lørdag den 14. maj 2011

Gårsdagens vinsmagning

Som tidligere skrevet har bloggen været nede, hvorfor jeg ikke kunne opdatere op mod gårsdagens vinsmagning. Til dem der har fulgt med, endte jeg faktisk med at tage mit eget glas med. Og hvilken succes det var. Folk var faktisk positive over for at jeg gik op i aftenen i en sådan grad, at jeg tog mit eget glas med, og det endte hurtigt med at dem omkring mig lige skulle dufte til de forskellige vine i mit glas. Bare for lige at dufte forskellen, og der var en STOR forskel, mellem mit "normale" vinglas, og så de små glas mit arbejde kunne byde på.

Nå, men jeg tog mig nogle smagsnoter undervejs, om dem vil jeg selvfølgelig dele med jer. Jeg er jo virkelig i begyndelsen af hele det her med at sætte ord på det jeg drikker, så bær over med at det er hamrende inkompetente beskrivelser jeg kommer med. Og kommenter så endelig på hvad jeg skriver, eller hvis du selv har smagt nogle af vinene.

For god ordens skyld skal det lige siges, at aftenen også bød på en hvidvin, en Champagne (som nok ikke var en champagne) og en rosé, men da jeg endnu ikke har lært at forstå disse drikke, holder jeg mig til kun at kommentere på rødvinene. Here goes.

Sasyr (Sangiovese & Syrah)
Hus: Rocca delle Macie, Toscana
Land: Italien
Årgang: 2008
Pris: 75 kroner

Farve: Denne vin var et underligt bekendtskab. Farven var selvfølgelig rød, men holdt op mod en lys baggrund, var det tydeligt at den hurtigt blev gennemsigtig i kanten. Så vurderer den ikke til at være så kraftig i det.
Duft: Jeg noterede mig slet og ret "ved ikke". Jeg talte senere med nogle af de andre, som uden at jeg sagde noget, slog ned på at den jo ikke duftede af noget som helst. Det passer selvfølgelig nok ikke, men der var virkelig ikke noget at notere i duften. Er det muligt?
Smag: Der var klart en krydret smag. Jeg tror at det var smagen af sangiovese-druen der trådte igennem. Da jeg vendte tilbage til vinen efter at have smagt to andre vine, var den decideret syrlig og grim i smagen. Om den udviklede sig dårligt, eller om de andre vine ændrede min smagsløg, det skal jeg ikke kunne sige.
Bedømmelse: Til 75 kroner var det en lidt kedelig vin, og den udviklede sig ikke spændende.


Chateau La Renaissance Pomerol
Hus: Chateau La Renaissance
Land: Frankrig
Årgang: 2000
Pris: 200 kroner

Farve: Rød knækket over i et orange skær. Måske en mørk tegl?
Duft: Det første der slog mig var duften af alder (en duft der måske slet ikke er alder, men noget andet). Den duftede lidt køleskabsagtigt, måske animalsk? Og så var der vist også noget bær.
Smag: En kraftig smag af røg/tjære, og måske lidt gammelt læder? I grunden karakterer jeg godt kan lide, men det var også lidt det. Den virkede mig en lille smule ensporet, og så var eftersmagen ikke voldsomt lang.
Bedømmelse: 200 kroner er en del penge, og man kan få meget godt i det prisleje, men når vi taler om en fransk, vine jeg tit er gået uden om (har jeg beskrevet i et andet indlæg), så imponerede den mig. Det var i bund og grund et fint glas vin til en ok penge.

Riserva de Fizzano
Hus: Rocca delle Macie
Land: Italien
Årgang: 2005
Pris: 112 kroner

Farve: En mørk rød farve med en svag (meget svag) brun kant.
Duft: Der var klart noget frugtet bær, og så var der igen den der duft af alder, på trods af at vinen er fra 2005. Måske den kvalitet jeg kalder alder virkelig er noget helt andet? Jeg har brug for hjælp.
Smag: Der er igen en krydret smag, peber tror jeg. Desværre kunne jeg ikke smage meget andet, og noterede mig at den var lidt kedelig i det.
Bedømmelse: Vinen er noget dyrere end den forrige fra samme hus, og heldigvis var den også klart bedre. Men til prisen var der bare ikke nok at komme efter, og jeg fandt den lidt ensporet.


Vistalago Rosso Veronese
Hus: Zeni
Land: Italien
Årgang: 2008
Pris: 150 kroner

Farve: Beklager der mangler et billede. Vi er ude på aftenen nu, og jeg fik ikke noteret mig flasken, og når jeg googler den, findes navnet på vinen heller ikke. Nå, men farven rød med en svag tone af lilla. Det kom især frem når man slyngede vinen.
Duft: Jeg fik ikke noteret mig nogen duft. Sorry.
Smag: Der var til start en svag smag af æbleskral som blev kraftigere efterhånden som jeg drak mere af vinen. Der var en smag af noget bær, blåbær måske?
Bedømmelse: Et rigtig dejligt glas vin der smagte godt.

Roshambo Zinfandel
Hus: Dry Creek Valley
Land: CA, USA
Årgang: 2006
Pris: 125 kroner

Om denne vin skal etiketten næsten lige nævnes. For ja, det er nemlig sten, saks, papir der er på den, og historien gik vist på at vinhuset årligt afholder en konkurrence i netop sten, saks, papir. Det kunne man læse om bag på flasken. Plat måske, men også lidt sjovt.
Farve: Jeg fik slet ikke noteret mig farven. For pokker da. Den var sikkert rød. Måske mørkerød.
Duft: Denne vin havde også lidt duft af køleskab, og alder, men måske det var noget helt andet. Jeg er ved at blive forvirret over hvad den der aldersduft egentlig er. Måske der også var noget solbær. Eller måske ribs? Mit bærkendskab er ret dårligt, det må jeg få arbejdet på.
Smag: Vinen har en tør smag, og tørrede fortænderne ud (og måske også resten af munden). Smagen var kraftig, og igen var der en smag af æbleskral. Det var ok.
Bedømmelse: Lad det være sagt med det samme, at jeg ikke er stor fan af zinfandel-vine, men den her ændrede sgu mit syn. Den smagte mig faktisk helt ok, og jeg har nu fået troen på at der er gode zinfandel-vine derude. En god vin.

Taymente
Hus: Huarpe Wines
Land: Mendoza, Argentina
Årgang: 2009
Pris: 80 kroner

Farve: Det er blevet sent, og mine noter er ikke så gode længer. Jeg har noteret mig at farven er bordeaux. Det betyder nok igen at den er rødlig.
Duft: Igen fik jeg noter af æbleskral.
Smag: Det var en sød, frugtet vin. Den var lidt skarp (måske tanniner?). Faktisk var den meget sød, og munden tørrede en lille smule ud.
Bedømmelse: En rigtig pleaser vin. Til prisen var den fin, og mange vil sikkert synes at den var dejlig at drikke. Der var ikke så meget at komme efter, netop fordi den var meget sød og frugtet. Men som sagt, en god afsluttende pleaser. Fint fint.

That´s it. Det var en rigtig god aften, vi fik absolut smagt gode vine, og det lykkedes mig også at sjaske vin ud over tre kolleger. Så kan det vist ikke blive meget bedre. Altså mine kommentarer kan selvfølgelig blive meget bedre, men det ved vi jo godt.

Kommenter hvis du har lyst, gerne hvis du kan spore mig på rette vej med alle mine tvivler om smag og duft, og endnu mere hvis du har smagt samme vine, og vil give dit besyv med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar