Australsk cleanskin og en gammel italiensk kending

I lørdags var vi sammen med vores gode venner Thomas og Charlotte og deres søde børn. Ud over at det både var skønt at man endelig kunne sidde ude i en solfuld have uden alt for megen tøj på, og at vi kunne se vores børn hygge sig rigtigt godt sammen, var det også sjovt endelig at få prøvet en lidt hemmelig vin.

Vinen var fra Australien og er det man kalder for en cleanskin. Cleanskin-vine er et begreb australierne bruger om vine der sælges uden vinhusets eller vinmageres navn på. Det eneste man ved er hvilke druer der er brugt, årstal samt region. I dag bliver der produceret vine med hensigt at sætte cleanskin-navnet på, men det er et begreb der stammer fra starten af 2000'erne, hvor der var en voldsom overproduktion af australsk vin, hvilket medførte at priserne faldt drastisk. Derfor skruede man simpelthen ned for antallet af flasker man sendte i handlen (for at skrue priserne tilbage op igen), og overproduktionen solgte man så som cleanskin.

Årsagen til at man så overhovedet kaster sig ud i at købe en cleanskin er, at vinen sælges til betragtelig lavere pris end hvad den navngivne vin ville have kostet. Der er altså chance for at man får en rigtig fin vin mellem hænderne, uden at have betalt for meget.
Som Thomas pointerede da vi var derhjemme, så er der også to problemer med cleanskin-konceptet - man ved ikke hvad man køber, så måske er det noget være møg, men er det omvendt en fantastisk oplevelse, ja, så kan man ikke få fingre i den igen.

Nå, men alt dette gjorde jo at eksperimentet var lidt sjovt. Vinen var på Shiraz, Cabernet og Merlot, og den var egentlig ganske fin. Den havde solfuld sødme, syre og et fint tanninbid, men ellers ikke voldsomt mange andre facetter og spor at køre på. En helt ok vin at åbne på terrasen når den er badet i solskin, og det var præcis hvad vi gjorde. Det blev Charlottes yndlingsvin for aftenen, så vi lod hende om at få tømt flasken.
Karakteren må blive et lille C, da det i grunden var en udmærket terrassevin, der dog ikke bød på noget specielt eller overraskende.

Til maden (som for øvrigt var interval-ovnstegt mørbrad, pebersovs, bønner og hasselback-kartofler - tak fordi du genopdagede 80'erne, Thomas :D) åbnede vi anden vin vi havde med. En italiensk (og dermed var vores to yndlingsvinlande repræsenteret på aftenen) Ruffino Modus 2006, en supertoscaner jeg gensmagte for knap et år siden. Der var oplevelsen rigtig god (modsat første gang jeg smagte den), og derfor var håbet at det denne aften også ville være en oplevelse af den gode slags.

Modus er lavet på 50% Sangiovese, 25% Cabernet Sauvignon og 25% Merlot, og skal jeg kaste mig direkte ud i det, så smagte den bare rigtig godt. Som Thomas og jeg snakkede om, var det en smag som den her der gjorde at vi i sin tid faldt for italiensk vin. Der var fad, læder, god frugt og tannin. Den manglede en lille smule fylde midt på tungen, men ellers var smagen virkelig god og eftersmagen behagelig lang, så den sidste flaske ser jeg virkelig frem til at proppe op. I en periode hvor vi har drukket rigtig meget australsk vin, var det virkelig dejligt at komme tilbage til hvordan vin også kan smage - Ruffino Modus 2006 skal have karakteren C+, og til en pris på omkring de 100 kroner på bud i SuperBest, er det intet mindre end fantastisk.

Som det sidste, til desserten, havde vi taget Kalleskes J.M.K. med. En fortified vin lavet på Shiraz, som jeg blev yderst glad for da jeg smagte den første gang, og der skal ikke siges meget andet om den, end at den igen bare var en sød lækkerbisken. En perfekt afslutning på en dejlig dag og aften.

