Tre dage, tre flasker vin

Siden i torsdags, er vinkælderen blevet tre flasker vin mindre.

Som tidligere skrevet, var det i torsdags international Mollydooker dag, og i den anledning havde jeg jo proklameret at det skulle fejres med en flaske Gigglepot 2009. Det blev det, og den var præcis så god som jeg huskede den. Af en eller anden underlig årsag, som jeg stadig prøver at komme til bunds i, fik vi ikke drukket flasken op, hvorfor der var lidt tilbage dagen efter. Derfor kan jeg fortælle at Gigglepot også er en fantastisk vin dagen derpå, og at den ændre karakter, måske endda samler sig til et klarere smagsindtryk. Vi var i hvert fald begejstrede.

Lørdag aften fik vi besøg af mine forældre, og i den anledning lavede vi ragout. En dejlig en af slagsen (mest fordi jeg plaskede noget der ligner en hel flaske rødvin i). Normalt når man hælder vin i mad, er det en god idé ikke at hælde for dyr en vin i, men jeg tror jeg endte med at hælde en vin til omkring 100 kroner i.
Det kan lyde helt åndsvagt (for man kan ikke smage en "kvalitetsvin" når den svømmer rundt sammen med fond, fløde, kød og grøntsager), men årsagen er for mig ret indlysende.
Jeg hældte en Falesco Oro i, og det er ellers en vin der burde smage godt. Problemet er bare at jeg har smagt den før, og jeg synes virkelig den smagte dårligt. Den var kedelig, nærmest syrlig i smagen, og slet ikke en nydelse i min mund. Jeg overvejer lidt om den i bund og grund har peaket, og det er derfor den ikke smagte mig bedre. Hvorom alting er, så er det ikke en flaske jeg på noget tidspunkt ville have lyst til at åbne for at nyde, så derfor giver det jo god mening at hælde den i maden. Jeg har i hvert fald billigere vine på lager jeg langt hellere vil drikke for at nyde.

Nå, men forældrene kom, og mens ragouten stod og simrede, smagte de lige den sidste tår der var tilbage af Gigglepot'en (ja, vi er på tredjedagen nu, og jeg forstår heller ikke at der var mere tilbage i den flaske). De udbrød straks at det var en overordentlig fantastisk vin, den blev ved med at vælte ind over dem med smagsindtryk, og for pokker det var lækkert. Sådan, endnu et par Dooker-elskere er født.

Ragouget blev færdig, og til den valgte jeg at servere en Duque de Huescar Reserva 1996 (en Rioja). Den har jeg smagt før, og der var jeg nogenlunde glad for den, selvom den ikke fik vist sit fulde potentiale. At det var den der blev drukket her til aften, skyldes at jeg på Cellartracker havde læst at den nu havde peaket, og at der derfor ikke er meget mere at komme efter i den.
Den smagte godt, men jeg er enig. Jeg huskede den som bedre, og selvom den nok ikke er blevet markant dårligere siden jeg smagte den for nogle måneder siden, så er der i hvert fald ingen grund til at have flere af den liggende i kælderen.

Selvom vinen ikke helt kunne leve op til de håbefulde forventninger, så var det alligevel dejligt igen at være tilbage i den gamle verden, og at smage en vin der byder på noget helt andet end en power-pumpet australsk lækkerbisken.

International Mollydooker Dag

Så er det i morgen, torsdag, det endelig går løs, og mange har sikkert allerede planlagt en eller form for arrangement, hvor der skal hygges. Det er dagen hvor der skal træffes store valg, og der er åh så mange at vælge imellem.

Jeg snakker selvfølgelig om at det endelig er International Mollydooker Dag i morgen, dagen hvor årgang 2010-vinene frigives til salg, og hvor vi skal til at vælge hvilke vine vi skal investere i, og ikke mindst i hvor mange af hver der skal købes (seriøst, hvad troede I jeg snakkede om??).

Selv tænker jeg at åbne en Gigglepot 2009, bare for hyggens skyld. Hvad åbner I? Eller måske I har helt andre ting I hellere vil bruge tiden på i morgen?

Værdien af en bagetiket

Nogle gange når jeg kigger på vin i en vinhandel, kan jeg ikke lade være med at blive draget af specielle etiketter. Rigtig mange vines etiketter ligner hinanden, men nogle enkelte står ud hvorfor de får lidt ekstra opmærksomhed. Det er et billigt virkemiddel fra producenternes side, men jeg holder mig ikke for fin til at falde for det. Faste læsere ved at jeg før har snakket om værdien af en sjov etiket, og derfor vil jeg tage en drejning med dette indlæg. Sådan helt bogstaveligt.

For hvor andre blogs har diskuteret hvad en "god eller flot" etiket er, så vil jeg dreje flaskerne en halv omgang, og diskutere hvilken værdi bagetiketterne har, eller bør have. For der er ingen tvivl om at der er stor forskel på hvad vinhusene mener bagetiketten skal bruges til.

