The Dirty Pure Project F Bomb 2012

Californisk vin har skuffet mig, langt oftere end det har bragt mig glæder, men hold nu kæft hvor den her vin kommer direkte ind fra højre, og sætter tingene på plads.

The Dirty Pure Project er et californisk vinprojekt med en mission. De ser det som nærmest for nemt, at smide dyre californiske Cabernet'er og Pinot'er på markedet, fra et præstige-områder som Napa, og vælger i stedet at gå mere ukonventionelt til værks. Og ukonventionelt er et ord de gerne selv kaster om sig, på deres hjemmeside.

Efter eget udsagn, har de valgt ukonventionelle druer (Grenache og Mourvedre), en ukonventionelt region (Central Coast), navngivet vinen ukonventionelt (F Bomb), og pakket den ukonventionelt (metalfolien omkring proppen er fjernet). Om de har ret, eller om det bare er ren salgsgas og artsy-fartsy fis, det må være op til den enkelte at vurdere, men der er noget spændende over projektet.

Den med metalfolien om proppen, det handler for Dirty Pure om, at de gerne vil være lidt miljøbevidste, og da folien ikke har nogen særlig nytteværdi, er den fjernet. Personligt synes jeg det ser super stilet ud, at den er væk - så thumbs up der.

Vinen er hovedsageligt på Grenache (95%), med en lille snas Mourvedre iblandet, begge hentet fra Santa Barbara (området, ikke tv-serien). Det er en vin på 15,1% alkohol, og den er lavet i kun 1400 kasser. Nå ja, og så er der etiketten, den er bare fed.

Snakker vi selve vinen, så er vi tilbage til starten af dette indlæg, og hvordan den bare sætter hele den californiske vinverden på plads - intet mindre. Smagt blindt havde jeg sagt Pinot, før en egentlig vurdering havde sat ind. Kig på farven i flasken, på billedet ovenfor, og det er tydeligt at den visuelt peger i den retning. I munden har den til start, den meget lette og frugtede californiske Pinot-fornemmelse, men så begynder den ellers også at fylde på af spændende noter.

Den er fløjsblød i fylden, super frugtig med noter af vingummi, jordbær og jordbæryoghurt og frisk peber. Duften har igen noget vingummiagtigt over sig, og en overgang kommer associationen øl ind - på andendagen endda specificeret til Newcastle Brown Ale. Det er mærkeligt, men godt og spændende.

Det her er fucking fantastisk, super smooth og drikkevenlig vin af super høj kvalitet. Den er Pinot'sk, men samtidig helt sin egen. Og så endda til en latterlig lav pris- 139 kroner. Ja, det sagde jeg, for californisk vin til den pris, og så den kvalitet, det er bare.. ja, fucking fantastisk.

Vinen kan købes hos Smalle Vine, men hold lige igen med at gå shop-amok, til jeg selv har været forbi og fylde lagret op - den her skal jeg simpelthen bare have mere på lager af.

Karakter: A

Both Barrels Shiraz Durif 2010

Englands største vinfirma hedder efter sigende Laithwaite, og de er så store at de får vinproducenter rundt omkring i verden til at blende vine, kun til dem, og til det engelske marked. En af disse vine er denne aftens vin, en vin der netop ikke har nogen synlig producent på etiketten.

Lidt søgen på internettet afslører dog, at denne vin, Both Barrels Shiraz Durif, er lavet af Steve Grimley fra Red Heads Studio. Han er taget til Coonowarra-regionen og har købt Shiraz med hjem, og til Rutherglen for at hente Durif. Det har han så blended til denne vin.

Coonowarra er et cool-climate-område, hvilket generelt betyder mere stilren og urtet Shiraz, og det fornægter sig ikke her.

I næsen oplever jeg julekrydderi samt noget grønt (nok det urtede), og den grønne fornemmelse fortsætter over i smagen. Dette følges op af en frugtsødme og peber, og så hvad jeg egentlig bedst kan beskrive som chorizo. En anelse sært.
Der er rimelige tanniner, som samlet set binder en noget ustruktureret vin en smule samen. Vinen fremstår barsk og skarp, som nok skal ses som frisk og stilren, jeg er bare ikke helt overbevist.

Vinen er købt til 80 kroner hos Skovgaard vine, hvilket er en tand over godkendt, og denne pris er ifølge Skovgaards aparte prispolitik, kun opnåelig ved køb af én eller over 12 styks. Ellers koster den 110 kroner, og det er for meget. Jeg må lande på et C-.

Karakter: C-

Kaffe-Pinotage, hvad er det?

Jeg købte en ny vin i går, en såkaldt kaffe-Pinotage. Det lød sært, og den var ikke synderligt dyrt, så jeg synes det skulle prøves. Jeg er dog ikke sikker på hvor overbevist jeg er om vinens formål, efter at have læst følgende på bagetiketten:

"Du kan lide cappuccino, men lejligheden byder sig mere til vin. Hvorfor ikke få det bedste fra begge verdener?"

Og endnu mindre sikker føler jeg mig efter at have set reklamen for vinen:

Egentlig troede jeg at det her med kaffe-Pinotage var et nyt påfund, ikke mindst for mig, men jeg har nu læst lidt om emnet, og ingen af delene passer. Kaffe-Pinotage har rundt omkring i verden været populært de sidste fem år eller mere, og det lader til at især nye vindrikkere har taget denne lidt pjattede blanding til sig. Selv har jeg, uden at vide det, drukket min første kaffe-Pinotage gennem den sydafrikanske The Grinder.

Og det er netop Sydafrika der står bag dette lidt spøjse bidrag til vinverdenen.

Kaffe-Pinotage, og denne lidt spøjse blanding af klassisk smag af vin og så en meget tydelig ristet mokka-note, frembringes gennem en speciel produktionsproces. For det første bruges der en helt speciel gærkultur under gæringen, som er med til at fremhæve de naturlige kaffenoter i Pinotagedruen, men måske endnu mere vigtigt, er perioden med såkaldt tea-bagging. Mens vinen ligger på tanke, sænkes kraftigt afbrændte (og dermed sodede) træplanker ned i vinen, som skal ligge og trække, som en tepose i kogende vand. Samme proces som når man lægger vin på fade, hvor indersiden er brændt, men med Kaffe-Pinotage, og de brændte træplanker, bliver der skruet godt op for denne note i vinen.

Pinotage-druen er nærmest synonym med sydafrikansk vin, og det er intet tilfælde at det er den som sættes i spil med denne kaffe-vinkel. Kaffenoter er jo på ingen måder ny når vi taler smagenoter i vin, men tests har vist, at netop Pinotage-druen er yderst leveringsdygtig i en kraftig kaffenote, når bare producktionsprocessen er den helt rigtige. Andre druer er også modtagelige, men ikke I samme grad som Pinotage.

Troen på den nyindkøbte vin er kommet en smule tilbage. Der er ingen tvivl om at kaffe-Pinotage som koncept, er lidt specielt. En hel specifik, og naturlig note i vin, bliver fremhævet i ekstrem grad, uden anden synlig grund, end at det er muligt. Med den tankeproces kunne man lige så godt lave en stald-Tempranillo, hvor man virkelig har fremhævet noten af stald - jeg er ikke sikker på at det vil blive et hit.

Men min tro er som sagt kommet tilbage, ikke mindst fordi det er gået op for mig, at den ganske fremragende The Grinder er en kaffe-Pinotage. Det er speciel vin, måske lidt gimmicky, men det er trods alt vin. Og det er sydafrikansk Pinotage-vin, hvor Pinotage-druens brændte gummikarakter kraftigt overdøves af en kaffenote. Her på bloggen vil vi til hver en tid foretrække kaffe for gummi.

Enjoy, og god søndag.

