Lad mig slå fast med det samme at det var en virkelig fantastisk aften, med god vin og rimelig god (og speciel) mad, og en aften hvor gutterne bare fik hygget igennem. Mere om det lige om lidt.
Dog var det også en aften hvor jeg gjorde mig nogle tanker om konceptet "Wine Maker's Dinner", hvilket jeg vil kommer ind på til sidst.
Men lad os først kigge på det det mest skal handle om, nemlig vinene og maden.
Restaurant Kokkeriet er en Michelin-restaurant beliggende tæt ved Kongens Have i København, og af den årsag (Michelin-stjernen, ikke dens beliggenhed), var forventningerne til aftenen, og især maden, sat godt i vejret fra start. Lad os kigge på hvad der blev budt på, med udgangspunkt i vinene:
Blanc de Blanc "Pietro Chiarlo" Metodo Classico
Vi startede ud med hvad der i bund og grund var en Cavi. En dejligt frisk og perlende sag, som blev nydt mens vi satte os til bords, og mens en appetizer blev serveret: Kokkeriets fortolkning af et Stjerneskud. Det lyder trist, men det var noget med en reje-cracker, noget creme, og en del andre ting. Det var en form for dekonstruktion, og det smagte godt. Og det kommer fra en der ikke bryder sig om fisk.
Vinen var som sagt frisk, og den smagte også godt. Mere fik jeg ikke noteret.
Gavi de Gavi "Rovereto" 2010
Efterfølgende blev der serveret hvidvin, og allerede her frygtede jeg fiskeretters komme. Faste læsere ved at jeg ikke er kommet i gang med at nyde hvidvine, men jeg må sige at denne smagte mig. Den var ung i udseendet, men den var frisk, let perlende og meget sprød i smagen, og bød på især citrus. Et godt glas.
Den flotte italiener fortalte en masse om terroir og hvordan vinen kom fra det fineste fine område; jeg faldt ærligt talt lidt ud og ind af hans fortællinger. Vinen står til 139 kroner, og det er den sikkert værd.
Til vinen fik vi først en ret med ål, æg og purløg. Jeg hader virkelig ål, men må indrømme at når den er pakket ind i ægte gourmet, med vagtelæg og purløgsolie, så smagte det sgu fint.
Efterfølgende blev der budt på lunkne kammuslinger med noget æblehalløj. Det smagte af alle de trælse ting du kan hive op af havet, så én bid var mere end nok. Gutterne, der ellers er store fiskenydere, var også lige vel overrumblede af retten.
Monferrato Rosso "Vigne di Chiarlo" 2009
Endelig kom der rød på bordet, og dette i form af en pudsig lille fyr. En vin lavet på Barbera, Nebbiolo, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah, en blanding jeg ikke tror jeg før har smagt (og som ikke matcher Distintos hjemmeside, der kun nævner Nebbiolo, Barbera og Merlot. Måske ham italieneren bare stod og fandt på, alternativt at jeg igen kun hørte halvt efter). Vi noterede os en duft af fad, og vinen så rød men klar ud. Den havde en mild elegant smag, men der var en skarphed af syre, og overordnet set forekom den mig noget pjasket. Jeg snakkede med Jonas fra Distinto om det, og han fortalte at det præcis var pointen med den. Den skulle være en vin alle kunne drikke, også folk der ikke er til vin. Den var sgu lidt kedelig, og min nordjyske ven Snus-Frank og jeg blev enige om at den smagte af en italiensk vin til 90 kroner. Den koster 119 kroner, så det må betyde at den er lidt for dyr i forhold til dens kvalitet.
Til denne vin fik vi serveret kylling med noget nær 1.000.000 forskellige svampe. Det smagte fint, men var egentlig lidt kedeligt. Løbende blev der serveret små brød, et maltbrød og et speltbrød, med forskellige krydrede smør. De var virkelig gode.
Barbera d'Asti Superiore Nizza "La Court" 2007
Så blev det Barbera d'Asti-tid, og dette i form af en fin, mørkerød, og lidt lilla, sag. Der var duft af køleskab og læder, og en smag af frugt, krydderier, en svag fedme og lidt syre. Et ok glas vin der dog langt fra har peeket, og til en pris på 329 kroner er den pt. alt for dyr at drikke. Den skal gemmes hvis den skal være prisen værd.