Karakter for Cleanskin: C (et lille et)
Karakter for Ruffino Modus: C+

Gotham Langhorne Creek Cabernet Sauvignon 2009

Midt i ugen åbnede jeg den her vin fra australske Gotham Wine, og faste læsere vil vide at det er et vinhus jeg ikke er synderligt begejstret for. De tidligere vine jeg har smagt fra dem har konsistensmæssigt været underligt tykke og olierede, med en sødme der ikke forekom mig naturlig, men nærmere som var der tilsat sukker.

Det kan måske undre nogle at jeg så alligevel kaster mig ud i endnu en vin fra Gotham (ikke mindst fordi jeg selv har sagt at jeg ville stoppe), men min nye interesse for at afdække hvad australierne kan gøre med Cabernet-druen, gjorde at jeg alligevel prøvede med endnu en vin.

Valget faldt på en Cabernet Sauvignon årgang 2009 fra deres Longhorne Creek Regional Vineyard Series, hvilket vist dækker over at det er en enkeltmarksvin fra Langhorne Creek regionen. Den har ligget på 90% 1-2 år gamle fade, med de resterende 10% på nye amerikanske egetræsfade.

Hældt op i glasset glædede det mig at den ikke viste nogen som helst tegn på at have samme olierede konsistens som de foregående vine jeg har smagt fra Gotham, og det må altså betyde at der ikke er noget fast mønster i deres vine. Jeg havde jo ellers været lidt bange for at det med den fede konsistens var en stil de kørte, en stil jeg bare ikke er til, men det er altså ikke tilfældet her.
Vinen står mørk rød i glasset, med et usandsynligt svagt orange knæk. Ikke et farveknæk der gør at jeg tænker alder (for det kommer jo ikke på tale her), men trods alt heller ikke ren bordeauxrød. Samtidig er der fine gardiner ned langs kanten, hvilket harmonerer fint med en vin på 14,5% alkohol.

Duften ændrede sig af flere omgange, men jeg noterede mig våd træflis, nelliker, og så ellers krydderier som virkelig tager over efter lidt tid.

Smagen bød på lidt af det samme, med nelliker, lakrids tidligt i smagsbilledet, og ellers tydelig peber og krydrede noter. Desværre dominerer pebernoten lidt for meget til at jeg rigtig kan finde vinen harmonisk. Der er dog rimeligt gode tanniner der holder det hele på plads.
Vinen byder som sagt ikke på den tykke olierede konsistens, men har nærmere et klassisk præg. Dog gør pebersmagen at den godt kan virke lidt kraftig og rug i munden, måske endda en anelse for meget.

Det er en lidt svær vin at bedømme, for mens den slet ikke er så fed og "for meget" som andre Gotham-vine, så har den heller ikke den frugtede sødme som andre australske Cabernet'er kan byde på. Det behøver alle australske vine selvfølgelig ikke byde på, men peberen bliver næsten for kraftig, selvom nogle nok vil foretrække denne vins kraft og bid, frem for klassisk australsk solfed jammynes.
Vinen var ok men jeg savnede en harmoni, og den overdrevne peber gjorde at jeg ikke er faldet pladask for den her vin. Jeg lander på karakteren C da det på ingen måder er en dårlig vin, men måske en vin der bare tiltaler andre end mig.

Karakter: C

Le Ragose Amarone Classico 2006

Med tanke på at vi godt nok har drukket meget australsk vin på det sidste, valgte vi i weekenden at åbne en flaske italiensk. Det er virkelig længe siden at jeg har drukket Amarone, så valget faldt på den her klassiske supermarkedsvariant. En Le Ragose årgang 2006.

Jeg mindes at have læst at det skulle være en rigtig god Amarone til pengene (men desværre mindes jeg ikke prisen), så jeg så frem til at smage den.

