Hvordan drikker man en fløjlshandske?

Nytårsvinene er landet, og der iblandt er den, for mig, mytologiske Mollydooker Velvet Glove. Jeg har tidligere fortalt om hvordan min ven Palle og jeg er blevet enige om at vi til nytårsaften, én gang for alle, vil have fundet ud af hvordan Mollydookers topvin gør sig, og da den nu er ankommet, handler det sådan set bare om at tælle dage. Der er ikke mange igen.

Mens vi går og venter, har vi snakket lidt om vores forventninger til den, og om hvad det mon er for en oplevelse vi har i vente. Vi prøver for alt i verden at undgå at tale den for meget op, for det er der i sidste ende nok ingen vin der kan holde til, men samtidig prøver vi også at spore os ind på den helt rigtige måde at nyde vinen på. For skal den drikkes til maden? Er det en meditationsvin der simpelthen bare skal nydes i ro og mag, eller hvad skal vi forvente, og hvornår skal den på bordet?

Som udgangspunkt er mine egne forventninger at det i bund og grund er en rødvin. Det skal ikke opfattes som en morsomhed, men som at når nu jeg allerede er en sucker for frugtbomber, så er denne vin bare "mere af det samme" som jeg kender, og altså ikke noget helt unikt, uden relation til noget man allerede kender. Jeg forventer en vin i stil med Blue Eyed Boy, bare mere forfinet, og med solidt mere tryk på alle cylindre.

For at blive bare en smule klogere, har jeg læst lidt på nettet. Folk på Cellartracker virker overordentligt begejstrede for vinen, og det lader til at den netop rummer alt det jeg forventer. Der er dog enkelte der beskriver en form for fed karakter, som gør mig lidt nervøs, med tanker tilbage på mine oplevelser med vinfirmaet Gothams vine (læs bl.a. her). Kort sagt frygter jeg at vinen ikke kun er fed i smagen (det må den meget gerne være), men at konsistensen også er fed, nærmest som kaffefløde. Det duer bare ikke for mig, når vi snakker rødvin.

Alt imens jeg har prøvet at gøre mig klogere på vinen vha. nettet, er Palle gået lidt mere håndgribeligt til værks, og har spurgt sin lokale vinmand. Han er nemlig kender af Mollydookers vine. Hans beskrivelse rystede Palle i sådan en grad, at Palles gravide forlovede krævede at han straks ringede mig op, så vi kunne overveje hvordan vi skulle forholde os (læs: om vi skulle købe en ekstra "sikkerheds-vin" med).
Vinmanden fortalte nemlig Palle, at Mollydookers Velvet Glove nærmere skal ses som en portvinsagtig størrelse (eller sagde han cognac? Pointen var at den ikke skal ses som en "normal" rødvin, men som noget der skal sippes i små mængder). Han anbefalede at den bliver drukket eksempelvis mellem hovedret og dessert (den fungerer slet ikke sammen med nogen som helst ret), og at vi er mange om den, da man kun kan drikke et lille glas, før man er "mæt".

Uha, det var jo ikke hvad vi havde forventet, og som Ditte (Palles gravide forlovede) ganske rigtigt havde tænkt, blev vi nødt til at overveje hvad vi så gør nu. For det lader åbenbart til at Velvet Glove er en så umulig vin at blive klog på, før man har smagt den, at der er stor chance for at man drikker den på en måde, eller på et tidspunkt, hvor den bare ikke kommer til sin fulde ret.

Hvad jeg så efterfølgende har gjort, var at kontakte Tom fra Atomwine, stedet hvor jeg har købt vinen. Jeg har set hans videosmagning af vinen, og der fornemmede jeg at den, som jeg selv havde tænkt, "bare" er en vin, og den skal derfor også bare behandles som en sådan. Vil vi drikke den til maden, så er det det vi gør.
Jeg skrev til ham, og fortalte om de mange forskellige oplevelser af vinen, som jeg nu er stødt på, og hans korte og meget præcise svar var, at jeg skal stole på mine egne forventninger, og at "den med at den nærmest er en portvin/cognac", slet ikke giver nogen mening.

Og hvor er vi så landet? Tja, vi følger Toms råd, stoler på vores egne forventninger (nu er både Palle og jeg jo erfarne Mollydooker-drikkere, så vi ved jo lidt om hvad vi går ind til), og fortsætter ufortrødent. Den får nok lov at blive tilpasset maden, og så sørger vi for at den får adskillige timer i karaffel (måske helt op til 12 timer). Det lader det nemlig til at den har rigtig godt af.

