fredag den 30. december 2011

Vinøse julegaver

Når det drejer sig om at finde på julegaveønsker, er jeg utrolig dårlig til at finde på noget. Min kæreste punker mig altid i flere måneder, fordi hun ved det tager mig oceaner af tid, bare at komme på et par enkelte ting.

Problemet er at jeg sagtens kan finde på noget, men der er ikke nogle i min familie der har råd til at give mig et nyt kamera, en ny computer, eller bare en lille bil, så de mest oplagte ønsker kan jeg allerede med det samme skrinlægge igen. Når vi kommer ned i et prisleje hvor familien kan være med, jamen så er vi i bund og grund også nede hvor jeg "bare" selv kunne købe det (og det er her jeg så hører min mors stemme sige "op til jul må man ikke købe noget som helst. Man skal ønske sig det"). Det efterlader gaver i et fornuftigt prisleje, som jeg egentlig ikke gider købe selv (gerne fordi jeg ikke rigtig har brug for det), men jeg er desværre så stort et legebarn, at jeg heller ikke rigtig har lyst til at ønske mig trøjer, strømper og underbukser.

Når alt dette så er sagt, så er det jo en velsignelse at være en lille smule vin-nørd, for det åbner jo pludselig op for at ønske sig en masse sjove ting. Hvis ikke det er vinbøger eller -tilbehør, så kan man altid ønske sig en god flaske vin, og tænk, i år lykkedes det mig faktisk at finde på nogle gode vinøse gaveønsker.

For at komme lidt i gang med gaveønskerne, søgte jeg lidt på må og få, og endte med et ønske jeg måske ikke 100% havde brug for, men så var jeg da i gang. Jeg har i lang tid overvejet at få mig et vintermometer, men hånden på hjertet, så ved jeg ikke om jeg egentlig vil bruge det, og hvis jeg vil, vil jeg så handle ud fra hvad det fortæller mig? Jeg mener, vil jeg gøre noget ud af at enten hæve eller sænke vinens temperatur?
Jeg ved det ikke, men jeg ønskede mig alligevel et vintermometer. Jeg havde læst mig frem til, at dem man sætter uden på flaskerne (dem der minder om et digitalur), ikke er så gode, da de i bund og grund måler flaskens temperatur, hvilket (siger de kloge) ikke nødvendigvis er det samme som vinens temperatur, så jeg ønskede mig et infrarødt termometer. Ideen med infrarøde termometre skal være, at det infrarøde termometer måler temperaturen på flaskens indhold, frem for på selve flasken. Det lyder smart, så sådan et røg på ønskesedlen. Det var et Poul Bocuse vintermometer, og jeg fandt det til 375 kroner på nettet.

Min søde kæreste endte faktisk med at gå efter dette termometer, men da hjemmesiden opkrævede 100 kroner i fragt, blev min kæreste en tand fornuftig, og vurderede at så kunne pengene bruges bedre. Det er jeg helt enig med hende i, så intet vintermometer til mig og godt det samme.

Mit næste ønske var så en vinbog. Jeg havde set at Bog og Idé havde fået en ny vinbog, med det korte navn "Vin", og den virkede rigtig interessant. Som forfatter står André Dominé, men så vidt jeg kan se, har han ikke bidraget med en eneste artikel i bogen. Det har et hav af andre til gengæld. Bogen koster kun 150 kroner, og det er endda for en kæmpe fætter på over 900 sider, så det virkede da som et røverkøb. Jeg har googlet lidt på bogen, og det lader til at den findes, med præcis samme layout, på både engelsk og fransk, men det har tilsyneladende ikke influeret på kvaliteten af den danske udgave (jeg mener, det lugter lidt af masseproduktion. En tur gennem Goggle Translate, og så har du en lokaliseret vinbog til hele Europa).

