International Mollydooker-dag er lige oppe over

"It's Oh so quiet" sang Björk for mere end 15 år siden (og Betty Hutton sang det før hende), og dette soundtrack kunne fint have akkompagneret bloggen de sidste par uger. Et lidt fra travlt program og lidt sygdom har afholdt mig fra at opdatere. Heldigvis, for mig selv om ikke andet, er jeg nu tilbage.

Denne gang for igen at gøre opmærksom på, at min lille australske kærlighed, Mollydooker, har erklæret 1. oktober til international Mollydooker-dag. Det betyder at det er dagen at årgang 2011 frigives til salg, og som sidste år er det en dag jeg glæder mig til.

Til forskel fra sidste år, skal kæresten og jeg fejrer det i noget højere grad denne gang. 3. oktober afholdes der smagning af samtlige af årgangens vine på restaurant Reef'N'Beef i København, med akkompagnerende 4-retters menu, og det arrangement deltager vi i. Puha hvor vi glæder os - en forhåbentlig dejlig winemakers dinner i banken. Den slags kan man ikke have for mange af.
Jeg glæder mig selvfølgelig som et lille barn til at gensmage Velvet Glove, men jeg ser i lige så høj grad frem til at smage de to vine Enchanted Path og Carnival of Love, begge fra serien lige under Velvet Glove. De to er nemlig de eneste af Mollydookers vine vi endnu ikke har smagt.

For at varme op til en aften med Mollydooker, tager vi et lille hul på herlighederne på lørdag. Der skal vi nemlig besøge skønne Anna og Christian, begge vin-glade og smukke mennesker. De har dog mest været forkælet med fransk vin (ikke af os), så jeg vil forsøge mig med at vise noget lidt andet for dem, og det er her der selvfølgelig skal en flaske Dooker på bordet - tror det bliver en Gigglepot. Det bliver i sig selv en dejlig aften at se frem til (for der skal andet end Mollydooker på bordet), og så er det som sagt en god rampe mod den 3. oktober.

Lagunilla Optimus 2005 Rioja gensmagt

I anledning af at La Vuelta i dag er slut, og at det tilmed blev vundet af en spanier (godt gået, Alberto), røg der en flaske Rioja på bordet i går. Jo jo, Contador kunne da godt være styrtet i dag, men det sker sjældent på sidste etapes paradekørsel, så fejres i går, det skulle det.

Som sagt med en Rioja, og med en flaske jeg smagte tidligere på året. Mange af mine overvejelser om vinen beskrev jeg dengang, så denne gang vil jeg egentlig bare tilføje.

I duften fornemmede jeg denne gang sød tobak, rosin og små vif af marcipan. Smagen var igen kraftfuld, med røde bær, krydderier, men også noget lidt hengemt. Smagen af alder, måske.

I sin tid købte jeg denne vin for 129 kroner i Super Best, og til den pris vil jeg næsten sige at den var fremragende. Det må betyde et B. Værsgo, way to go, Spanien.

Karakter: B

Sensommersmagning hos Laudrup Vin

I lørdags afholdte Laudrup Vin deres store sensommersmagning i Skovlunde, og i den anledning cyklede min gode ven Frank og jeg derud. Nanna fra Vinens Vilde Vesten havde været en stjerne at give et shout-out om arrangementet, og Nannas veninde (og Laudrup-ansatte) Helle, var en lige så stor stjerne at invitere os, og ikke mindst byde os velkommen da vi ankom.

Det gjorde vi tæt på halv elleve lørdag formiddag, klar til at smage hvad Laudrup kunne byde på. Temaet var især spanske, italienske og new zealandske vine, med lidt fransk og australsk smidt ind - et stykke over 100 vine i alt.

Vinsmagning for fuld udblæsning.

Billedet ovenfor viser en vinsmagning i fuld gang, men da vi ankom, der tæt på halv elleve, var der utroligt få (smagningen startede klokken 10), hvilket gav god lejlighed til at komme i snak med folk, og ikke mindst undgå kø ved de opstillede borde.

