lørdag den 14. maj 2011

En vinklub, hemmelige vine og et dilemma

Hvad mon der gemmer sig? I´ll never tell.. endnu.
Lad os lige tage den overskrift i omvendt rækkefølge.

Jeg står med et dilemma, og jeg tror løsningen må være at skuffe mine læsere af bloggen. Jeg har nemlig tidligere lovet at fortælle hvilken vin jeg vil drikke i aften, når den skal stå på Melodi Grand Prix (som jeg jo absolut hader, og kun ser nødtvunget. Aner dog ikke hvilken nød jeg omtaler, eller hvem der tvinger mig. Shhh), og nu kan jeg ikke holde det løfte. Problemet er nemlig at den vin jeg åbner, er en vin min kæreste MEGET gerne vil smage, og det er jo sådan set fint nok, og absolut intet dilemma. Dilemmaet opstår i det at samme vin skal præsenteres til en vinsmagning om godt en måneds tid, og der indgår den som hemmelig vin. Mere om det lige om lidt, men som de faste læsere ved (især dem med kærester), så skal man nogle gange føje kæresternes ønsker, især når de er så overbærende med ens vinsamling, midt i en to-værelsers lejlighed. Så altså, det bliver den hemmelige vin vi drikker i aften, og jeg kan derfor ikke sige noget om den. Endnu. Beklager.

Når jeg omtaler vinen som hemmelig, så er det fordi at jeg som sagt afholder vinsmagning for vinklubben om godt en måneds tid. Jeg præsenterer dem for seks vine, og så skal vi ellers gætte og have det sjovt. Nå ja, og sætte ord på farve, duft og smag. Det bliver godt, og jeg glæder mig som et lille barn, både til at smage vinene, men også til at sætte ord på dem og skrive om det her.
Planen er at vi drikker vinene en efter en. Når glasset er skænket, skal der smages og gættes. Gerne på land, region og drue, og årgang for de seje. Mens der stadig er noget i glasset, afsløres vinen så man kan smage efter de noter jeg læser op om den pågældende vin. Det har vi gjort før, og det er sjovt.

Som afslutning vil jeg lige knytte et par ord til vinklubben. Den består af Palle, Schrøder, Ralle, Thoms, Franke og undertegnede, og er for øvrigt slet ikke nogen klub.
Vi mødes ikke fast omkring vin og der er ikke noget med at planlægningen går på skift, når vi endelig vælger at mødes over vin. Sådan er det bare, selvom jeg har et håb om at vi faktisk KAN blive lidt mere en vinklub. Nu sætter jeg i hvert fald gang i hjulene igen og så ser vi hvor vi landet.

Hvordan er det med jer andre? Er der nogle læsere der er med i vinklubber bestående af venner? Hvordan planlægger I smagningerne? Har I temaer? Er vinene hemmelige? Jeg er syg efter at høre hvordan I andre gør det, så skriv (jeg glæder mig til den dag det ikke kun er Palle og min mor der læser med).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar