A tasting to end all tastings

Hvis det ulidelige skulle ske, at jeg resten af mit liv ikke måtte røre en eneste dråbe vin, har lørdagens vinsmagning gjort at jeg alligevel kan læne mig tilbage som en glad mand. I løbet af 6-7 timer lærte gutterne og jeg, alt hvad der er at lære om gæstfrihed, ydmyghed, ekstravagance, gavmildhed og ikke mindst cremen af cremen inden for vin. Intet mindre.

Vinsmagningen startede som en invitation fra en af mine forældres venner. Bjarne som han hedder, er selv stor vinnyder, og har igennem mange år samlet på god vin. Jeg mindes aftener fra min barn- og ungdom, hvor han med fruen var på besøg hos mine forældre, og de sad og smagte og gættede på hvad han havde bragt med af gode sager.

Nu er jeg så selv blevet vinnyder, og via bloggen her, gik det op for Bjarne, at interessen går lidt videre end blot at nyde en flaske i ny og næ, og at jeg endda har en gruppe venner der har det på samme måde. Derfor foreslog han om ikke han skulle holde en vinaften for os.
For ham lå glæden i at få lov at præsentere hvad god vin er for sådan en gruppe vårharer som os, og det er jo både en invitation og en udfordring vi på ingen måder kunne lade ligge. Derfor takkede Palle, Jonas, Frank, Thomas, Martin (Palles bror) og undertegnede ja tak til lørdagens arrangement.

Oplægget var at vi skulle smage omkring seks vine, men det skulle hurtigt vise sig at Bjarne havde helt andre planer. Vi skulle ikke bare smage et par gode vine, men have en komplet tur rundt i det som for Bjarne, og mange andre, står som noget af det ypperste i vinen verden, nemlig franske vine i den gode ende.

Der var enkelte afstikkere undervejs, og så var der ellers godt med overraskelser. Gang på gang tog Bjarne en vis legemsdel på os, og vi måtte bare kigge på hinanden med vantro i øjnene. Dette var helt klart "the tasting to end all tastings".

Vi troppede pænt op i samlet flok, og blev ledt ned i vinkælderen, hvor der var dækket op til os. Bjarne havde sørger for at der var købt godt ind af pølse (og for pokker det var nogle gode nogle), og sammen med hjemmelavet pesto, ost, paté og brød, var der ikke en finger at sætte på forplejningen.
Og som de første vine kom på bordet, begyndte også vores fantastiske rejse ind i de store vines land. Bjarne var hamrende veloplagt, og gav både plads til at vi gutter kunne snakke og kommentere hvad vi smagte, samtidig med at han fortalte den ene historie eller anekdote efter den anden. Intet mindre end fantastisk.

Lad os se på hvad vi smagte (i drukket rækkefølge), og så godt jeg kan vil jeg give et par noter med på vejen. Hen mod enden glippede det dog lidt for mig med noterne, for der blev godt nok drukket igennem.
Alle vinene blev smagt blindt, indtil vi alle havde fået smagt og sagt et par ord om den aktuelle vin. Derefter afslørede Bjarne hvad vi sad med i glasset.


Jean Bliard Grande Réserve Champagne 1995

Jeg er på ingen måder Champagne-drikker. Faktisk kan jeg ikke fordrage stadset, men det er nok fordi jeg kun har drukket noget billigt sprøjt (og ofte noget der ikke engang må kalde sig Champagne).
Bjarne valgte dog at åbne aftenen med denne Champagne. Ud over at det er en frisk og hyggelig måde at starte en smagning på, havde Bjarne også læst at jeg jo jagter den gode Pinot Noir, og derfor synes han det var lidt sjovt at servere en Champagne lavet på 100% Pinot. Jeg er ganske enig.

Champagnen fremstod utroligt gul i glasset, og havde enkelte strenge af bobler (og kendere siger at jo bedre en Champagne er, des færre bobler).
Bjarne fortalte undervejs, at gode og gamle Champagner, efter lidt tid i glasset vil få en tydelig duft af rugbrød, og sørme om ikke det passede. Til at starte med var der ikke rigtig noget, men efter 20 minutter begyndte det. Kraftig rugbrød der gik over i en karakter af surdej. Meget meget interessant.
Smagen var utroligt mostet (som i kraftig most, nærmest æblemost), men ellers frugt, og så havde den en lækker perlende friskhed. En utroligt interessant åbning på aftenen.


Cuvée Frédéric Emile Trimbach Riesling 2001

Efter Champen serverer Bjarne to hvidvine på en gang, så vi har mulighed for at smage dem op imod hinanden. Allerede her får jeg tanken, at hvis vi skal have omkring seks vine, så er halvdelen gået nu, og jeg er altså mest rødvinsmand. Hmm.
Nå, men den første hvide er denne Riesling fra Alsace. Den var lys og klar, og havde en duft af læder (indbundne læderbøger, bagerst på et gammelt bibliotek, sagde nogen), hyldeblomst (og blomster generelt, sagde andre), og efter en del tid i glasset, kom en herlig duft af salmiak. Sært men godt.
Smagen var fin og let, og igen trådte hylden frem. Dejligt og frisk. Selvom jeg ikke er en hvidvinsmand, er det da helt klart at vine som denne er med til at åbne mine øjne. Jeg var ikke hundrede procent overbevist, men det var en god start.


Puligny-Montrachet Les Folatieres 2005

Den anden hvidvin der blev skænket op samtidig med den forrige, var denne "unge" sag. En Chardonnay fra 2005.
Jeg nåede ikke at notere mig farven, men hvid/gul er nok ikke helt skævt.
Til gengæld fik jeg skrevet at den havde en kraftig duft af nød, og denne nødede duft gik igen i smagen. Derudover var smagen utroligt fed, og sat op imod Rieslingen, var denne Chardonnay bare så meget mere saft og kraft. Den var fed, den var tyk, der var knald på smagen, og så stod indtrykkene bare klarere for mig i denne, end i Rieslingen.
Dog indskød Bjarne, at spiste man ude og der ikke var andet, så gik man aldrig galt i byen med en Riesling fra Alsace. Derfor skal dette ikke læses som en nedgøren af Rieslingen, men bare at Chardonnayen i min mund var et mere interessant glas hvidvin.