Puha, det er godt nok mange tanker at gøre sig om en enkelt vin, men vi håber og beder bare til at vi får drukket den under de helt rigtige forhold..... Hmm, gad vide om vi allerede er ved at have skruet vores forventninger alt for højt op? Måske jeg ikke skal nævne Mollydooker Velvet Glove igen, før den er drukket.

Bernard Magrez Paciencia Toro 2006

Den anden vin vi drak sidste lørdag, da Palle og Ditte var på besøg, var en spanier. Palle havde lyst til noget spansk, og derfor så jeg mit snit til at få "afprøvet" et nyindkøb jeg havde gjort mig.
Vinen var en Bernard Magrez Paciencia Toro 2006, og er lavet på 100% Tinto de Toro, hvilket er et andet navn for Tempranillo (vel nok Spaniens største drue, og hoveddruen i Rioja-vinene).

Jeg havde modtaget en mail fra vinhandlen Vild Med Vin, hvor der stod at de i en kort periode ville sælge denne vin til 150 kroner flasken, nedsat fra 490 kroner. Det kalder jeg sgu et tilbud, og originalprisen gjorde at vi var overordentlig spændt på hvordan sådan en vin ville smage. Det er jo trods alt ikke hver dag at man drikker vin til omkring de 500 kroner.

Udseende: Klar bordeaux, med venlig vanlig kant, mente Palle. Det skal vist oversættes til at den var lidt klar ud mod kanten.
Duft: En klar note af ymer, lidt læder, og så en lidt stram duft af alkohol eller sprit (som i husholdningssprit).
Smag: Klare tanniner der lagde sig især mellem overlæbe og fortænder, altså klart fremme i munden. Normalt er noten stald en jeg oplever ved duften i en vin, men her fornemmede jeg noten i smagen, ud over en smag af pebber. Sent i eftersmagen var der æbleskræl. Udover det, havde vi faktisk svært ved at definere nogle klare smagenoter. Vi kunne ganske enkelt ikke rigtig finde et klart udtryk.
Pris: 150 kroner på tilbud hos Vild Med Vin, men ellers 490 kroner (det står den til nu).
Bedømmelse: Hånden på hjertet, så var vi ret skuffede. Vi havde som sagt set frem til at smage en vin til 500 kroner, men det er lige før at det endda til de 150 kroner var en skuffende vin. Jeg kan ikke sige præcis hvad jeg havde forventet, men jeg havde i hvert fald ventet noget mere. Noget mere kraft, en mere klart definerbar smag, et potentiale til en stor vin. Jeg ved det ikke, men synes ikke jeg oplevede noget af det. Paciencia betyder tålmodighed, og måske det netop er hvad vi skal udvise. Måske vinen skal have lov at ligge lidt længere, før den rigtig kan vise hvad den har at byde på. Som det er nu, er det i hvert fald ikke imponerende. Desværre.
Karakter: C-

Nytårsvinene er næsten i hus

I lørdags tog det ikke mange argumenter før Palle og jeg havde besluttet os for hvordan, vinmenuen til nytårsaften skulle se ud. Vi var nemlig meget enige om at vi nu har en alder hvor vinen, maden og en hyggelig aften, er langt vigtigere elementer end krudt og abefest.

Kæresten og jeg er vilde med Mollydooker (old news), og Palle er så absolut røget med på den vogn, så vi besluttede at vi ville forkæle os selv i den retning. Nogle store fede oversøiske frugtbamser burde være en en lidt ekstravagant og mumselækker måde at afslutte et dejligt år på.

Så derfor, som det ser ud nu (og i hvert fald hvad vi har bestilt so far), starter vi ud med en Mollydooker The Violinist til forretten, en hvidvin lavet på 100% Verdelho. Kender ikke druen, og er ikke den store hvidvinsnyder, så er meget spændt på hvad jeg mener om denne. Men med Mollydookers evne til at pumpe deres vine med smag, og min glæde ved netop "stor smag", er der chance for at denne vin måske kan få mig til at se glæden ved de hvide vine.

