Torbreck The Struie 2006

Niende vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Sidste vin til vinsmagningen, og den eneste jeg havde smagt på forhånd. Den er fra Australien og er lavet på 100% Shiraz.

Torbreck laver ifølge Parker "nogle af jordens mest spændende vine", og deres topvin, Run Rig (ja, opkaldt efter det der skotske band), sælges for 1500 kroner flasken.

Navnet Torbreck er af skotsk oprindelse, hvilket mange af vinnavnene også er. For eksempel er vinen Woodcutter opkaldt efter de skotske skovhuggere, mens Run Rig som sagt er opkaldt efter bandet. Årsagen er at husets ejer, David Powell, tidligere har arbejdet i Skotland, og man må formode at han holdt af landet.

Denne vin, The Struie, er opkaldt efter en bakke der rejser sig over destilleriet Glenmorangie, og The Struie er også hjemsted for pubben Altman Arms, hvor David Powell første gang hørte bandet Run Rig.

Udseende: Det er blevet sent, og det eneste jeg har noteret mig er mørk, mørk rød. Passer jo fint til en rødvin.

Duft: Tydelige kirsebær, en snert af portvin, og så ligesom en form for acetone, eller en kunstig duft. Vi var lidt i tvivl, og vores næser var godt smadrede på dette tidspunkt.

Smag: Det eneste vi fandt frem til var at det var en balanceret vin, og at alkoholen på 14,5% på ingen måder smagte for kraftigt igennem. Men det er også det eneste. Desværre.

Pris: 330 kroner hos H.J. Hansen.

Bedømmelse: Som sagt har jeg smagt denne vin før, og jeg synes det er en meget meget lækker australsk Shiraz. Den vil noget mere end "normale" Aussie Shirazer, som jeg synes godt kan få en lidt for parfumeret smag. Det synes jeg på ingen måder denne har. Denne gang kom den desværre som vin nummer ni, og efter bomben fra Gotham, som stort set dræbte alt vi havde at smage med. Så karakteren gives ud fra disse præmisser, og så må jeg gensmage og genkommentere den på et andet tidspunkt. Jeg har heldigvis flere liggende.

Karakter: C

Vinklubbens gennemsnitlige score: C

Gotham Old Vine Mataro 2007

Ottende vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Endelig lander vi hvor vi normalt har smagt en del, nemlig Australien. Denne vin er dog lidt speciel.

For det første er den lavet på 100% Mataro (Mourvedre), en drue der normalt er en blandingsdrue og som nærmest aldrig står alene. Den bruges gerne i Rhone-vine, hvor Grenach og Syrah har hovedvægten.

For det andet er vinen lavet på 127 år gamle vinstokke, og efter denne høst ønskede vinhuset et større udbytte, hvorfor de genplantede hele marken. Derfor kommer der ikke flere årgange af denne vin. Det er sgu da lidt specielt.

Vinen har ligget 24 måneder på nye franske fade, og der er kun lavet 200 kasser.

Udseende: Svag rød med en brunlig nuance. Måske over i rødbrun tegl.

Duft: En usandsynlig svag duft af køleskab, og en smule vanille.

Smag: Det allerførste Schrøder udbryder er "Det er jo nærmest portvin". Og han havde ret. Vinen er voldsomt sød, ren power og besidder stort set ingen elegance. For at citere "Spinal Tap", er der skruet helt op på 11. One higher.

Pris: 159 kroner hos Atomwine.

Bedømmelse: Den her vin er alt, alt for meget. Der er simpelthen alt for meget tryk på samtlige cylindre. Egentlig burde vinen være perfekt så sent på aftenen, og efter så mange vine, men vi fandt den alt for sød og powerfuld. Jeg har en flaske mere liggende, og ser frem til at prøve den under andre forhold. Thomas endte med at hælde sin ud.

Karakter: C

Vinklubbens gennemsnitlige score: D+

Dominus Estate Napanook 2004

Syvende vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Californisk vin fra Napa Valley, lavet af selveste Christian Moueix, manden bag Frankrigs kultvin nummer et, Petrus. Jeg ville så gerne have en Napa-vin med til smagningen, og igen gav det mig mulighed for at smage endnu en Bordeaux-blend lavet uden for Frankrig.

Vinen er lavet på 83% Cabernet Sauvignon, 9% Cabernet Franc, 4% Petit Verdot, 3% Merlot og 1% Malbec. Altså samtlige fem klassiske Bordeaux-druer.

Udseende: Meget mørk bordeauxrød.

Duft: Jeg noterede mig en klar duft af koldt køleskab samt et strejf af mentol.

Smag: Smagen var meget stærk, kraftig, men det faldt os utroligt svært at definere mere præcist. Måske vi var bedøvede og overvældede efter Kanonkopen.

Pris: 400 kroner hos Brdr. D's Vinhandel.

Bedømmelse: Jeg havde set så uendeligt meget frem til denne vin. Ikke mindst grundet dens pris, og så at den er lavet af selveste Hr. Petrus. Men sikken en skuffelse. Det var som om den ikke rigtig ville noget i nogen bestemt retning, og den gjorde virkelig ikke noget mindeværdigt væsen af sig. Jeg er svært bange for at den skulle have været dekanteret nogle timer. Øv, øv.

Karakter: C

Vinklubbens gennemsnitlige score: D+

Kanonkop Paul Sauer 2005

Sjette vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Denne vin landede i vinsmagningen af to årsager. For det første har jeg aldrig gjort mig i sydafrikanske vine, hvorfor jeg gerne ville have en med. For det andet gav min smagning af Fina Caro Maestro for noget tid siden, mig lyst til at udforske ikke-franske vine lavet på Bordeaux-blend. Simon ovre på Winelover har været til en vinsmagning i sin vinklub, hvor de netop drak denne vin, og den nød de tilsyneladende. Dermed virkede det som et fornuftigt valg.