Red Heads Studio Cats, Bats & Dawn Durif 2009

Da vi i sidste uge var hjemme hos vores gode venner Thomas og Charlotte, nøjedes vi ikke kun med at drikke italiensk Pinot - vi havde også en tung australier med til den skønne mad.

Vinen hed Cats, Bats & Dawn, og kom fra vinhuset Red Heads Studio, samme hus som også står bag den hamrende populære Barrel Monkeys. Det som er ganske specielt ved Red Heads Studio er, at det ikke er et vinhus i klassisk forstand. Der er ikke en fast vinmager tilknyttet, men snare en hel række med løs tilknytning. De er alle tilknyttet andre vinhuse rundt omkring i verden, men flyver så ind til Red Heads for at lege og eksperimentere. Det er her dogmer og regler brydes, og hvor spændende eksperimenter prøves af.
Det kaster gerne store, drikkevenlige vine af sig, som nærmest alle sammen hedder noget tosset, med en tilhørende tosset etiket klistret på flasken.

Cats, Bats and Dawn er en enkeltmarks Durif, og vinen vi smagte, er årgang 2009.

Vi har med en klassisk stor frugtdreven australier at gøre, og til start er der kraftig rosin i næsen, ikke helt ulige vores første oplevelse med Barrel Monkeys i sin tid. Denne duftnote bliver dog mindre fremtrædende efterhånden som vinen får lidt ilt.
Der er rimelige tanniner, en mild syre og et bid af peber i smagen, og så en fin god frugt som omkranser det hele. Thomas synes at rosinen træder frem igen i eftersmagen, og det er ikke helt forkert.

Det smager sgu godt det her, og til en pris på 125 kroner hos Skovgaard vine, er det et virkelig godt køb - hvis man er til stor frugtdreven australsk vin, vel at mærke. Og så skal det noteres, at Skovgaards lidt aparte prispolitik gør, at med mindre man køber én enkelt flaske, eller over 12, koster vinen 188 kroner. Det er klart for meget.

Til prisen på de 125 kroner, lander vi på et B.

Karakter: B

Marcato Barattaro Noir 2009

I fredags var vi en tur hjemme hos vores gode venner Thomas og Charlotte, og som noget nær sædvane, var det dem som stod for maden, og os der medbragte vinen.

Jeg havde været en tur i Skovgaard Vine i Birkerød, for at hente lidt vin til en vinsmagning (mere om den på et senere tidspunkt), og der fik jeg en rigtig hyggelig snak med ejeren. Det endte bl.a. med at jeg købte denne italienske Pinot Nero med, og den skulle selvfølgelig straks smages.

Jeg købte vinen fordi jeg var i humør til Pinot Noir, fordi det var lidt sjovt at det var en version fra Italien, og fordi Marcato kan lave rigtig god vin, ikke mindst med den fremragende Pian Alto som jeg smagte for godt et år siden.

Denne gang er det dog ikke en varm fed lækkerbisken, som Pian Alto'en, men til gengæld en langt mere stram og stringent Pinot.
Den åbner utroligt enkelt, nærmest spinkel, med en utroligt høj syre og fine velintegrerede tanniner. Vi er ikke vilde med den til start, og noteres egentlig af den smager af sur nektarin - som hvis man bider i skrællen.
Efter en del timer, og lidt god mad, vender jeg tilbage til den, og hvilken forvandling. Syren har fortaget sig, den er blevet langt mere mild, men med en MEGET klassisk Pinot-frugt, uden jeg egentlig kom det nærmere.

Jeg endte med virkelig at nyde vinen, men den skal HELT sikkert have lov til at få lidt ilt - gerne et par timer eller mere.

Vinen kostede 109 kroner hos Skovgaard vine, og jeg endte med at være helt godt tilfreds, trods den lidt hårde start. Når vi taler Pinot til omkring 100 kroner, så synes jeg faktisk vi lander på et B.
Thomas var dog ikke særligt vild med den, så han er højst tænkelig uenig. Magen til fjols.

Karakter: B