Gevrey-Chambertin 2006

Så blev det rødvinstid, og igen blev der serveret to op imod hinanden. Første vin var en Pinot Noir fra Bourgogne (hvor ellers).
Selvfølgelig var den rød, men den var godt nok klar i glasset. Ikke så overraskende når vi snakker Pinot.
Duften havde tydelige noter af svedske og så en anelse eg.
Jeg fik ikke noteret mig så meget om smagen. Det var svært for mig at sætte ord på den, ikke mindst fordi jeg synes at syren trådte ret kraftigt igennem.
Jeg er sikker på at Palle eller en af de andre gutter kan byde ind med lidt mere klogt.
Det skal dog siges, at vinen på ingen måder skuffede, men som ny Pinot-drikker, har jeg nok brug for lidt mere saft og kraft til at lokke mig over. Derfor var denne vin, for mig, lidt hurtigt glemt. Undskyld Bjarne.


Jean Gros Vosne-Romanée 1989

Så begynder der for alvor at komme lidt alder på drengen. Anden rødvin i glasset er endnu en Pinot, men 17 år ældre. Hold da op.
Vinen står nærmest brun i glasset. Ikke noget med teglsten eller noget. Martin siger flad cola, og manden har ret.
Duften virker faktisk meget indelukket, og vi noterer os noget der minder om portvin. Palle holdt denne vin kørene i glasset i ca. to timer, og der var der absolut ingen duft tilbage. Meget underligt.
Smagen havde noter af rosin, og så ellers igen syre.
Dette var et godt glas Pinot, og så var det virkelig sjovt at smage en vin med den her slags alder.
Måske Palle kan byde ind med hvordan smagen var efter de to timer, for det fik jeg ikke smagt på (det var jo hans glas, og jeg var vist travlt optaget med noget andet vin).


Flor De Pingus 2003

Her kom den første rigtigt store overraskelse. Tænk sig, en Flor De Pingus. Ingen af os havde troet at det skulle være "sådan" en aften. En aften hvor man fik lov at smage sig ind i de hellige haller af kultvine.
Det var interessant hvordan vi alle fornemmede at denne vin ikke kunne være fransk, og vores bedste bud var Spanien. Når der blev sagt Spanien blev der også sagt Tempranillo. Og så var der en der sagde Ribera Del Duero, og har man sagt Tempranillo og Ribera Del Duero, så må man også rette sig selv og sige Tinto Fino (som er navnet på Tempranillo-druen i Ribera Del Duero).
Rent blær, for vi ramte den jo lige i røven (ja, så sagde jeg det), men sandheden er mindre imponerende, for beder du os nævne andre regioner (ud over Rioja) eller druer, så er vi sgu lidt på bar bund. Så heldige, det var vi.

En Flor De Pingus er præcis så god som man siger den er (for det er der nogle der siger), og på trods af at jeg helt glemte at notere noget om dens smag, så kan jeg da sige at den står meget mørk i glasset, med en let lys kant og ellers et lilla skær.
Duften var karakteristisk af alder, og så synes jeg der var en duft af pølse. Tror jeg, for jeg har også skrevet noget andet i mine noter, men aner ikke hvad der står (måske sclunigk). Der er noget der siger mig vi er ved at blive småstive (og Bjarne noterede sig at ingen af os brugte spytspanden). Igen må Palle byde ind med lidt ord.


Château Saint-Pierre 2003

Efter Pingusen kom denne franske vin, og så er vi jo tilbage i en helt anden slags vin. Den var god, men jeg skal være ærlig at indrømme at jeg ikke fik noteret mig særligt meget om den.
Jeg tror vi alle var meget oppe at køre over at vi lige havde fået lov at smage Flor De Pingus, og når vi når ud på 7. vin, begynder bloggeren at falde lidt af på den med noterne. Det skal jeg kun beklage.

Jeg fik dog noteret mig at vinen faktisk var meget mørk, tæt på sort, og havde en duft jeg noterede mig som smøragtig. I dag er jeg ikke helt sikker på hvad jeg mente med det, men jeg fornemmer noget med at den havde en fedme i duften.
Smagsmessigt havde den en sødme, og nogle ret svage tanniner, og mere fik jeg ikke noteret mig. Tror faktisk jeg havde svært ved at skrive mere.


Château Mouton Rothschild 1995

Godt så. Så var det tid til at vi igen skulle imponeres. Som tidligere sagt smagte vi til start vinene blindt, og her var vi sikre på at det måtte være en ældre vin pga. smagen, men ikke udseendet. At det så var en Rothschild fra 1995 vi fik lov at smage, det var der ingen af os der turde have troet.

Vinen var meget mørk i glasset, og på trods af dens alder, var den hverken brun, eller noget der minder om det. Som jeg noterede mig, var den "sygt ung i farven".
Duften fik jeg ikke noteret mig meget om, andet end at den havde en duft af alder. En lidt hengemt duft som jeg synes ældre vine kan få, og det er ment hamrende positivt.
Smagen var til gengæld utroligt kraftig, der var godt med tanniner og så havde den en note af jord. Virkelig virkelig delikat. Det var tydeligt at det her var en topvin, og jeg gad godt vide hvordan den ville smage om, lad os sige 10 år.
Hold da kæft, sikke en oplevelse.


Château Beychevelle 1929

Bjarne må virkelig have tænkt over hvilke vine vi skulle smage, og så sandelig også rækkefølgen, for hvordan skal man servere en vin efter Rothschilden, uden at den skal falde helt igennem? Løsningen var at tage røven på os, igen, så hamrende fuldstændig: En Chateau Beychevelle fra 1929. Ja, 1929.
Sådan en vin er nærmest i en kategori for sig selv, så på en måde blev den et afbræk i serien af rødvine, og blev en hamrende kuriøs oplevelse, klart uden for kategori.