De to næste vine må vi lige overveje rækkefølgen på (skal det være den dyreste først, mens vi stadig kan smage noget, eller skal den komme til sidst, fordi den også er den kraftigeste), men den ene bliver en tilbagevenden til den fantastiske Gigglepot. En lækker, lækker 100% Cabernet Sauvignon, som jeg før har rost yderst højt. Det bliver bare ren nydelse, og et godt oplæg til den sidste (for nu) bestilte vin.

Vi har nemlig også hevet en flaske Velvet Glove hjem, Mollydookers flagskib, lavet på 100% Shiraz. Om den viser sig som en over-the-top lækkerbidsken af en frugt-atombombe, eller om den bare ender som en Blue Eyed Boy på steroider, det må tiden vise, men jeg er noget så spændt, spændt, spændt.

Fess Parker Sta. Rita Hills 2008 Pinot Noir Ashley's

Efter nogle dage med forkølelse og hoste, har jeg endelig igen overskud (og ikke mindst en brændende lyst) til at opdatere bloggen. Og for pokker det er på tide, for der blev jo drukket vin i weekenden.
Denne gang skal det handle om den første vin vi trak op, nemlig Fess Parker Sta. Rita Hills 2008 Pinot Noir Ashley's. Det var en vin jeg havde enormt store forventninger til, ikke mindst fordi jeg var spændt på om den kunne overbevise mig om at der er noget godt at komme efter i Pinot-druen. Med til aftenen var min søde vin-ven Palle, samt hans søde gravide forlovede, Ditte.

Vi valgte at smage på vinen inden maden, da vi serverede en fed ragout som vi var ret sikre på, en Pinot Noir ville have ret svært ved at vise sit værd overfor. At Palle så forvaltede opgaven "køb lidt godt ind som vi kan hygge med før eller efter maden" ved at købe chips og dip, smadrede så nærmest ønsket om at holde vores smagsløg jomfruelige, men alligevel vil jeg vove at påstå at vi var "klar til opgaven". At smage på, og retfærdigt vurdere, om denne Pinot skulle være den der kunne overbevise os.

Udseende: Vinen var overraskende mørk rød og var tæt i farven, dog stadig med en Pinot-klarhed i kanten.
Duft: Krudtrøg (som røgen fra fyrværkeri), brændt fad, friske frugter, kaffebønner og chokolade. Lidt jordbund, og så mente Palle at der måske var lidt colavingummi. Tror han læste det sidste på flasken.
Smag: Meget, meget smooth, ingen nævneværdig alkohol eller tanniner, men slet ikke vandet eller uden smag. Generelt kunne vi ikke helt definere specifikke smagsnoter, men det var godt. Der var helt klart æbleskræl i eftersmagen. Virkelig ren og let.
Pris: 225 kroner på tilbud (normalt 350 kroner) hos H.J. Hansen
Bedømmelse: Jamen for pokker, der var jo en første super gode indgang til Pinotens land. En virkelig lækker og smagfuld vin, men som stadig havde den lethed som jeg finder så karakteristisk ved Pinot Noir. Det er måske den lethed der før har gjort det svært for mig at værdsætte Pinoter, fordi jeg er så vandt til de mere tunge italienske eller oversøiske vine, men det vinder ind på mig. Det her var helt klart en lækker vin.
Karakter: B
Palles karakter: B+

En spændende vin-weekend er vel overstået

Lørdagens besøg af Palle og Ditte var som forventet helt vildt hyggeligt, og vi endte med at hygge til godt ud på natten. Vi havde planlagt at drikke et par (forhåbentlig) gode flasker vin, og sørme om det ikke endte med at vi også fik knebet en enkelt Mollydooker ind sent på aftenen. Sådan skal det være.

Der kommer snart smagekommentarer til vinene, men lad mig bare afsløre at aftenen bød på både en stor overraskelse og en stor skuffelse. Og Dookeren? Den var som altid bare god.

Spændende vin-weekend i gang

Forleden aften ringede min far til mig. Til min overraskelse var det ikke for at kommentere på den sms jeg netop havde sendt, hvor jeg havde fortalt om hans barnebarns første kindtand, men for at fortælle at han havde været i sin lokale Brugs og snakket med vinmanden der. Vinmanden havde præsenteret ham for en vin som skulle være MEGET speciel, og de havde kun fået et stærkt begrænset antal hjem, og derfor tænkte han om det var en vin jeg ville have.

