blend jeg egentlig normalt er rigtig glad for. Desævrre var det i denne australier med et alt for parfumeret udtryk, hvor det søde og jammy fyldte for meget, og ja, så var der det der voldsomt parfumerede - nærmest som sæbe, noterede jeg. Det var tæt på den røg i køleren til en omgang rødvinssovs dagen derpå.

Faktisk røg den i køleren, men heldigvis kun for at blive smagt igen dagen efter. Og jeg skriver heldigvis, for den ændrede virkelig karakter efter et lille døgn i åben tilstand. Det parfumerede var nærmest væk, og der trådte en lille smule syre frem, som balancerede vinen langt mere ud. Det endte faktisk med at blive det som jeg huskede at den var - en ren lille pleaser, som hurtigt blev tømt. Det er klassisk australsk, uden elegance men med rigelige mængder varm frugt.

Dag to rede virkelig den her vin hjem, og jeg lander på karakteren C. Men for guds skyld - skal du smage denne vin, så sørg for at åbne den i god tid, og hæld den på karaffel. Det har den virkelig godt af.

Karakter: C

Tillykke til bloggen

I dag er det bloggens 3 års fødselsdag - hurra, hurra, hurra!

Det bliver fejret med vin, håber også du selv drikker noget. God weekend.

Atomwine Vinedage i København

I lørdags drog min vinven Palle og jeg ind til resteaurant Le Sommelier i Bredgade i København, for at deltage i vinhandlen Atomwines 10 års fødselsdagssmagning. Det var en smagning vi havde set frem til, og med rette, for sikke et super arrangement.

For 200 kroner fik vi tre timer hvor vi i ro og mag kunne gå fra bord til bord og smage vine. Der var 25 borde, og hvert bord repræsenterede en vinproducent - de repræsenterede lande var Italien, Portugal, Østrig, Tyskland, Frankrig og Spanien.

Herfra skal der lyde utrolig stor ros til Atomwine, for at have sikret sig en repræsentant fra hvert vinhus til at skænke op. Det sikrede at det var super-dedikerede opskænkere, og at der virkelig var mulighed for at få en god snak om de enkelte vine, druesammensætning og marker. Det var samlet set en dag hvor vi smagte rigtig god vin, og hvor vi lærde en hel del.

Vi nåede igennem 43 forskellige vine, og helt tilfældigt var den første vin vi smagte, også dagens bedste - i vores optik. Det var hos utroligt flotte mand på billedet ovenfor, en super flink fyr fra Le Macchiole i Toscana. Han bød på fem forskellige vine, hvoraf vi smagte fire af dem - flere af dem flere gange. Jeg har tidligere smagt deres Scrio Syrah, en vin som er kåret til Italiens bedste vin på Syrah, og det var den som bragte os til bordet. Igen imponerede den ikke, men det gjorde deres Paleo Rosso til gengæld - en vin på 100% Cabernet Franc. Det var et super dejligt glas, med skøn frugt, perfekt syre og et dejligt tydeligt tanninbid. Mums. Desværre er det vin til 449 kroner, men det var sgu et lækkert glas.
Samme sted fik vi også smagt en 100% Merlot, en drue vi ellers ikke er meget for i ren form, men den her overbeviste os om dens kvaliteter. Desværre til 999 kroner flasken. Men god vin, det laver de sgu hos Le Macchiole.

Ellers skal nævnes det super søde par fra Le Cinciole i Toscana, som lærte os om forholdet mellem sol, druers modenhed og mængden af alkohol i den færdige vin. Nå ja, og så havde de en rigtig fin Petresco til 249.

Hos østrigske Muhr-van der Niepoort smagte vi skøre vine på Blaufrankisch og Syrah (en af hver). Og så havde hun en flaske i skjul, som var et lille eksperiment. Det var vin lavet efter oldgamle (originale) metoder, hvor druerne ligger hele i længere tid i store jordkar, før de mases og hældes på flaske. Det var et lille privat forsøg, og vi følte os priviligerede, at vi fik lov at smage, men en god oplevelse var det ikke. Det var underligt og meget drueagtigt.

Dagen var som sagt fantastisk, vi fik smagt rigtig god vin, og vi fik en masse gode snakke, med de folk som står bag de vine vi godt kan lide at drikke. Det var en oplevelse, og der er ingen tvivl om at vi vender tilbage, hvis Atomwine igen skulle finde på at lægge vejen forbi det københavnske.