Vinen er som sagt fra Sydafrika og stammer fra området Stellenbosch. Stellenbosch ligger en halv times kørsel fra Cape Town, og betragtes som hjertet i den sydafrikanske vinverden. Ifølge min nyindkøbte vinbog holder nogle af Sydafrikas mest betydningsfulde vinhuse til i Stellenbosch, og kunne man give cru-classé-status ville flere af dem kunne opnå det. Herunder hører også Kanonkop.

Vinen er lavet på 70% Cabernet Sauvignon, 15% Merlot og 15% Cabernet Franc, og er Kanonkops prestigevin. Afslutningsvis skal det siges at flasken vi drak muligvis er den sidste i Danmark, idet jeg bestilte tre flasker, men den danske leverandør havde kun en enkelt tilbage på lager. Så hvis I finder en årgang 2005, så er den måske den sidste.

Udseende: Vinen stod dejligt mørk rød og havde en meget svag brunlig nuance. Mmm, et begyndende tegn på alder.

Duft: Virkelig virkelig lækker og kompleks. Animalske toner, læder og lidt røg.

Smag: Jeg fik ikke noteret mig enkelte nuancer, men har skrevet "lang eftersmag, perfekte tanniner. Meget balanceret og MEGET MEGET lækker".

Pris: 289 kroner hos Vild Med Vin.

Bedømmelse: Et usandsynligt lækkert glas vin. Det besad alle de karakterer en rigtig god vin skal have, og var i perfekt balance. Hold da op.

Karakter: B+

Vinklubbens gennemsnitlige score: B(+)

Aalto Ribera Del Duero 2007

Femte vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Igen en spansk vin, men denne gang fra området Ribera Del Duero. Vinen er på 100% Tinto Fino, hvilet er det spanske navn for Tempranillo-druen.
En af forskellene mellem denne vin og så Riojaen vi drak tidligere, er at dagene i Ribero Del Duero er varmere, hvor imod nætterne er betydeligt koldere, hvilket giver en vin med fylde og kraft, men som stadig besidder en del syre.
Druerne kommer fra de bedste parceller fra syv forskellige kommuner i Ribera Del Duero, og vinstokkene er alle mindst 40 år gamle.
Jeg havde læst en del om vinen, og da Simon ovre på Winelover havde rost vinen, gav det mening at vi tog den med i smagningen. Samtidig var det også interessant at holde to Tempranillo-vine fra forskellige områder op mod hinanden. Selvom der er mange år imellem dem (Riojaen var fra 1996), burde ændringen af område også betyde en hel del. Og nå ja, så er druesammensætningen jo heller ikke helt ens.
Afslutningsvis kan det siges at samtlige vine fra Aalto har fået succes siden begyndelsen i 1998, og ingen vine derfra har fået under 91 point af den gode Hr. Parker.

Udseende: Vinen stod mørk rød i glasset, men en svag antydning af lilla. Normalt et tegn på en ung vin, men den holder måske ikke helt her.

Duft: En fantastisk duft. Vi noterede os vanille og mørke bær.

Smag: Det første der slog os var at smagen var sød, nærmest sukret. Derefter kom der et anstrøg af mandel og måske lidt jordbær? Vinen var lettere kraftig og ret balanceret.

Pris: 287 kroner hos Vinexus.

Bedømmelse: Et virkelig lækkert glas vin. Vinen var ganske kompliceret, virkede flersporet frem for ensporet, og var samlet set en virkelig nydelse.

Karakter: B

Vinklubbens gennemsnitlige score: C+ (tæt på et B)

Garitina Barbera d'asti Superiore 2007

Fjerde vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Denne vin kom Palle med, hvorfor jeg ikke kan sige så meget om dens historie. Men Palle kunne da fortælle at den er lavet på vinstokke der er 70 år gamle. Denne vin stammer fra Piemonte i Italien, og er altså lavet på Barbera-druen.

Udseende: Farven var dyb rød. Mere fik jeg ikke noteret.

Duft: Duften var virkelig underlig. Alle de andre synes de kunne dufte rosin, mens jeg fik en meget sur duft i næsen. Jo noterede den som sure sokker, og efter lidt tid tilføjede jeg sved. Ikke videre behageligt, men for de andre har rosin nok været en lækker nydelse.

Smag: Der var en fed fylde i munden, og en smag af stærk peber brændte igennem.

Pris: Palle sagde det vist nok, men jeg har glemt det.

Bedømmelse: En meget mærkelig oplevelse. Egentlig var det et ok glas, men den mærkelige duft i min næse, blandet med den fede smag og peber, gjorde at jeg ikke direkte mindes vinen. Omvendt er Palle meget glad for vinen, selvom han også noterede sig at den smagte betydeligt anderledes, når den kom som vin nummer fire under en vinsmagning.

Karakter: C+

Vinklubbens gennemsnitlige score: C+

Vinã Herminia Duque de Huescar Reserva 1996

Tredje vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Denne vin stammer fra Rioja i Spanien, og jeg læste om den på vinbloggen Bach & Petersen Vine, hvor Tue både elskede den og blev skuffet over den. Og da vi i vinklubben stort set intet ved om spanske vine, virkede det som en sjov vin at prøve.

Vinen er lavet på 86% Tempranillo, 10% Graciano og 4% andet. Graciano-druen er forøvrigt den fjerde Rioja-drue, og er desværre ved at forsvine, selvom den ofte har givet de største Riojaer deres liv og sjæl. Tempranillo kan nemlig godt virke lidt endimensionel, hvorfor Graciano iblandes.

