Burchino Genius Loci Sangiovese 2005... og noget er galt

I går var der Champions League i fjernsynet, og selvom der måske hører sig kold øl til en god fodboldkamp, valgte jeg at åbne en flaske rødvin. En Burchino Genius Loci Sangiovese 2005. Egentlig ikke en flaske jeg ventede mig særligt meget af, men efter at have læst lidt om den, forventede jeg nu alligevel noget af den.
Robert Parker har blandt andet givet vinen 90 point, og beskrevet den som elegant. Jamen dog, så skal jeg da ikke side der og forvente lidt af sådan en vin.

Vinen er lavet på 100% sangiovese og kommer fra marker hvor hver stok kun giver mellem et og to kilo druer. Det er efter sigende ikke meget. Vinen skal have en rubinrød farve, og man skal kunne dufte bær, cedertræ og chokolade. Smagsmæssigt bydes der på tydelige frugtnuancer, og en kraftig og lang eftersmag. Lyder jo ikke dårligt.

Men noget er galt. Jeg åbnede vinen og hældte den op, og farven stemte helt overens med beskrivelsen. Men duften? Skal jeg være ærlig kunne jeg ikke definere den overhovedet. Det var MEGET svært at sætte ord på duften, men den kradsede i næsen.
Smagen var ikke bedre. Jeg kunne på ingen måder definere en smag, jeg kunne ikke spotte nogle bestemte bær, men nærmere en lidt sur smag, der hang ved i eftersmagen. Måske noget citrusagtigt? Det er mit bedste bud.

Tror jeg vinen var dårlig? Nej, egentlig ikke, men det kan ikke være rigtigt at Robert Parker kan smage 90 points kvalitet i en vin jeg overhovedet ikke kan sætte ord på.

Dette er en oplevelse jeg fra tid til anden har når jeg smager vin, og jeg begynder at tro at det hele handler meget om den mentale setting omkring vindrikningen.
Jeg var alene hjemme i går, og drak derfor vinen alene. Og jeg trak den sent op, fordi jeg i lang tid var usikker på om jeg overhovedet havde lyst til at proppe en flaske op. Jeg valgte som sagt at åbne flasken, men måske var jeg ikke 100% bag beslutningen.
Kan den slags spille ind på oplevelserne af en vin? Er vindrikning og -smagning ikke en objektiv oplevelse, hvor subjektet smager og bedømmer det der nu er i glasset? Eller spiller det i høj grad ind hvordan stemningen er i det givne øjeblik? Smager den samme vin forskelligt hvis man åbner den alene sent på aftenen, end hvis den bliver drukket i venners lag et par timer tidligere?

Jeg begynder at tro på de sidste af mine tanker, og er meget interesseret i at høre hvad andre oplever. Kan I smage fuldstændigt objektivt hver gang, eller kan settingen omkring vinsmagning også godt ændre på jeres oplevelse af en vin? (og jeg tænker selvfølgelig ikke på at I nogle gange lige har spist chips med dip lige inden. Så kan ingen af os smage noget).

Byd ind og giv mig lidt håb. For er det bare mig der har smagsløg der ændrer sig fra gang til gang, helt af sig selv, så er det jo et rent gamble at åbne en flaske vin.

Tanker om det gode vinglas

Jeg er glad for mine vinglas. Rigtig glad for dem. Jeg synes de er flotte og så opfylder de de basale kriterier for et godt vinglas (ud over at kunne indeholde væske). Der er god plads til at slynge vinen rundt, der er plads til stor overflade så vinen rigtig kan iltes og frigive duft, og de er smallere mod toppen så duften koncentreres op mod ens næse.

Glasset er fra Holmegaard og hedder Perfection. Det er det store af dem, og det ser sådan her ud:

Det ser ikke helt ud til det på billedet, men glasset er forholdsvis stort.

Jeg stødte første gang på glasset på den københavnske vinbar Il Senso (dem fortæller jeg mere om i et kommende indlæg, hvor jeg smager på en vin man også kan få derinde), og jeg faldt pladask for glasset. der er noget lidt maskulint over glasset, måske pga. den vinkel på selve glasset. Selv samme vinkel passer ca. med et glas vin, hvilket gør det nemt at skænke op til et selskab, og da glasset tydeligt er bredest her, giver det maksimal ilt til vinen. Det kan diskuteres om åbningen af glasset er for bred, og om der "smutter" for megen duft ud for hurtigt. En diskussion jeg er begyndt at have med mig selv.

