Mollydooker The Boxer 2009

En kraftig vin fra de venstrehåndede.

Der er blevet sagt og skrevet meget (godt) om Mollydookers The Boxer, og derfor har jeg været meget spændt på at smage den, hvilket jeg fik gjort i den forgangne weekend.

Fordi weekenden endte med så mange vine og smagninger, kan jeg ikke lave en komplet beskrivelse af denne vin (jeg glemte simpelthen at tage noter), men fordi den er så speciel på så mange punkter, skal den alligevel have et indlæg. Først lidt om Mollydooker.

Mollydooker er navnet på huset, ejet af Sarah og Sparky Marquis, men er ifølge etiketten bag på flaske også australsk for en der er venstrehåndet, hvilket begge ejere er (man kan læse deres historie her, hvis man lyster).
Da de startede med at lave vine under eget navn i 2005, var målet kun at lave vine der fik folk til at sige "WOW". Det er lykkedes med The Boxer.

The Boxer 2009 er altså en australsk vin, og er lavet på 100% Shiraz og er på hele 16,5% alc. vol., og er altså en voldsomt kraftig fætter. Men inden jeg snakker indholdet, så lad mig bare lige hurtigt give to fede thumbs up over hvor fed etiketten er. Ganske uhøjtidlig og underholdende. Sådan må vin absolut også godt være.

Når man åbner en Mollydooker der er mindre end to år gammel, skal man huske at gøre "The Mollydooker Shake". Det står også bag på flasken, endda med link til en video på deres hjemmeside. Når man ser videoen første gang, overvejer man om de tager pis på en, samtidig med at man overvejer hvad det er for noget potentielt sprøjt man står med mellem hænderne.
Man skal nemlig hælde en sjat vin op i sit glas, så vinen i flasken når ca. halvt ned af skuldrene på flasken. Dermed er der skabt lidt overflade. Så skruer man låget på igen (jeps, The Boxer er med skruelåg), vender flasken på hovedet, og giver den en god rystetur.
Derefter vender man den om igen, skruer låget af så der kan komme lidt ilt ned i flasken, skruer låget på igen, og giver den en tur mere. Herefter vil man kunne se at der er skabt lidt hvidt skum på overfladen af vinen.
Årsagen til alt dette helligbrøde er, at for at kunne skære ned på mængden af sulfitter i vinen, har man tilsat nitrogen til vinen, for at bremse oxideringen af vinen. Problemet med nitrogenen er bare at den hæmmer duft og smag (den komprimerer den nærmest), så for at fjerne nitrogenen fra vinen, og dermed åbne vinen op igen, skal den altså gennem "The Mollydooker Shake".

Jeg følte det meget underligt at stå og ryste en flask vin, men der var sgu noget om snakken. Hældt i glasset var det noget af en mørk bombe, og duften kom væltene op af glasset.
Jeg noterede mig en meget kraftig duft af oliven, nærmest oliventapanade, som overdøvede alt andet. Meget lækkert, og noget jeg ikke har noteret mig ved shiraz før. Den duft aftog dog over den næste halve time, og blev erstattet af noget der minder om tyk frugt (giver det overhovedet mening?). Behageligt var det dog.
På trods af de 16,5% alkohol var vinen ikke på nogen måder sprittet eller for kraftig. Der var megen smag, bevares, men det var lækkert. Det skal dog siges at vi gemte et par glas til dagen efter, og der havde vinen ligesom samlet sig lidt mere, og blev derfor et bedre bekendtskab på andendagen. Det kraftige aftog ligesom, og den blev mere rund og detaljeret i smagen.
Så en tur på karaffel et par timer i forvejen er nok ikke helt dumt, bare du sørger for lige at få den fantastiske startduft med.

En sidste ting der overraskede mig da vi var færdige med vinen, var mængden af sten der klyngede sig til flasken. Nu ved jeg ikke fandens meget om den slags, men efter at have stået og rystet rundt med den her vin, havde jeg nok forventet at det var en mere simpel filtreret vin, uden så meget genkendeligt fra den etablerede vinverden. Men selvom det nok bare er en tåbelig forfejlet betragtning fra min side, så var der sgu en genkendelig autencitet i at der var sten i denne unge frækkert af en australsk vin.
Min opfordring er klart at du skal prøve den her, især årgang 2009 som spås at blive en af de helt store. Til en pris på 160 kroner er den betalt, men omvendt synes jeg også klart at den er det værd. Den byder på langt mere end jeg synes man normalt møder i australske shiraz'er, og det er kun velkomment.