Misfit Wine Company Cycle Buff Beauty 2011

Hvad har historien om to udsøgte skønheder, på flugt fra en hedensk motorcykelbande, tilfælles med en vinblog? Svaret er, at det er den historie som for- og bagetiket fortæller, på en af de seneste vine jeg har drukket.

Vinen hedder Cycle Buff Beauty, og kommer fra det australske vinhus Misfit Wine Company - her i en årgang 2011. Bag Misfit står en af gutterne fra Some Young Punks, hvilket nok er en del af forklaringen bag den skøre etiket og dens fortælling.

Fortællingen fortsætter, og vi lærer at de to piger på foretiketten hedder Shazza Raz og Mel Bec. Shazza er en rødhåret skønhed, hun er model, skuespiller, og så elsker hun cykling. Mel derimod, er en blond bombshell, som elsker ridning og tennis. Nå ja, og så består selve vinen af 90% Shiraz og 10% Malbec.

Vinen har en dejligt moden næse med salmiak og peber, der er mørk frugt, og efter en rum tid, også noget urtet, ja nærmest gran.

I munden er der en rigtig god fylde, med en sødme som dog balanceres af en svag syre og en meget mild tannin. Det er kraft og saft, uden dog overhovedet at blive for meget.

Det her er et rigtigt behageligt glas, som jeg nød over to dage. Det var en rigtig pleaser, men meget mere spændende en australsk Shiraz til tider kan være. Helt sikkert en vin jeg gerne kaster mig over igen. Vi lander på et C+.

Vinen er købt hos Smalle Vine til en pris på 135. Desværre er den nu udsolgt. Thomas, få en sending mere hjem. Det er rigtig fin vin, det her.

Karakter: C+

Urban Wine Shopping

Indimellem opdager man lidt for sent, at der er foregået noget spændende i ens nabolag - det er netop sket for mig.

Torsdag den 10. april var der nemlig "præmiere" på et nyt koncept i København, nemlig Urban Wine Shopping.

Kort fortalt går det ud på, at en række butikker hver byder en vinimportør eller vinhandel indenfor i butikken, og i et par timer er der så vinsmagning ned igennem gaden, i de forskellige butikker. Ideen er, at den klassiske vinsmagning hives ud af sine lidt for stive rammer, og kommer ned på et plan hvor alle kan være med. Den lidt mere intime sfære som smagningen afholdes i, skal gerne være med til at få folk til at slappe af, og måske komme hinanden lidt mere ved. Og ja, så er der jo mulighed for også lige at prøve et par sko eller en kjole, undervejs.

Denne første Urban-smagning, løb af stablen i Elmegade på Nørrebro - et super perfekt sted, hvis du spørger mig. Elmegade er kendt for sine små, hippe og skæve butikker, gerne drevet af ildsjæle, som ikke er bange for at være alternative, og at deltage i en vinsmagning ned gennem gaden, passer rigtigt fint ind i dette billede.

Efter sigende var arrangementet en succes, og der overvejes lige nu, om konceptet skal fortsætte andre steder i byen. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det er noget jeg håber på vil ske - jeg skal helt sikkert med.

Læs mere om konceptet på arrangørernes hjemmeside, og se de fantastiske billeder fra eventet, lige her.

Vinbog hader vinbloggers smag (næsten)

Her er en vinbog - den hedder Din vin - sådan vælger, smager og nyder du din vin. Og den er jeg ikke fan af.

Jeg stødte på den forleden i en boghandel, og blev egentlig draget af den. På trods af at være i paperback, var den egentlig meget lækker i det, og efter lidt bladren blev jeg også tiltrukket af det friske layout. For frisk og kæk, det er den - uden tvivl.

Jeg har sympati for bogen, for udgangspunktet er, at folk som intet aner om vin, i denne bog har en guide til at komme i gang - der er ingen dumme spørgsmål, og det er sgu en cool idé.

Men, men, men... den var sgu også liiidt for hipster-smart.

Kort inde i bogen er der f.eks. en guide til hvordan man smager og kommenterer en vin, uden at ane en dyt om hvad man laver: duft lidt, slyng glasset, tag et sip, og sig så en af følgende fraser... Åh gud. Helt fint at guide folk ind i hvordan man får det meste ud af at smage på en vin, men hvorfor give fraser man kan sige? Ideen er at folk skal lyde kloge på noget de ikke ved noget om, men hvorfor? Jo tak, det er kækt og sjovt, men igen, hvorfor?