Normalt køber jeg ikke mine vine i Brugsen, eller i andre supermarkeder, og slet ikke vine i den dyre ende. Det har jeg skrevet om før (læs venligst det indlæg FØR du dømmer mig som en vinsnob. Bagefter kan du dømme mig alt det du vil). På trods af det, skulle denne vin være anderledes, og jeg gik i gang med at undersøge lidt om den.

Vinen hedder Frans K. Smit og er fra det sydafrikanske vinhus Spier Wines. Spier Wines er i Danmark nok mest kendt for deres Savanha-vine, som de sælger tre millioner af om året, i Danmark alene. Imponerende. Frans K. Smit er husets winemaker, og denne vin som min kære far ringede om, er hans lille projekt som han har puslet med gennem de sidste 13 år. Jeg har læst den beskrevet som deres super-premium-vin, den vin man vælger når "supervine ikke er godt nok". Jeg ved det er salgsgas, men den begynder at lyde spændende. Årgang 2005 er lavet på 51% Cabernet Sauvignon, 22% Merlot, 22% Shiraz og 5% Pinotage.

Prisen i Brugsen er 300 kroner, og efter megen googlen rundt, har jeg ikke rigtig kunne finde den i normal handel i Danmark. Jeg har fundet gamle priser, hvor den netop også var til salg i stærkt begrænsede perioder (også til 300 kroner), men ellers har jeg kun udenlandske priser at forholde mig til. På Spiers egen hjemmeside, koster den omregnet cirka 470 kroner, og i England har jeg set den til 390 kroner. Altså lader det til at prisen på de 300 bobs er mere end rimelig.
Jeg endte med at få min far til at købe to flasker, så nu må det vise sig hvor god den egentlig er. Jeg har fundet et par smagsnoter på Cellartracker, og de beskrivelser lyder enormt lovende, med smagenoter der er lige efter min bog.

Vinene fik jeg i går, da mine forældre kom på et lille visit for at se barnebarnets kindtand, og når nu de gjorde sig den ulejlighed, stod den selvfølgelig også på lidt nem mad og vin.

Maden var en god omgang spaghetti/kødsovs (kald det bare bolognese hvis du er fin på den), og til den drak vi en Barbera D'Asti fra huset Ricossa, årgang 2005. Jeg vil faktisk ikke skrive så meget om den, for det var en hyggeaften der handlede mere om at snakke kindtænder og mandelgaveideer, end det var om at tage noter til den smagte vin. Men jeg kan sige at den fremstod ekstremt syreholdig, så enten kunne den godt tåle at ligge lidt endnu, eller også var den bare ikke mig. Den var sgu lidt for stram i det.

Alt dette leder os så frem til i dag, hvor vi får besøg af min dejlige vin-ven Palle, og hans søde Ditte. Når den slags VIP'er kommer på besøg, skal der diskes op med noget lidt ekstra kræs, og det bliver der.
Maden bliver en (forhåbentlig) lækker ragout, lavet på ca. en hel flaske rødvin og godt med fløde (så ordet "forhåbentlig" kan vist hermed stryges), og dertil skal vi have to vine. Om den første drikkes inden maden, det står stadig lidt uklart.

Klart står det dog, at vinene vi skal drikke er nøje udvalgt. Den første vin er Fess Parker Pinot'en, som mine forældre gav mig til min fødselsdag. Palle er jo med i min jagt på den gode Pinot Noir, og i dag gør vi os vores første fællesforsøg. Det bliver enormt spændende, og jeg glæder mig meget til at se hvad vi vil mene om vinen.

Den anden vin vi skal drikke i aften, er halvt udvalgt af Palle. Jeg spurgte ham om der var noget bestemt han godt kunne tænke sig, eller om han hellere ville overraskes og måske gætte lidt. Hans svar var at det meget gerne måtte være fra Spanien, da det nu var blevet en af hans favorit-vinregioner.

Når Palle siger Spanien, så skal han få Spanien, og jeg har netop for kort tid siden købt en interessant spanier hjem.
Vinhandlen Vild Med Vin sendte for noget tid siden en mail ud om, at de havde et ekstremt godt tilbud kørende. Vinen var af Bernard Magrez, hed Paciencia og kom fra regionen Toro. Så vidt jeg husker var prisen 150 kroner pr. flaske (mod den nuværende normalpris på 490 kroner). Jeg skyndte mig at købe nogle flasker, da den lød spændende (og tilbudet ekstremt godt), og planen var at lade dem ligge lidt tid (nogle år måske), men nu hvor Palle ønsker spansk, er det alligevel tid til at smage en af dem.
Senere i aften er vi klogere på om det er en god vin.

