Copenhagen Winefilm Festival

I går var jeg til Viniditalia - italiensk vinsmagning i Politikens hus på Rådhuspladsen i København. Mere om det senere.

Hvad der dog fangede mig (ud over en masse vin), var ovenstående plakat, som reklamerer for den kommende vinfilmsfestival. Der skal egentlig ikke siges så meget, andet end genial idé, og gode film på programmet.

Der kan egentlig heller ikke siges så meget, for festivalens hjemmeside glimrer ved at være helt og aldeles indholdsløs - hvilket kan undre, nu plakaten foreslår at man læser mere der.

Men om ikke andet kan der da sættes kryds i kalenderen - det har jeg i hvert fald gjort.

Og husk: Vin skal drikkes i biografen.

Inspiration

Jeg elsker at læse vinblogs, danske som internationale, ikke mindst fordi de er fortræffelige stedder at søge inspiration til nye oplevelser. Forleden lagde jeg vejen forbi bloggen Kælder Noter, som drives af entusiasten Alex. Han drikker generelt spændende vine, og en af dem han senest har smagt, kunne jeg slet ikke stå for. Egentlig var det ikke vinen, eller selve beskrivelsen (selvom den lød god), men etiketten som fangede mig ind.

Vinen var fra det spanske hus Matsu og hed El Recio - det er den midterste på billedet ovenfor. Top sej etiket, og jeg gik straks i gang med at søge efter den. Den jagt fik mine øjne op for, den for mig ukendte vinhandel, Vinladen i det mørke Struer (faktisk skal jeg være ærlig og indrømme, at jeg ikke aner hvordan lysintensiteten er i Struer).

Ikke nok med at Vinladen sælger El Recio, så viser det sig at denne vin er den midterste i en serie af tre - El Picaro ("Lømlen"), El Recio ("Den modne/stærke") og El Viejo ("Den gamle mand"). Ideen med vinene, og etiketterne, er at det i bund og grund er den samme vin (100% Tempranillo, eller her Tinta De Toro), men at den unge er lavet på druer fra 90 år gamle stokke, den modne på 100 år gamle, og den gamle på 130 år gamle stokke. Det er sammenhæng mellem indpakning, fortælling og vin som er helt ekseptionel.

Jeg blev nødt til at hive alle tre vine hjem, og glæder mig nu bare til at smage dem. Det skal efter sigende være stor vin, og jeg må snart iscenesætte en begivenhed, hvor de fuldt ud kan komme til deres ret.

Tak for inspirationen, Alex, og tak for inspirationen, vinbloggere.

Roagna Barbaresco Montefico 2004 gensmagt

Endelig lykkedes det os at få gensmagt den fantastiske Roagna Montefico fra 2004. Palle og jeg oplevede desværre, at den flaske vi havde købt ind til nytår havde prop, men Atomwine lavede en ombytter, og den tog vi med til vores smagning med Frank.

Der skal ikke siges så meget nyt om vinen, andet end at den stadig er noget af det mest fantastiske - det her er italiensk vin når det er absolut bedst. Igen blev vinen smagt blindt, og Frank behøvede kun en enkelt tår, for at kalde at det her var Barbaresco på 100% Nebbiolo - flot Frank.

Næsen byder på den sygeste hestestald, imens munden angribes af det voldsommeste tanninbid - man er fuldstændig tør efter at have taget en tår af denne her vin. Det er usandsynligt godt.

Vinen købte vi til 600 kroner hos Atomwine, men den er allerede steget til 700 kroner. Jeg må desværre sige at den er alle pengene værd, og kan kun håbe på at det er muligt at finde tilnærmelsesvis lige så god vin, til lidt billigere penge. Ellers bliver jeg en meget fattig mand - jeg skal i hvert fald opleve vin af denne kaliber igen. Karakteren bliver et kæmpe stort A+. Intet mindre.

Karakter: A+

Aalto 2009 gensmagt

Anden vin til Palle, Frank og min lille hyggeaften på Romarin, stod jeg for. Det blev et gensmag af en vin vi tidligere har drukket, nemlig spanske Aalto fra Ribera Del Duero i årgang 2009. Sidst Palle og jeg smagte den, var den lidt af en drøm, som dog stadig havde brug for at åbne sig. Det synes jeg virkelig den havde nu, selvom det nok også hjalp, at den røg på karaffel et par timer inden turen til restauranten.

