Netop som jeg var ved at miste troen på mine egne smagsløg, åbnede jeg torsdag aften en vin der kraftigt understregede hvorfor det er jeg nyder at drikke rødvin.
Vinen er fra Italien, nærmere bestemt Sicilien, en region jeg sjældent drikker vin fra på trods af min glæde for italienske vine. Den kommer fra det lille hus Cantine Fina, hedder Caro Maestro og var en årgang 2004. Den er lavet på de tre druer Cabernet Sauvignon, Merlot og Petit Verdot (klassiske Bordeaux-druer), men det er ikke noteret nogen stedder i hvilket forhold. Vinen har ligget to år på egetræsfade, og efterfølgende otte måneder på flaske.
Jeg købte tre flasker i Super Best for ca. 3 år siden, og dengang roste de (Super Best) den selv til skyerne. Jeg har efterfølgende ikke kunnet finde meget om den på nettet, på nær end en enkelt fyr der har drukket den, og synes det var noget nær det bedste han havde smagt. Ever.
Der knytter sig to modstridende historier til vinen, og jeg ved ikke om nogen af dem er sande, men det skal jo ikke afholde mig fra at genfortælle dem. De gør begge vinen mere interessant.
Begge historier går på Giacomo Tachis, skaberen af den italienske kultvin, Sassicaia. Den ene historie siger at denne vin, Caro Maestro, er fremstillet under kyndig vejledning af Hr. Tachis himself. Lyder jo ganske spændende. Den anden historie går på at Cantine Fina ville vise Hr. Tachis at det også var muligt at skabe en supervin i andre dele af Italien, nærmere bestemt på Sicilien. Endnu mere spændende.
Alle disse små detaljer har gjort at jeg har haft høje forventninger til vinen, og torsdag aften var det altså tid til at smage den for første gang. Mine forældre var på besøg, og jeg syntes de skulle forkæles med lidt god vin.
I glasset fremstod vinen dejligt mørkerød, over i lilla med en MEGET meget svag kant af brun. Måske det kun var mig der kunne se den. På trods af at det var en tæt og mørk farve, fremstod vinen ikke sort og tung i glasset. Den så indbydende ud, og lagde kraftigt op til at man skulle dufte til den.
Og hvilken duft. Til at starte med var der en kraftig duft af modne bær, brombær og fad. Efter ca. en halv time kom der også noter af det jeg kalder for køleskab. Måske en syrlighed, noget som jeg sætter stor pris på.
Efter at have nydt duften et stykke tid, var det tid til at smage. Og smagen skuffede på ingen måder.
Smagen var kraftig af bær, men ikke frugtbombekraftig. Den var tilpas, indsmigrende, og noget nær fuldendt. Der var en kraftig sødme, som på ingen måder blev for meget, og alligevel var der plads til at fortænderne tørrede lidt ud. Og så blev smagen hængende en rum tid efter at vinen var sunket. En meget fyldig vin, men voldsomt behagelig, så der var ingen problemer med at tømme glassene og hælde op på ny.
Måske ryster folk på hovedet over det næste jeg skriver, men selvom vinen er lavet på Sicilien og på de druer den nu er, så ledte smagen mig et helt andet sted hen. Jeg fik nemlig hele tiden minder om supertoscaneren Casalferro 2001 fra Barone Ricasoli, som jeg nu har smagt nogle gange. Måske det er for længe siden jeg smagte den, men noget trickede i mig. Måske det var frugten, eller intensiteten. Jeg ved det ikke, men jeg skal kommentere på det når jeg gensmager Casalferroen.
Hvad jeg dog ved er, at Cantine Finas Caro Maestro var en FANTASTISK god vin, og det kan ærgre mig at jeg ikke kan finde den til salg i Danmark mere. Heller ikke i nye årgange. Er der andre der kan, så efterlad endelig en kommentar, for de to flasker jeg har tilbage er SLET ikke nok.
Dejligt at du har fået troen tilbage på vin ! Det er sgu så smukt når vin, farve, duft, temperatur, miljøet, glasset og selskabet går op i en højere enhed. Her kan ”godt øl” altså ikke rigtig være med.
SvarSletKommer netop for en veloverstået øl-festival hvor der var rigtig meget dejligt øl. Der var som tidligere nævnt også øl der var lagret på rød og hvidvinsfade. Her vil jeg ikke komme med den lange anmeldelse. Jeg hældte begge glas ud, og det same gjorde min makker. Det kunne ikke drikkes. Meget godt kan sige om bryggereriet Mikkeler – men når man laver 30-40 nye bryg om året!!!!, så er det altså ikke alt der er lige heldigt. Så tilbage til vinen.
Hvis der er et område, hvor italienske vine især kan give alle konkurrenterne baghjul, så er det netop ved duften. Det er nogle gange fuldstændig vanvittigt. Duften af en Barolo, Barbaresco og Barberra slår alt. Det sjove er så, at når de tager fat i Merlot, Carbanet og andre klassiske franske druer, ja så får de også mere duft i dem (det er selvfølgelig helt min egen holdning). Personligt er jeg godt til at gætte italienske vine i blindtest pga. duften. I love it :-).
Har desværre ikke smagt overstående vin, men jeg skal i hvert fald holde øjne og ører åbne.
Nu vil jeg tage til distortion. Her står den på sol, sommer, musik og ”desværre” kolde fadøl. Her taber vinen altså til fadøllet – også selv om det er en glas koldt Chardonnay :-).
Vejret lægger i den grad op til kolde øl og Distortion, så der gives fuldt grøn lys herfra til at give den gas :)
SvarSletJeg har været spændt på at høre hvordan de øl lavet på vinfade var, og det er ærgerligt at de i den grad skuffede. Jeg husker selv fra sidste års ølfestival, at jeg smagte en øl lavet på whiskyfade. Det var absolut heller ikke nogen succes. Måske man bare skal holde sig fra at blande så forskellige nydelsesmidler i produktionsledet.
Jeg vil give dig ret i at der virkelig er noget over duften af en god italiener (og deres vine), og jeg glæder mig til at se om du kan spotte en, næste gang jeg hælder hemmelig italiensk vin på dig :)
Og ja tak, hold endelig øje med den her vin. Og finder du den, så siger du til (eller køber mig et par flasker). Ja tak.