Jeg stod dog for alvor af, da jeg så nedenstående guide over hvilke vine man godt kan købe, og hvilke man skal holde sig fra:

Hvad står der anden-nederst?
"Alt med sjove etiketter eller flasker" skal undgås uanset hvad!!

Hmmm... så er der vist ikke mange vine, som er anmeldt på denne blog, som bør drikkes :P

Vintae Matsu El Picaro 2012

Så blev første vin i Matsu-trekløveret drukket. Jeg er startet fra en ende af, og lagde ud med "Lømlen".

Sidst jeg skrev om disse vine, fik jeg fejlagtigt sagt at vinhuset bag hedder Matsu. Det er ukorrekt, da husets korrekte navn er Vintae - Matsu kan vel bedst betegnes som navnet på denne serie af vine (Vintae laver eftersigende vine forskellige steder i hele Spanien. Det er deres Toro-vine, der falder under Matsu-navnet). Matsu betyder iøvrigt at vente på japansk.

Vinen er lavet i Toro-regionen på den regionale variant af Tempranillo, Tinta de Toro. Vinstokkene er på omkring 90 år, hvilket ofte betyder et lavere høstudbytte, med mere koncentrerede druer. Men nok snak, nu til vinen.

Til start skal det siges, at den her vin virkelig ændrede karakter gennem aftenen, for ikke at sige hen over de efterfølgende dage.
I glasset noterede jeg mig en rød lilla farve, mørk men alligevel lysere end ventet. Til start (de første timer) var der noget brændt over næsen, hvilket jeg ikke var synderligt glad for, og den note gik med over i smagen, sammen med peber og krydderi.. Til start var der ikke megen syre, og kun en svag tannin der dog alligevel tørrede tænderne en smule ud.

Alt dette var efter en time på karaffel, men efter yderligere halvanden time, begyndte de første ændringer at komme. Vinen ændrede karakter og begyndte at blive mere harmonisk.

Langt bedre er den dog først dagen efter. Her har de skarpe noter dæmpet sig, og vinen fremstår gruset og ung, og dejligt smagfuld, med mere tydelig tannin, og især lakrids i næsen. Denne positive udvikling fortsætter faktisk en dag mere, og jeg ender med en vin jeg var rigtig glad for. Men for pokker hvor den dog kræver ilt - faktisk anbefaler Peder fra Vinladen, hvor vinen er fra, at den får en 6-8 timer på karaffel. Jeg er fuldstændig enig, og er endda tilbøjelig til at anbefale en optrækning aftenen før. Det her er ikke vin man trække op sidst på aftenen, for lige at nyde et hedonistisk øjeblik.

Vinen er købt hos Vinladen til en pris på 125 kroner, og iltet korrekt, synes jeg sgu det er en fin pris. Det her er interessant vin, som skal tilgås på en, for mig, noget anderledes måde. Nu er jeg forberedt på hvordan jeg skal gå til de næste (og nok bedre vine) i serien.
Karakteren bliver et C, en god vin, hældende mod et plus.

Karakter: C

Copenhagen Winefilm Festival

I går var jeg til Viniditalia - italiensk vinsmagning i Politikens hus på Rådhuspladsen i København. Mere om det senere.

Hvad der dog fangede mig (ud over en masse vin), var ovenstående plakat, som reklamerer for den kommende vinfilmsfestival. Der skal egentlig ikke siges så meget, andet end genial idé, og gode film på programmet.

Der kan egentlig heller ikke siges så meget, for festivalens hjemmeside glimrer ved at være helt og aldeles indholdsløs - hvilket kan undre, nu plakaten foreslår at man læser mere der.

Men om ikke andet kan der da sættes kryds i kalenderen - det har jeg i hvert fald gjort.

Og husk: Vin skal drikkes i biografen.

Inspiration

Jeg elsker at læse vinblogs, danske som internationale, ikke mindst fordi de er fortræffelige stedder at søge inspiration til nye oplevelser. Forleden lagde jeg vejen forbi bloggen Kælder Noter, som drives af entusiasten Alex. Han drikker generelt spændende vine, og en af dem han senest har smagt, kunne jeg slet ikke stå for. Egentlig var det ikke vinen, eller selve beskrivelsen (selvom den lød god), men etiketten som fangede mig ind.