Mine første kritiske tanker omkring bagetiketterne udsprang for nogle år siden, da jeg købte en rumænsk vin. Jeg havde aldrig drukket rumænsk vin før, og så var prisen lav. Meget lav.
Nåh, men ikke nok med det, men bagetiketten indeholdte også lidt information om vinens fortræffeligheder, og så var den udstyret med et lille udsnit af et kort. Kortet viste, ved hjælp af en stiplet linje, at Rumænien ligger på højde med Bordeaux, hvormed der skulle forstås at vine fra Rumænien var sammenlignelige med dem fra Bordeaux.
Åh Jebus Christ, den faldt jeg selvfølgelig ikke for (jeg morede mig til gengæld over den), og sandheden er også at det nok er en af de ringeste vine jeg nogensinde har smagt (et familiemedlem der absolut ingen fine fornemmelser har for vin, fik den sidste flaske jeg havde i gave, og han synes omvendt at den smagte godt. Så var alle glade).

Med denne oplevelse in mente, vil jeg prøve at kaste et kritisk blik på syv typer af bagetiketter der pryder vinene i min vinkælder.

Den klassiske danske

Den klassiske danske er den etiket der har fået dansk tryk, gerne med en lille historie om vinhuset, og så lidt smagenoter omkring vinen. Flere af dem har også det lille smagsbarometer som ses i bunden af etiketten på billedet, hvor man nemt kan se om vinen er tør, sød, let eller kraftig. Så behøver man ikke at vide noget som helst om vine, man skal bare notere sig om man er til den ene eller den anden ende af spektret. Synes jeg det holder? Hmm.. ikke rigtig, det virker mig noget forsimplet.

Den halv-klassiske

Så er der den halv-klassiske. Den er international i sproget (her engelsk), og så er den to-delt. Den ene halvdel koncentrerer sig om historier om vinhuset (gerne noget om hvor gammelt det er og hvor længe det har været på familiens hænder), og den anden halvdel handler om selve vinen. Ideen er at den øverste halvdel er ens for de forskellige vine fra huset, mens den nederste del ændres alt efter hvilken vin man har fat i.
Jeg kan godt se ideen i sådan en etiket, men det er også kedeligt. Jeg vil gerne vide noget om et vinhus og dets historie, men ikke på den her forkortede måde. Informationen om selve vinen er helt ok, selvom jeg ikke altid selv smager hvad huset mener vinen skal smage af (den pointe er værst ved vine omkring de 30 kroner, hvor vinhuset mener der er smag af bær, tjære og røg, og jeg mener der er smag af plastik og evt. rensevæske).

Den uforståelige

I bund og grund er Aaltos bagetiket egentlig rigtig nydelig, mit problem med den er bare at den på ingen måder gør mig det mindste klogere. Den er på spansk (hvilket selvfølgelig er svært at knægte den for når den nu engang er fra Spanien), og så indeholder den ikke mange informationer om det produkt jeg står med. Ok, den er på 75 cl, den på 14,5% procent, og så kan jeg dechifrere at den er lavet på 100% Tinto Fino hvilket jeg tilfældigvis ved er spansk for Tempranillo. That's it. Og til de kloge der siger "jo jo, der står da meget mere", der må jeg bare sige at det er da flot at der gør det, jeg kan bare ikke forstå det.
Den er pæn, men jeg bliver bare ikke så klog.

Den horrible

Den her er verdensklasse. En stor flot etiket der hjælper ekspedienten der skal bippe den, og så måske sulfitallergikere. Så bliver det vist ikke mere ligegyldigt. Så må den hellere gå samme vej som enkelte vine jeg har, der slet ingen bagetiket har. Oh well.

Den what-the-fuck-agtige

Se, det her er en bagetiket. Vender jeg flasken om, så ser den stort set ligesådan ud. Skriftstørrelsen er ændret lidt, og der er blevet plads til en stregkode, men så har man ellers ikke fundet på andet der ville give mening på en bagetiket. Så tænker jeg "what the fuck".

Den detaljerede

Ganske modsat har sydafrikanske Kanonkop fundet masser af information at smide på deres bagetiket. Den er let og overskuelig, sat op i punktform for på nemmeste vis at videregive den information man nu lige leder efter, og så kan jeg godt lide diagrammet i bunden af etiketten. Måske det er noget fis, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men det viser vinens udvikling, og giver et fingerpeg om om den bør gemmes lidt, eller om den har nået sit fulde potentiale.
Selvom det kan virke som en gimmick, så tror jeg godt man kan regne lidt med diagrammet. Vinen får bragende anmeldelser, både af profferne og af folket på Cellartracker, og så er det et diagram Kanonkop kun putter på deres bedste, og ikke på de vine de procuderer til at blive drukket med det samme.
Jeg synes den er fin.

Den skæve

Til sidst skal vi selvfølgelig lige forbi Mollydooker. Ikke nok med at deres frontetiketter er interessante og sjove (se her og her), men deres bagetiketter er også ganske interessante og anderledes.
I bund og grund er de uhøjtidelige og videregiver ikke megen information, men de ligger meget godt i tråd med hele den firmaprofil Mollydooker har bygget op (det netop uhøjtidelige og det sjove). Det mest interessante ved bagetiketterne på Mollydooker, er den lille snip man kan rive af. Ideen med den er at når man har drukket en vin og tænker "ai, den var virkelig god, den skal jeg lige huske", så kan man bare rive snippen af, og bum, så behøver man ikke huske på noget som helst; man har nemlig en lille huskeseddel.
Det er sjovt, det er uhøjtideligt, og me likes.

Og så over til dig kære læser. Gør du dig tanker om bagetiketterne? Og evner du at sige hvad der er en god og hvad der er en dårlig bagetiket?