Jeg endte faktisk med at få denne bog (to faktisk), og efter at have bladret lidt i den, må jeg indrømme at jeg er rigtig godt tilfreds med den. I bund og grund er den ganske klassisk i sin opbygning, med kapitler om vinens historie, dyrkning af druer, fremstilling af vin, og så en gennemgang af alle de klassiske (og et par enkelte uklassiske) vinregioner og lande. Alt sammen meget forudsigeligt, men den er godt og forståeligt skrevet, og så er den rigt illustreret med fine billeder og tegninger. Og så har jeg allerede lært, at visse producenter, der kun benytter sig af ståltanker til modning af vinen, putter egetræslameller eller poser med egetræsspåner ned i tankene, for at tilføre vinen en smag af fad. Fy føj siger jeg da, og den slags metoder, har jeg læst mig til, er også ulovlige i Europa, da det ses som at man tilføjer vinen noget, som ikke er en naturlig komponent i vinfremstilling. Måske en god grund til at købe mere europæisk vin.

Mit sidste vinøse julegaveønske, var et abonnement på bladet Gastro, og lur mig om ikke min søde kæreste valgte denne gave i stedet for vintermometret. Det er jeg hende faktisk rigtig taknemmelig for. Jeg ved at det i bund og grund er et blad om mad (hvilket jo er helt fint), men de beskæftiger sig også med vin, og har ofte nogle rigtig interessante artikler om netop vin. Så det næste år vil jeg glæde mig til at Gastro dumper ned i postkassen.

Og for så at afrunde dette indlæg om vinøse julegaver helt ærligt, så endte jeg faktisk alligevel med at få mig et vintermometer. Det var lidt en kluntet sidegave, og det var ikke hvad jeg havde ønsket mig, men tanken var rigtig sød.
Mine kære forældre havde nemlig været til et eller andet jule-tam-tam, og her havde min mor vundet et klassisk vintermometer. Netop den model man sætter uden på flasken, for så at aflæse temperaturen på et display. På trods af at mine forældre går op i vin, så gider de ikke stå og måle temperaturen inden de drikker en flaske, så derfor synes de at jeg lige så godt kunne få termometret. De pakkede det derfor ind, og lillejuleaften stak min far mig så gaven i hånden, med beskeden "nu får du den her lille pakke, og hvis du så vinder mandelgaven, så er den min". Det var selvfølgelig en aftale jeg ikke kunne gå med til, men jeg fik alligevel pakken (og min far endte med at vinde mandelgaven. Karma findes).

Så sørme, en jul hvor jeg (næsten) fik alt hvad jeg ønskede mig, i den ene form eller den anden.

Hvad med jer derude? Er der nogle af bloggens læsere der også har ønsket sig vinøse julegaver, og måske mere interessant, fik I nogle af dem?

4 kommentarer:

  1. Hvor er du heldig. Er især misundelig på Gastro-abonnementet. Glæder mig i det hele taget til at fordybe mig i de mange spændende danske mad- og vinpublikationer, der er kommet, siden vi forlod landet.

    Her blev det til en enkelt vinøs gave, nemlig et gavekort til en vinoplevelse i Danmark. Du ved sådan et smartbox-gavekort, der kan indløses mange forskellige steder. Det bliver dejligt at omsætte, når vi er tilbage på dansk jord.

    Godt nytår, Jesper, til dig og dine.

    SvarSlet
  2. Du kan godt glæde dig til at komme hjem og læse nogle af de gode blade der er kommet (på trods af at det er en sølle erstatning for at kunne cruise rundt i det californiske vinland), og Gastro er helt klart et godt et af slagsen. For at der ikke bare lå et gavekort under træet, havde min kæreste købt det seneste nummer, så da roen faldt på juleaften, fik jeg da bladret lidt i det. Ren hygge :)

    Smartbox-gaven er da en virkelig lækket gave. Er der så nogle stedder i har valgt ud som potentielle emner? Jeg har ikke selv prøvet den, så ved ikke hvilke vinbarer der er at vælge imellem.

    Og hav så en rigtig god nytårs aften, Nanna, forhåbentlig sammen med folk du holder af.

    SvarSlet
  3. Jeg fik også et års abbonoment på Gastro af Dittepigen!! Og dit vintermometer har jeg også - præcis magen til. Det spas!

    SvarSlet
  4. Sådan Palle. Så kan vi rigtig diskutere artikler fra Gastro, vel vidende at gutterne, som altid, ikke fatter en brik af hvad vi snakker om. Det bliver et godt år.

    SvarSlet