Vinen var fra det spanske hus Matsu og hed El Recio - det er den midterste på billedet ovenfor. Top sej etiket, og jeg gik straks i gang med at søge efter den. Den jagt fik mine øjne op for, den for mig ukendte vinhandel, Vinladen i det mørke Struer (faktisk skal jeg være ærlig og indrømme, at jeg ikke aner hvordan lysintensiteten er i Struer).

Ikke nok med at Vinladen sælger El Recio, så viser det sig at denne vin er den midterste i en serie af tre - El Picaro ("Lømlen"), El Recio ("Den modne/stærke") og El Viejo ("Den gamle mand"). Ideen med vinene, og etiketterne, er at det i bund og grund er den samme vin (100% Tempranillo, eller her Tinta De Toro), men at den unge er lavet på druer fra 90 år gamle stokke, den modne på 100 år gamle, og den gamle på 130 år gamle stokke. Det er sammenhæng mellem indpakning, fortælling og vin som er helt ekseptionel.

Jeg blev nødt til at hive alle tre vine hjem, og glæder mig nu bare til at smage dem. Det skal efter sigende være stor vin, og jeg må snart iscenesætte en begivenhed, hvor de fuldt ud kan komme til deres ret.

Tak for inspirationen, Alex, og tak for inspirationen, vinbloggere.

Roagna Barbaresco Montefico 2004 gensmagt

Endelig lykkedes det os at få gensmagt den fantastiske Roagna Montefico fra 2004. Palle og jeg oplevede desværre, at den flaske vi havde købt ind til nytår havde prop, men Atomwine lavede en ombytter, og den tog vi med til vores smagning med Frank.

Der skal ikke siges så meget nyt om vinen, andet end at den stadig er noget af det mest fantastiske - det her er italiensk vin når det er absolut bedst. Igen blev vinen smagt blindt, og Frank behøvede kun en enkelt tår, for at kalde at det her var Barbaresco på 100% Nebbiolo - flot Frank.

Næsen byder på den sygeste hestestald, imens munden angribes af det voldsommeste tanninbid - man er fuldstændig tør efter at have taget en tår af denne her vin. Det er usandsynligt godt.

Vinen købte vi til 600 kroner hos Atomwine, men den er allerede steget til 700 kroner. Jeg må desværre sige at den er alle pengene værd, og kan kun håbe på at det er muligt at finde tilnærmelsesvis lige så god vin, til lidt billigere penge. Ellers bliver jeg en meget fattig mand - jeg skal i hvert fald opleve vin af denne kaliber igen. Karakteren bliver et kæmpe stort A+. Intet mindre.

Karakter: A+

Aalto 2009 gensmagt

Anden vin til Palle, Frank og min lille hyggeaften på Romarin, stod jeg for. Det blev et gensmag af en vin vi tidligere har drukket, nemlig spanske Aalto fra Ribera Del Duero i årgang 2009. Sidst Palle og jeg smagte den, var den lidt af en drøm, som dog stadig havde brug for at åbne sig. Det synes jeg virkelig den havde nu, selvom det nok også hjalp, at den røg på karaffel et par timer inden turen til restauranten.

Det her var spansk vin når det er aller mest pleasende og voldsomt, på den rigtigt gode måde. Næsen var fuld af marcipan, den var dybt mørk i glasset, med en krydret og let parfumeret smag. Det var super lækkert og virkelig mums. Flere dage efter fik jeg klare flashbacks til smagen - den var bare så ren og skarp i sit udtryk. Det skal dog siges at Frank ikke var pjattet med dette udtryk, men det må han selv rode med - Palle forstod at det her var god vin.

På de halvandet år siden sidste smagning af denne vin, er den kun blevet bedre, og jeg holder fast i karakteren A. Vinen fås flere stedder til omkring de 280-300 kroner, men kan fås i Dansk Vinlager i Flensborg til 200 kroner flasken ved seks styks - det er noget af et fund.

Karakter: A

Domaine Faury Côte-Rôtie Reviniscence 2009

For et par uger siden satte jeg mine vinvenner Frank og Palle i stævne, på restaurant Romarin på Østerbro i København - vores faste go-to-sted, når vi skal spise ude, med mulighed for selv at medbringe vin.

Palle er på det seneste blevet helt opslugt af Rhone, og læser alt hvad han kan komme i nærheden af, om regionen. Derfor var hans medbragt vin selvfølgelig fra Rhone, nærmere bekendt Côte-Rôtie (hvilket Frank og jeg først meget sent gættede på - vi smagte det medbragte vin blindt). Det var god vin.