Hældt op i glasset stod denne vin meget mørk brun. Og vi snakker ikke rød med brun nuance. Vi snakker brun vin (brunvin?). Det var for os alle tydeligt, at her havde vi at gøre med en vin med alder. Vi har før smagt en Gaja fra 1971, og med den svagt i hukommelsen, mente vi at vi nok måtte længere tilbage. Bedste bud var 1964.
Til start var den en duft af køleskab, den der lidt syrlige mælkeproduktsduft, som jeg også synes vin med alder kan få, men efter lidt tid, fik den en duft af boullionterning. En meget kraftig og koncentreret animalsk duft.
Smagen var helt og aldeles i en kategori for sig. Først noterede jeg mig karamel, men efter lidt tid måtte jeg bare notere mig at den havde en smag som ingen anden rødvin. Faktisk noterede jeg mig at den ikke var rødvin. Den havde simpelthen ændret karakter, nærmest til sit eget enkeltstående produkt, hvor især smagen af medicin og kampfer skinnede igennem.
Hånden på hjertet, så smagte den faktisk godt, men det var en meget speciel smag. Kraftig og ikke-rødvinsagtigt, og så var det jo bare en helt vild oplevelse, at få lov at smage en vin med sådan en alder. Vi var blown away.


Les Forts De Latour 1990

Efter den vilde oplevelse med Beychevellen, var det tid til at komme tilbage til de store røde igen, og hvorfor ikke gøre det med et brag af en vin? Sådan må Bjarne have tænkt, da han planlagde at vi skulle smage denne vin.

I glasset stod den mørk rød, men med en begyndende mørk teglfarve i kanten. Duften havde igen den tydelige karakter af alder, og bød også på læder og eg.

Smagen var vild. Når man når 10. vin, begynder man at blive lidt poetisk (åbenbart), for i mine noter til smagen skrev jeg "Et totalt samlet penselstrøg af helhed i min mund". Det her var virkelig en vin der var komplet i sin smag, den var let, den var fantastisk og den var præcis som den skulle være. Jeg har ikke noteret mig en eneste smagsnote, men det her var bare fantastisk.
Afslutningsvis noterede jeg mig at den her vin var "ægte smooth", og Palle vil give den karakteren A. Jeg er ikke uenig.


Château Pavie 2000

Aftenens sidste rødvin (troede vi), var så lige en Château Pavie fra år 2000. Og hvorfor var den speciel og "sjov at smage"? Altså, ud over at det var en helt ufattelig god vin, så var det en af de vine som den gode Hr. Robert Parker har givet 100 point. Intet mindre, og sikke en oplevelse for os.

Den var forbavsende sort, og stod med flotte gardiner i glasset. Duften fik jeg slet ikke noteret, men smagen havde til gengæld massere af saft og kraft. Der var mørk peber og krydderier, godt med fylde og helt tilpas med tanniner. Det her var en vin der bare smagte hamrende godt.

Da Palle havde taget en tår, kiggede han undrende over på mig med et skævt ansigt, og nærmest hviskede ind over bordet "Er det her fransk?". Og han har ret, for den smagte faktisk slet ikke fransk, hvilket måske også er årsagen til at Hr. Frugtbombe Parker har givet den en så flot karakter.
Palle holder sig på ingen måder for fin til ikke at skulle give Hr. Frugtbombe ret, og kvitterer dermed med karakteren A. Jeg nikker anerkendende og kipper med et flag.


Castelnau de Suduiraut Sauternes 2001

12. vin blev vinen hvor det gode humør røg, og venskaber blev brudt, for der var vi godt nok ikke enige. Og med det mener jeg at det blev mig mod rov. Pisse unfair.

Problemet er at der blev sat sauternes på bordet, og til folk der drikker den slags, så ved man at det kan blive noget forfærdeligt sødt stads. Det er der sikkert mange der kan lide, men det kan jeg ikke, ligesom jeg heller ikke er glad for drinks, netop fordi det tit er noget sødt stads.

Nå, men denne fætter havde en duft der virkelig var kraftigt sød, men hvor jeg fornemmede en lidt lakridset duft. Dette gik igen i smagen, hvor også honning bød sig til. Der var virkelig tryk på smagen, den var intens, cremet og virkelig virkelig kraftig.
For mig blev det meget hurtigt alt alt for meget, men jeg har lovet gutterne at skrive at de (og det er alle fem) var totalt vilde med den. De kunne nærmest ikke få armene ned over hvor godt den smagte.

OK, venskaberne blev måske ikke brudt, og jeg tror bare vi må enes om at dette var en super lækker sauternes, og at jeg bare ikke er til den slags.


Château Lynch Bages 1970

Vi nærmede os afslutningen (egentlig var sauternen afslutningen), men Bjarne havde stadig lidt i gemmerne. Han havde på forhånd lagt til side hvad vi skulle smage, med et par enkelte flasker klemt ind, hvis vores ønsker skulle dreje i en anden retning.
Nu sad vi og var færdige, men slet ikke færdige med den ekstremt hyggelige stemning det var, at side der i Bjarnes kælder med lidt rødt i glassene. Så for ikke at ødelægge stemningen, hentede Bjarne lige en enkelt flaske rødvin frem til os.

Valget blev en Lynch Bages fra 1970. Jeg har netop diskuteret denne vin med Palle, for jeg fik ikke noteret noget som helst om den, og jeg kan ærligt talt ikke huske den. Som Palle ganske rigtigt siger, var en rødvin på dette tidspunkt nok skønt spildte dråber, for efter sauternen, og alt hvad der kom før den, var vores smagsløg nok slet ikke gearet til en gammel fransk vin.
Jeg kan huske at jeg på aftenen diskuterede den med Thomas, og at jeg mente at det var et godt glas, og den var god, men mere præcist kan det desværre ikke blive.