Efter at have kigget på forskellige glas, både i butikker og rundt omkring på nettet, er jeg begyndt at falde lidt for det her glas, eller noget i den stil:

Det her er et Spiegelau-glas, men der findes andre over samme variation. Et lidt smallere glas, måske lidt mere elegant? Og helt sikkert en smallere åbning til at koncentrere duften. Jeg begynder at synes det er ret pænt, og måske man skal til at anskaffe sig nogle?

Der er jo også dem der taler for at man har forskellige glas til forskellige typer vine. Hmm.. Det her er ved at blive kompliceret. Byd gerne ind med egne tanker om vinglas, eller hvis du selv synes du har det perfekte glas.

Hvad siger folk om Cloudy Bay Sauvignon Blanc?

Ja, spørger man folk på Cellartracker, så siger de at den er ay'ok. Selv ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal mene, og det er der to årsager til. For det første har jeg aldrig smagt den, og for det andet har jeg aldrig lært at værdsætte hvidvine. Det sidste bør jeg prøve at arbejde på, men de har bare aldrig smagt mig. Ydermere kan jeg ikke lide fisk (på nær fiskefrikadeller og fiskefingre), hvilket det lader til nærmest er obligatorisk mad til hvidvide. Måske nogle kan anbefale vinen, som med det samme åbner mine øjne, og som samtidig kan drikkes uden fisk som tilbehør?

Nå, men hvorfor så dette indlæg om en vin jeg aldrig har smagt? Jo, mens jeg skriver dette, sejler min ven Palle rundt et sted i det danske farvand med båden fuld af hummer og Cloudy Bay Sauvignon Blanc (måske bare en enkelt hummer eller to, og så en flaske CB), og jeg er meget spændt på at høre hvordan vinen smagte. Og om det måske er hvidvinen til at vinde mig over.

Så når Palle kommer hjem forventer jeg en fyldig anmeldelse af vinen. Imens kan andre jo byde ind, enten hvis de har smagt Cloudy'en, eller hvis de kan anbefale den helt rigtige hvidvin til at få mig til at se lyset.

Vin, kød, ost og... Popcorn?

Der er mange madvarer og retter der går rigtig godt til vin, lige fra store saftige bøffer, til lette (eller tunge) tapasanretninger, hvor klassikerne kød og ost altid gør sig godt (selvom jeg nu selv holder mig fra osten).

Men en dag læste jeg at der er tre ting der i sig selv (når de står alene) står godt til vin. De to første, kød og ost, giver sig selv, men jeg blev voldsomt overrasket da jeg læste at den tredje er popcorn.
Til at starte med lyder det jo helt tosset, men ved nærmere eftertanke giver det måske god mening? De er forholdsvis neutrale, men har alligevel den salte smag, som måske kan løfte smagen ekstra frem i ens vin?

Efter at have undersøgt emnet lidt mere, er det gået op for mig at vin og popcorn er noget en del mennesker nyder, og anbefalingerne går gerne på at nyde popcornene med en god Merlot. Med mindre man også har en skål med kartoffelchips med ved bordet. Så lyder anbefalingen nemlig på en 2003 Wild Horse Zinfandel Paso Robles. Vil man sætte hele snackskabet i spil, er der yderligere hjælp at hente. The Chicago Tribune har nemlig i sin tid undersøgt sagen.

Now go pop that wine and those corns.

Mollydooker The Boxer 2009

En kraftig vin fra de venstrehåndede.

Der er blevet sagt og skrevet meget (godt) om Mollydookers The Boxer, og derfor har jeg været meget spændt på at smage den, hvilket jeg fik gjort i den forgangne weekend.

Fordi weekenden endte med så mange vine og smagninger, kan jeg ikke lave en komplet beskrivelse af denne vin (jeg glemte simpelthen at tage noter), men fordi den er så speciel på så mange punkter, skal den alligevel have et indlæg. Først lidt om Mollydooker.

Mollydooker er navnet på huset, ejet af Sarah og Sparky Marquis, men er ifølge etiketten bag på flaske også australsk for en der er venstrehåndet, hvilket begge ejere er (man kan læse deres historie her, hvis man lyster).
Da de startede med at lave vine under eget navn i 2005, var målet kun at lave vine der fik folk til at sige "WOW". Det er lykkedes med The Boxer.

The Boxer 2009 er altså en australsk vin, og er lavet på 100% Shiraz og er på hele 16,5% alc. vol., og er altså en voldsomt kraftig fætter. Men inden jeg snakker indholdet, så lad mig bare lige hurtigt give to fede thumbs up over hvor fed etiketten er. Ganske uhøjtidlig og underholdende. Sådan må vin absolut også godt være.