Den var mørk med gardiner ned ad glasset, med flæsk i næsen. I munden var den let (jeg noterede mig drikkelet), men dog stadig med en god fylde. Det var et køligt udtryk, med krydderi, godt syrebid, men nærmest ingen tanniner. Eftersmagen var rimelig, og bød på æbleskræl. Efter en time i glasset kom der lakrids noter i næsen.

Det her var klar elegance, og rigtigt godt - Frank var nærmest henrykt, hvilket ikke sker ofte for en nordjyde. Vinen er købt til omkring 300 kroner, nedsat fra 400. Jeg tror vi lander på et B.

Karakter: B

Some Young Punks Naked On Roller Skates 2012

Some Young Punks fra Australien laver vin med mærkelige navne (har tidligere drukket Passion has Red Lips og The Squid's Fist), og i weekenden blev det tid til at smage deres Naked On Roller Skates, et blend på Shiraz og Mataro (som vi kalder Mourvedre i vores del af verden). Jeg har tidligere proklameret min sympati for Some Young Punks, grundet deres trang til at mikse det gode håndværk med humor og attitude - noget som de oversøiske vinproducenter i højere grad forholder sig afslappet til, i sammenligning med deres europæiske kolleger.

The Squid's Fist var den sidste vin jeg har smagt fra Punks'ne, og den efterlod mig svært skuffet, så det var med krydsede fingre, tæer og tænder, at jeg kastede mig ud i Naked On Roller Skates.

Heldigvis er gutterne tilbage på sporet igen, med en rigtig smagfuld pleaser. Det er mørkt, mørkt, mørkt, og det driver ned af glassets kanter. Munden er dejligt kødfuld, med kold mørk frugt, peber, gode tanniner og god syre. Til start er den vel voldsom, men den falder til ro over et par timer, og selv på tredjedagen holder den gassen super flot. Det her er vin uden synderlig finesse, men den er harmonisk og velkomponeret, og da det samtidig var regnvejr da den blev åbnet, kunne settingen nærmest ikke passe bedre.

Vinen står i 145 kroner hos Smalle Vine, men er desværre udsolgt. Forhåbentlig ryger den på lager igen, for den smager sgu godt, især i disse dage hvor det stadig kan ruske lidt i træerne. vi lander på et C+.

Karakter: C+

Mollydooker Two Left Feet 2012

Der var forleden brug for lidt hedonistisk nydelse, og jeg valgte at falde tilbage til en god gammel kending - nemlig Mollydooker, her med vinen Two Left Feet. Det var i den senest frigivne årgang 2012, og jeg var spændt på hvordan den ville være. Spændt fordi årgang 2011 i den grad har skuffet mig (hvilket jeg sammenfatter her), hvorfor det selvfølgelig var spændende at se om Mollydooker igen var tilbage på sporet med denne nye årgang. Men også spændt, fordi Two Left Feet tidligere har været et rigtigt godt glas - en oplevelse jeg meget gerne ville have igen.

Og hvordan var den så?

Præcis som denne skulle være, og har været i tidligere årgange (før 2011). Two Left Feet er i version 2012 et blend af 69% Shiraz, 16% Cabernet Sauvignon og 15% Merlot, et blend der ligger meget tæt på fordelingen i 2009-udgaven. Smagen var dog meget tæt på årgang 2010, med fantastisk fed frugt, vanille og lakrids, med kraftig og lang eftersmag. Læs mine ord om årgang 2010, de holder faktisk meget fint ift. denne.

Det her er ikke fin finesse-vin, med underspillede smagenoter. Det er ikke stringent og tanninholdigt. Derimod er det super pleasende, overvældende, og er man i humør til det, overordentlig dejligt. Jeg drak denne flaske over tre aftener, og den holdt kvaliteten hele vejen igennem. Ren nydelse.
Vinen er købt hos Atomwine til 159 kroner, hvilket er noget nær fast pris på denne vin.

Karakter: C+

Lyrarakis Kotsifali 2011

Den anden græske vin fra greco.dk som Palle og jeg skulle smage, var denne Kotsifali fra huset Lyrarakis, som ligger på Kreta. Navnet Kotsifali er også navnet på den drue vinen er lavet på (100%), og er en drue som nærmest kan kaldes Kretas hoveddrue.

