Juleaftens vin - var den så god?

Så er juleaften vel overstået, og dermed et kort indlæg om hvordan aftenens vin så var. For hvordan klarede den franske naturvin sig, op imod den skønne and med det sprøde skind og den alt for fede sovs (og det er kun ment kærligt).

Kort sagt, så klarede den sig rigtig fortræffeligt, men lad mig lige kort starte med at fortælle lidt om vinen og vinhuset.

Vinen hed som tidligere sagt LePlan-Vermeersch GT-G 2010, og er fra Rhone-området i Frankrig, og historien om vinmageren er lidt anderledes end de fleste franske producenter.

Han hedder Dirk Vermeersch, er fra Belgien, og så er han tidligere rally-kører, indtil en ulykke satte en stoppe for hans karriere.
Det fik ham til at sadle om, og da konen samtidig læste ønologi i Chateauneuf du Pape, skabte de Domaine LePlan sammen med datteren og hendes mand, som nu er kældermester. Det er altså et rigtigt lille familieforetagende der står bag denne vin.

Jeg hældte vinen på karaffel fire timer før vi skulle spise, da jeg tænkte at en ung fransk vin helt klart ville have godt af lidt ilt - Det tror jeg var en god idé.
Til maden gjorde jeg mig selvfølgelig ikke de store noter, der var ligesom andre ting at fokusere på, men som tidligere sagt klarede vinen sig rigtig godt i forhold til maden. Der var en god og tydelig frugt, såvel i næse som i smag, og en let men tydelig sødme i smagen. Samtidig var der en fin rank syre som denne frugt og sødme nærmest spillede rundt om. Det hele var i balance, og med en lang eftersmag, var der intet problem med at smagen blev totalt overdøvet af julemaden.

Jeg vil give Holmgård ret i, at det her er noget nær den perfekte julevin. Ikke den ultimative, men den gjorde det godt. Den ultimative julevin, den leder vi stadig efter. Der skal jo være et eller andet vi skal skrive om til næste jul.

Glædelig jul - og god vin?

Så er det dagen før dagen, og herfra skal der lyde et glædelig jul til bloggens læsere.

Julemaden er så småt ved at blive sat i gang (svigermors and påbegyndes allerede den 23.), og træet står klar i stuen. Og julevinen? Den har jeg styr på. Hvad med jer?

Som altid har jeg været igennem alle de klassiske overvejelser - skal vi være bundklassiske og kaste os over en Amarone? Skal jeg gå efter reklamebladenes bud på "Årets julevin"? Eller skal jeg hellere kaste mig over hvad jeg normalt synes er et af de bedste bud, nemlig en Chateauneuf du Pape eller en australsk pendant på et klassisk GSM-blend?

Kigger jeg på hvilke indlæg her på bloggen, som der er blevet søgt mest på her i december, er det tydeligt at andre tænker ligeså. En tidligere "Året julevin", Fess Parkers Frontier Red, er igen i år at finde i reklamekatalogerne, og den er der blevet søgt aktivt på. Super Best har kastet en Amarone fra Le Ragose op som årets bedste bud, og også den har kastet rigtigt mange besøg af sig. Og så er det faktisk overraskende at se at en klasse-vin som Aalto også ligger højt på listen - der er nogle derude der virkelig har god smag.

Og hvad er jeg selv landet på?

Ja, jeg har også selv læst med på andres blogs, og faldt især over det her super gode indlæg, hvor forskellige vine blev vurderet ift. hvilken mad man spiser til jul. Efter lidt videre søgen på nettet, endte jeg med at prøve en LePlan-Vermeersch GT-G 2010 - en naturvin fra Côtes du Rhône Villages i Frankrig (og til dem der, igen, følger med i Oz og James' vineventyr i det franske på DR2, vil vide at Villages er en betegnelse der især sættes på de bedre af områdets vine. Wine Fact).

Jeg ved ikke helt hvad jeg skal vente, men normalt er Rhone-vine gode bud på vin til julemiddagen, og mit sidste møde med natur-vin var ikke helt dumt, så i bund og grund ser jeg rigtig meget frem til morgendagens vin.

Rigtig god juleaften - vi ses på den anden side af den fede mad og den gode vin.

Når NOMAs sommelier personligt vælger ens lørdagsvin

Jeg skal på ingen måder gøre mig klog på begrebet naturvin, eller forsøge at gå i dybden med hvad det er - det er der andre der er langt bedre til end jeg, men det handler om en tilgang til det at producere vin, hvor blandt andet kærligheden i vinmarken, terroir, økologi og mangel på "tilsætningsstoffer" går op i en højere enhed. Jeg er ikke sikker på jeg rigtig kan flippe over konceptet, men når Pontus Elofsson, manden der har sammensat NOMAs vinmenu, personligt vælger en vin han synes man skal smage, så har man altså bare at være åben. Sådan er det bare.

