EFTERÅRSVINSMAGNING 2013.
Lidt snue og et par sygedage satte en lille pause på indlægende om vinene fra den store efterårsvinsmagning, men her kommer ottende vin.
Vinen er en tur tilbage til Italien, og denne gang til det klassiske af det klassise - en Amarone Della Valpolicella. Dem er supermarkedernes tilbudsaviser fyldt op med, desværre ofte i en kvalitet der er langt fra hvad rigtig Amarone er og kan være, så gennem årene er Amarone-navnet i min verden devalueret noget - der er simpelthen for mange vine som bærer navnet, men som ikke er meget værd.
Det var derfor med stor spænding denne vin skulle smages, ikke mindst fordi den er valgt ud fra en lidt sær præmis. Det forholder sig nemlig sådan, at vinen markedsføres her i landet, med cykelrytter Michael Rasmussens navn tilføjet. Årsagen er, efter sigende, som følger:
Da han boede i Italien, gik hans træningsrute lige forbi Monte Santoccio, og over tid blev han rigtig gode venner med deres unge vinmager, Nicola Ferrari. Vingården ligger i Classico-zonen, hvilket er det oprindelige område hvor de bedste og ældste Amaroner kommer fra. For at hjælpe en ven, var Michael Rasmussen med til at finde en dansk forhandler, og han er samtidig med som vært for danske turister som besøger vingården.
Nicola Ferrari ses som det helt store stjernefrø i Valpolicella, og på trods af at denne årgang (2007) kun er hans andet forsøg, er han det navn der følges aller nøjest. Han spås en stor fremtid.
95% af druerne består af Amarone-klassikerne Corvina, Covinone, Rondinella og Molinara. De sidste 5% består af Merlot og Cabernet Sauvignon. Vinene lægges på fad i 30 måneder, og derefter 6 måneder på flaske, før de frigives til salg.
Det her var meget let drikkelig vin. Næsen undrede mig, og på aftenen noterede jeg mig noget smøragtigt. Eftersmagen hang med en note af flødekaramel. Det er MEGET atypisk, og jeg er nærmest i tvivl, om mine noter er en fuld mands værk.
I munden er vinen smooth, alkoholen fornemmes, men der er intet bid. I grunden en meget uklassisk og mild Amarone, på trods af at fylden egentlig er fin nok.
Der er stort set ingen tanniner, selvom Frank fornemmer lidt på kanten af tungen. Palle synes vinen er læskende, og selv synes jeg bare at den er lettere udefinerbar, og alkoholtung.
Amarone kan som oftest gå i to retninger. Enten den meget søde og frugtdrevne (tørrede rosiner), som gennem mange år har været populær i Danmark. Ellers går den i den klassiske retning, hvor den er meget mere stram og stringent, med syre og tanniner. Jeg nyder begge slags, men denne falder ikke rigtig i nogle af kategorierne. Bladet Decanter har givet den en bronzemedalje i deres World Wine Award, og jeg forstår det ikke. For mig var det et forholdsvis ligegyldigt møde, desværre, for det lader jo til at der er godt med potentiale i den unge Nicola Ferrari.
Vinen er købt hos Skovgård vine, til en pris på 299 kroner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar