torsdag den 2. april 2015

Mitolo Serpico 2005


Forleden havde jeg virkelig lyst til et glas Cabernet, så denne flaske blev hevet ud af reolen. Den var fra australske Mitolo, som jeg generelt har haft rigtigt gode oplevelser med - du kan læse om huset i dette indlæg.

Serpico er opkaldt efter Frank Serpico, en politimand fra New York som i 60'erne og 70'erne gik undercover for at afsløre korruption i egne rækker - en historie (den om Frank Serpico) som er filmatiseret med Al Pacino. En suveræn film som skal ses.
At vinen er blevet opkaldt efter Serpico kan forklares med et citat som kan læses på vinens bagetiket:

"One must have the courage to stand up for your beliefs and not conform to the masses"

Mitolo prøver simpelthen at bryde med normen og gå deres egne veje når det handler om at lave en vin på 100% Cabernet Sauvignon. Det gør de ved at håndplukke druerne hvorefter de tørres i op til otte uger. Det giver altså nærmest rosin-agtige druer, som giver en mere koncentreret, sød og jammy smag. Metoden er den samme som benyttes ved produktionen af Amarone.

I næsen bidrog de tørrede druer samt alderen til at der var godt med vådt træ og frugtmos. Munden var en eksplosion af alder, mørke frugter, en super let syre og en super flot integreret tannin. Efter lidt tid fornemmede jeg også oliven i smagen, og noget der nærmest kan betegnes som portvinsnoter.

Det var et overdrevent godt glas vin, som selv på anden og tredjedagen bare bragede derud af med masser af fylde, smag og charme. Jeg har læst en vurdering af vinen, hvor den får hug for at prøve at være en Amarone, uden at kunne nå sin italienske fætter til sokkeholderne. Men hvor er det en dum sammenligning. Bare fordi denne vin benytter sig af tørrede druer, så er det jo ikke nødvendigvis et forsøg på at være en Australsk Amarone - det handler om at skabe en anden type vin, og det er lykkedes.

Man skal være til store fyldige vine, men er man det, så er sådan en fyr her, med 10 år på bagen noget af en oplevelse. Ikke mindst til omkring 200 kroner, som jeg mener den kostede i Dansk Vinlager i Flensborg. Jeg kvitterer med et B.

Karakter: B