Desværre må jeg også konkludere, at det på ingen måder er en drue jeg er blevet gjort til fan af, i hvert fald ikke gennem denne vin.

I glasset var vinen let og lys i farven, hvilket er ganske fint, men næsen - den brød vi os ikke om. Den var underligt sur.
Dette gik desværre igen i smagen, der var kedelig, og det sure stod igen frem. Der var en anelse krydderi, men nærmest ingen fylde, og det var det. Eftersmag var der nærmest intet af.

Samlet set var det en skuffende oplevelse, og et dårligt første møde med Kotsifali-druen. Vinen koster 69 kroner hos greco.dk, men slår du vejen forbi hjemmesiden, vil jeg langt hellere anbefale at du sparer 20 kroner, og vælger Sigalas'en, som vi jo også smagte. Til prisen var den lidt af et fund.

Denne Lyrarakis må nøjes med et skuffende E i karakter - den kunne vi bare ikke lide. Men Spyridon fra greco.dk skal have en stor tak for de to vine, og kan så trods alt varme sig ved, at Sigalas'en fik en langt flottere karakter.

Karakter: E

Sigalas Krisē

Engang før jul blev jeg kontaktet af Spyridon fra netbutikken greco.dk. Det er en onlinehandel, som gør sig i græske produkter, og han ville høre om ikke jeg ville give en kommentar til et par af hans vine. Det ville jeg da gerne.

Det tog lidt tid, men i lørdags fandt jeg endelig tid til at åbne flaskerne med min vinven Palle.

Første vin hedder Sigalas Krisē og er græsk - nærmere kommer vi det ikke, da der ikke er megen information på etiketten, hverken for eller bag. Derfor kender jeg heller ikke årgangen, hvilket måske også er underordnet, da det her er bordvin som skal drikkes med det samme. Dog har jeg læst mig til, via grecos hjemmeside, at druerne er Mandilara, Mavrotragano og Merlot - altså et klassisk MMM-blend (måske).

Inden jeg kaster mig ud i de egentlige noter, skal jeg nævne at vinen koster 46 kroner. Det er i min bog billig vin, og et segment jeg aldrig selv køber vin i (siger snobben). Forventningerne var derfor ikke voldsomt store.

I glasset var vinen forholdsvis klar, og næsen bød på vanille (egetræ?). Palle synes faktisk at duften var enormt rar, og en stor force for vinen. Jeg var enig.. En virkelig god start.
I munden fremstod vinen med en let fylde, men med en overraskende kraftig og behagelig smag, af røde bær, træ og en syre, der dog ikke var super velintegreret. Svage fine tanniner var at spore. Eftersmagen var faktisk fin og lang, hvilket igen overraskede.

Vi var overordentligt overrasket over denne vin, ikke mindst når prisen er 46 kroner, hvilket sætter den i konkurrence med nogle af supermarkedets billigste - der når Savannah- og Lindemann-vinene ikke denne til sokkeholderne.

Med prisen in mente, var det et overraskende godt glas vin, og det kaster et B af sig. Personligt vil jeg hellere betale mere for min vin, og få en mere nuanceret og smagfuld oplevelse, men går man efter vin til omkring de 50 kroner, så går man på ingen måder galt i byen med denne græske.

Karakter: B

Small Gully Mr. Black's Concoction Barossa Valley GSM 2009

Jeg er på evig jagt efter gode, pleasende bællevine - de der vine man altid kan vende tilbage til, med en fast viden om at man har en god oplevelse i vente. De skal ikke være alt for dybe og detaljerede, de skal ikke kræve den helt rigtige setting for at udfolde sit fulde potentiale, og så skal de ikke være alt for dyre - hvis de skal bælles, er der sgu ikke råd til for dyre vine.
Small Gully er for mig ved at udvikle sig til et rigtigt interessant bekendtskab, ikke helt ulige hvad Mollydooker var for et par år siden. Deres vine opfylder nemlig mange af de ønsker jeg har.

En tur forbi Smalle Vine i Smallegade på Frederiksberg, afslørede at der var kommet en ny vin i Concoction-serien. Tidligere har jeg smagt deres Shiraz/Viognier i samme serie, og denne gang var der kommet en GSM på hylderne. Det er altid hyggeligt at snuse rundt i butikken, og ikke mindst få en snak med indehaver Thomas. Han havde dog tilladt sig at holde vinterferie (efter sigende for at lede efter ny strandvejsvilla, grundet umanerlig rigdom), så ingen snak med ham. Til gengæld var hans afløser lige så umanerlig flink, og ikke mindst vidende om butikkens vine, så ham fik jeg mig en rigtig fin snak med. Han sagde blandt andet god for denne vin. Sååå, hvordan var den så?