Fonseca Vintage Port 1994

OK godt så. Nu må det slutte, og det gør det også. Aftenens sidste vin, blev en portvin fra 1994. Jeg mindes den kun svagt, men mindes dog en nydelse og en glæde. En dejligt sød (ja, trods alt, så lidt sødt er jeg da til) afslutning på en helt og aldeles fantastisk aften.

Palle kan huske lidt flere detaljer, så han har budt ind med at den var ret mørk, nærmest rusten-orange agtig. Den havde en frugtet næse, og så var der mørk chokolade og en del sødme. Smagen var intens, med frugt og fad. Eftersmagen bød på krydderier. Virkelig god og saftig.

Og ja, jeg er selvfølgelighelt enig.


En lang aften kom omsider til sin ende, og hvilken aften det havde været. Det var en kæmpe stor oplevelse for alle os gutter, og der skal lyde et stort tak til Bjarne for den oplevelse han gav os. Vi ved godt at vi måske ikke efterlod det mest indbydende bord, og vi beklager at vi ikke hjalp med opvasken, men alligevel håber vi at vi igen en dag, vil få chancen for at nyde god vin, dybt nede i Bjarnes kælder.

Noter om lørdagens smagning er på vej

Lørdagens smagning er en aften der for mig og vennerne vil gå over i historien. Vi blev godt og grundigt taget på sengen, og hvad vi troede skulle være en hyggelig smagning, med nogle få gode flasker, endte med at blive en tour de force gennem den ene store oplevelse efter den anden. Faktisk i en sådan mængde, at mit indlæg om aftenen tager lidt tid at få færdigt.

Men, men, men. Det er snart oppe. Meget snart.

Spændende vinsmagning lørdag

Lidt vin fra sidst vi drak fransk.

Vennerne og jeg har hele aftenen skrevet frem og tilbage mellem hinanden, fordi vi glæder os som små børn. Vi glæder os fordi, vi i morgen lørdag skal til en privat vinsmagning.
Mine forældre har nogle gamle venner, hvor manden er utroligt vininteresseret, og det i sådan en grad, at han gennem mange år har investeret i mange og gode vine.

Da det gik op for ham at jeg ikke bare var begyndt at interessere mig for vin (og det i sådan en grad at jeg har startet en vinblog), men at jeg også har en håndfuld venner der deler denne interesse, synes han at det kunne være sjovt at give os en ordentlig oplevelse. Derfor har han tilbudt os at komme forbi ham i morgen aften, hvor vi i hans vinkælder skal bespises, alt imens vi kommer til at nyde noget af alt det gode han har liggende på hylderne.

Han har ikke ville fortælle for meget om morgendagens vine (og sådan skal det også være), men da han ved at jeg jo jager den gode Pinot Noir, synes han det kunne være sjovt at byde os på en rigtig god flaske Champagne (der er lavet på Pinot Noir). Det er noget jeg glæder mig til, for hånden på hjertet, så er jeg sgu ikke så meget for Champagne, og det siger jeg kun fordi jeg enten har drukket noget billigt sprøjt, eller noget spansk Cava. Jeg forventer en opdragende lektion.
Derudover vil han præsentere os for Sauterne og rødt fra Bourgogne, og sikkert også lidt Bordeaux og måske lidt spansk. Hvad det dog ender med, ved jeg ikke, og som jeg startede indlægget, så glæder jeg mig som et lille barn. Det bliver sjovt at side på den side af en vinsmagning, hvor jeg ikke ved hvad der hældes i glasset, og hvor jeg helt sikkert vil lære en masse, og nogle meget store oplevelser.

Forvent en fyldig beskrivelse af de vine vi kommer til at drikke, så snart jeg er kommet tilbage til overfladen.

Rigtig god weekend.

Når en vinblogger tager til London

I den forgangne uge var jeg en tur i London, og når man er det, så er der lidt stille på bloggen. Til gengæld var der ikke stille i London.

Dem der kender til London vil dog vide, at dette indlæg bliver en anelse blasfemisk i forhold til bloggens emne, for når man er i London, England, så drikker man altså ikke megen rødvin. Man drikker øl og te. Beer, tea and wine fact.

Vinguruen Oz Clarke og bilnørden James May har i to tv-rejseprogrammer rejst både Frankrig og Californien tyndt, for at undervise englænderne i druernes fortræffelighed, og James May havde samtidig det ædle mål, at finde en god vin til få penge. En understregning af at vin bare ikke er det man gør mest i, i England.

Når nu der så ikke gik vin i den, hvad gik der så i den, spørger nogle måske (og tak for spørgsmålet). Jamen, der gik da selvfølgelig øl i den. Både lunken flad ale, frisk bitter og lokal humlefuld øl, og de blev drukket nogle rigtigt spændende stedder.
Så til de af jer der trods alt ikke er fuldstændigt religiøse med jeres vin, og som måske en dag tager til London for også at smage på øl, kommer her en lille liste med pubber jeg på det kraftigeste kan anbefale at man slår vejen forbi.

The Old Bank of England Pub - Fleet Street

Hål ååb der er fint.

En af dagene tog vi på en guidet tur rundt i området The Strand/Fleet Street. Det er her mange af teatrene ligger, og det viste sig at der også lå en del fine pubber. Når jeg siger fin, så er der vist ikke nogen pub der slår The Old Bank of England, som ligger på Fleet Street, kort efter The Strand skifter navn til Fleet. Det er simpelthen den gamle banks hovedsæde der er bygget om til pub. Man har bibeholdt det fine interiør, og har smækket en stor flot bar op i midten af lokalet.
Vores guide var en gammel amerikansk rotte (der dog havde boet i London i 40 år), og han var mere en med på at vi drak en øl på samtlige af de pubber vi besøgte.
Denne pub skal ses, simpelthen fordi den er så hamrende anderledes, samtidig med at den giver et indblik i en ekstravagance, man sjældent får lov at se.

Ye Olde Cheshire Cheese - Fleet Street

Den første lille bar, tæt ved indgangen til pubben.