Når man åbner en Mollydooker der er mindre end to år gammel, skal man huske at gøre "The Mollydooker Shake". Det står også bag på flasken, endda med link til en video på deres hjemmeside. Når man ser videoen første gang, overvejer man om de tager pis på en, samtidig med at man overvejer hvad det er for noget potentielt sprøjt man står med mellem hænderne.
Man skal nemlig hælde en sjat vin op i sit glas, så vinen i flasken når ca. halvt ned af skuldrene på flasken. Dermed er der skabt lidt overflade. Så skruer man låget på igen (jeps, The Boxer er med skruelåg), vender flasken på hovedet, og giver den en god rystetur.
Derefter vender man den om igen, skruer låget af så der kan komme lidt ilt ned i flasken, skruer låget på igen, og giver den en tur mere. Herefter vil man kunne se at der er skabt lidt hvidt skum på overfladen af vinen.
Årsagen til alt dette helligbrøde er, at for at kunne skære ned på mængden af sulfitter i vinen, har man tilsat nitrogen til vinen, for at bremse oxideringen af vinen. Problemet med nitrogenen er bare at den hæmmer duft og smag (den komprimerer den nærmest), så for at fjerne nitrogenen fra vinen, og dermed åbne vinen op igen, skal den altså gennem "The Mollydooker Shake".

Jeg følte det meget underligt at stå og ryste en flask vin, men der var sgu noget om snakken. Hældt i glasset var det noget af en mørk bombe, og duften kom væltene op af glasset.
Jeg noterede mig en meget kraftig duft af oliven, nærmest oliventapanade, som overdøvede alt andet. Meget lækkert, og noget jeg ikke har noteret mig ved shiraz før. Den duft aftog dog over den næste halve time, og blev erstattet af noget der minder om tyk frugt (giver det overhovedet mening?). Behageligt var det dog.
På trods af de 16,5% alkohol var vinen ikke på nogen måder sprittet eller for kraftig. Der var megen smag, bevares, men det var lækkert. Det skal dog siges at vi gemte et par glas til dagen efter, og der havde vinen ligesom samlet sig lidt mere, og blev derfor et bedre bekendtskab på andendagen. Det kraftige aftog ligesom, og den blev mere rund og detaljeret i smagen.
Så en tur på karaffel et par timer i forvejen er nok ikke helt dumt, bare du sørger for lige at få den fantastiske startduft med.

En sidste ting der overraskede mig da vi var færdige med vinen, var mængden af sten der klyngede sig til flasken. Nu ved jeg ikke fandens meget om den slags, men efter at have stået og rystet rundt med den her vin, havde jeg nok forventet at det var en mere simpel filtreret vin, uden så meget genkendeligt fra den etablerede vinverden. Men selvom det nok bare er en tåbelig forfejlet betragtning fra min side, så var der sgu en genkendelig autencitet i at der var sten i denne unge frækkert af en australsk vin.
Min opfordring er klart at du skal prøve den her, især årgang 2009 som spås at blive en af de helt store. Til en pris på 160 kroner er den betalt, men omvendt synes jeg også klart at den er det værd. Den byder på langt mere end jeg synes man normalt møder i australske shiraz'er, og det er kun velkomment.

Ruffino Modus 2006

Ruffino Modus er et godt bekendtskab.

Hen over weekenden er der blevet drukket et par flasker god rødvin. En af dem var en Modus 2006 fra toscanske Ruffino. Altså en italiener.

Jeg har for et års tid siden drukket samme årgang, og var på ingen måder begejstret for vinen. Der var bare et eller andet ved smagen der virkede helt forkert, og den smagte ikke i nærheden af de andre supertoscanere jeg havde smagt. Da den har fået rimeligt gode anmeldelser, skuffede det mig en hel del, og jeg har siden da set frem til at smage den igen. Det blev så i aften, og jeg må indrømme at det var en noget anden oplevelse.

Vinen er lavet på klassiske supertoscanske druer, nemlig Sangiovese (50%), Cabernet Sauvignon (25%) og Merlot (25%). Jeg noterede mig følgende:

