mandag den 7. maj 2012

Et besøg i Smalle Vine på Frederiksberg

I går fik jeg øjnene op for en lille vinhandler jeg ikke havde hørt om før. Bladet Gastro havde anmeldt et par vine fra butikken Smalle Vine, og efter et besøg på deres hjemmeside blev jeg nødt til også lige at slå et smut forbi butikken - sådan IRL.

Smalle Vines fokus er at vin ikke skal være en alt for kompliceret affære, men laves af ildsjæle der mest gør det for sjov, og derfor er deres udbud stærkt præget af især australske og amerikanske niche-vine. Alt dette skal ikke tolkes som at det er skodvin, for det er nok nærmere det modsatte der gør sig gældende. For flere af vinenes vekommene drejer det sig om mindre produktioner frembragt med stor kærlighed og nysgerrighed, og priserne ligger i segmentet omkring de 100 til 200 kroner flasken.

Alle disse tanker om usnobbet vin ligger i rigtig fin tråd med hvad jeg også mener vinnydelse skal være, og når størstedelen af vinflaskerne så har tegneserieetiketter, ja så er jeg solgt. Det var jo præcis denne tankegang og grafiske fremstilling der i sin tid åbnede mine øjne for Mollydooker, og sådan en åbenbaring vil jeg gerne have igen. Derfor valgte jeg at slå et smut forbi butikken her til middag.

Butikken er lille men hyggelig, og ligner, grundet de mange farverige etiketter, nærmest en tegneserieforretning, hvilket indehaveren også gjorde opmærksom på. Jeg fik aldrig fat i hans navn (måske fordi jeg ikke spurgte), men vi fik os ikke desto mindre en rigtig god snak om vin. Jeg havde valgt nogle vine ud hjemmefra jeg gerne ville høre om, og med stor iver og viden fortalte han om hver og en af dem. Ikke kun om smag og oplevelse, men om fremstillingsmetoder, bagmændene og -kvinderne bag, og hvad der nu ellers var at fortælle. Jeg endte da også med at købe hver og en af dem med hjem, men jeg kan ikke fortælle så meget om dem, da de er indkøbt som fødselsdagsgave. Men jeg løfter sløret meget snart.

Det var et spændende og sjovt besøg, hvor jeg virkelig følte mig velkommen, og hvis vinene bare er halvt så gode som de blev præsenteret, så er det ikke sidste gang at jeg lægger vejen forbi Smalle Vine - langt fra.

2 kommentarer:

  1. Hej Jesper.

    Super cool vin-shop, godt du lige kastede den anbefaling ud, havde helt glemt Smalle Vine og faktisk også Smalle Pub længere nede af vejen, men det er en helt anden historie:)
    Jeg har gået forbi flere gange om aftenen, men kan godt se at det er på tide at lægge vejen forbi om dagen.. Fedt!

    Hilsner Alex..

    SvarSlet
  2. Hej Alex

    Ja, kig da derind. Der var sgu hyggeligt ;) om et par dage løfter jeg sløret for hvad jeg købte - måske det kan være til inspiration.

    Og Smalle Pub? Den må jeg tjekke ud ;)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet