Burchino Genius Loci Sangiovese 2005... og noget er galt

I går var der Champions League i fjernsynet, og selvom der måske hører sig kold øl til en god fodboldkamp, valgte jeg at åbne en flaske rødvin. En Burchino Genius Loci Sangiovese 2005. Egentlig ikke en flaske jeg ventede mig særligt meget af, men efter at have læst lidt om den, forventede jeg nu alligevel noget af den.
Robert Parker har blandt andet givet vinen 90 point, og beskrevet den som elegant. Jamen dog, så skal jeg da ikke side der og forvente lidt af sådan en vin.

Vinen er lavet på 100% sangiovese og kommer fra marker hvor hver stok kun giver mellem et og to kilo druer. Det er efter sigende ikke meget. Vinen skal have en rubinrød farve, og man skal kunne dufte bær, cedertræ og chokolade. Smagsmæssigt bydes der på tydelige frugtnuancer, og en kraftig og lang eftersmag. Lyder jo ikke dårligt.

Men noget er galt. Jeg åbnede vinen og hældte den op, og farven stemte helt overens med beskrivelsen. Men duften? Skal jeg være ærlig kunne jeg ikke definere den overhovedet. Det var MEGET svært at sætte ord på duften, men den kradsede i næsen.
Smagen var ikke bedre. Jeg kunne på ingen måder definere en smag, jeg kunne ikke spotte nogle bestemte bær, men nærmere en lidt sur smag, der hang ved i eftersmagen. Måske noget citrusagtigt? Det er mit bedste bud.

Tror jeg vinen var dårlig? Nej, egentlig ikke, men det kan ikke være rigtigt at Robert Parker kan smage 90 points kvalitet i en vin jeg overhovedet ikke kan sætte ord på.

Dette er en oplevelse jeg fra tid til anden har når jeg smager vin, og jeg begynder at tro at det hele handler meget om den mentale setting omkring vindrikningen.
Jeg var alene hjemme i går, og drak derfor vinen alene. Og jeg trak den sent op, fordi jeg i lang tid var usikker på om jeg overhovedet havde lyst til at proppe en flaske op. Jeg valgte som sagt at åbne flasken, men måske var jeg ikke 100% bag beslutningen.
Kan den slags spille ind på oplevelserne af en vin? Er vindrikning og -smagning ikke en objektiv oplevelse, hvor subjektet smager og bedømmer det der nu er i glasset? Eller spiller det i høj grad ind hvordan stemningen er i det givne øjeblik? Smager den samme vin forskelligt hvis man åbner den alene sent på aftenen, end hvis den bliver drukket i venners lag et par timer tidligere?

Jeg begynder at tro på de sidste af mine tanker, og er meget interesseret i at høre hvad andre oplever. Kan I smage fuldstændigt objektivt hver gang, eller kan settingen omkring vinsmagning også godt ændre på jeres oplevelse af en vin? (og jeg tænker selvfølgelig ikke på at I nogle gange lige har spist chips med dip lige inden. Så kan ingen af os smage noget).

Byd ind og giv mig lidt håb. For er det bare mig der har smagsløg der ændrer sig fra gang til gang, helt af sig selv, så er det jo et rent gamble at åbne en flaske vin.