Det skal også nævnes at vinen er en Reserva, hvilket betyder at vinen skal ligge tre kalenderår i vinhusets kælder, hvor mindst et af disse år skal være på eg.

Udseende: En lys rød nuance med et brunt skær. Vinen er fra 1996, hvorfor det brune skær giver mening.

Duft: Det jeg husker bedst var duften af marcipan, eller mandel som de andre rettede mig. Man skal ikke rette på folk til en vinsmagning.

Smag: Selvom Frank ikke mener der kan være animalske toner i smagen, kun i duften, mente vi andre at der var noget animalsk i smagen. Vinen var også ganske kraftig i smagen, men samtidig virkede den en smule vandet. Samtidig var eftersmagen en smule slap.

Pris: 265 kroner hos Vinexus.

Bedømmelse: Egentlig havde jeg ventet mig en hel del af sådan en gammel vin, men det blev ikke helt indfriet. Duften var kraftig og indbydende, men smagen kunne ikke helt efterleve dette. Øv. Det lader til at den tidligere omtalte Tue havde lidt af samme oplevelse til at starte med, men modsat os dekanterede han den efterfølgende grundigt, hvilket åbnede vinen op. Det kan jeg ærger mig over at vi ikke også fik gjort.

Karakter: C+

Vinklubbens gennemsnitlige score: C+

Laurence Féraud Châteauneuf-du-Pape 2006

Anden vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Vinen stammer fra Châteauneuf-du-Pape i det sydlige Rhone, Frankrig, og er lavet af Laurence Féraud som ejer Domaine du Pegau, et af områdets absolutte tophuse.

Vinen er lavet på den klassiske Rhone-blend Grenache, Syrah og Mouvedre i et ukendt blandingsforhold.

Udseende: En mørk rød, og en smule grumset vin. Det skal ikke tages negativt.

Duft: Der var animalske toner, stald, og så duften af syrligt køleskab.

Smag: Vinen havde et behageligt bid, men den føltes meget smooth i munden, grænsende til det lidt tamme, og så var eftersmagen kort. Alligevel var det et helt ok glas, med en behagelig smag.
Pris: 200 kroner i SuperBest.

Bedømmelse: Et interessant møde med Frankrig, et land vi ikke vinmessigt har bevæget os særligt meget i.

Karakter: C+

Vinklubbens gennemsnitlige score: C+

Muhr-van der Niepoort Spitzerberger 2006

Første vin til vinklubbens vinsmagningen: World Wide Wine Tour.

Som optakt til vinsmagningen sagde jeg at denne vin havde en eller anden form for langt ude link til filmen "Sideways", og jeg lovede at jeg ville afsløre dette link efter smagningen. Well, linket er at denne vin, uden at være lavet på Pinot Noir, er lavet af en Pinot-lover (Niepoort), på en drue (Blaufränkisch) som ifølge Hr. Niepoort er en drue der, næst efter Pinot Noir, giver de mest elegante vine. Og nå ja, Miles i filmen er jo stor stor Pinot-lover. Jeg sagde at linket mellem vin og film var langt ude.

Vinen stammer fra Østrig, nærmere bestemt området Carnuntum, som ligger øst for Wien og strækker sig til den slovakiske grænse. Spietzerberger-markerne, som vinen har taget navn efter, skulle efter sigende have jordbundsforhold der minder om Bourgogne. Vinen er lavet på 100% Blaufrankisch.

Udseende: Vinen stod flot rubinrød i glasset, med en svag gennemsigtig fylde. Det var altså ikke nogen form for sort bombe det her, hvilket beskrivelsen af druen heller ikke lagde op til.
Duft: Det var lidt svært at sige, men Frank mente at kunne dufte jordbær. Frank er også storforbruger af snus, så hans kommentarer skal ikke altid tages for gode varer. Måske han alligevel havde fat i noget her.
Smag: Vinen var på ingen måder kraftig, og som udgangspunkt havde vi ikke de store forventninger til en østrigsk vin. Men den smagte godt, havde en smule fad-smag, og jeg fornemmede også noter af peber.
Pris: 219 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: En sjov vin at smage, men ikke det store at komme tilbage efter, og alt for dyr.
Karakter: D+
Vinklubbens gennemsnitlige score: D+

Vinsmagning i vinklubben: World Wide Wine Tour

I lørdags løb den store vinsmagning af stabelen, og sikken en aften. Det var en aften med hygge, masser af god vin, en aften hvor vi blev klogere på en del ting, men også en aften der rejste flere spørgsmål.

Vi startede som tidligere skrevet med at se "Sideways". Hvilken fantastisk måde at starte en vinaften på, og hvilken fantastisk film. Det endte dog med kun at være Palle og mig der så den, og Thomas der ville ankomme som den sidste, endte med at komme som den første. Allerede tidligt var der lagt op til en ganske uforudsigelig aften.

Temaet for aftenen var World Wide Wine Tour. Vi har drukket rigtig meget italiensk og australsk før i tiden, men vi er alle meget interesserede i at smage os ind på andre vinlande, og med aftenens tema ville jeg forsøge at åbne lidt op for hvad resten af verden netop kan byde på. Men der skulle også bydes på for os velkendte vinlande, hvilket Palle bidrog til med vin nummer fire.
Aftenens vine bestod derfor, i drukket rækkefølge, af:

Muhr-van der Niepoort Spitzerberg 2006 fra Østrig
Laurence Féraud Châteauneuf-du-Pape 2006 fra Frankrig
Vinâ Herminia Duque de Huescar 1996 fra Spanien
Garitina Barbera d'asti Superiore 2007 fra Italien
Aalto Ribera Del Duero 2007 fra Spanien
Kanonkop Paul Sauer 2005 fra Sydafrika
Dominus Estate Napanook 2004 fra USA
Gotham Old Vine Mataro 2007 fra Australien
Torbreck The Struie 2006 fra Australien

Jeg gennemgår vinene i separate indlæg, så tryk på hver vin for at læse mine kommentarer.