Vinen Pontus valgte, landede på vores bord via vores gode venner Anna og Christian. Anna er i familie med Pontus, og havde fortalt om den her vininteresserede ven hun har (det er mig), som er glad for australsk vin, og som de skulle besøge i lørdags. Australsk vin fik Pontus til at tænke Shiraz, og da han sværger til både fransk og naturvin, synes han at vi skulle smage en sådan, lavet på Syrah.

Vinen hedder Raffut og er lavet af Sylvain Bock, og var i en årgang 2010, en rigtig god årgang i Frankrig. I glasset fremstod den rød men med en lys gennemsigtig lethed, og da vi nærmede os bunden af flasken (og de sidste dråber i glasset), var det tydeligt at vinen var ufiltreret. Der var en nærmest støvet grums i bunden af mit glas.

Duften var yderst overraskende - der var en kraftig duft af flæsk, som efter lidt tid gik over i popcorn. Spændende og specielt. I munden fortsatte det specielle, da det slog mig hvor nærmest perlende den var i det den ramte tungen. Som min kæreste noterede sig, var det nærmest som om at den havde kulsyrebobler.

Der er ingen tvivl om at den her naturvin havde et eller andet. Den bød på spændende noter jeg ikke rigtig synes jeg genkendte fra andre vine jeg har smagt, og så besad den en nærmest Pinot Noir'sk blidhed, særligt i munden. Denne lette fornemmelse gjorde dog også at vinen fremstod en anelse underspillet, og det var som om at der godt kunne have været lidt mere - mere af et eller andet jeg ikke rigtig kan definere (for pokker det er en dårlig smagenote det her - vi hyggede os vist lidt for godt på aftenen til rigtigt at være koncentrerede). Den var dog dejligt nem at drikke, og jeg er helt sikkert ikke færdig med naturvin - tak til Anna, Christan og Pontus, for dette første møde med de naturlige vine.

Nå ja, og så er det sgu dejligt at se en fransk vin med en gakket etiket. Alt i alt lander vi på karakteren C.

Karakter: C

De er tossede, de amerikanere

Jeg har en sød veninde, hun hedder Caja. Caja har lige været i USA for at hjælpe Obama med at blive genvalgt, og det gjorde hun jo i grunden rigtig godt.

Nå, men Caja kender til min store interesse for vin, og derfor tog hun en lille gave med hjem til mig - de tre ovenstående dekorerede propper. På ham den brunhårede kan man se, at han faktisk har en klemme i ryggen, og så kan gættelegen jo rigtig gå i gang - hvad mon de er for nogle sjove små fyre?

Joh, de er såmænd små propmænd som man klemmer om stilken på sit vinglas, så man kan kende sit glas fra bordets andre glas. Så kan man f.eks. huske sig selv på, at det er Latur 1961 man har i glasset med den kysseklar blåglimmerhårede propmand.

Tak til Caja for den mærkeligste vingave jeg nogensinde har fået. De skal helt sikkert tages i brug - om ikke andet, så når hun er på besøg.

Nej, den ønsker vi os ikke..

Så kører reklamerne for Eva Solos vinmagnet-skænkeprop igen. Så må det være jul.

Derfor tillader jeg mig at henvise til mit indlæg fra sidste jul, netop om denne skænkeprop (og alle dens fætre og kusiner).

Budskabet er noget i stil med:

Tak kære gavegiver, hvor er det sødt at du faldt over sådan en fantastisk vingave til mig, men jeg må være ærlig og sige, at jeg bytter den så snart butikkerne åbner. Men tak igen alligevel. Du er sød.

Rigtig god gaveshopping.

Fox Creek Red Baron Shiraz 2011

Jeg kan ikke stå for skæve etiketter, og det er også eneste årsag til at denne flaske røg i kurven da jeg for nyligt handlede vin i Systembolaget i Sverige. En ræv som flyver i flyvemaskine - for dælen det er sjov.
Nå ja, og så var det jo en australsk Shiraz fra McLaren Vale, samme område som en del af Mollydookers gode vine kommer fra - den skulle prøves.

Den skal dog ikke have synderlig mange ord med på vejen, for det var noget af en skuffelse - faktisk i en grad så det ikke lykkedes mig at drikke flasken op.

I næsen blev jeg kastet tilbage til slutfirserne, med en duft af sæbespåner (kan ikke mindes at have brugt sæbespåner siden). Munden blev hovedsageligt bombarderet med kraftig syre og tanninfornemmelse, samt en gruset karakter. Min første konklusion var at den smagte ungt, billigt og bare ikke særligt godt.

Den dæmpede sig lidt på andendagen, men især rigeligt med fad, en yderst svag marcipan og så ellers en virkelig kort og stram smag, med en alt for dominerende alkohol. Nej, det smagte bare af billig og ligegyldig vin, uden balance eller harmoni.

Som sagt købt i Systembolaget til en pris på 109 svenske kroner, hvilket må siges at være alt for meget. Jeg lander på et D-, og skal måske til at revurdere min indkøbsstrategi. Sjove etiketter er i hvert fald ikke den sikre vej frem.