Som med mit tidligere møde med Concoction-serien, er det forholdsvis unge vine (2009), som i farven har begyndede tegl - normalt et alderstegn. Duften havde også noter jeg normalt forbinder med ældre vine, og det samme var at finde i smagen - interessant.
Smagen var ganske interessant, med rosiner og kviste, og en eftersmag der var tydelig marzipan, ja nærmest lidt portvinsagtig. Denne tyngde gjorde at det ikke var en vin som var nem at drikke alene (læs: man blev "mæt" efter et par glas), men et godt glas, super potent, kraftig og så alligevel med en let fylde. Til at begynde med var den lidt skarp, men et par timer på karaffel åbnede den klart op.
Gennem aftenen begyndte jeg faktisk at overveje, om den her vin var så anderledes i sine udtryk, at man evt. ville kunne snyde folk der smagte den blindt, til at være spansk - det skal prøves når jeg igen har en flaske på lager.

Det her var en interessant vin, og som med den tidligere smagte Small Gully, noterede jeg mig på aftenen, at som bællevin var den nok prissat 40 kroner for højt. Den koster 169, hvilket i grunden nok er ok, men i det prislag ønsker jeg nok lidt mere finesse end hvad den byder på - men hey, jeg er også bare en nærig snob.

Jeg lander på et C+ fordi det her var både god, spændende og overraskende vin, og en vin jeg igen skal have smagt. Ikke mindst når gutterne skal opleve den blindt.

Karakter: C+

Tscharke Barossa Grounds Collection Marananga Grenache 2010

Tidligere har den australske vinmager Damien Tscharke lavet vine under navnet Glaymond, hvor jeg for et par år siden smagte den, til prisen, yderst fantastiske ASIF. Nu er navnet skiftet ude med hans eget efternavn, Tscharke, og kvaliteten skulle eftersigende være skruet i vejret. De druer som før gik til ASIF'en, går nu til husets basisvine, mens de bedste marker, går til den nye serie af vine, under navnet Barossa Grounds Collection.

En af disse vine, er denne Marananga fra Gnadenfrei-markerne i den nordvestlige del af Barossa (Marananga er navnet på det township hvor markerne befinder sig) - vi har med en 100% Grenache at gøre.

Næsen bød på tydelig oliven, mørk frugt, solbær.
I munden var den tæt og fyldig, med en varm mørk frugt. Der var lækker fylde og gode tanniner. Samlet set en virkelig dejlig pleaser, og et godt glas - klassisk Tscharke.

Vinen koster 149 kroner hos Atomwine, men ved 12 styks kommer den ned på 125. Det er sgu et godt køb. Karakteren må lande på et C+. På en anden aften, hvor jeg er mindre snottet, kan den måske krybe højere op.

Karakter: C+

Sådan gør du din karaffel ren

Tillykke med din nye fine karaffel - den er godt nok flot. Den skal du nok blive glad for. Men for helvede den er en bitch at gøre ren. Og sådan er det desværre med rigtig mange karafler. De er smarte og i den grad praktiske når vinen skal have en chance for at åbne op, men størstedelen er tæt på umulige at få gjort ordentligt rent.

At hælde vand i dem og sjaske det lidt rundt, det går nemt, men at tørre dem, eller få genstridige pletter af, det er straks sværere. Årsagen er ganske ofte meget smalle åbninger kombineret med underligt formede karafler. En børste ned i er helt umuligt, og en eftertørring med et hviskestykke, det er helt udelukket.

Men så er det jo godt at man har gode venner, og disse venner har gode mødre, for min gode vinven Palle har nu lært løsningen. Over til Palle:

Min karaffel er stor og mægtig, bliver brugt tit og kan ikke være i opvaskemaskinen. Den er formet således at man heller ikke rigtig kan få en børste derned. Nu den grim og beskidt. Prøvede at kaste et opvasketabs derned sammen med kogende vand og dette blev resultatet.

Ikke lige til en michellin-restaurent. Men så sagde min gamle kloge mor: "prøv 2 teske bagepulver og kogende vand - det jo sådan man gør termokander rene". 