De spørgsmål jeg synes der rejste sig i løbet af aftenen, er angående antallet af vine samt problemerne ved at give vin point.
Jeg har op til vinsmagningen snakket lidt med Simon ovre fra Winelover, omkring antallet af vine til en smagning, og hvordan man kommer igennem mange vine uden at gå død. Hans løsning var at drikke halve glas, så man ligesom kunne "strække" smagsløgene længere. Desværre var vi alt for udiciplinerede, og selvom vi startede med små glas, endte vi omkring fjerde eller femte vin med at fylde hele glas op. Så da vi nåede ud omkring den syvende vin, var vi helt smadrede i munden, og det var svært at vurdere kvaliteten i samme grad som vi kunne ved de første vine.
Samtidig var der flere af deltagerne, der grundet mængden af vin, gik lidt død i rødvin, og derfor mere havde lyst til en kold, perlende øl. Planen var jo ellers at vi ville smage os igennem vinene en gang mere, for at se hvordan de havde udviklet sig, og selvom jeg gerne ville gensmage vinene, må jeg også indrømme at det var svært at vurdere særligt meget til sidst. Der var simpelthen røget for meget vin indenbords. Derfor skal man måske holde sig til omkring de seks, syv vine? Det tror jeg i hvert fald at vi skal.

Det andet problem der opstod, var omkring det at give en karakter. Som mit pointsystem er nu, oplevede vi et problem med de beskrivelser der er koblet på hver karakter. Karakteren C betyder f.eks. "En god vin, som byder på en vis grad af kompleksitet". Der var flere vine vi synes var gode, men som måske ikke var synderligt komplekse. Så skulle den givne vin måske have et D (eller D+), men så var vi nede i en beskrivelse der lød "En middelmådig vin, som sjældent har den store kompleksitet". En beskrivelse vi synes var alt for hård.

En løsning kunne være kun at beholde den første del af beskrivelserne, altså "En god vin" eller "En middelmådig vin", osv. men jeg overvejer også om man helt skal lade være med at give karakter, og i stedet holde sig til at give en beskrivende kommentar. Men derved ryger overskueligheden måske en smule?
Her har jeg nok brug for at andre byder ind med deres tanker. Hvad giver mening for jer? Og bliver det hele bare meget nemmere hvis jeg skifter over til Parkers 100-point system?

Giv jeres besyv med, og læs så ellers kommentarerne til hver enkelt vin.

Optakt til aftenens vinsmagning

I dag bliver min vinkælder otte vine fattigere, min trofaste ven Palles bliver en fattigere, mens vinklubben bliver ni oplevelser rigere. Det er nemlig i aften den store vinsmagning løber af stabelen. Jeg kan ikke sige så meget om den før den er overstået, men optakten kan jeg dog godt sige lidt om.

Vi starter klokken 17 hvor vi sætter den fantastiske film "Sideways" på, og den ser vi frem til klokken 19, hvor Thoms som den sidste af aftenens deltager endelig dukker op. Han går så glip af et herligt gensyn med en af de sidste 10 års bedste film, men søde som vi er går han ikke glip af nogle af aftenens vine. De bliver proppet op klokken 19.

Som tidligere nævnt kan jeg ikke sige så meget om aftenens vine, men jeg vil dog sige at den første vin vi skal drikke, har en eller anden form for langt ude link til "Sideways". Hvordan det kan hænge sammen, får vinklubben at vide i aften, mens I andre må vente til i morgen.

Så kom tilbage i morgen og læs om aftenens smagning, samt kommentarer til samtlige vine.

Et besøg i Bottle Basement

I dag var jeg på et hurtigt formiddagsvisit i den nye vinbutik i Magasin i Lyngby, Bottle Basement. Butikken ligger ikke videre overraskende i kælderen, og gør sig ikke kun i vin, men også i andre alkoholiske drikke (som f.eks. et stort udvalg af whisky).

Jeg valgte dog at styre direkte ind i det bagerste rum, som indeholder vinene. Det hele ser rigtig pænt og præsentabelt ud, og jeg fandt det ganske hyggeligt at gå og snuse rundt. Vinene er sat overskueligt op efter land eller region, og de flotte træreoler gør at det hele ser overordentligt indbydende ud.
Efter lidt tid i rummet kom en ekspedient forbi, og uden at mase sig på, informerede han mig om at jeg bare skulle sige til hvis jeg ønskede hjælp eller vejledning. En rigtig positiv oplevelse. Jeg benyttede mig ikke af det, men min skønne ven Palle har gjort det, og han var meget positiv efterfølgende. Tror de lod ham smage fire vine.

Som sagt var det et hurtigt visit, men det er absolut ikke sidste gang jeg skal forbi butikken. Og der var da helt sikkert vine jeg godt kunne se mig selv købe med hjem. Lad os nu se.

Så ankom min to-benede proptrækker

Jeg har tidligere skrevet om den to-benede proptrækker, hvor jeg overvejede om man måske skulle anskaffe sig sådan en. Og det har jeg nu gjort. Den ankom med posten i dag, og den er noget så fin. Nærmest sød.