Første stop på vores tur rundt, var hos new zealandske Dog Point, en velkomstanbefaling fra Helle. Her smagte vi deres Dog Point Chardonnay 2010, der bød på en duft af mango og en anelse petroleum, og en smag af meget svag mango og så ellers en rasende høj syre. Ikke lige os.
Også deres Dog Point Pinot Noir 2009 blev smagt, og især eg og røg stod klart i duften. Overraskende, men fin. Smagen var super let, frisk, med syre og mild tannin.

Videre til bord 3 der bød på vine fra New Zealand og Australien. Her smagte vi I første omgang en Plantagenet Cabernet Sauvignon 2008. Jeg er jo i gang med at afdække hvad især Australien kan få ud af Cabernet-druen, men som Frank pointerer, er det virkelig ofte et lotteri. Dette var lidt en nitte, målt ud fra pris/kvalitet. Det var en mild og fin vin med velintegreret syre og en blid frugt, men desværre alt for underspillet, sammenholdt med en pris på 319 kroner flasken. Den var fin nok, en crowd-pleaser som vi noterede os, men den manglede noter. Hurtigt videre.

Vi satte os for at drøne hele smagningen rundt, og få smagt det vi ville smage, inden der kom alt for mange besøgende, hvorefter vi så kunne gå en runde eller to mere, og enten gensmage eller smage ting der dukkede op undervejs. Derfor skyndte vi os videre til Mount Edwards bord, som Helle også anbefalede.
Her ville vi smage to Pinot'er, og startede med deres Mt. Edwards Pinot Noir Earth's End 2009. En vin med klassisk klar Pinot-næse, og med et klart syrebid på tungespidsen, efterfulgt af mild frugt, jordbær, men for min mund lidt for mild.
Vi smagte denne vin op imod deres Mt. Edwards Pinot Noir 2008, en vin med langt mere fylde. En lidt underspillet duft, men tykkere frugt i smagen. Et rigtigt dejligt glas, men mindre frisk end Earth's End'en.

Ved bord 5 stod den på italiensk vin, og vi smagte Colognole Chianti Rufina 2007 og Colognole Chianti Rufina Riserva 2007. Lidt provokerende noterede vi kort og godt "Neutral bordvin", og skiftede hurtigt over til et par Barbaresco'er.
Vi startede med en Molino Barbaresco Teorema 2007, en vin der vist nok skulle stå for en mere moderne smag. Duften var tydelig mentol og kampfer, og smagen bød på fine tanniner, let fad, og ellers lidt underspillede indtryk. Derefter smagte vi Molino Barbaresco Ausario 2007, en lidt mere traditionelt smagende Barbaresco, der bød på duft af frugt, her blomme og svedske, og tydelig apotekerskuffe. Smagen var med god fad og kraftigere tanniner.

Frank dufter til himmelsk Pinot.

Alt imens vi stod og hang over et par vinkasser og smagte vin, faldt vi i snak med en flink fyr fra Laudrup der stod ved bord 12. Vi kom rundt om alt fra Mollydooker til økologisk vinproduktion, og under denne snak serverede han et glas californisk Littorai Pinot Noir Mays 2009. Duften var skarp Pinot-syrlig, med en smag der var virkelig kraftig og overraskende fyldig, med let syre. Den var frisk, med eg og milde tanniner, men virkelig velfungerende. Et godt glas, og tusind tak for at vi fik øst godt op. Nanna fortalte senere at dette er en meget eftertragtet vin i Californien (og måske også alle andre steder), hvorfor det er lidt et scoop for Laudrup Vin at have hentet denne vin hjem. Den er trods alt heller ikke billig, da den står til 798 kroner flasken. Lidt noget møg at det er de dyre Pinot'er der begynder at åbne Pinot-verdenen for mig.

Herefter ville vi egentlig have smagt lidt vin fra Silvano Bolmida, men det var stort set umuligt.

Fyldig gennemgang fra klase til flaske.

Den gode udsending var så engageret i sit job, at dem der fik hul igennem til ham, fik taget deres glas, skyllet det i vand, derefter vin, for så at få hældt vin op. Derefter blev de trukket igennem et flere minutter langt foredrag med tilhørende iPad-slide-show - sikkert ganske spændende, men for os der ikke var med fra starten, var der nul udskænkning. Man blev simpelthen ikke set. Et lidt skidt clash mellem en engageret vinproducent, og dedikerede vinsmagere der måtte gå forgæves.