Farve: Farven var meget mørk rød, ovre i lilla. Det er en tæt vin, og der hænger lækre guirlander ned ad glassets kant. God start.
Duft: Til at starte med havde jeg lidt svært ved at sætte ord på duften (faste læsere ved at det ikke kun er til at starte med), men efter lidt tid, og sammen med kæresten, fik vi sporet os ind på klar duft af jord (våd) og af fad. Der var også en kraftig duft af bær, men kan ikke sætte navn på dem.
Smag: Smagen er rimelig kraftig, som i duften er der noter af fad og af jord (på den gode måde). Der er et lille bid af tanniner der tører munden lidt ud, men som alligevel giver plads til en behagelig frugtet sødme. Eftersmagen er rimelig lang, hvilket jeg er en sucker for. Jo længre des bedre.
Bedømmelse: Som sagt var denne smagning langt bedre end min første smagning for et års tid siden. Hvor der her var noter af jord i både duft og smag, virkede den mig mere jordslået sidst jeg smagte den. Men som sagt, denne gang var den et lækkert bekendtskab. Den dufte godt, og hvad vigtigere er, den smagte også rigtig godt. Især sammenholdt med prisen på 99 kroner, købt i Super Best på tilbud. Der skiltes med en normalpris på 199 kroner, og der kan vi måske begynde at diskutere om man ikke får mere for pengene andre steder. Men til de 99 kroner er det en super flaske vin, og jeg glæder mig til at smage de to sidste flasker jeg har liggende af den. Måske igen om et års tid?

En vinklub, hemmelige vine og et dilemma

Hvad mon der gemmer sig? I´ll never tell.. endnu.

Lad os lige tage den overskrift i omvendt rækkefølge.

Jeg står med et dilemma, og jeg tror løsningen må være at skuffe mine læsere af bloggen. Jeg har nemlig tidligere lovet at fortælle hvilken vin jeg vil drikke i aften, når den skal stå på Melodi Grand Prix (som jeg jo absolut hader, og kun ser nødtvunget. Aner dog ikke hvilken nød jeg omtaler, eller hvem der tvinger mig. Shhh), og nu kan jeg ikke holde det løfte. Problemet er nemlig at den vin jeg åbner, er en vin min kæreste MEGET gerne vil smage, og det er jo sådan set fint nok, og absolut intet dilemma. Dilemmaet opstår i det at samme vin skal præsenteres til en vinsmagning om godt en måneds tid, og der indgår den som hemmelig vin. Mere om det lige om lidt, men som de faste læsere ved (især dem med kærester), så skal man nogle gange føje kæresternes ønsker, især når de er så overbærende med ens vinsamling, midt i en to-værelsers lejlighed. Så altså, det bliver den hemmelige vin vi drikker i aften, og jeg kan derfor ikke sige noget om den. Endnu. Beklager.

Når jeg omtaler vinen som hemmelig, så er det fordi at jeg som sagt afholder vinsmagning for vinklubben om godt en måneds tid. Jeg præsenterer dem for seks vine, og så skal vi ellers gætte og have det sjovt. Nå ja, og sætte ord på farve, duft og smag. Det bliver godt, og jeg glæder mig som et lille barn, både til at smage vinene, men også til at sætte ord på dem og skrive om det her.
Planen er at vi drikker vinene en efter en. Når glasset er skænket, skal der smages og gættes. Gerne på land, region og drue, og årgang for de seje. Mens der stadig er noget i glasset, afsløres vinen så man kan smage efter de noter jeg læser op om den pågældende vin. Det har vi gjort før, og det er sjovt.

Som afslutning vil jeg lige knytte et par ord til vinklubben. Den består af Palle, Schrøder, Ralle, Thoms, Franke og undertegnede, og er for øvrigt slet ikke nogen klub.
Vi mødes ikke fast omkring vin og der er ikke noget med at planlægningen går på skift, når vi endelig vælger at mødes over vin. Sådan er det bare, selvom jeg har et håb om at vi faktisk KAN blive lidt mere en vinklub. Nu sætter jeg i hvert fald gang i hjulene igen og så ser vi hvor vi landet.

Hvordan er det med jer andre? Er der nogle læsere der er med i vinklubber bestående af venner? Hvordan planlægger I smagningerne? Har I temaer? Er vinene hemmelige? Jeg er syg efter at høre hvordan I andre gør det, så skriv (jeg glæder mig til den dag det ikke kun er Palle og min mor der læser med).

Gårsdagens vinsmagning

Som tidligere skrevet har bloggen været nede, hvorfor jeg ikke kunne opdatere op mod gårsdagens vinsmagning. Til dem der har fulgt med, endte jeg faktisk med at tage mit eget glas med. Og hvilken succes det var. Folk var faktisk positive over for at jeg gik op i aftenen i en sådan grad, at jeg tog mit eget glas med, og det endte hurtigt med at dem omkring mig lige skulle dufte til de forskellige vine i mit glas. Bare for lige at dufte forskellen, og der var en STOR forskel, mellem mit "normale" vinglas, og så de små glas mit arbejde kunne byde på.

Nå, men jeg tog mig nogle smagsnoter undervejs, om dem vil jeg selvfølgelig dele med jer. Jeg er jo virkelig i begyndelsen af hele det her med at sætte ord på det jeg drikker, så bær over med at det er hamrende inkompetente beskrivelser jeg kommer med. Og kommenter så endelig på hvad jeg skriver, eller hvis du selv har smagt nogle af vinene.