Mens jeg har gået og ventet på den (firmaet sendte den nemlig for længe siden, så forsvandt den i posten, hvorefter en ny blev sendt til mig), har jeg googlet lidt information om proptrækkeren. De fleste indlæg handler om at den kan åbne vin, og at den er noget så uundværlig til gamle propper, men det mest interessante jeg faldt over var, at den i Amerika kaldes for en Ah-So. Folk skriver lidenskabeligt om deres Ah-So, om hvordan den har hjulpet dem i svære tider med genstridige gamle vin (og måske især med de genstridige gamle vins endnu mere genstridige gamle propper).

Selv har jeg kraftigt overvejet at trille en tur ind til Brdr. D's Vinhandel for at købe en pivgammel vin med hjem, bare for at få testet min Ah-So, men jeg er ikke sikker på at jeg får det gjort. Til gengæld skal den hjælpe mig med at åbne samtlige vin på lørdag til den store vinsmagning. Eller måske bare en enkelt; den virker mig en anelse besværlig at åbne vin med.

Til de interesserede er der her en video af hvordan man åbner vin med sådan en fyr, og til de endnu mere interesserede kan den bl.a. købes her. Noter dog at forsendelsen koster det samme som proptrækkeren (75 kroner), hvilket jeg finder en smule ublu da der sad et frimærke på 25 kroner på konvolutten.

Det rene (pr)optrækkeri. (Den beklager jeg)

Politikens Store Vinbog

Forleden besøgte jeg igen en Bog & Idé, denne gang afdelingen i Nørrebro Bycenter. På trods af at den butik vel er en tre gange mindre end den i Fields, var udbudet af vinbøger noget bedre, og jeg endte med at købe Politikens Store Vinbog af Flemming Hvelplund.
Af gode grunde har jeg ikke få læst den endnu, men jeg har bladret i den og den virker allerede som et rigtig godt køb. Den indeholder bl.a. information om alle (næsten) vinproducerende lande, deres regioner og deres topslotte. Der er også et kapitel om hvordan vin produceres, hvordan man smager vin, og meget, meget mere.
Bogen er sat rigtig flot op, indeholder mange billeder og kort, og den er skrevet i et inspirerende sprog, så jeg ser meget frem til at få læst mere koncentreret i den.
Lige nu koster den kun 100 kroner i Bog & Idé, så har sådan en bog interesse, så er det bare afsted og køb, køb, køb.

Analog vinkælder

I dag var jeg forbi en Bog & Ide-butik, og jeg kunne selvfølgelig ikke lade være med at se hvilke bøger de havde om vin. Det var ikke mange, og enten var de ligegyldige, eller også syntes jeg at de var for dyre. Dog var der en enkelt "bog" der fangede min interesse.

Moleskine (dem med notesbøgerne som Hemingway efter sigende skrev i) har lavet en journal rettet mod os vinelskere, ved navn Moleskine Passions Wine Journal. Designet er det klassiske Moleskin med en udvendig elastik til at holde journalen sammenlukket, men indvendigt er hvor den, måske, bliver mere spændende.

Journalen er inddelt i faner der adskiller siderne under overskrifter som "Rød", "Hvid", "Rosé", osv. Hver side er herefter gjort klar til at påføre information om de vin man har i sin vinkælder, eller måske mere logisk, de vine man smager når man er ude til en vinsmagning. For jeg vil da helt sikkert mene at dens største berettigelse er når man er på farten og smager vin, og gerne vil gøre sig noter om det smagte.

Jeg syntes Moleskin Wine Journal er en sjov idé, og egentlig er den også meget lækker, men spørgsmålet er om man vil få den brugt?
Jeg tror mange af os der har en eller anden form for vinkælder (hvad enten den "kælder" så befinder sig under sengen, i klædeskabet, eller rent faktisk i kælderen), fører journal over vores vin digitalt. Selv har jeg alle mine vine opført på Cellartracker (deres "nye" BETA-version er lækker), et sted jeg faktisk tror de fleste hobby-samlere holder styr på deres vin. Cellartracker er nem og overskuelig, og den kører godt på både computer og iPad (hvor jeg også kører app'en Cor.kz, der synkroniserer min samling op mod Cellartracker).
Hvornår skal jeg så bruge Moleskines Wine Journal? I hvert fald ikke herhjemme. Når jeg er til smagninger, som jeg skriver? Der er det måske nemmere at have en lille blok med (dem laver Moleskine også. Sådan en har jeg købt. Den er lille. Lille bitte).

Jeg er i tvivl. Dem der er helt og aldeles solgt på ideen, kan købe den på nettet og i boghandler til mellem 140 og 180 kroner, alt efter hvor man handler.
Til resten, hvad mener I? Er den smart, og hvor vil I mene at den har sin berettigelse?

Vintanker.dk's pointsystem til vurdering af vin

OPDATERING 14. JULI 2011:
Efter at have brugt pointsystemet et par gange, har jeg valgt at ændre ordlyden af hver karakter en lille smule. Jeg har før skrevet at det for mig giver bedst mening at man ikke bare giver en vin en karakter, men at der følger en forståelig ordlyd med den karakter.

Ændringen jeg hermed foretager, betyder at første del af hver karakter består, mens anden del af hver beskrivelse tages ud. Da jeg aldrig bare giver en vin en karakter, men også altid skriver mine oplevelser og smagekommentarer med, synes jeg det giver mening at karakteren ikke er så specifik. Så fremover betyder karakterene følgende:

A: En exceptionel vin, en topvin.

B: En fremragende vin. 

C: En god vin. 

D: En middelmådig vin. 

E: En dårlig vin.

ORIGINALT INDLÆG:
Jeg har nu lagt mig fast på det pointsystem jeg vil bruge her på vintanker.dk når der skal vurderes vin. Jeg har gjort mig mange overvejelser, men vinlex.dk's artikel om netop dette emne, gjorde udslaget. Derfor benytter jeg mig af et 5-point system.

Da jeg godt kan lide at der hører en god og fornuftig beskrivelse med til en given karakter, og fordi jeg syntes at vinlex.dk netop har det, vælger jeg at benytte mig af en revurderet udgave af deres beskrivelser. Det skal dog påpeges, at jeg også vil benytte mig af plusser inden for hvert trin, hvilket betyder at den bedste karakter der kan gives er et A+, mens den dårligste er et E. Plusset betyder altså at vi befinder os på beskrivelsen af den givne karakter, men at vi er på vej op i nærheden af den næste karakters beskrivelse.
Karaktererne og beskrivelserne ser ud som følger:

A: En exceptionel vin, en topvin. En vin i perfekt balance og yderst kompleks. 

B: En fremragende vin, som er i god balance og har stor kompleksitet. 

C: En god vin, som byder på en vis grad af kompleksitet. 

D: En middelmådig vin, som sjældent har den store kompleksitet. 

E: En dårlig vin.

Med plusserne giver det en skala der egentlig rummer 10 karakterer, men lad os se om ikke det kommer til at give mening.

Tanker om pointsystemer til vurdering af vin

Vinsmagningen i vinklubben nærmer sig, og jeg er begyndt at spekulere over om vi ikke skal prøve at sætte karakterer på de vine vi drikker. Det er en selvfølge at vores smagskommentarer kommer op på bloggen her, men for vores egen skyld, og for læsernes skyld, kunne det måske også være rart at have en form for pointvurdering på vinene også.

Derfor har jeg i nogle dage overvejet hvilket pointsystem jeg skal vælge, hvis jeg vælger at der skal point på, og i min søgen på nettet omkring emnet, faldt jeg over en rigtig interessant artikel ovre på vinlex.dk.

Mange stedder ser man at Robert Parkers pointsystem bruges, hvor der scores ud af 100, men hvad jeg tror en del ikke er klar over, er at skalaen starter ved 50. Og som den nævnte artikel fortæller, er realiteterne sådan at det stort set kun er vine over 80 point der kan sælges (og måske endda nærmere de 90), da folk jo (selvfølgelig) helst vil købe kvalitet.
Det betyder at skalaen reelt set kun indeholder 20 point, da alt under 80 (på skalaen) dømmes for dårligt til et køb. Kunne man så ikke lige så godt benytte sig af en 20 point-skala?

En anden skala jeg er begyndt at blive glad for, er 5- og 6-point skalaerne. Om det så er stjerner hvor der kan tildeles halve stjerner, eller bogstaver, hvor der kan tildeles plusser og minusser, det er ligemeget. Ideen er at hvert trin har en tilhørende beskrivelse, og så kan vinen ligge i bunden, midten eller i toppen af et givent trin. Det er for mig en nem og overskuelig vurdering.
Måske med tiden, når vi er blevet røvhamrende gode til at smage selv de mindste nuancer i en vin, giver det mening at give en vin 89 point, og en anden 91 point. Der syntes jeg bare slet ikke jeg selv er endnu, og jeg tror heller ikke resten af vinklubben er.

Et sidste vigtigt vurderingskriterie jeg syntes artiklen tager op, er spørgsmålet om om prisen skal spille ind i vurderingen. Artiklen siger nej, og kommer med nogle gode sammenligninger som begrundelse, og jeg er helt enig. Jeg er i bund og grund ligeglad med at en vin til 35 kroner smager godt i forhold til prisen. Ofte vil jeg ikke sige at det var et godt glas vin, og så er det jo ligegyldigt at det var et billigt glas.
Selvfølgelig kan en billig vin godt smage godt, og så skal den da også have de fortjente point. Omvendt giver det også god mening at man lige skeler til prisen, hvis en vin har fået en lavere karakter, for har den været billig, så er den måske alligevel værd at prøve ud? Det må være op til den enkelte at vurdere.

Jeg tror jeg ender med at vi skal give point, og jeg hælder mest til 5-6 trins-skalaerne. Men hvad siger I andre? Benytter i pointskalaer i forbindelse med jeres vurdering af vin, og hvilke skalaer giver mening for jer?

Et besøg i Brdr. D's Vinhandel

Fredag eftermiddag aflagde jeg besøg i Brdr. D's Vinhandel på Frederiksberg. Jeg havde bestilt den sidste vin til vinsmagningen om et par uger, og den var nu klar til afhentning.

Jeg har besøgt Brdr. D før, men den her gang var bare så mange gange bedre end de tidligere.
Udgangspunktet med den her blog har jo bl.a. været at jeg skulle blive skarpere omkring vin, og blive bedre til at genkende og sætte ord på det jeg oplever når jeg smager på en vin. Og allerede efter denne korte tid hvor bloggen har været i luften, føler jeg at der er sket noget.

Jeg startede med at gå lidt rundt i butikken, bare for at snuse lidt. De har jo en fantastisk væg med vintage vine, hovedsageligt italienske, men også nogle franske, og var det et par tyske jeg så? Dem savlede jeg lidt over, og til sidst henvendte en ældre ekspedient sig til mig. Egentlig skulle jeg jo bare hente den bestilte vin, men jeg valgte også at udnytte at jeg stod i en god gammeldags vinhandel, hvor konceptet "god og professionel service" stadig eksisterer, hvorfor jeg valgte at forhøre mig lidt på andre vine.