Det her var spansk vin når det er aller mest pleasende og voldsomt, på den rigtigt gode måde. Næsen var fuld af marcipan, den var dybt mørk i glasset, med en krydret og let parfumeret smag. Det var super lækkert og virkelig mums. Flere dage efter fik jeg klare flashbacks til smagen - den var bare så ren og skarp i sit udtryk. Det skal dog siges at Frank ikke var pjattet med dette udtryk, men det må han selv rode med - Palle forstod at det her var god vin.

På de halvandet år siden sidste smagning af denne vin, er den kun blevet bedre, og jeg holder fast i karakteren A. Vinen fås flere stedder til omkring de 280-300 kroner, men kan fås i Dansk Vinlager i Flensborg til 200 kroner flasken ved seks styks - det er noget af et fund.

Karakter: A

Domaine Faury Côte-Rôtie Reviniscence 2009

For et par uger siden satte jeg mine vinvenner Frank og Palle i stævne, på restaurant Romarin på Østerbro i København - vores faste go-to-sted, når vi skal spise ude, med mulighed for selv at medbringe vin.

Palle er på det seneste blevet helt opslugt af Rhone, og læser alt hvad han kan komme i nærheden af, om regionen. Derfor var hans medbragt vin selvfølgelig fra Rhone, nærmere bekendt Côte-Rôtie (hvilket Frank og jeg først meget sent gættede på - vi smagte det medbragte vin blindt). Det var god vin.

Den var mørk med gardiner ned ad glasset, med flæsk i næsen. I munden var den let (jeg noterede mig drikkelet), men dog stadig med en god fylde. Det var et køligt udtryk, med krydderi, godt syrebid, men nærmest ingen tanniner. Eftersmagen var rimelig, og bød på æbleskræl. Efter en time i glasset kom der lakrids noter i næsen.

Det her var klar elegance, og rigtigt godt - Frank var nærmest henrykt, hvilket ikke sker ofte for en nordjyde. Vinen er købt til omkring 300 kroner, nedsat fra 400. Jeg tror vi lander på et B.

Karakter: B

Some Young Punks Naked On Roller Skates 2012

Some Young Punks fra Australien laver vin med mærkelige navne (har tidligere drukket Passion has Red Lips og The Squid's Fist), og i weekenden blev det tid til at smage deres Naked On Roller Skates, et blend på Shiraz og Mataro (som vi kalder Mourvedre i vores del af verden). Jeg har tidligere proklameret min sympati for Some Young Punks, grundet deres trang til at mikse det gode håndværk med humor og attitude - noget som de oversøiske vinproducenter i højere grad forholder sig afslappet til, i sammenligning med deres europæiske kolleger.

The Squid's Fist var den sidste vin jeg har smagt fra Punks'ne, og den efterlod mig svært skuffet, så det var med krydsede fingre, tæer og tænder, at jeg kastede mig ud i Naked On Roller Skates.

Heldigvis er gutterne tilbage på sporet igen, med en rigtig smagfuld pleaser. Det er mørkt, mørkt, mørkt, og det driver ned af glassets kanter. Munden er dejligt kødfuld, med kold mørk frugt, peber, gode tanniner og god syre. Til start er den vel voldsom, men den falder til ro over et par timer, og selv på tredjedagen holder den gassen super flot. Det her er vin uden synderlig finesse, men den er harmonisk og velkomponeret, og da det samtidig var regnvejr da den blev åbnet, kunne settingen nærmest ikke passe bedre.

Vinen står i 145 kroner hos Smalle Vine, men er desværre udsolgt. Forhåbentlig ryger den på lager igen, for den smager sgu godt, især i disse dage hvor det stadig kan ruske lidt i træerne. vi lander på et C+.

Karakter: C+

Mollydooker Two Left Feet 2012

Der var forleden brug for lidt hedonistisk nydelse, og jeg valgte at falde tilbage til en god gammel kending - nemlig Mollydooker, her med vinen Two Left Feet. Det var i den senest frigivne årgang 2012, og jeg var spændt på hvordan den ville være. Spændt fordi årgang 2011 i den grad har skuffet mig (hvilket jeg sammenfatter her), hvorfor det selvfølgelig var spændende at se om Mollydooker igen var tilbage på sporet med denne nye årgang. Men også spændt, fordi Two Left Feet tidligere har været et rigtigt godt glas - en oplevelse jeg meget gerne ville have igen.

Og hvordan var den så?