Vinen blev serveret til Kokkeriets version af stegt flæsk med persillesovs, noget der lød sjovt, men ikke helt gik hjem. Det smagte dog fint.
Barbaresco "Asili" 2007
Nu blev der disket op med to vine på en gang. Første vin var en Barbaresco der var flot rød og med MEGET svag klarhed. Den havde duft med bl.a. balsamico, og smagen var virkelig tanninholdig med noter af eg. Den fremstod virkelig rund og samlet. Et virkelig lækkert glas, hvilket den også bør være til en pris på 369 kroner.
Barolo "Cerequio" 2007
Den anden vin der blev serveret samtidig, var denne Barolo. Den var virkelig voldsom, og duftede meget anderledes end Barbarescoen. Min gode vin-ven Palle er blevet noget så skrap til at sætte ord på det han dufter og smager, så han bød ind med følgende kommentarer. Duften bød på mint, eucalyptus, jordbund, morkler, sort peber og ristet fad. Jeg noterede mig peber og fad. Da vi smagte på den, kiggede Palle og jeg hinanden dybt i øjnene, og blev enige om at den virkelig var ekstremt tanninholdig. Og det var cirka det. Der var virkelig bare alt for meget tryk på, og Barbarescoen fremstod som klart den bedste vin. Heldigvis, siger den nærrige, for Baroloen står til 499 kroner flasken, dog i årgang 06.
Til disse to vine blev der serveret krondyr med pærer og rødbeder. Godt kød, men en sær ret der var lidt for underlig. Ikke helt et hit.
Moscato d'Asti "Nivole" 2010
Der blev sluttet af med en dejligt perlende Moscato d'Asti, der bare smagte godt. Mums mums. Til den blev der serveret en fortolkning af gullerodskage, med gullerodssorbet, gullerodscrumble, kamille og et eller andet feta/kamille-halløj. Jeg noterede mig smagen af kærnemælk. Sært.
Til sidst blev der serveret noget chokolade til kaffe, but who cares.
Der blev serveret nogle rigtigt fine vine, men også nogle vine der ikke rigtig bød på noget interessant. Sådan må det selvfølgelig være, når man smager sig igennem en bred vifte af en producents vine. Det samme gælder maden, selvom der her nok bød på flere missere end hits, og brødet fremstod som noget af det bedste.
Når alt dette så er sagt, så bliver jeg også nødt til at ytre nogle tanker om selve konceptet Wine Maker's Dinner, for der var et eller andet der skurede mig lidt skævt.
Først skal det siges at arrangementet kostede 1200 kroner. Det er MANGE penge for at smage syv vine og få lidt mad. Til den pris forventer jeg noget helt specielt, og set i forhold til prisen, synes jeg ikke at det var det jeg gjorde. Jeg har to vinkler på problemet.
Kigger vi på vinen som hovedemnet, så er 1200 kroner alt for meget. Her sammenligner jeg med at jeg før har været til vinsmagning hos Phillipson Wines, hvor jeg frit kunne smage mellem omkring 30-40 forskellige vine. De dyreste i omkring 1300 kronersklassen, per flaske, og der kunne jeg få alle de refills jeg ønskede. Dette til en pris af 250 kroner. Av for den. Dog blev der her kun serveret kiks, så man må altså også tænke madsiden af Wine Maker's Dinner-arrangementet ind i sammenhængen (hvilket vel i bund og grund også ligger i navnet).
Kigger vi så på maden, så mener jeg at man sender et signal ved at vælge en Michelin-restaurant som mødested. Og det spørgsmål jeg gerne vil kaste op til diskussion er, om en Michelin-restaurant skal leve op til denne titel når de lægger hus til andres arrangementer, eller om de kan afskrive sig den, og mere se sig selv som et lejet forsamlingshus. Hvis de gør det sidstnævnte, så mener jeg ikke man bør lægge sit arrangement sådan et fint sted. Det sender et signal der ikke vil blive indfriet. Og samtidig bør prisen på arrangementet nok justeres lidt ned.