Inden jeg kommer for godt i gang, så vil jeg lige nævne at jeg ikke helt kan finde ud af Le Ragose og deres navne. Den her Amarone hedder også Classico, men er ikke den samme vin som deres Amarone der ikke hedder Classico. I mine forsøg på at læse om den på nettet, har den nogle stedder stået med den ene betegnelse, men med et foto af den anden variant. Derfor kan jeg i grunden være lidt i tvivl om hvad det er for en vin andre har smagt, og kommenteret på, og ser derfor endnu mere frem til hvad der gemmer sig i denne flaske.

Lad mig bare åbne med at sige at jeg godt nok blev skuffet over den her vin. Måske er jeg blevet lidt farvet af at have drukket solmodne australiere på det sidste, men alt andet lige venter jeg mig noget helt bestemt af en Amarone. Jeg forventer en saft og kraft fra de tørrede druer, og en fylde og intensitet som kun en god Amarone kan byde på. Ud fra de forventninger er det her ikke en god Amarone.

Vinen ser forbavsende let, og tør jeg sige gennemsigtig, ud i glasset. Duften er lidt underspillet, men egentlig ok indbydende. Ved første mundfuld er det første der slår mig den klassiske Amarone-sødme, men derefter et kraftigt syrebid der tager over. Det er et modspil der i grunden kunne spille fint sammen, med et bid der netop ville kunne balancere op imod en kraftig sødme, men problemet er bare at sødmen ikke er så kraftig endda, og det får syren til virkelig at skinne igennem.

Jeg drak første glas imens jeg lavede mad, og selvom jeg oplevede en snert af hvad jeg synes Amarone skal være, så stod jeg med en oplevelse af at den her bare slet ikke kunne eller ville det som jeg forventede. Vi spiste forloren hare med sød ribsgelesovs, og til sådan en fed sød ret, fungerede det faktisk meget godt med den her vin, måske netop p.g.a. den kraftige syre. Så under maden var det egentlig en ok vin. Men efterfølgende, når vi bare drak vinen som ren nydelse, så krøb skuffelsen sig på. Vinen var som sagt overraskende let i det, og jeg beskrev den endda for min gode vinven Palle, som en fyldig (frugtig) Pinot Noir, hvilket må betyde en meget let Amarone (hvis den slags overhovedet kan sammenlignes). Måske en lidt tåbelig kommentar, men det understregede den utrolige lethed som jeg absolut ikke havde ventet.

Vinen er købt i SuperBest til en ukendt pris og for en del år siden. Jeg har virkelig vendt og drejet mine overvejelser om karakteren, for i bund og grund var det ikke et dårligt glas vin. Det kunne helt sikkert både drikkes og nydes. Men set i lyset af at det her er en Amarone, et navn der gennem tiden nærmest er blevet skamredet og udvandet, så havde jeg sgu ventet mig noget mere, og det må afspejles i karakteren. Derfor ender jeg på et noget skuffende D+. Øv altså - jeg må ud og finde mig en god kraftig Amarone så jeg kan få taget revance.

Karakter: D+

Kalleske J.M.K Shiraz VP 2008

Den sidste vin vi drak i søndags da mine forældre var på besøg, var også den sidste af de tre vine fra australske Kalleske jeg havde hjemkøbt. Hvor de to andre var regulære rødvine, var den her en lidt anderledes vin, og et forsøg jeg så frem til at smage.

Vinen er det der på engelsk hedder en fortified wine (jeg kender ikke nogen dansk betegnelse), og det som jeg havde læst om den slags, og som fangede min interesse, var at de bedst kunne beskrives som en slags portvin. Dog var det her en portvin der var lavet på Shiraz. Interessant.

Ideen med fortified wine er at det ikke er et destillat af nogen art, men istedet en regulær vin der er tilsat eksempelvis cognag for at stoppe vinens gæring. I gammel tid var det en måde at bevare vinens holdbarhed, men nu gøres det for at fremhæve smag og styrke. Da gæringen stoppes ved tilsætningen af cognag, efterlades mere af det naturlige sukker i vinen, hvilket giver en sødere vin med en højere alkoholprocent. Altså en vin der nærmer sig en portvin i udtryk.

Vinen her hedder J.M.K (opkaldt efter John Malcolm Kalleske, den nuværende Kalleskes far, som har taget sig af vinmarkerne de sidste 50 år), den er som sagt lavet på Shiraz (og cognag), og trækker ikke mindre end 19%. Som det ses på billeder leveres vinen som halv-flaske, og leveres i en rigtig fin lille klar glasflaske. Proppen er ikke mindre sød, da den er ca. halv størrelse af normale vines. Nåååh.

Og hvad kan der så siges om vinen? Tja, at den er intet mindre end fantastisk. Jeg er ikke sindsygt crazy med portvin, men den her ramte mig bare. Den er meget mørk i glasset, lidt fed i det, men ikke nær så meget som en portvin.

Duften er der tryk på, og man fornemmer bare den store og fede Shirazfrugt. Mums.

Smagen er mere af det samme. Tydelig fedme og sødme - det portvinsagtige fornægter sig ikke, og så er det bare hamrende lækkert at det er Shirazdruen der smager igennem, bag denne sødme - noget der selvfølgelig ikke kan opleves med en regulær portvin.

Vi serverede den her vin med en god chokolademousse, og for pokker hvor gik det bare godt sammen. Er man til det portvinsagtige, men også australsk vin og ikke mindst Shiraz, så er der ingen vej uden om Kalleske J.M.K Shiraz VP. Det skulle da så lige være prisen, der ligger på 150 kroner for den halve flaske, hos Atomwine. Det er dyrt, men det hindrer mig ikke i at give den karakteren A. Oplevelsen var simpelthen bare for god og interessant, og når man nu er en lille sukkergris som jeg er, så kan andet ikke komme på tale.

Karakter: A

Totino Estate Adelaide Hills Cabernet Sauvignon 2007

Da mine forældre var på besøg i søndags, var det ikke kun os der bød på vin. De havde også en flaske med som de synes vi skulle prøve. Det var endnu en australier, så hurtigt blev vi enige om at smække to glas på bordet til os hver, så vi kunne smage vinene samtidig. Dermed kunne vi prøve to meget forskellige druer op imod hinanden - og hvilken forskel der var.

Jeg skal være ærlig at sige at jeg ikke ved noget om området Adelaide Hills eller vinhuset Totino Estate, men jeg kan da fortælle at mine forældre købte vinen i byggemarkedet Stark. Wow, ikke lige noget der boder for kvalitet, men det var vist noget med at nogle unge vingutter var begyndt at importere vin, og havde fået lov at stille sig op i den lokale Stark for at give prøvesmagninger. Mine forældre lod sig lokke, og købte en flaske af den her med, da deres umiddelbare indtryk var at det var et godt glas vin. Prisen var vist et sted imellem 150 og 200 kroner.

Vinen er lavet på 100% Cabernet Sauvignon, en drue som jeg er ved at blive rigtig glad for - når den laves rigtigt, vel at mærke. Alt for mange Caberneter er triste, stramme og bare usmagelige (jeg kigger på dig, Chile), men når druen får godt med sol, som f.eks. i Australien, så kan den blive til en rigtigt velsmagende lille bombe, der samtidig byder på nogle rigtigt fine nuancer. Derfor var det med spænding på drengen, at vi skruede låget af den her vin.

Den er en årgang 2007, og trækker 13.5% alkohol. Altså en ikke alt for tung vin, der med lidt år på bagen måske kan blive et interessant møde.

Præcis som med Tempranilloen, var det her også en vin der skulle have tid til at åbne sig i glasset - dog endte jeg alligevel med kun at notere mig en meget kraftig duft af eg, altså fad. Desværre ikke hvad jeg er vandt til fra andre australske Caberneter, som virkelig kan byde på rigeligt med moden mørk frugt - noget jeg er ganske glad for.

Smagen var lidt svær for mig at vurdere. Den bød slet ikke på den frugt jeg er vandt til, og det kastede mig sgu lidt ud af kurs. Måske den nærmede sig europæisk eller sydamerikansk Cabernet, hvad ved jeg. Den ændrede tydeligt karakter over tid i glasset, men jeg sad tilbage med en fornemmelse af at den var lidt spinkel i smagen. Der var tydelig syre og et svagt tanninbid.

Det slog mig pludselig at jeg er svagt tilbøjelig til at sige at der var en anelse propsmag, men da der var skruelåg på flasken, giver det jo ikke rigtig nogen mening.

Jeg vil være fair og sige at det var en svær smagning, holdt op imod Tempranilloen. Direkte sat op mod hinanden, var den en bedre vin, men det skal ikke betyde at den her Cabernet ikke også var udmærket. At jeg så siger propsmag, det handler måske mere om mig i sammenhængen, for det var ikke en note der var der hele smagningen igennem, men noget der kom til over tid. Kan intagelsen af mad undervejs have ændret noget? Jeg ved det ikke, og vil give den et C, for det var ikke en dårlig vin - måske bare et dårligt mix.

Karakter: C (et lille et)

Kalleske Dodger Single Vineyard Tempranillo 2010

For en uges tid siden fortalte jeg hvordan jeg havde købt nogle flasker hjem fra det, for mig, ukendte australske vinhus Kalleske. Den første vin vi smagte var deres Cabernet Sauvignon, og hvilken lækker oplevelse det var. Med den oplevelse i bagagen, så vi frem til at smage den næste hjemkøbte vin fra dem.

Den blev drukket i søndags, da vi havde mine forældre på besøg til lidt påskehygge og lidt god mad. Vinen er købt hjem som et lidt sjovt eksperiment, da den er lavet på Tempranillo-druen, en drue der nok mest er kendt som den spanske nationaldrue, som bl.a. er grundstenen i Rioja-vinene. Det er første årgang med Tempranillo hos Kalleske, så det var også lidt spændende at se hvad et første forsøg med Tempranillo kunne byde på.

Vinen her har Kalleske kaldt Dodger, hvilket er navnet på en maskine der kan køres mellem vinstokkene og lue ukrudt, og den er efter sigende en gammel opfindelse der stadig bruges. Vinen er fra 2010 og trækker 13.5%. Den er lavet på gamle stokke, er biodynamisk, og så har den ligget 18 måneder på fad.

Inden jeg går til smagenoterne, så lad mig lige give flasken et par ord med på vejen. Den er nemlig speciallavet til Kalleske. Læg mærke til det rette knæk ved flaskens skuldre, en detalje jeg synes er mega fed, og læg også mærke til hvordan navnet Kalleske er støbt med i flaskens glas, nederst på flasken. Fede små detaljer der bare gør det sjovt at have en flaske vin mellem hænderne.

Men det som det i sidste ende handler om, er selvfølgelig flaskens indhold. Det her er en vin der virkelig skal have tid til at åbne op (måske en time på karaffel havde været en god idé), men når den først er det, byder den på en duft af frisk moden mørk frugt, noget eg og lidt karamel. Ikke så meget krydrede noter som jeg måske havde ventet mig af en Tempranillo.

Smagen byder på sødme, og opleves til at starte med som lidt lukket og tæt. De krydderier jeg ikke fornemmede i duften, byder sig til gengæld på i smagen, og især det krydrede blandet med det søde smager igennem. Gode stramme tanniner binder det hele sammen i en nærmest lidt gruset karakter, samtidig med at en svag syre kan anes. I eftersmagen havde jeg en sær oplevelse, da jeg nærmest fornemmede noget jeg beskrev som smagen af flødeskum og æbler. Der var helt klart en form for cremet flødeagtig smag, men dog også en oplevelse der dampede ud jo mere vinen fik lov at åbne sig i flasken og glasset.

Det var både spændende og sjovt at smage en australsk Tempranillo. Det her var helt klart en vin med godt med saft og kraft, men jeg tror nu nok at jeg helst vil have mine Tempranilloer fra Spanien. Dog skal der ikke herske tvivl om at det her var et godt glas vin.