For god ordens skyld skal det lige siges, at aftenen også bød på en hvidvin, en Champagne (som nok ikke var en champagne) og en rosé, men da jeg endnu ikke har lært at forstå disse drikke, holder jeg mig til kun at kommentere på rødvinene. Here goes.

Sasyr (Sangiovese & Syrah)
Hus: Rocca delle Macie, Toscana
Land: Italien
Årgang: 2008
Pris: 75 kroner

Farve: Denne vin var et underligt bekendtskab. Farven var selvfølgelig rød, men holdt op mod en lys baggrund, var det tydeligt at den hurtigt blev gennemsigtig i kanten. Så vurderer den ikke til at være så kraftig i det.
Duft: Jeg noterede mig slet og ret "ved ikke". Jeg talte senere med nogle af de andre, som uden at jeg sagde noget, slog ned på at den jo ikke duftede af noget som helst. Det passer selvfølgelig nok ikke, men der var virkelig ikke noget at notere i duften. Er det muligt?
Smag: Der var klart en krydret smag. Jeg tror at det var smagen af sangiovese-druen der trådte igennem. Da jeg vendte tilbage til vinen efter at have smagt to andre vine, var den decideret syrlig og grim i smagen. Om den udviklede sig dårligt, eller om de andre vine ændrede min smagsløg, det skal jeg ikke kunne sige.
Bedømmelse: Til 75 kroner var det en lidt kedelig vin, og den udviklede sig ikke spændende.

Chateau La Renaissance Pomerol

Hus: Chateau La Renaissance

Land: Frankrig

Årgang: 2000

Pris: 200 kroner

Farve: Rød knækket over i et orange skær. Måske en mørk tegl?

Duft: Det første der slog mig var duften af alder (en duft der måske slet ikke er alder, men noget andet). Den duftede lidt køleskabsagtigt, måske animalsk? Og så var der vist også noget bær.

Smag: En kraftig smag af røg/tjære, og måske lidt gammelt læder? I grunden karakterer jeg godt kan lide, men det var også lidt det. Den virkede mig en lille smule ensporet, og så var eftersmagen ikke voldsomt lang.

Bedømmelse: 200 kroner er en del penge, og man kan få meget godt i det prisleje, men når vi taler om en fransk, vine jeg tit er gået uden om (har jeg beskrevet i et andet indlæg), så imponerede den mig. Det var i bund og grund et fint glas vin til en ok penge.

Riserva de Fizzano

Hus: Rocca delle Macie

Land: Italien

Årgang: 2005

Pris: 112 kroner

Farve: En mørk rød farve med en svag (meget svag) brun kant.

Duft: Der var klart noget frugtet bær, og så var der igen den der duft af alder, på trods af at vinen er fra 2005. Måske den kvalitet jeg kalder alder virkelig er noget helt andet? Jeg har brug for hjælp.

Smag: Der er igen en krydret smag, peber tror jeg. Desværre kunne jeg ikke smage meget andet, og noterede mig at den var lidt kedelig i det.

Bedømmelse: Vinen er noget dyrere end den forrige fra samme hus, og heldigvis var den også klart bedre. Men til prisen var der bare ikke nok at komme efter, og jeg fandt den lidt ensporet.

Vistalago Rosso Veronese

Hus: Zeni

Land: Italien

Årgang: 2008

Pris: 150 kroner

Farve: Beklager der mangler et billede. Vi er ude på aftenen nu, og jeg fik ikke noteret mig flasken, og når jeg googler den, findes navnet på vinen heller ikke. Nå, men farven rød med en svag tone af lilla. Det kom især frem når man slyngede vinen.

Duft: Jeg fik ikke noteret mig nogen duft. Sorry.

Smag: Der var til start en svag smag af æbleskral som blev kraftigere efterhånden som jeg drak mere af vinen. Der var en smag af noget bær, blåbær måske?

Bedømmelse: Et rigtig dejligt glas vin der smagte godt.

Roshambo Zinfandel

Hus: Dry Creek Valley

Land: CA, USA

Årgang: 2006

Pris: 125 kroner

Om denne vin skal etiketten næsten lige nævnes. For ja, det er nemlig sten, saks, papir der er på den, og historien gik vist på at vinhuset årligt afholder en konkurrence i netop sten, saks, papir. Det kunne man læse om bag på flasken. Plat måske, men også lidt sjovt.

Farve: Jeg fik slet ikke noteret mig farven. For pokker da. Den var sikkert rød. Måske mørkerød.

Duft: Denne vin havde også lidt duft af køleskab, og alder, men måske det var noget helt andet. Jeg er ved at blive forvirret over hvad den der aldersduft egentlig er. Måske der også var noget solbær. Eller måske ribs? Mit bærkendskab er ret dårligt, det må jeg få arbejdet på.

Smag: Vinen har en tør smag, og tørrede fortænderne ud (og måske også resten af munden). Smagen var kraftig, og igen var der en smag af æbleskral. Det var ok.

Bedømmelse: Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke er stor fan af zinfandel-vine, men den her ændrede sgu mit syn. Den smagte mig faktisk helt ok, og jeg har nu fået troen på at der er gode zinfandel-vine derude. En god vin.

Taymente

Hus: Huarpe Wines

Land: Mendoza, Argentina

Årgang: 2009

Pris: 80 kroner

Farve: Det er blevet sent, og mine noter er ikke så gode længer. Jeg har noteret mig at farven er bordeaux. Det betyder nok igen at den er rødlig.

Duft: Igen fik jeg noter af æbleskral.

Smag: Det var en sød, frugtet vin. Den var lidt skarp (måske tanniner?). Faktisk var den meget sød, og munden tørrede en lille smule ud.

Bedømmelse: En rigtig pleaser vin. Til prisen var den fin, og mange vil sikkert synes at den var dejlig at drikke. Der var ikke så meget at komme efter, netop fordi den var meget sød og frugtet. Men som sagt, en god afsluttende pleaser. Fint fint.

That´s it. Det var en rigtig god aften, vi fik absolut smagt gode vine, og det lykkedes mig også at sjaske vin ud over tre kolleger. Så kan det vist ikke blive meget bedre. Altså mine kommentarer kan selvfølgelig blive meget bedre, men det ved vi jo godt.

Kommenter hvis du har lyst, gerne hvis du kan spore mig på rette vej med alle mine tvivler om smag og duft, og endnu mere hvis du har smagt samme vine, og vil give dit besyv med.

Bloggen har været nede. Øv for noget møg.

Som de faste læsere har opdaget (og her taler jeg til dig Palle), har bloggen været både ustabil og væk. Og de gange den har været online, er indlæg og kommentarer forsvundet.

Nu er bloggen tilbage, med alt hvad jeg har skrevet (puha for det, tænk hvilke guldkort der ville være røget), men på trods af en lovning fra blogudbyderne om, at alle kommentarer ville blive genetableret, lader det til at det kun er mine originale indlæg der er kommet tilbage. Kommentarer på de seneste indlæg er blevet slettet. Jeg beklager dybt, og kan kun ryste på hovedet over at den slags kan ske.

Ud over det, havde jeg et par indlæg jeg ville have lagt op inden i dag, da det jo er i dag at jeg er til vinsmagning på mit arbejde. Indlægene kommer i morgen, og jeg kan allerede nu love at der kommer smagskommentarer på adskillige vin. Ydermerer har jeg lovet at fortælle hvilken vin jeg drikker i morgen, lørdag, hvor det internationale melodi grand prixs finale løber af stablen. Det svar kommer i løbet af i morgen.
Lad det bare være sagt med det samme at jeg har brug for tiden til at tænke over det, for jeg står lidt i et dilemma. Det kan jeg fortælle mere om når jeg præsenterer vinen. Det er noget med at jeg måske drikker en vin jeg også skal drikke til en hemmelig vinsmagning, hvor deltagerne læser med her på bloggen.

That´s it for now. Kom snart igen. Der er indlæg i vente.

Den tobenede proptrækker

Den tobenede proptrækker

Hver gang jeg har kigget på proptrækkere, har jeg altid studset lidt over den tobenede proptækker, og tænkt at den da var lidt for design-smart. Sikke uvidende jeg dog har været.

Efter at jeg et par gange har haft fornøjelsen af at drikke ældre vine (ikke mindst Calon-Séguren fra 1982), hvor propperne er smuldret for hvert vrid med en af de klassiske proptrækkere, er det gået op for mig hvor vigtigt det er at have værktøj til en hver given lejlighed. Og det er jo her behovet for den tobenede proptækker begynder at presse sig på.

Med et håb om at skulle nyde flere ældre vine ude i fremtiden, er det så ikke på tide at få fat i netop den tobende? Er der nogen der har erfaring med den, og vil I i så fald anbefale den? Eller hvad gør I, når I står med ældre vine med smuldremodne propper?

At åbne vin med en sko

Nogle gange er Google en sjov fætter. Under en søgning efter tests af proptrækkere, dukkede et link op til en video af hvordan man åbner en flaske vin med en sko. Så vidt jeg husker, havde jeg ikke ordet "sko" med i min søgning, men min hukommelse kan selvfølgelig spille mig et puds.

Hvorom alting er, så virker det sgu, selvom man muligvis skal være småstiv fransk wino for at det skal ende med succes. Det melder videoen ikke noget om. Sikkert er det dog, at det skal prøves. Hvor er den Pomerol 2001 når man virkelig har brug for den?

Grands Crus til Grand Prix

De to vine jeg medbragte til vinsmagningen.

Hvis vi bare er i nærheden af tingenes tilstand som de var i 1984, er der ingen tvivl om at gaderne på lørdag vil ligge øde hen. Alle, og jeg mener ALLE, vil være samlet foran skærmen mellem klokken 21 og midnat. For som I alle selvfølgelig allerede godt ved, og glæder jer til, er det på lørdag der er finale i det Internationale Medlodi Grand Prix. Iih altså.

Nå, men det jeg egentlig vil fortælle om, er ikke så meget på lørdag, men nærmere en vinoplevelse jeg havde i forbindelse med afholdelsen af det danske Melodi Grand Prix.
Det skal for god ordens skyld nævnes, at vi ikke mødtes pga. grand prixet, men fordi vi holdt rødvinsaften i vinklubben. Ved egentlig ikke hvorfor det pludselig er vigtigt at få nævnt. Måske noget med at jeg ikke vil ses som en nyder af Melodi Grand Prixet. Faktisk hader jeg det. Føj hvor snobbet.

Temaet var franske vine, et land vi af underlige årsager har holdt os fra. Årsagen er nok, at vi har fået den opfattelse, at man skal lægge STORE penge, for at få bare en nogenlunde ordentlig flaske fransk vin, og det var absolut også hvad vi valgte at lægge til denne aften.
Vi var to mand der påtog os opgaven med at finde vin, og jeg satte mig på Bordeaux. Med svineheld og gode kontakter, lykkedes det mig at skaffe de to flasker på billedet. En Troisièmes Crus (3. Crus) fra Chateau Calon-Ségur fra 1982 og en Seconds Crus (2. Crus) fra Baron de Pichon-Longueville fra 1990.

For pokker det var god vin. Calon-Séguren var med sin alder, en speciel oplevelse. Jeg er selv en sucker for alder, og kan godt lide den lidt hengemte og køleskabsagtige kvalitet gode vine kan få når de er nogle år gamle. Det havde den vin rigeligt af, og selv om det var et fantastisk glas, var der måske andre kvaliteter der manglede. Jeg kan ikke give en egentlig beskrivelse af duft og smag, for aftenen ligger for langt tilbage, og jeg var på det tidspunkt ikke fokuseret nok til at sætte ord på. Det er jo bl.a. det jeg håber denne blog får ændret. Dog kan jeg sige, at på trods af visse mangler, var det et "hell of a glass" vin.

Det blev så overgået, med flere længder, af den anden vin, Baron de Pichonen. Jeg har læst mig frem til at 1990 var et superår, og det her var et super glas vin. Nok noget af det bedste jeg har smagt. Igen må jeg være mangelfuld med beskrivelserne (farvel til de etablerede vinnydere der læser med. Det her er simpelthen for inkompetent), men en beskrivelse der fløj hen over bordet, rammer måske essensen meget godt: "Den her vin har jo alt det en god vin skal have". Så farven, duften, smagen. Det hele var der. På den rigtige måde. Åh ja, i bund og grund, fuck alle ordene. Det var et sindsygt godt glas vin, og bliver du tilbudt at smage et en dag, så sig da for pokker endelig ja tak. Måske jeg selv skal arbejde hårdt på at skaffe mig en flaske mere, så jeg kan sætte nogle bedre ord på oplevelsen. Note to self.

Dette leder så frem til et afsluttende spørgsmål. Vel vidende at jeg på ingen måder kan overgå ovenstående vine, hvad skal man så proppe op på lørdag? Jeg er selv gået i tænkeboks, og skal nok melde tilbage hvad jeg lander på. Men hvad med jer? Hvad vælger i, og ikke mindst hvorfor?

Tanker om en vinsmagning

Dette glas har intet at gøre med det glas jeg omtaler.
Dette er en ren Rolls Royce i forhold til.

På fredag skal jeg til vinsmagning på mit arbejde. Det er gået hen og blevet en tradition (eller også var det allerede en tradition da jeg i sin tid begyndte), og alle går og glæder sig. Det gør jeg også.
Vinsmagningen er på ingen måde professionel ( hvis en vinsmagning kan være det). Der står ingen fine vinhuse bag, og heller ikke en importør. Til gengæld står der to vinglade kolleger bag, som år efter år lægger et stort arbejde i at stable smagningen på benene.
De sørger for en 8-10 vine samt passende mad. To kæmpe fede thumbs up til dem for det.

Med frygt for at virke arrogant, går jeg dog og overvejer at medbringe mit eget glas.
Problemet er, at min arbejdsplads (en skole) kun ligger inde med rødvinsglassenes pendant til flybestik. Et lille vinglas med et meget lille indhold.  Der er absolut ingen plads til at slynge vinen (jeg har forsøgt, og kollegaen over for mig var ikke videre glad for den våde skjorte), og der er nærmest ingen bredte til en fornuftig overflade. Der absolut ingen chance for at vinen kan frigive nogen form for duft, og man ender med bare at kaste væsken indenbords. Hvilken måde at torturere en potentiel god rødvin, og hvilken måde at stille det flotte forarbejde i dårligt lys.
Alternativt kunne jeg måske være ham der vælger at drikke aftenens vine af et kaffekrus. Det siger Simon er et godt alternativ (jeg kender ikke Simon. Jeg synes bare det virker mere personligt og nærværende at kaste om mig med fornavne).
Hvad gør man? Er det ok at være en snob blandt ikke-snobber?

Hvorfor denne vinblog?

Denne blog er som udgangpunkt et egoistisk projekt. Jeg skriver ikke for at lærer andre noget, og heller ikke for at give indsigtsfulde smagsnoter videre (ville jeg ønske jeg kunne, men det er jeg slet ikke dygtig nok til. Det vender jeg tilbage til om et øjeblik). I stedet har jeg startet den af følgende tre årsager:

1. Jeg har i længere tid savnet et sted at samle nogle af mine tanker omkring de vine jeg køber og drikker, og om andre vinrelaterede oplevelser jeg har. Derfor er det mit håb at denne blog kan blive et sted hvor jeg kan få "afløb" for mange af de tanker (Gud hvor passer bloggens navn egentlig fedt til dette punkt).

2. Jeg har fået en lidt "dårlig vane" med at købe langt mere vin end jeg egentlig finder tid til at drikke, og jeg håber at jeg med denne blog som pressionsmiddel, får gang i at drikke og nyde vin lidt oftere. Jeg håber at kunne gå fra kun at åbne en flaske når kæresten og jeg skal have en hyggeaften ("skal vi ikke lave lidt god mad og drikke en god flaske vin på lørdag?"), til at kunne drikke lidt vin i hverdagen, selvom det så må betyde at en flaske bliver drukket over et par dage.

3. Sidst men ikke mindst, håber jeg at jeg med tiden kan udbygge mit kendskab til vin, og at jeg kan blive bedre (meget bedre) til at sætte ord på de vine jeg drikker.
Lige nu begrænser mit vinordforråd sig til "den smager af æbleskræl", "jeg kan smage peber" og "jeg kan dufte køleskab". Indeholder en vin ikke egenskaber der passer til et af disse tre udsagn, hensættes jeg til mit sekundære vinordforråd. Det der indeholder udtryk som "meget frugtet, hva?", "den er meget krads" og "sikke med tanniner" (den sidste burde måske retmæssigt høre med til mit primære, og imponerende præcise ordforråd).
Pointen er, at jeg gerne vil blive bedre til at sætte ord på det jeg ser, dufter og smager, og jeg håber tanken om denne blog, vil få mig til at øge mit fokus for at blive bedre.

Har du læst ovenstående, vil du også forstå, at de ting jeg i fremtiden skriver om de vine jeg drikker, ikke nødvendigvis giver megen mening for andre. Gå for guds skyld ikke ud og køb en vin, bare fordi jeg har sagt "den smagte godt. Både af frugt og alder", for hvad ved jeg?
Men giv mig lidt tid, og lad os se om jeg ikke bliver bedre. Og har du selv drukket noget af det jeg drikker, så skriv endelig en kommentar til mig. Jeg er sygt nysgerrig efter at høre hvad du tænker.

Nå, nok om dig. Tilbage til hvad jeg har af tanker.

Velkommen til vinbloggen

I nogen tid har jeg haft lysten til at starte en blog og snakke lidt om min interesse for vin, og nu synes jeg ikke den går længere. Altså, ikke min interesse for vin, men at jeg ikke gør noget ved at starte min vinblog.

Så her er den, Jespers vintanker. Som titlen siger, vil jeg, Jesper, skrive nogle af mine tanker ned om vin. Men da dette bare er en hurtig velkomst til bloggen, vil jeg i næste indlæg give en egentlig beskrivelse af mit formål med denne blog.

Håber du vil læse med.