Omvendt, hvis de (Kokkeriet) virkelig er blevet valgt til arrangementet, netop fordi de er en Michelin-restaurant (og det kunne man jo godt forestille sig når man tænker på menuens fancy-pancy-niveau), så var der nogle problemer der ikke burde være opstået.
For det første havde Palle besøgt stedet forrig weekend med sin forlovede, og der var menuen af noget højere kvalitet, og prisen ikke meget anderledes. Til en Wine Maker's Dinner skal køkkenet selvfølgelig havde langt flere retter klar på samme tid, men det skal jeg som betalende gæst vel ikke lide under. Hvis køkkenet må justere niveauet ned for at få det hele til at hænge sammen, så må prisen vel også justeres ned.
Af mere problematisk karakter (siger snobben), var problemet med at få lov at smage mere vin. Jeg noterede mig at tjenerne gik rundt og serverede anden gang af Barbarescoen, min klare favorit, og jeg spurgte derfor en af dem (en uden flaske), om jeg kunne få lidt mere. Det kunne jeg sagtens fortalte hun mig, og så så jeg ikke mere til hende. Jeg tillod mig at spørge en anden tjener om jeg mon kunne få lov at smage lidt mere, og det ville han lige undersøge. Ham så jeg heller ikke mere til. Til sidst kom der en tjener og fjernede mine glas.
For at sætte en krølle på halen, gik der derefter ikke lang tid, før der kom en tjener, helt af sig selv, og serverede Barbarescoen til min sidemand, hvis glas stadig ikke var fjernet. For tredje gang måtte jeg så bede om at smage et glas mere (også mit andet), og endelig lykkedes det.
Dette er VIRKELIG ikke noget jeg normalt ville brokke mig over (og jeg brokkede mig heller ikke på aftenen), men dette hænger for mig bare ikke sammen med Michelin-niveau. Omvendt, hvad ved jeg, jeg har aldrig været på sådan en restaurant før.
Samlet set skal det igen siges at det var en fantastisk sjov og lærerig aften, men med et problem jeg nok vil koge ned til følgende: Prisen for arrangementet var noget for høj. Enten burde maden og gourmetoplevelsen være mere helstøbt, eller også burde der være nogle flere vine på menuen.
Men jeg tror egentlig jeg vil afslutte med en lidt anden vinkel: Hvis man har lyst til at deltage i et Wine Maker's Dinner, så tror jeg det er vigtigt at det er med en producent der faktisk siger en noget. Michele Chiarlo er ikke en producent jeg kendte til, og selvom det var sjovt at smage deres vine, tror jeg ikke jeg vender tilbage. Havde jeg nu været helt tosset med deres vine, så havde jeg nok også haft nemmere ved en pris på 1200 kroner.
Det jeg har lært er, at skal jeg igen til en lignende middag, med vine jeg intet kender til, så skal prisen være noget mere overkommelig. Jeg er sikker på at prisen er sat som den er, fordi at nogle mener at arrangementet, målt i økonomi, er det værd. Jeg er bare ikke enig.
Det skal, her til allersidst, siges at vi alle fik en flaske Barolo til 329 kroner med hjem. Ikke noget vi havde bedt om, men tak alligevel. Måske det er HER en del af prisen gemmer sig? Oh damn, en helt ny problemstilling.
Tak for en hyggelig aften og en fin fin beskrivelse af den. Er jo enig med dig i det hele. Nu sad vi jo også ved siden af hinanden og talte i 5 timer om mad og vin, mens de andre talte om politik.
SvarSletDet der refill-halløj var bare ikke godt nok. Pinligt vil jeg faktisk sige.
Nu var det min 4. gang på Kokkeriet, og maden var absolut det dårligste jeg har fået derinde. Retterne var ellers smukke og opfindsomme. Flot anrettet på mussel-malede tallerken, og 2-3 kokke der serverede maden på samme tid med diverse saucer samt tilbehør. Denne gang var der bare alt for mange retter der ikke smagte godt nok. Kammuslingen var decideret en grim oplevelse, og hjorte-kødet druknede i rødbede-stave, rødbede-skiver, rødbede-sovs samt 4 hele kogte rødbeder.