Vi trissede videre til bord 8, som virkede yderst populært. Der var tykt af mennesker, og vi fik smagt en spanier ved navn Tionio Reserva 2005. Et kedeligt glas desværre, hvor frugten var totalt væk, men med et for stort overskud af peber og tannin. Alt for kraftig. Samtidig var stemningen ved bordet lidt for frisk. Midaldrende forstadsfruer der var begyndt at blive en anelse for snaldrede, begyndte selv at tage af flaskerne under højrøstet grinen, så det var stort set umuligt at komme ind til bordet for en snak og en smag. Tid til at rykke videre.

Værsgo - bloggens første billede af Jesper ;) Dejligt duftende vin.

Det blev til bord 9 hvor vi smagte Viña Pedrosa La Navilla 2005, en spanier på 100% Tempranillo, der bød på en lidt sødlig duft, med en anelse prut, hvilket skal tolkes positivt. Det var en kraftig smag med en fantastisk tannin og eftersmag. Den vandede ud, men var god.
Herefter smagte vi deres Viña Pedrosa Gran Reserva 2005, der bød på sødme i smagen, men den var simpelthen for spinkel. Smagen forsvandt hurtigt, og den var ikke sine 798 kroner værd. Så hellere små to flasker af La Navilla'en.

Bord 11 bød på vin fra Frankrig, og her smagte vi en Château Vieux Taillefer 2009. Det var ristet brød, ristet kaffe og alt alt for meget.

Vi havde været hele turen rundt, og kunne nu bevæge os lidt tilbage igen. Til vores store held, var den gode udsending fra Silvano Bolmida gået på toilettet, hvilket gav os mulighed for at lege forstadsfrue, og skænke selv fra flaskerne. Vi nøjedes dog med en Silvano Bolmida Barolo Bussia 2007 til 399 kroner flasken. Den bød på kraftig tannin og fad, og var i bund og grund alt for ung. Der var ingen frugt i smagen, men vi fornemmede et rigtigt godt potentiale.

Herefter røg vi tilbage til bord 3, og smagte en Te Mata Estate Coleraine 2007 fra New Zealand. Dette var et Bordeaux-blend, noget jeg også er lidt nysgerrig efter. Duften bød på røde bær, og smagen var fad, tannin, for pokker den tørrede ud, og så en del krydrede noter og afdæmpet frugt. Den var fin, men måske lidt for stram.
Dagens nok største overraskelse var en Pinot Noir fra Australien. Gembrook Pinot Noir 2010 bød på en kraftig skarp Pinot-næse, med syre på spidsen af tungen efterfuldt af læskende frugt - det var nærmest vingummisødme, og noget så lækkert.

Et læskende glas Australsk Pinot Noir.

Og se så lige en farve, eller nærmest mangel på samme. Utroligt at så meget smag kan komme ud af så lys en vin. Et rigtig godt glas, og nok Franks favorit på dagen. Jeg nød den også.

På Nannas anbefaling returnerede vi til bord 5 for at smage deres Franz Haas Pinot Nero 2010. Den bød på let kafferisteri i næsen, men var ellers alt for skarp og stringent til vores smag. Nanna og jeg kan bare ikke blive enige om hvad der er god vin ;) (bortset fra Littorai Mays'en som vi begge nød).

Som afslutning lagde vi vejen tilbage forbi bord 12. Vi havde noteret os at de havde en chilensk vin ved navn Altaïr 2005, og med vores dårlige erfaringer med chilensk vin, var det en mulighed for at se om en vin til 598 kroner flasken også smagte grimt. Det gjorde den, også i den grad. Igen var det en kraftig duft og smag af brændt gummi, præcis som de to foregående gange jeg har drukket chilensk vin. Hvad pokker sker der med det land?

Efter denne nedtur af en vin, var det tid til at takke af, og køre tilbage mod København. Det der står tilbage er dog en smagning af virkelig høj kvalitet.
Det var til at bevæge sig rundt mellem bordene, der var kyndige og veloplagte folk til at skænke op og snakke, og generelt var vinene af en rigtig høj kvalitet. Tak til Helle og Laudrup Vin, for invitationen til et rigtigt godt arrangement - vi glæder os allerede til forårssmagningen.