Præcis som denne skulle være, og har været i tidligere årgange (før 2011). Two Left Feet er i version 2012 et blend af 69% Shiraz, 16% Cabernet Sauvignon og 15% Merlot, et blend der ligger meget tæt på fordelingen i 2009-udgaven. Smagen var dog meget tæt på årgang 2010, med fantastisk fed frugt, vanille og lakrids, med kraftig og lang eftersmag. Læs mine ord om årgang 2010, de holder faktisk meget fint ift. denne.

Det her er ikke fin finesse-vin, med underspillede smagenoter. Det er ikke stringent og tanninholdigt. Derimod er det super pleasende, overvældende, og er man i humør til det, overordentlig dejligt. Jeg drak denne flaske over tre aftener, og den holdt kvaliteten hele vejen igennem. Ren nydelse.
Vinen er købt hos Atomwine til 159 kroner, hvilket er noget nær fast pris på denne vin.

Karakter: C+

Lyrarakis Kotsifali 2011

Den anden græske vin fra greco.dk som Palle og jeg skulle smage, var denne Kotsifali fra huset Lyrarakis, som ligger på Kreta. Navnet Kotsifali er også navnet på den drue vinen er lavet på (100%), og er en drue som nærmest kan kaldes Kretas hoveddrue.

Desværre må jeg også konkludere, at det på ingen måder er en drue jeg er blevet gjort til fan af, i hvert fald ikke gennem denne vin.

I glasset var vinen let og lys i farven, hvilket er ganske fint, men næsen - den brød vi os ikke om. Den var underligt sur.
Dette gik desværre igen i smagen, der var kedelig, og det sure stod igen frem. Der var en anelse krydderi, men nærmest ingen fylde, og det var det. Eftersmag var der nærmest intet af.

Samlet set var det en skuffende oplevelse, og et dårligt første møde med Kotsifali-druen. Vinen koster 69 kroner hos greco.dk, men slår du vejen forbi hjemmesiden, vil jeg langt hellere anbefale at du sparer 20 kroner, og vælger Sigalas'en, som vi jo også smagte. Til prisen var den lidt af et fund.

Denne Lyrarakis må nøjes med et skuffende E i karakter - den kunne vi bare ikke lide. Men Spyridon fra greco.dk skal have en stor tak for de to vine, og kan så trods alt varme sig ved, at Sigalas'en fik en langt flottere karakter.

Karakter: E

Sigalas Krisē

Engang før jul blev jeg kontaktet af Spyridon fra netbutikken greco.dk. Det er en onlinehandel, som gør sig i græske produkter, og han ville høre om ikke jeg ville give en kommentar til et par af hans vine. Det ville jeg da gerne.

Det tog lidt tid, men i lørdags fandt jeg endelig tid til at åbne flaskerne med min vinven Palle.

Første vin hedder Sigalas Krisē og er græsk - nærmere kommer vi det ikke, da der ikke er megen information på etiketten, hverken for eller bag. Derfor kender jeg heller ikke årgangen, hvilket måske også er underordnet, da det her er bordvin som skal drikkes med det samme. Dog har jeg læst mig til, via grecos hjemmeside, at druerne er Mandilara, Mavrotragano og Merlot - altså et klassisk MMM-blend (måske).

Inden jeg kaster mig ud i de egentlige noter, skal jeg nævne at vinen koster 46 kroner. Det er i min bog billig vin, og et segment jeg aldrig selv køber vin i (siger snobben). Forventningerne var derfor ikke voldsomt store.

I glasset var vinen forholdsvis klar, og næsen bød på vanille (egetræ?). Palle synes faktisk at duften var enormt rar, og en stor force for vinen. Jeg var enig.. En virkelig god start.
I munden fremstod vinen med en let fylde, men med en overraskende kraftig og behagelig smag, af røde bær, træ og en syre, der dog ikke var super velintegreret. Svage fine tanniner var at spore. Eftersmagen var faktisk fin og lang, hvilket igen overraskede.

Vi var overordentligt overrasket over denne vin, ikke mindst når prisen er 46 kroner, hvilket sætter den i konkurrence med nogle af supermarkedets billigste - der når Savannah- og Lindemann-vinene ikke denne til sokkeholderne.

Med prisen in mente, var det et overraskende godt glas vin, og det kaster et B af sig. Personligt vil jeg hellere betale mere for min vin, og få en mere nuanceret og smagfuld oplevelse, men går man efter vin til omkring de 50 kroner, så går man på ingen måder galt i byen med denne græske.

Karakter: B