Sagen er jo at jeg for en uge siden drak en fantastisk italiensk vin, lavet på Bordeaux-druer, og jeg tænkte at jeg ville prøve at finde en anden vin lavet på samme druer, men netop ikke fra Bordeaux. Den søde ekspedient foreslog evt. noget sydafrikansk, men den slags har jeg, og derefter begyndte det at se sort ud. Vi snakkede frem og tilbage, og jeg satte ord på hvad det var jeg egentlig nød ved den smagte vin. Sødmen, men også intensiteten, fadsmagen og tanninerne. Netop ting jeg havde bidt mærke i.
Opgaven viste sig umulige sådan lige at løse (satte også et budget på omkring 200 kroner), og så valgte jeg en ny taktik. For jeg er nemlig heller aldrig kommet ordentligt i gang med franske vine, da jeg syntes jeg oplever at man skal lægge en del penge før man får kvalitet. Derfor ændrede jeg nu mit ønske til, at jeg ville have en god fransk vin, der rummede nogle af de kvaliteter jeg efterspurgte (sødme, fad, tanniner), og som ville overbevise mig om at man godt kan få en god fransk til omkring de 200.

Det var en opgave der var til at løse, og jeg endte med at købe en Chateau Teyssier Saint-Emilion Grand Cru 2004 med hjem, til 240 kroner. Vinen er lavet på 85% Merlot og 15% Cabernet Franc, og Brdr. D's hjemmeside beskriver vinen som at den

"udtrykker det moderne Bordeaux med fyldig, moden og fløjlsblød bærfrugt. Til gengæld rummer den også en finesse, som man sjældent finder i de oversøiske vine, der med rette kan siges at være dens forbilleder. Med andre ord er Teyssier den perfekte kombination af det bedste fra det traditionelle Europa og det ypperste fra den eksperimenterende nye verden."

Jeg føler virkerlig at mit skærpede fokus på smag, regioner og druer gjorde, at jeg kunne stille langt mere kvalificerede spørgsmål, og at jeg kunne udtrykke langt mere specifikke ønsker end jeg nogensinde før har kunnet. Og det var helt fantastisk. Samtidig var det en fryd også at stå og snakke vin med en der virkelig vidste hvad han snakkede om, og som tålmodigt og interesseret lyttede til alle mine tanker og ønsker. To fede thumbs up til Brdr. D.

På vejen hjem så jeg en komme cyklende der lignede Bill Murray. Jeg tror ikke det var ham.

Vinsmagningen er ved at være på plads

Så er vinaftenen om godt et par uger ved at være på plads. Eller rettere, så er der styr på vinene. Det har ikke været nemt.

Udgangspunktet var at finde seks vine. Det har jeg engang læst mig til var maksimum, hvis man skal have nogen idé om hvad de sidste vine smager af. Problemet med det var bare, at sidste gang jeg afholdt vinaften havde jeg netop fundet seks vine, og jeg synes ligesom det hele var så hurtigt overstået.
Derfor gik jeg ud i blog-land, nu jeg jo en selv er blevet det af det, og spurgte mig frem, for at finde ud af hvordan andre skærer den kage. Simon ovre på Winelover har godt styr på den slags, og han var enormt behjælpelig med ideer, og han oprettede endda et indlæg på sin egen blog, med hjælp til at komme i gang med vinsmagninger. Godt arbejde.
Nå, men måden man kommer rundt om flere vine, uden at gå helt død, er nærmest logisk. Man hælder mindre i glasset, for hver vin man smager. Derved kan man nå rundt om en del flere vine (alt afhængig af hvor lidt man hælder i sit glas), og når man har været alle igennem, vender man tilbage og gensmage (læs: tømme samtlige flasker).

Det bliver måden vi gør det på, og den nye måde at drikke på, gør at vi på vinaftenen skal smage ni (9) vine. Og der er nogle vine imellem jeg VIRKELIG glæder mig til at smage, og efterfølgende skrive om.

Det har været enormt sjovt at finde de helt rigtige vine, jeg er endt med at købe langt mere ind end vi skal smage, og jeg syntes selv der er nogle sjove twists and turns undervejs, som jeg glæder mig til at se om vennerne spotter. Og så er der små sjove historier knyttet til flere af vinene, som det bliver sjovt at indvie de andre i. Når det hele er overstået, og tømmermændende har lagt sig, glæder jeg mig til at afsløre det hele her på bloggen. Indtil da håber jeg at både I og jeg selv får smagt en god flaske druer eller to.

Skål!

Kan man starte en vinklub, når vennerne hellere vil have et stykke mad?

Som faste læsere af bloggen ved, er jeg ved at planlægge en vinsmagning for vennerne. Jeg har ved flere lejligheder omtalt disse venner som "vinklubben", men den holder ikke helt (hvilket jeg også har omtalt).

Sagen er den at vi er seks gode venner, men kun 3½ af os er ærligt vininteresseret, mens de resterende 2½ sætter mad over vin. De vil altså hellere have rigtig god mad, og så forhåbentlig en vin der passer til, frem for at vinen er aftenens stjerne, med lidt mad der passer til.

Det er der absolut intet galt i, men hvordan får man startet en vinklub, hvis der ikke brændes for vinen? Er det overhovedet muligt?
Der er ingen tvivl om at samtlige venner glæder sig til den kommende vinaften, og de vil kaste sig over den med stor interesse og nysgerrighed. De vil alle elske det der bliver serveret, og de vil være glade for initiativet. Men sikkert er det også, at der vil gå en del tid før vi igen samles om et lignende arrangement. Og som stor vinnyder finder jeg det brandærgerligt.

