Smagning af "sommervine"

I fredags var det igen blevet tid til den årlige vinsmagning på arbejdet, som mine to kolleger Benny og Peter så dedikeret står for. Et super hyggeligt arrangement, hvor hyggen virkelig var i højsædet.

Temaet var denne gang sommervine, hvilket dækkede over at det var vine der ville gøre det godt i varmen, eller på de terrassen når mørket sænker sig. Der var altså lagt op til både sprød hvid samt lette røde, men også de lidt mere kraftige røde, der kan give lidt varme når mørket lægger sig.

Der blev åbnet med en rosé, en Chateau Routas Rouviere (på sedlen vi fik udleveret, står der videre: Coteaux Varois en Provence 2012, Frankrig). Jeg er ikke hamrende tosset med rosé, og noterede mig ellers bare at den var meget lys, med note af fersken. Kollegerne synes ellers at være vilde med den, og jeg lander nok på den gode karakter C.


Herefter blev det tid til aftenens eneste hvide, nemlig en østrigsk Buchegger Gebling Grüner Veltliner 2011. Den var utrolig svag i farven, men i munden var der en rigtig fin sprødhed. Smagen bød på overdreven toast, og så var den for mig alt for skarp i smagen (nogle sagde sur, men det var den nu ikke - basta). Over lidt tid fik den en duft af elastikgummi i duften, og det var ikke et plus. Jeg landede på et C-.

Tredje vin var et goddag til en gammel kending, bare i helt nye klæder - nemlig en Lambrusco. En økovin ved navn Fattoria Moretto Lambrusco Grasparosso de Castelvetro fra Italien. I farven var den rød som klassisk rødvin, men der var godt med brus i, faktisk alt for meget. Det mindede om australsk sparkling wine, hvilket jeg ikke var vild med da jeg prøvede det, og det var jeg heller ikke for den her.
Faktisk så smagte den sindsygt meget af rød - ved bordet snakkede vi om at det nærmest var i en grad der mindede om røget whisky - og det var bare alt for overvældende. Afsluttede med at notere at det var en yderst skinger smag - ved ikke helt hvad jeg mener, men karakteren bliver et D. Det der sparkling wine er bare en acquired taste, og det er så hvad end det hedder Lambrusco eller noget andet.

Så blev det ægte rødvinstid, her med en fransk Bourgogne ved navn Irancy Palotte 2009. En meget lys vin, der var yderst fin og spinkel i sit udtryk, men med ret tydelige tanniner. Den var sgu ret svær at bedømme, da den var så let i det (det er nok bare mine manglende evner), men til en pris på omkring de 160 kroner, var der bred enighed om at den ikke slog helt til. Karakteren lander på et C-.


Næste røde var en Barbera D'Alba Cordero de Montezemolo 2011 fra Piemonte i Italien. Det var et rigtig godt glas, en vin som dem der kickstartede min interesse for vin, og en vin der bare var godt fuld af fad og fylde. Fik dog ikke noteret noget om den, andet end at den skal have karakteren B. Sådan - god vin.

Tilbage til Frankrig, her en Haut-Médoc fra Chateau Malescasse årgang 2009. I grunden er det en vin der imponerer, for til en pris på omkring 100 kroner flasken (vi fik dog halv-flasker), var der utroligt meget kraft og smag, desværre bare med noter jeg ikke brød mig synderligt om. Der var kraftig ristet brød og generelt utroligt krydrede noter, og det var bare ikke mig. Karakteren bliver et D, og vinen røg i spytspanden.

Syvende vin flyttede os til Sydafrika, og nu bevæger vi os kraftigt ind i de mere kraftige vine - her med en Hartenberg Doorkeeper Shiraz 2010. Shiraz er generelt godt, og meget ofte pleasende, men her var oplevelsen meget anderledes. Duften var kraftig cykelslange, en note jeg ofte associerer med chilenske vine, eller sydafrikanske vine lavet på Pinotage, men denne vin var jo hverken på Pinotage eller fra Chile, så måske det bare er kraftig varme der giver denne note (det må jeg have undersøgt). For mig var det i hvert fald for meget, og ikke noget regulært hit. Karakteren bliver et C-.

Sidste regulære vin, var denne Zinfandel fra Cycles Gladiators i Californien, årgang 2011. Den åbner med en ret så parfumeret næse og en smag af marcipan. Tanninerne er tydelige og alkoholen brænder lidt for kraftigt igennem. Samlet set et noget uharmonisk billede, der dog dæmpede sig til det bedre over tid. Zinfandel har bare aldrig været min drue, og jeg er ikke sikker på den nogensinde bliver det. Karakteren roder rundt et sted imellem et C- og et C. Ilt og tid er i hvert fald en nødvendighed her.


Som afslutning blev der serveret Sauternes, en Carmes de Riessec 2008, men den fik jeg ikke noteret noget om. Sauterne er jo kun for sukkerglade honningbamser. 'Nuf said.

En fantastisk hyggelig aften var overstået, og for mig var det Italien der løb med sejren. Stor tak til Benny og Peter for deres arbejde med at finde, og læse op på vinene. Ser allerede frem til næste år.