Snakke man om en godt gemt hemmelighed, så kan man sagtens snakke om denne pub. Pubben ligger også på Fleet Street, cirka halvvejs mellem The Strand og St. Pauls Cathedral. Den er godt gemt, for man skal ind i en lille gyde, for at finde indgangen.
Det første man ser inde i gyden, er det fine gamle skilt, der udover at fortælle pubbens navn, også kan fortælle at den er blevet rebuilt i 1667. Hmm. Inden for døren kan man dreje til højre for at komme ind i det meget lille publokale (der i gamle dage kun var for mænd), eller til venstre for at træde ind i den mørke men hyggelige spisesal, hvor der både er ild i kaminen og savsmuld på gulvet (her spiste vi forresten, og det smagte fortrinligt. Ægte britisk mad). Ved indgangen er der også mulighed for at gå ned af en hovedpinefremkaldende smal og lav trappe, så man kommer ned i et kælderlokale hvor der også er plads at side. Herfra kan man gå yderligere et par trin ned til et lille aflangt rum, og derfra videre ned til et større rum, der her byder på endnu en bar. Baren spreder sig altså over tre fire etager, nedad, og alt er holdt i hvide sten og brune bjælker. Hamrende autentisk, og hamrende hyggeligt. Her tilbragte vi en hel aften, og det er et sted jeg gerne kommer tilbage til.

The Nags Head - Kinnerton Street

Baren er fuld af nick-nack, og trappen ned anes til venstre.

En sidste pub der skal have et par ord med på vejen, er The Nags Head. Af helt tilfældige årsager, var min gode vinven Palle også i London (og nej, vi var ikke på tur sammen), og han havde besøgt denne pub, og kunne kun anbefale den.
Pubben ligger på Kinnerton Street, nær Hyde Park Corner, og er en rigtig lille original bule. Uden for pubben, mødes man af skilte der advarer mod brug af mobiltelefon indenfor. Gør man det alligevel, bliver man smidt ud (hvilket skete da jeg var der. En slikket italiener mente ikke reglen galt for ham. Det gjorde den). Palle kunne også fortælle, at når ejeren selv stod i pubben, så var der også retningslinjer omkring anbringelse af overtøj (på de små knager der hang overalt i pubben).
Ejeren var dog ikke på sin plads da jeg besøgte pubben, men det ændrede på ingen måder på stedets charme. Når man kommer ind i det lille pubrum, er der en lille bar, hvor der bagved den går en lille trappe ca. en halv etage ned. Her ligger resten af pubben, og man kan gennem baren kigge op og ned på de to små rum som pubben består af. Baren er fuldstændig oversået med gamle billeder, sportsgenstande, ure, tegninger, avisudklip, ja you name it. Loftet er totalt dækket af underlige gamle avisudklip, og med det lave loft og de tændte kaminer, er det alt sammen med til at lave en fantastisk hyggelig atmosfære. Besøg, besøg, besøg.

Med alle denne snak om pubber og øl (og te), kan det så passe at der slet ikke gøres i vin i London? Jo, selvfølgelig gør der det, men jeg skal være ærlig og sige, at vinen for en lille uge, var sat i baggrunden. Alligevel fik jeg da drukket en enkelt flaske Ruffino Chianti på Oxo Towers brasseri, samt en flaskes husets ligegyldige på en eller anden restaurant i The Strand-området. Den første bedre end den anden, men ingen af dem noget specielt at skrive hjem om.
Dog så jeg en rigtig fin vinhandel, lige der hvor The Strand bliver til Fleet, men der var desværre lukket da jeg kom forbi. Ydermere så jeg også en vinbar i området omkring Leicester Square, men igen, kom ikke derned.

Jeg håber at dette indlæg ikke støder for mange af jer (som om), og til de interesserede håber jeg at jeg har kunnet videregive lidt inspiration til en god øl-tur til London.
Og lad os hermed vende tilbage til vinen, her på bloggen. På lørdag går det nemlig løs med en vinsmagning jeg glæder mig så meget til. Mere følger.

De fem største vinrelaterede oplevelser i 2011

Det er så populært at lave "top-lister" over alt muligt, og man ser dem på både blogs, på tv og i blade. De spænder over de særeste emner, og kun fantasien sætter grænser for hvad der bliver præsenteret på sådanne lister.
Jeg tror at populariteten kommer af, at den slags lister gerne er så ultimative i deres udtryk. Det er ikke gode forslag der præsenteres, men det ultimative inden for hvad end emnet nu er. De er oplagte diskussionsstartere (hvis emnet interesserer en), og de er et sjovt indblik i hvad andre mener er det bedste (eller det værste) inden for et givent emne.

Selv er jeg en sucker for at læse den slags lister, og nu da jeg jo har min egen blog, er det indlysende at jeg også skal lave en. I anledning af at vi nu skriver 2012, har jeg valgt at lave en top-5-liste over de største vinrelaterede oplevelser jeg havde sidste år. Det bliver altså en liste der bliver svær at have en holdning til, da den kun afspejler mine oplevelser, og derfor er den i bund og grund hamrende egoistisk. Til gengæld hører jeg meget gerne om læsernes bedste vinoplevelser sidste år, så skriv endelig en kommentar til indlægget.

Men lad os kommer i gang, her er min top-5 over mine bedste vinrelaterede oplevelser sidste år.

5. Nye lande og druer
På en femteplads har jeg valgt at fokusere på de, for mig, nye vinlande og druer jeg før ikke har brugt så megen tid på. Det var i 2011 at jeg for alvor skruede op for min interesse, og en spirrende seriøsitet omkring vin, og det har gennem året åbnet op for både lande og druer jeg ikke før har brug så megen tid på.
Hvor jeg før i tiden har svælget meget i især italienske og australske vine, og dermed druer som Nebbiolo, Sangiovese og Shiraz, har 2011 budt på vine fra så eksotiske stedder som Græsk-Makedonien og Libanon. Dog har det især været vine fra Spanien og Sydafrika der har imponeret mig, og det er helt sikkert vinlande jeg skal udforske mere i det nye år.
Også på druefronten har mit verdensbillede åbnet sig. Først fandt jeg ud af at Bordeaux-blend kan være en rigtig interessant blanding (gerne Cabernet Sauvignong, Merlot og Cabernet Franc), men senere opdagede jeg at Cabernet Sauvignon alene kan blive til rigtigt god vin (og også utrolig dårlig vin). Interessant synes jeg, for for en vin-novice som mig, er Cabernet Sauvignon en rigtig forældre-drue, fordi mine forældre var store nydere af franske vine tilbage i 80'erne. Det er det altså ikke mere. Nu får den også herfra den respekt som den fortjener.
Afslutningsvis skal nævnes Pinot Noir-druen, som jeg aldrig har været fan af. Men med lidt hjælp fra især medblogger Nanna, er det en drue jeg nu er blevet rigtig interesseret i, som har kastet en rigtig god oplevelse af sig, og som jeg glæder mig til at udforske dybere i 2012.