Er det mon muligt at få vennerne med på at starte en egentlig vinklub, med smagninger måske hver anden måned, eller må man "nøjes" med nogle hyggelige aftener hvor alle er med, og så ellers dele et par flasker vin i ny og næ med dem der trods alt også brænder for det?

Mine fingre er krydsede, imens jeg venter på at høre andres erfaringer. Har jer med velfungerende vinklubber været 100% vinnydere fra starten, eller var der enkelte der lige skulle "opdage fidusen"?

Mad til en vinsmagning

Om et par uger afholder jeg vinsmagning for nogle venner. Vinen er der så småt ved at være styr på (overvejer stadig en flaske eller to), men tankerne om maden er nu ved at presse sig på. For skal man gå den klassiske vej (i hvert fald for os) og vælge brød, pesto, oliven, pølse, osv. eller er der andre retter der går godt til en vinsmagning?

De fleste vine går specielt godt til visse retter (kraftige retter, oste, vildt, osv.), men problemet med mad og en vinsmagning, hvor man jo drikker mange forskellige vine, er at finde retten der passer til samtlige vine. Samtidig synes jeg heller ikke rigtig det duer at have en egentlig hovedret, som f.eks. kød og kartofler, for den er jo gerne spist under de første to, tre vine, og hvad så til resten af vinene?

Igen vender jeg tilbage til tapas-formen, hvor man kan sidde og nippe til maden som man lyster, holde en lille pause under en vin eller to, for så at gå i gang igen ved en efterfølgende vin. Og skal jeg være helt ærlig, så synes jeg også at der er noget traditionsbundet ved en privat vinsmagning i venners lag, og der gør det altså ikke noget at man gør det på en fast måde. Massere af god vin og en køplatte man kan stikke i, time efter time.

Velbekomme!

Fina Caro Maestro 2004

Hold nu kæft!
Netop som jeg var ved at miste troen på mine egne smagsløg, åbnede jeg torsdag aften en vin der kraftigt understregede hvorfor det er jeg nyder at drikke rødvin.
Vinen er fra Italien, nærmere bestemt Sicilien, en region jeg sjældent drikker vin fra på trods af min glæde for italienske vine. Den kommer fra det lille hus Cantine Fina, hedder Caro Maestro og var en årgang 2004. Den er lavet på de tre druer Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot (klassiske Bordeaux-druer), men det er ikke noteret nogen stedder i hvilket forhold. Vinen har ligget to år på egetræsfade, og efterfølgende otte måneder på flaske.
Jeg købte tre flasker i Super Best for ca. 3 år siden, og dengang roste de (Super Best) den selv til skyerne. Jeg har efterfølgende ikke kunnet finde meget om den på nettet, på nær end en enkelt fyr der har drukket den, og synes det var noget nær det bedste han havde smagt. Ever.

Der knytter sig to modstridende historier til vinen, og jeg ved ikke om nogen af dem er sande, men det skal jo ikke afholde mig fra at genfortælle dem. De gør begge vinen mere interessant.
Begge historier går på Giacomo Tachis, skaberen af den italienske kultvin, Sassicaia. Den ene historie siger at denne vin, Caro Maestro, er fremstillet under kyndig vejledning af Hr. Tachis himself. Lyder jo ganske spændende. Den anden historie går på at Cantine Fina ville vise Hr. Tachis at det også var muligt at skabe en supervin i andre dele af Italien, nærmere bestemt på Sicilien. Endnu mere spændende.

Alle disse små detaljer har gjort at jeg har haft høje forventninger til vinen, og torsdag aften var det altså tid til at smage den for første gang. Mine forældre var på besøg, og jeg syntes de skulle forkæles med lidt god vin.

I glasset fremstod vinen dejligt mørkerød, over i lilla med en MEGET meget svag kant af brun. Måske det kun var mig der kunne se den. På trods af at det var en tæt og mørk farve, fremstod vinen ikke sort og tung i glasset. Den så indbydende ud, og lagde kraftigt op til at man skulle dufte til den.
Og hvilken duft. Til at starte med var der en kraftig duft af modne bær, brombær og fad. Efter ca. en halv time kom der også noter af det jeg kalder for køleskab. Måske en syrlighed, noget som jeg sætter stor pris på.
Efter at have nydt duften et stykke tid, var det tid til at smage. Og smagen skuffede på ingen måder.
Smagen var kraftig af bær, men ikke frugtbombekraftig. Den var tilpas, indsmigrende, og noget nær fuldendt. Der var en kraftig sødme, som på ingen måder blev for meget, og alligevel var der plads til at fortænderne tørrede lidt ud. Og så blev smagen hængende en rum tid efter at vinen var sunket. En meget fyldig vin, men voldsomt behagelig, så der var ingen problemer med at tømme glassene og hælde op på ny.

Måske ryster folk på hovedet over det næste jeg skriver, men selvom vinen er lavet på Sicilien og på de druer den nu er, så ledte smagen mig et helt andet sted hen. Jeg fik nemlig hele tiden minder om supertoscaneren Casalferro 2001 fra Barone Ricasoli, som jeg nu har smagt nogle gange. Måske det er for længe siden jeg smagte den, men noget trickede i mig. Måske det var frugten, eller intensiteten. Jeg ved det ikke, men jeg skal kommentere på det når jeg gensmager Casalferroen.

Hvad jeg dog ved er, at Cantine Finas Caro Maestro var en FANTASTISK god vin, og det kan ærgre mig at jeg ikke kan finde den til salg i Danmark mere. Heller ikke i nye årgange. Er der andre der kan, så efterlad endelig en kommentar, for de to flasker jeg har tilbage er SLET ikke nok.