søndag den 15. maj 2011

Ruffino Modus 2006

Ruffino Modus er et godt bekendtskab.
Hen over weekenden er der blevet drukket et par flasker god rødvin. En af dem var en Modus 2006 fra toscanske Ruffino. Altså en italiener.

Jeg har for et års tid siden drukket samme årgang, og var på ingen måder begejstret for vinen. Der var bare et eller andet ved smagen der virkede helt forkert, og den smagte ikke i nærheden af de andre supertoscanere jeg havde smagt. Da den har fået rimeligt gode anmeldelser, skuffede det mig en hel del, og jeg har siden da set frem til at smage den igen. Det blev så i aften, og jeg må indrømme at det var en noget anden oplevelse.

Vinen er lavet på klassiske supertoscanske druer, nemlig Sangiovese (50%), Cabernet Sauvignon (25%) og Merlot (25%). Jeg noterede mig følgende:

Farve: Farven var meget mørk rød, ovre i lilla. Det er en tæt vin, og der hænger lækre guirlander ned ad glassets kant. God start.
Duft: Til at starte med havde jeg lidt svært ved at sætte ord på duften (faste læsere ved at det ikke kun er til at starte med), men efter lidt tid, og sammen med kæresten, fik vi sporet os ind på klar duft af jord (våd) og af fad. Der var også en kraftig duft af bær, men kan ikke sætte navn på dem.
Smag: Smagen er rimelig kraftig, som i duften er der noter af fad og af jord (på den gode måde). Der er et lille bid af tanniner der tører munden lidt ud, men som alligevel giver plads til en behagelig frugtet sødme. Eftersmagen er rimelig lang, hvilket jeg er en sucker for. Jo længre des bedre.
Bedømmelse: Som sagt var denne smagning langt bedre end min første smagning for et års tid siden. Hvor der her var noter af jord i både duft og smag, virkede den mig mere jordslået sidst jeg smagte den. Men som sagt, denne gang var den et lækkert bekendtskab. Den dufte godt, og hvad vigtigere er, den smagte også rigtig godt. Især sammenholdt med prisen på 99 kroner, købt i Super Best på tilbud. Der skiltes med en normalpris på 199 kroner, og der kan vi måske begynde at diskutere om man ikke får mere for pengene andre steder. Men til de 99 kroner er det en super flaske vin, og jeg glæder mig til at smage de to sidste flasker jeg har liggende af den. Måske igen om et års tid?

2 kommentarer:

  1. Sikke du da får smagt vin. Må desværre sige at jeg ikke har smagt én eneste af de flasker du har beskrevet. Det tror jeg i hvert fald ikke. Der findes åbenbart meget forskelligt vin ?!?!? Der kan man bare se…

    Ellers har jeg ikke så meget at tilføje. Syntes det er synd for dig at der er så mange vine der smager eller dufter af køleskab. Det sgu da nederen. Det ved jeg ikke om jeg har prøvet….måske kalder jeg det noget andet.

    Er ganske enig med dig i at Zinfandel ikke er verdens bedste drue. Dog er jeg ligeså blevet positivt overrasket de 2 sidste gange jeg har fået sådan en flaske. De behøver altså ikke at være sol-bomber med 15.5% alkohol, som smager af hovedpine. Faktisk har de sidste 4-5 bekendtskaber med Califoniske vine været yderst positive. Både på rød og hvidvins-fronten. Kan selvfølgelig ikke lige komme men navne, men jeg skal prøve at tage mig sammen fra nu af :-).

    SvarSlet
  2. Ja, Palle, lad endelig denne blog være inspiration til at også du begynder at tage dig sammen omkring nydelsen af vin. Selvfølgelig i en grad så det ikke går ud over selvsamme nydelse ;)

    Ja, den med køleskab, den stiller jeg mig også snart selv tvivlende over for. For mig er det en positiv note, så det gør ikke noget, men vil være rart at finde et bedre, måske mere passende ord.

    Og så HAR du faktisk prøvet en af de omtalte vine, for Modus'en beskrevet i dette indlæg, drak jeg faktisk sammen med dig. Jeg havde den med da vi mødtes hos Dittes forældre, remember?

    Der er meget der tyder på at vi snart skal drikke noget mere Zinfandel, meget gerne noget amerikansk, og måske generelt noget mere vin med noter i forskellige retninger, end bare frugt-djævle. Just call me.

    SvarSlet