Dette har jeg nu gjort - dog ikke med kogende vand - men 80 grader sådan ca. Her er resultatet.

Sådan! Satme effektivt, Palle og Palles mor. Og tippet hermed givet videre.

Shinas Estate The Guilty 2010

Som skrevet i forrig indlæg, var der prop i flere af vinene nytårs aften - noget af en party killer. Heldigvis havde jeg også slæbt en god australier med, og den var lukket med skruelåg.

Vinen var The Guilty fra Shinas Estate, her i årgang 2010. Det var en foræring fra Smalle Vine på Frederiksberg og selveste Mr. Shinas himself. Sagen er nemlig den, at jeg i sin tid anmeldte årgang 2009 af denne vin, en vin jeg var svært tilfreds med. Denne anmeldelse lod Thomas fra Smalle Vine komme Shinas Estate for øje, og de blev så glade, at de sendte en flaske af 2010-årgangen med da den blev frigivet, som de bad Thomas give videre til mig. Så en stor tak til både Thomas og Mr. Shinas.

Nå, men jeg havde hele tiden tænkt mig, at vinen skulle deles med min gode vinven Palle, og hvilken aften er bedre til sådan en omgang hyggevin, end årets sidste. Så vinen kom med, og blev nydt som optakt til aftenens løjer. Det mest basale der kan siges om Shinas Estate, og denne vin, kan læses i mit tidligere blogindlæg. Herunder kommer noterne for årgang 2010.

I glasset fremstår den en anelse mørkere end 09'eren - faktisk australsk Shiraz-sort. Det er mørkt.
Næsen er kølig, med jordbær, kirsebærsovs og brombær. Det let urtede, som 09'eren dejligt overraskende besad, er også intakt i 10'eren. Meget pleasende, mener Palle, og jeg er helt enig. Vi high-fiver, laver knockle-bombs og er enige om, at vi rigtig godt kan lide den.
Vi snakker lidt frem og tilbage om pris kontra kvalitet, og bliver enige om, at til 200 kroner er den vel betalt, men det kan ikke fornægtes at det her er et hammer godt glas australsk vin. Det måske lidt gammel-klassiske australske Shiraz-udtryk, med rigelig parfume, er slet ikke at spore her.

Vi lander på karakteren B - super kvalitet og en virkelig lækker vin, men også til en pris på de 200. Efterfølgende noterer jeg mig, at det her bare er en sindsygt lækker basse, som man hele tiden har lyst til at fylde et glas mere op af, og bunde i store slurke - så absolut et godt tegn.
Åbnet og drukket med det samme, er det god vin, men efter en time på karaffel samler den sig til et endnu stærkere udtryk. Det bliver et stort B - den her smager sgu godt.

Karakter: B

Den største skuffelse

Godt nytår til alle læsere af bloggen. Håber I alle er trådt godt ind i det nye år, og at nytårsaften blev et brag af en fest - om ikke andet, så på vinfronten.

For os blev nytåret fejret med min gode vinven Palle, samt hans familie. Palle og jeg havde lagt stort fokus på vinene (der kommer et indlæg om dem senere), og aftenens topvin skulle være den bedste fra efterårets store vinsmagning, nemlig Roagna Montefico 2004. Det var en vin hvor vi vidste hvad vi ville få, hvilket ville sige intet mindre end et fantastisk brag af en flaske.

Men, men, men. Sådan skulle det ikke gå.

Da jeg proppede flasken op, blev jeg straks ramt af den kraftige lugt af sur våd karklud, klassisk for vine gennemsyret af prop. Den var fæl, og i munden var det nærmest endnu værre. Vinen var udrikkelig.

Nu skal der skrives til Atomwine om en ombytter, og det ender sikkert fint, men det var jo slet ikke sådan det skulle være gået. Selvom jeg da vil se frem til at kunne smage denne super vin endnu engang, var det jo nytårsaftens topvin som blev taget fra os, og på aftenen var det noget af en streg i regningen - der er få ting som er værre for en vinnyder, end når en stor vin i vente, ender med en skuffelse grundet propsyge eller andre defekter.

På aftenen svor jeg at jeg aldrig mere vil købe dyr vin med korkprop, men den holder sgu nok ikke helt - de tåber til italienere, franskmænd og spaniere kan jo ikke finde ud af at smække et skruelåg på deres topvine.