lørdag den 12. november 2011

Spændende vin-weekend i gang

Forleden aften ringede min far til mig. Til min overraskelse var det ikke for at kommentere på den sms jeg netop havde sendt, hvor jeg havde fortalt om hans barnebarns første kindtand, men for at fortælle at han havde været i sin lokale Brugs og snakket med vinmanden der. Vinmanden havde præsenteret ham for en vin som skulle være MEGET speciel, og de havde kun fået et stærkt begrænset antal hjem, og derfor tænkte han om det var en vin jeg ville have.

Normalt køber jeg ikke mine vine i Brugsen, eller i andre supermarkeder, og slet ikke vine i den dyre ende. Det har jeg skrevet om før (læs venligst det indlæg FØR du dømmer mig som en vinsnob. Bagefter kan du dømme mig alt det du vil). På trods af det, skulle denne vin være anderledes, og jeg gik i gang med at undersøge lidt om den.
Vinen hedder Frans K. Smit og er fra det sydafrikanske vinhus Spier Wines. Spier Wines er i Danmark nok mest kendt for deres Savanha-vine, som de sælger tre millioner af om året, i Danmark alene. Imponerende. Frans K. Smit er husets winemaker, og denne vin som min kære far ringede om, er hans lille projekt som han har puslet med gennem de sidste 13 år. Jeg har læst den beskrevet som deres super-premium-vin, den vin man vælger når "supervine ikke er godt nok". Jeg ved det er salgsgas, men den begynder at lyde spændende. Årgang 2005 er lavet på 51% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot, 22% Shiraz og 5% Pinotage.

Prisen i Brugsen er 300 kroner, og efter megen googlen rundt, har jeg ikke rigtig kunne finde den i normal handel i Danmark. Jeg har fundet gamle priser, hvor den netop også var til salg i stærkt begrænsede perioder (også til 300 kroner), men ellers har jeg kun udenlandske priser at forholde mig til. På Spiers egen hjemmeside, koster den omregnet cirka 470 kroner, og i England har jeg set den til 390 kroner. Altså lader det til at prisen på de 300 bobs er mere end rimelig.
Jeg endte med at få min far til at købe to flasker, så nu må det vise sig hvor god den egentlig er. Jeg har fundet et par smagsnoter på Cellartracker, og de beskrivelser lyder enormt lovende, med smagenoter der er lige efter min bog.

Vinene fik jeg i går, da mine forældre kom på et lille visit for at se barnebarnets kindtand, og når nu de gjorde sig den ulejlighed, stod den selvfølgelig også på lidt nem mad og vin.
Maden var en god omgang spaghetti/kødsovs (kald det bare bolognese hvis du er fin på den), og til den drak vi en Barbera D'Asti fra huset Ricossa, årgang 2005. Jeg vil faktisk ikke skrive så meget om den, for det var en hyggeaften der handlede mere om at snakke kindtænder og mandelgaveideer, end det var om at tage noter til den smagte vin. Men jeg kan sige at den fremstod ekstremt syreholdig, så enten kunne den godt tåle at ligge lidt endnu, eller også var den bare ikke mig. Den var sgu lidt for stram i det.

Alt dette leder os så frem til i dag, hvor vi får besøg af min dejlige vin-ven Palle, og hans søde Ditte. Når den slags VIP'er kommer på besøg, skal der diskes op med noget lidt ekstra kræs, og det bliver der.
Maden bliver en (forhåbentlig) lækker ragout, lavet på ca. en hel flaske rødvin og godt med fløde (så ordet "forhåbentlig" kan vist hermed stryges), og dertil skal vi have to vine. Om den første drikkes inden maden, det står stadig lidt uklart.

Klart står det dog, at vinene vi skal drikke er nøje udvalgt. Den første vin er Fess Parker Pinot'en, som mine forældre gav mig til min fødselsdag. Palle er jo med i min jagt på den gode Pinot Noir, og i dag gør vi os vores første fællesforsøg. Det bliver enormt spændende, og jeg glæder mig meget til at se hvad vi vil mene om vinen.

Den anden vin vi skal drikke i aften, er halvt udvalgt af Palle. Jeg spurgte ham om der var noget bestemt han godt kunne tænke sig, eller om han hellere ville overraskes og måske gætte lidt. Hans svar var at det meget gerne måtte være fra Spanien, da det nu var blevet en af hans favorit-vinregioner.

Når Palle siger Spanien, så skal han få Spanien, og jeg har netop for kort tid siden købt en interessant spanier hjem.
Vinhandlen Vild Med Vin sendte for noget tid siden en mail ud om, at de havde et ekstremt godt tilbud kørende. Vinen var af Bernard Magrez, hed Paciencia og kom fra regionen Toro. Så vidt jeg husker var prisen 150 kroner pr. flaske (mod den nuværende normalpris på 490 kroner). Jeg skyndte mig at købe nogle flasker, da den lød spændende (og tilbudet ekstremt godt), og planen var at lade dem ligge lidt tid (nogle år måske), men nu hvor Palle ønsker spansk, er det alligevel tid til at smage en af dem.
Senere i aften er vi klogere på om det er en god vin.

Læs med over de næste dage. Der kommer selvfølgelig smagekommentarer. God weekend til jer alle.

1 kommentar:

  1. Uhh...suspense! Er spændt på, om Pinot'en kunne matche den robuste mad? Glæder mig til at høre jeres mening :)

    SvarSlet