torsdag den 10. maj 2012

Some Young Punks Passion has Red Lips 2011

Her midt i festlighederne skal I lige have en note med om den vin som vi (bloggen og jeg) nyder. Der er alt for meget at kommentere, men skal vi ikke bare starte med det åbenlyse?

Een ting er at drikke alt for god fransk vin (og for helvede hvor er det godt), men der er altså også noget over en vin der bare vil signalere sjov og ballade - sådan en vin er Passion has Red Lips. Bare navnet sætter gang i tankerne, og når vinhuset så hedder Some Young Punks (med et logo der ligner et kranie med vinger), så ved man at der må ligge en anden mentalitet bag, end hos et hæderkronet fransk vinslot. Bevares, begge stræber sikkert efter at yder deres ypperste, men I forstår sikkert hvad jeg mener.

Etiketten kan vi også tale længe om, men lad nu den ligge. Nyd hellere det super lækre billede jeg har taget i dagens anledning, og lad og snakke lidt om vinen.

Den er lavet på 50% Cabernet Sauvignon og 50% Shiraz og trækker beskedne (for en australier) 14% alkohol.

Hånden på hjertet, så lad mig være ærlig - jeg åbnede vinen i går, for det vil tage mig to dage at komme igennem den (kæresten er småsyg og har ikke lyst til vin), og da jeg skal til vinsmagning på fredag, må det altså blive en onsdag-torsdags-smagning. Jeg kan derfor kommentere lidt på hvordan det første indtryk er, men også hvordan den udvikler sig over tid.

Some Young Punks andre vinetiketter er
repræsenteret på bagetiketten.
Det første indtryk man får er en mørk lillarød farve i glasset, med klassiske gardiner langs glasset. Den har en kølig frugt og krydret næse, og i munden byder den på en velstruktureret fylde og smag i munden, med en meget høj syre og faktisk ganske få tanniner. Det er lige før at jeg synes at syren er lidt for kraftig, men over lidt tid (ca. en time) aftager den kraftigt, hvilket giver en bedre harmoni, men jeg savner lidt tanninerne til at samle vinen.
På andendagen (faktisk lige her og nu) har vinen ikke ændret sig markant. Der er den samme balance, den høje startsyre sikrer at der er en tilpas syre også her dagen efter, og smagenoterne byder igen på det krydrede og fad. I duften er også kommet lakrids til, og faktisk fornemmes den også i smagen.
Vinen er langt fra den australske frugtbombe som en Shiraz/Cabernet-blanding sagtens kan blive, og ender faktisk med at blive et dejligt glas vin. Den er mere skarp og krydret i sit udtryk, da frugten er tonet ned, og dette gør den måske nemmere at drikke hen over en, forhåbentlig varm sommer.

Vinen er købt hos Smalle Vine på Frederiksberg og koster 135 kroner. Det er en helt fin pris, og jeg ender på karakteren C. Et godt glas vin.

Karakter: C

4 kommentarer:

  1. Her midt i festlighederne skal I lige have en note med om den vin som vi (bloggen og jeg) nyder.

    Hehe - overstående grinte jeg meget af.
    Men ak ja – når nu bloggen er blevet 1 år, så syntes jeg absolut ikke der er noget galt med at omtale den som et levende væsen. Det er sgu hyggeligt at man på den måde altid har én at drikke vin med.

    Måske det største argument for selv at få en vin-blog.

    SvarSlet
  2. Helt og aldeles enig. Sådan en blog er sgu en god kickstarter til at få drukket noget vin. Se at komme igang ;)

    SvarSlet
  3. Spændende og dejlige vine, du har fundet dig der Jesper. Jeg har tidligere smagt både Killibinbin og Some Young Punks. Jeg havde sidstnævntes Drink’n’Stick med til en smagning engang. Etiketten består at en letpåklædt dame, og så er der klistermærker med, så man kan give hende forskelligt tøj på. Vinen var et klart hit hos alle mændene, og samtidig en dejlig vin. De tomme flasker blev endda taget med hjem. Kan godt li' den lidt uformelle tilgang, som australierne har til vin.
    vh Ulrik

    SvarSlet
  4. Hej Ulrik

    Jeg er fuldstændig enig med dig, angående den der uformelle tilgang. Den er jeg jo også selv, tydelig vis, en sucker for.

    Fedt at du selv har haft en god oplevelse med de to huse. Glæder mig selv til at få smagt mig ind på dem.

    Hilsen Jesper

    SvarSlet