4. Winemakers dinner og vinsmagninger
Tilbage i oktober deltog jeg i en winemakers dinner sammen med mine gode venner, og selvom jeg dengang var ganske kritisk over aftenens forløb, så er jeg som dagene er gået, egentlig blevet rigtig glad for oplevelsen. Jeg står ved hvert et ord jeg sagde dengang, men konceptet med at man 100% nørder over vin, det er jeg helt vild med.
Det samme kommer til udtryk, når man vælger at lave en privat vinaften, og det fik jeg gjort et par gange i 2011. Jeg synes det er fantastisk at bruge en måned eller to på, at gå og summe over hvilke vine der skal præsenteres på aftenen, og endnu mere fantastisk er det så at stå på selve aftenen, med en masse viden og små anekdoter, som kan serveres sammen med hver flaske vin.
Både winemakers dinners, private vinaftener, og store vinsmagninger er alt sammen noget jeg vil gøre mere af i 2012. Glæden ved disse events er i hvert fald stor nok til at den har fået en fjerde-plads på min top fem.

3. Franske vine
Fra tid til anden får fransk vin en hård medfart her på bloggen, og et langt stykke hen ad vejen er det jo helt vildt uretfærdigt. Årsagen er at jeg, som mange andre, oplever at jeg får mere for pengene hvis jeg f.eks. kigger mod Italien frem for Frankrig. Bevæger vi os rundt i 100-200 kroners klassen, synes jeg altid at jeg kan finde en langt bedre vin fra Italien, end fra Frankrig. Bevæger vi os under 100 kroner, ja så er fransk vin stort set udrikkelig (yes, det var en provokation).
Omvendt er der ingen tvivl om at franskmændende kan lave vin, og jeg begynder at forstå de ord jeg nu har hørt nogle gange: "Når først du har været hele vinverden rundt, og begynder at værdsætte vin, så ender du i Bordeaux". Arrogant sætning, men i 2011 nærmede jeg mig absolut en forståelse af den.
Det lykkedes mig nemlig at skaffe to fine Bordeaux-vine hjem, og især den ene slog fuldstændig benene væk under mig og mine venner. Det var en flaske Chateau Longueville du Baron de Pichon, en anden-cru fra 1990. 1990 skulle have været et fantastisk år i Pauillac/Médoc, og for pokker da det var en fantastisk vin. Det er nok noget af det lækreste, mest helstøbte jeg nogensinde har smagt. Det var en vin der bare havde alt, som var i perfekt balance, og som bød på duft og smag som jeg er sikker på du ikke får andre steder, end hvis du lægger lidt gode penge, for en god gammel flaske fransk.
Og derfor skal jeg være ærlig at sige, at jo, Frankrig laver fantastisk vin, og jeg skal helt sikkert have mere af det i 2012. Faktisk om mindre end to uger, men det skal der nok komme mere om, her på bloggen.

2. Australske Mollydooker
At en af de bedste vine jeg nogensinde har smagt (den franske fra punkt 3) ikke rangerer helt i toppen af denne liste, skyldes at det var en enkeltstående oplevelse som virkelig var god, men som også er endt med at stå som et enkelt kraftigt udslag, på en lang vandret kurve.
Til at trumfe sådan en oplevelse, kommer det australske vinhus Mollydooker valsende ind fra højre, og napper anden-pladsen på denne liste. Det var i 2011 at jeg opdagede Mollydooker, og alle deres herlige vine. Det er vine som The Boxer, Two Left Feet, Gigglepot og Blue Eyed Boy, og så selvfølgelig flagskibet, den helt fantastiske Velvet Glove. Hele vejen igennem er det bare et vinhus der har givet mig smil på læben, og hver gang jeg har haft lyst til en vin der bare smager godt, og hvor jeg ikke har villet blive skuffet, har jeg tyet til Mollydooker.
Der er ingen tvivl om, at som enkeltvin er den franske Baron de Pichon en bedre vin end hvilken som helst af Mollydookers vine (selvom der nu var noget over den Velvet Glove), men samlet set har Mollydooker bare bidraget med glæde gennem hele året, hvorfor de klart fortjener en anden-plads.
Så håber jeg bare at 2012 byder på en ny åbenbaring, et nyt hus der bare kan blive ved med at imponere mig med deres vine. Fingrene er krydsede.

1. Velkommen til vintanker.dk
Det er på førstepladsen at egoismen sejrer. Det er her jeg fejrer at jeg i 2011 fik startet min egen vinblog.
I en hel del år har jeg været interesseret i vin, og som årene er gået, er interessen bare vokset. Men samtidig med at min interesse for vin voksede, så synes jeg ikke at min viden eller skarphed omkring vin, voksede i samme grad. Derfor begyndte jeg at nørde lidt mere vin i 2011.
Jeg begyndte at læse vinblogs, og langsomt slog noget ned i mig. Jeg synes det var spændende og lærerrigt at læse disse blogs, og pludselig så jeg netop en blog som en mulighed for at blive skarpere. Skulle jeg starte en blog, og virkelig bruge tid på den, skulle målet være at jeg selv blev klogere. Bloggen skulle være for min skyld, et sted hvor jeg kunne smide de tanker af jeg gik og havde om vin, og hvor jeg kunne samle mine noter om det jeg smagte. Hvis det så samtidig kunne interessere eller underholde andre mennesker, så ville det da være helt fint.
At bloggen så har udviklet sig til et sted der faktisk bliver læst af andre mennesker, og hvor der endda er nogle der har tid og lyst til at kommentere, det er jeg bare dybt taknemmelig for. Det har på en eller anden måde gjort det endnu sjovere for mig at skrive her på bloggen, og jeg ser frem til at fortsætte denne rejse i 2012.