RedHeads Studios Barrel Monkeys 2009 gensmagt

Da jeg for en tid siden opdagede at Skovgaard Vine igen havde fået Barrel Monkeys på lager, blev jeg simpelthen nødt til at få købt lidt ind. Dem der har læst med da jeg sidst smagte den, vil vide at det er en vin der overraskede voldsomt positivt, hvorfor det ikke kan undre at jeg gerne ville have fingre i den.

Som sagt kom den igen på lager, og min gode ven Palle og jeg købte 12 flasker hjem til deling. Forleden åbnede jeg en af dem.

Jeg vil ikke sige så meget (det meste blev sagt i sidste anmeldelse), andet end at det bare er en fantastisk vin. Jo tak, man skal være til australsk Shiraz, og det federe og mere frugtede indtryk, men er man så det, så er der god vin i vente. Den er fra McLaren Vale, det er Mollydooker-country, og det kan smages.

Jeg drak den over tre dage, hvor den på ingen måder mistede pusten, men blev bare ved med at give på alle cylindre. Til en pris på 125 kroner flasken (ved køb af 12 flasker) er det et røverkøb der kraftigt presser Mollydookers vine på både pris og kvalitet, men men men... den er allerede udsolgt igen. Puha den er populær.

Nå, men pris og kvalitet taget i betragtning, så skruer jeg karakteren op til et B+. Bliver spændende at høre hvad Palle siger når han engang får hentet sine. I andre må også meget gerne byde ind med jeres holdninger.

Karakter: B+

Querce Bettina Brunello di Montalcino 2007

Det er sjovt med Brunello di Montalcino. Egentlig er det en "type" vin jeg i en periode har afskrevet - et svagt minde foresvævede mig at jeg ikke rigtig var pjattet med dem. Men på det sidste har jeg opdaget hvor godt jeg egentlig synes om toscansk vin, og ikke mindst hvad der kan drives ud af Sangiovese-druen, og derfor valgte jeg at give Brunello'en en ny chance.

Valget faldt på en flaske fra Querce Bettina, en vin der har fået 5½ stjerne i Gastro, og hele tre glas i Gambero Rosso - et godt udgangspunkt.

Vinen har ligget 36 måneder på store fade og efterfølgende 18 måneder på flaske. Den er lavet på 100% Sangiovese, og trækker 13,5% alkohol.

I glasset står vinen let og klart gennemsigtig i farven, og mine tanker ledes nærmest mod Pinot'ens lethed. Det er bordeaux med et hint af orange.

Det her er en vin der virkelig nok skal hælde på karaffel i flere timer. Vi nåede godt en time, hvilket intet ændrede.
Den åbner ud utroligt lukket (??), med syre som sin eneste klare note. Den er svag i både duft og smag, er nærmest pjasket, og eftersmagen fortager sig så snart vinen er sunket.

Efter en omgang mad, og yderligere en times tids luftning, dukker der en duft af rå flæsk frem. Der er en tydelig sødme til stede, men det her er en meget let, og tør jeg sige tynd vin. Ingen fedme eller fylde. Det er ikke fordi jeg sidder og kræver australsk fedme, og jeg ved at Brunello er et helt andet udtryk, men der mangler simpelthen et eller andet, efter min smag og mening. Jeg er helt sikkert farvet af for meget australsk vin, men det her bliver næsten for anonymt.

Efter denne omgang må jeg altså ærligt indrømme at min gamle holdning holder stik. Brunello di Montalcino er stadig ikke rigtig en type vin for mig, eller også har jeg bare ikke fundet den rigtige vin til at vinde mig over. Den her er i hvert fald for spinkelt og ung i sit udtryk. Måske nogle flere år i flasken kan ændre noget.
Den her koster 349 kroner hos Atomwine, hvilket efter mine smagsløg er for meget. Jeg har en flaske mere liggende, og vil lade den ligge nogle år. Måske der sker noget. Som det er nu kan jeg ikke komme højere end et C-.

Karakter: C-