Ud over det syntes jeg også det var lidt underligt, hvordan hele ”vin-fordraget” af vores smukke italiener blev grebet an. Det var jo alt for svært at høre hvad manden sagde da der var 50 mennesker fordelt i 2 store rum. Især fordi mange da ikke syntes at de skulle tale lavere eller holde op med at spise mens han holdte foredrag. Mit 2-personers nabo-bord talte da også lystigt i mobil-telefon under en af hans mange fine historier. Uforskammet Idiot!
Som du selv nævner, mistede man nogle gange koncentrationen en hel del. Dels pga. af hans tykke accent og også fordi der var meget larm. Man skulle virkelig gøre sig umage for at få det hele med. Når jeg køber billet til en vin-smagning, så VIL jeg have historierne med. Især fra en der selv er med til at lave vinene og ikke bare en eller anden sælger. Jeg vil høre hvor den er høstet, hvilke druer, hvilke fade, hvorfor den hedder det vinen nu engang hedder osv osv. Man er vel efterhånden lidt vinnørd. Her syntes jeg arrangementet fejlede.
Så min status på aften må altså også gå op i økonomi. Gu var det en hyggelig aften – no doubt about it.
Men hvis vi 7 gutter nu samlede os i en tilfældig lejlighed og betalte 1200 hver, så ville vi have 8400. Hvis vi købte ind til en RIGTIG god gang tapas, ville vi have brugt 900 kr. Måske ville denne mad ikke gå over i historiebøgerne, men omvendt – det gjorde Kokkeriet jo heller ikke for os. Anyway…så ville vi have 7500 kr til 7 vine. DER KAN DU KRÆFTDÆLME FÅ MANGE GODE VINE!!!! Tænker da lige hurtigt på en Kanonkop til at starte med, en QS’er fra Sicces og en lille Flor De Pingus. Så har vi stadig 5000 tilbage :-).
Og hvis vi stablede sådan et arrangement på benene, så skulle jeg nok finde nørdere historier at fortælle om de forskellige flasker – højt og tydeligt og klart. No mobiles allowed! ……..og heller ikke sørenfrank.
I lige måde Palle, det var en nydelse at snakke mad og vin med dig. Og selvristning af kaffe, og ølbrygning, og tingenes tilstand generelt :)
SvarSletJeg er fuldstændig enig med dig i din betragtning omkring vin-foredraget, det var overhovedet ikke gennemtænkt. En del af skylden ligger helt klart i de idioter, som du helt korrekt beskriver, der ikke fatter at man hverken taler i telefon eller storsludrer, mens der bliver fortalt om de vine vi drikker. Det er jo for pokker derfor vi alle har betalt mange penge for en Wine Maker's Dinner. Det var fuldstændig til grin, og faktisk også enormt arrogant og provokerende.
Omvendt, så virker det heller ikke helt godt, at vi gæster er placeret i to lokaler, med en lille åbning imellem. Vi oplevede jo at vores italienske ven måtte sige de samme ting to gange, én gang i hvert rum, men at dem der sad i det rum han IKKE talte i, snakkede så højt at man faktisk ikke kunne høre ham.
Hvordan de skulle have løst den, det er jeg ikke helt klar over, men måske var lokaliteten bare ikke den rigtige? Måske skulle der valgt et lokale hvor der faktisk kunne snakkes til alle på en gang.
Din vinkel på økonomien er rigtig interessant, og ganske korrekt. Det du samtidig også siger er, at man godt kunne skrue ned for maden, og så endten op for vinenes kvalitet, eller ned i det beløb man skal lægge for arrangementet. Jeg er helt enig.
Jeg er helt sikker med på at vi laver vores eget lignende private arrangement, og dine forslag til vine er fantastiske. Må jeg så ikke byde ind med Penfolds Grange, måske en gensmagning af Pichon-Longueville Baron, og så selvfølgelig Velvet Glove fra Mollydooker ;) For pokker en aften.
Hvilke andre super-vine kan andre byde ind med?