Mollydooker Velvet Glove 2010

Her er den så, Mollydookers flagskib, vinen vi i over en måned har ventet på at smage - Velvet Glove.

Det var i 2011 at jeg først hørte om det australske vinhus Mollydooker, og efter at have smagt en hel del af deres vine, har det stået klart at på et eller andet tidspunkt, blev jeg også nødt til at smage deres Velvet Glove.

Kæresten var hurtig at overtale, for hun er også faldet pladask for Mollydooker, og for at få prisen ned i et mere overkommeligt leje, fik vi også min gode vin-ven Palle med på ideen. Ideen om at nytårsaften vinmæssigt skulle være Mollydooker-aften.

Som tidligere skrevet, drak vi først Mollydookers The Violinist 2011, samt Gigglepot 2009, hvorefter det var tid til at få åbnet fløjlshandsken.

Egentlig skal jeg sige genåbnet, for efter kraftige overvejelser valgte Palle og jeg at hælde den på karaffel i ca. fire timer, hvilket jeg er sikker på den havde godt af.

Velvet Glove er en vin lavet på 100% Shiraz, og den trækker 15,5% alkohol, hvilket i bund og grund er kedelig data der ligeså godt kunne have beskrevet Mollydookers The Boxer, Blue Eyed Boy eller Carnival og Love. Årsagen til at de har fire vine der alle er lavet på 100% Shiraz, skal findes i deres filosofi om smag, som de selv beskriver som Marquis Fruit Weight.

Denne Fruit Weight beskriver hvor intens frugtsmagen er, samt hvor langt tilbage på tungen smagen "sætter" sig. Jo længere tilbage på tungen (og i munden) smagen efterlader spor, des højere Fruit Weight, og des dyrere (og bedre) vin. Velvet Glove er et overordentligt velvalgt navn, da denne vin har en Fruit Weight på 100%, hvilket vil sige at hele tungen dækkes af smag, som havde den fået en frugtrig fløjlshandske på.

Under selekteringen af druerne, går kun de bedste til Velvet Glove, de næstbedste til Carnival of Love, og så fremdeles. Dette betyder at der ikke nødvendigvis bliver lavet Velvet Glove alle år. Er druerne der ikke til den (læs: kvaliteten er for ringe), bliver den ikke fremstillet.

Bevæger vi os til selve flasken, så er den nærmest et lille kunstværk i sig selv. Jeg har før skrevet om hvordan en sjov eller interessant etiket kan få mig til at blive interesseret i en vin, men her er det hele flasken, og hver en detalje ved den, der vækker ens interesse.

Flasken er formet som en bowlingkegle, og er i mørk brungrønt glas. Når der er vin i, er flasken fuldstændig sort, og ikke til at se igennem. Vinen har skruelåg (det har alle Mollydookers vine), men hen over skruelåget er sat en fløjlsrem, som man bliver nødt til at klippe op, for at få skruelåget af. Fin lille detalje.

Detaljerne fortsætter dog ved både for- og bagetiketterne, der begge er lavet af fløjl, påskrevet med sølvtråd. Det bliver bare ikke mere lækkert og blæret end det. Det er ikke kun en vin man køber her, men også en lille oplevelse. Det er ikke så få mennesker jeg har vist flasken i løbet af december, og alle har synes at det var en alt for blæret vin, og de var spændte på at høre om hvordan den så var.

Med alt dette nævnt, er det svært at trække den længere. Lad os se på hvordan vinen så var.

Udseende: Mørk, mørk, mørk, nærmest sort, men med lilla kant. Tykke gardiner ned ad glassets kanter. Alt i alt meget indbydende.

Duft: Åh ja, hvilken hamrende flot intensitet. Aldrig har jeg duftet en vin der var så kraftig i sit udtryk. Man bedøvedes, men på den helt rigtige og fantastiske måde. Palle byder ind med noter af solbær, egetræ, muldjord, varme og alkohol, men alt sammen i flot balance. Der er ikke nogle indtryk der stikker fuldstændig af, eller som prøver at overdøve de andre.

Smag: Nu bliver det sjovt. Kan smagen virkelig fylde munden så voldsomt ud, som Mollydooker nu selv mener? Åh ja for pokker, også i den grad. Vi diskuterede lidt hvilke noter vi fornemmede, og kom frem til måske solbær, men det er mere selve oplevelsen der er værd at bemærke. Munden fyldes nemlig ganske rigtigt ud med den mest fantastiske kraftige og intense smag, af sol og frugt, og det er vitterlig en smag der lægger sig fra spidsen af tungen, og et godt stykke ned i halsen. Jeg har læst flere beskrive smagen som tyk og olieret, og det gjorde mig en anelse bange, da jeg frygtede en oplevelse ala vinene fra Gotham Wines, men den frygt blev gjort til skamme. Ingen kaffefløde her, bare ren nydelse med en konsistens og fylde som enhver anden god rødvin (beklager hvis du synes Gotham vine er gode).

Eftersmagen er et kapitel for sig, for hånden på hjertet, så hang smagen, endda meget kraftigt, i mere end tre minutter. Man blev bare ved og ved med at kunne smage vinen. Som sagt var vinen også i meget flot balance, og duften af alkohol trådte på ingen måder dominerende igennem i smagen. Tanninerne var til gengæld noget mildere end forventet, men det var på intet måde et problem. Dog diskuterede Palle og jeg hvad vinen vil vinde ved at ligge 10-20-30 år, for den er et overordentligt fantastisk glas vin lige nu.