Vinen koster 169 kroner host Atomwine, og samlet set lander jeg på karakteren C. Det er som sagt et godt glas vin, men jeg har smagt mere interessante Tempranilloer (og australiere for den sags skyld).

Karakter: C

Kalleske Merchant Cabernet Sauvignon 2009

For nogle uger siden skrev jeg et indlæg, der handlede om at der ikke rigtig var noget i vinreolen der for tiden fangede min interesse. Det fik Alex fra Kælder Noter til at skrive en kommentar om hvordan han i den slags situationer gerne satser lidt, og køber vin han ikke kender noget til. På den måde har man chance for at udvide sine horisonter bare en lille smule.

Det var et råd jeg kunne lide, og efter at have shoppet lidt rundt, endte jeg med at købe nogle forskellige flasker fra det australske vinhus Kalleske hjem. Den første af dem proppede vi op forleden aften, og her på tredjedagen nyder jeg lige et sidste glas mens jeg skriver dette.

Jeg må indrømme at jeg ikke kendte til Kalleske på forhånd, men det jeg har læst om dem synes jeg lød spændende. Vinhuset er fuldt økologisk, hvilket betyder at det rent er naturen der afsætter spor og karakter i hver enkelt drue. Ingen gødning her. Denne naturlige tankegang fortsætter når vinene skal laves, da der gås meget op i at det er druernes rene smag der skal komme til udtryk i vinen, og ikke alt muligt andet. Derfor kurvepresses druerne, ligesom vinen spontangærer ved naturens hjælp (endda noget de har sat et lille emblem på etiketten for at gøre opmærksom på). Samtidig er man heller ikke meget for at bruge nye fade, idet de afgiver for megen smag til vinen som ikke er naturlig. Hele filosofien er at man skal kunne smage den enkelte drue såvel som dyrkningsstedet rent i vinen. Det må jo næsten siges at være en australsk terroir-drevet vin.

Og hvad er der så kommet ud af alt det her arbejde? En lille solbombe der har ligget og gæret 2 år på fad (som så nok er gamle fade), og det smager bare rigtig godt. Vinen er lavet på 100% Cabernet Sauvignong og er en årgang 2009.
I glasset står vinen virkelig mørk, ja næsten sort. Alkoholen er helt oppe på 14.5% og der er tydelige brede gardiner ned af glasset.

Til at starte med virker duften en anelse tillukket, og alkoholen skinner en anelse igennem. Efter nogen tid åbner den dog op med en kraftig næse af solbær og solbærsaft. Jeg har læst mig til at blyant skulle være en note i duften, og det giver faktisk meget god mening.

Smagen byder ligeledes på mørk frugt, solbær og ellers godt med fylde med en rar sødme som især fornemmes idet man synker. Forrest i munden fornemmes et fint lille syrebid. Det hele er pakket godt ind i meget velintegrerede tanniner, som sikrer en ganske harmonisk og velsmagende oplevelse.

Jeg har drukket en del Mollydooker-Cabernet, og hvor de besidder mange af de samme kvaliteter som denne, er de dog langt mere powerfulde og søde i udtrykket. Her bydes der på klassisk varm solmoden Cabernet-smag, men dog uden den power fra Mollydooker. Det er der sikkert mange, som synes at australske vine kan være nogle solbomber, der vil foretrække. Selv er jeg nu lidt af en slikmund, og kan godt lide den ekstra power.

Kalleske Merchant er et rigtig godt glas vin. Cabernet Sauvignon kan virkelig smage godt når det lavet ordentligt og med lidt sol bag. Den har flere dimensioner og karakterer end Mollydookers Maitre D', og er ikke helt i samme grad så sød og powerfuld. Det må så være en smagssag hvad man mest er til.
Syrebidet og tanninerne binder vinen rigtig godt sammen og giver et meget harmonisk indtryk. Jeg ender på karakteren C+, da det er et rigtigt godt glas vin det her. Personligt vil jeg dog nok vælge en Dooker-Cabernet til ca. samme pris. Denne her koster 169 kroner host Atomwine.

Karakter: C+