Pris: 1100 kroner hos Atomwine.

Bedømmelse: Der er ikke så meget mere at sige. Mollydookers vin er en helt fantastisk oplevelse. Det er IKKE fransk finesse, det er sol og sommer, men det er også noget helt specielt. Noget helt sit eget. Jeg vil med glæde gerne drikke en, to, tre flasker mere af den, men problemet bliver prisen. Palle vil hellere have 3-4 flasker Gigglepot til samme pris, og et eller andet sted er jeg enig med ham, for 1100 kroner er mange penge for en enkelt flaske vin. Alligevel får man noget for pengene, som 3-4 flasker Gigglepot ikke kan give. De kan give flere aftener med god vin, men de kan aldrig give den intensitet, og den oplevelse en flaske Velvet Glove giver.

Måske jeg også hellere vil vælge flere aftener med god vin, end en enkelt med en helt fantastisk vinoplevelse, men det siger jeg også kun fordi jeg nu har haft den ene fantastiske aften. Jeg vil ikke udelukke at jeg på et tidspunkt vil have sådan en aften igen, for det var nu noget helt specielt.

Karakter: A+

Nytår og fantastisk vin

Så blev det 2012, og sikke en fantastisk måde vi trådte ind i det nye år. Det er ikke fordi vi holdt den vildeste abefest (den slags slutter når man, og alle vennerne, begynder at få småbørn), men vi var samlet fire par, der alle satte især mad og vin i højsædet. Hvert par stod for en ret, og så havde vi overladet det til hver i sær at tage vin med til eget forbrug.

Jeg har tidligere fortalt hvordan min kæreste, min gode vin-ven Palle og jeg selv, valgte at gøre nytåret 2011 til Mollydooker-night, og derfor gik vi sammen om en flaske hvid The Violinist 2011, og så de to røde Gigglepot 2009 og Velvet Glove 2010. Vi kendte alle Gigglepotten, men var spændte på hvordan de to andre ville være. Ikke mindst op imod den mad vi skulle have.

Første ret stod min smukke ven Jonas for. Hans datter var desværre blevet syg, så hans kone måtte blive hjemme, hvilket overlod et større køkkenarbejde til Jonas selv. De 10 minutter han lige skulle bruge i køkkenet, blev hurtigt forvandlet til en lille time, men skidt pyt, for der blev i sidste ende serveret ægte forkælelse.
Han havde lavet ovnbagt havtaske som var lagt på en eller anden puré, omkrandset af nogle salte mandler, små fine rødbedeklumper i en glace, og så var der rodfrugt-chips, igen med en puré som dyppelse. Fint så det ud, og godt smagte det, og til retten havde Jonas købt en Cava som gik rigtig godt til. Det gjorde lidt at vores Violinist blev lidt overflødig, men den skulle selvfølgelig åbnes og prøves til retten.

Mollydooker The Violinist 2011
I glasset fremstod The Violinist utroligt lys og klar, og med en alkohol på 16% var vi en anelse spændte på hvad vi skulle smage. Duften var egentlig fin, men allerede her fornemmede man den høje alkoholprocent.
Smagen var et kapitel for sig, for aldrig har vi smagt en hvidvin som denne. Palle blev ved med at snakke om, at havde den været nogle grader varmere, og drukket blindt, ville man have troet det var en rødvin. Det var ren fuldemandssnak, men det passer at den havde smag som ingen anden hvidvin.
For det første smagte alkoholen meget kraftigt igennem, og det første glas drak vi inden maden, på tom mave, og det føltes næsten som at bunde et vodka-shot. Det rev godt og grundigt i maven. Vinen manglede det friske og sprøde som man finder i mange hvidvine, og der var ikke nogle klare frugtnoter. Jeg endte med at beskrive smagen som meget "grøn", forstået som at det mere var noter af grøntsager, end af frugt, der trådte igennem.
The Violinist er en meget speciel vin, som jeg ikke nødvendigvis er utilfreds med. Den er bare meget anderledes, og så er alkoholen nok en anelse for høj. Jeg tror Palle tog flasken med hjem, med den slat der var tilbage, så måske han kan fortælle hvordan den var på anden-dagen.

Anden ret stod aftenens værter, Rasmus og Camilla for, og de havde lavet andebryst på rødbede (jeg ved ikke hvad det er med de satans rødbeder, som både Jonas og Rasmus/Camilla brugte. Måske noget med at det er "årstidens rodfrugt"), samt en lille fin kartoffel. Igen en flot an(d)retning, og en ret der smagte rigtig godt. Rasmus mente selv, at han med denne ret ligesom afsluttede julen på behørig vis, og måske der var noget om det.
Her valgte vi at åbne Gigglepotten, og den vil jeg ikke skrive særligt meget om, da den var præcis lige så god som jeg husker den. Det er en virkelig fantastisk vin, der bare bliver ved med at please, og så gik den helt fint til retten. Yum-yum.

Tredje ret var Palle og Dittes, og de havde lavet en rigtig fornem tapas-tallerken til os hver. Der var adskillige lækre pølser (både nogle med vin og nogle med chilli i), en lækker svinekæbe, og en suveræn pesto, og så selvfølgelig godt med brød. Nå ja, og lidt svampe og oliven. Alt sammen meget lækkert, og noget man bare kan side og hygge over.
Her åbnede vi vinen vi havde glædet os aller mest til, Mollydookers Velvet Glove. Det var en vin, og en oplevelse, der var så fin, at den får sit eget indlæg. Intet mindre.

Men afslutningsvis skal det da lige siges, at fordi vi nærmede os midnat, og fordi der stadig var Velvet Glove i glasset da klokken slog 24, kan man sige at vi både afsluttede vinåret 2011, og startede det nye vinår 2012, på aldeles ordentlig manér.

Og til dem der tænker "hvilken ret stod dig og kæresten så for?", så var det noget med en chokolade-tiramisu der havde fået lidt for meget sprut til rigtigt at være en nydelse, så den springer vi let og elegant henover.

Rigtig godt nytår.