Læs med over de næste dage. Der kommer selvfølgelig smagekommentarer. God weekend til jer alle.

Ricasoli Casalferro 2001

Med aftenens smagekommentar slår det mig, at vi i grunden drikker alt for meget italiensk og australsk vin her i husstanden. Årsagen er den simple, at min interesse for vin blev vagt gennem de italienske vine, og glæden ved bare at læske en god vin, blev styrket gennem de australske frugtbomber, hvorfor vinkælderen derfor mestendels består af vine fra netop disse to lande. At jeg så langsomt er ved at åbne op for andre typer af vine (og dermed andre vinlande), er i min optik helt fantastisk, og noget jeg absolut vil prøve at styrke i den kommende tid (og om ikke andet kan det blive mit vinøse nytårsforsæt).

Men som sagt, de italienske og australske vine fylder godt op i vinkælderen, og når vi vil sikre os "en god oplevelse", er det som oftest netop en italiener eller australier vi griber efter (og ja, vi blive fra tid til anden skuffede). I weekenden stod den på hjemmelavet pizza (som blev smadder god. Kød og pesto på pizza er bare godt), og i den anledning skulle vi selvfølgelig drikke italiensk.

Valget faldt på en Ricasoli Casalferro 2001, en Supertoscaner der er lavet på 75% Sangiovese og 25% Merlot, som nu har ligget et par år i min kælder.
Sagen er den, at jeg for nogle år siden smagte den, uden at den gjorde det helt store indtryk på mig. Efterfølgende (men stadig for et par år siden), tog jeg en flaske med da vi skulle til middag hos nogle veninder, og der blev jeg overrasket over hvor ualmindeligt fantastisk den smagte. Jeg vil tro at den peakede præcis der, og fordi mine forventninger var forholdsvis beskedne, blev jeg blæst bagover. Efterfølgende stormede jeg ned og købte hvad jeg kunne få fat i af denne vin. Så godt smagte den mig.
Og så er spørgsmålet: Hvordan klarer den sig så nu, her et par år efter? Lad os se.

Udseende: Meget mørk rød, med en svag teglbrun farve mod kanten. Også fine spinkle gardiner ned af glasset.
Duft: Dejlig frugt, fad, tobak og sødlig lakrids.
Smag: Tydelig fadsmag, og en smag af aldrende Sangiovese-frugt. Lækre integrerede tanniner der stadig suger munden tør. Jeg har noteret at der er en tydelig smag af alder, altså "den smag" der først optræder når en vin har lidt år på bagen. Smagen fylder forreste del af munden og ganen ud, men bagerst efterlades der ikke megen smag. En lidt mild eftersmag, der ikke hænger ved længe.
Pris: 159 kroner i SuperBest.
Bedømmelse: Som tidligere vurderet, var det som om at vinen peakede for et par år siden, hvor den fremstod som et helt fantastisk glas. Det gør sig ikke gældende længere. Der er stadig en dejlig duft og dejligt kraftigt indledende smag, og alderen begynder at smage igennem, og det med tilpas med tanniner bag. Den manglende afsluttende smag er lidt ærgerlig, ligesom det er ærgerligt at eftersmagen ikke er kraftigere. Det er et hæderligt glas vin, men det fremstår ikke så godt som det har gjort. Efter sigende skulle årgang 2005 stadig være helt fantastisk.
Karakter: C-

Vin og computerspil

De læsere der interesserer sig lidt for computerspil, er måske klar over at der i denne uge blev frigivet en video til det næste spil i serien af Grand Theft Auto-spil.

Dette er ikke en spil-blog, men der var dog en enkelt scene i traileren som fik mig til at smile lidt med mine blå tænder. Der vises nemlig hvad der minder om en vinmark, midt i dette spil der normalt handler om samfundets skyggeside. Jeg har taget et par billeder fra traileren.

Det er da sjovt. Glæder mig allerede til at købe min egen vingård (i spillet), og bygge mit eget imperie op fra bunden (man har da lov at drømme).

Mollydooker Blue Eyed Boy 2010

Æresgæsten til min fødselsdag i weekenden, var Mollydookers Blue Eyed Boy 2010. En australsk frugtbombe lavet på 100% Shiraz, som jeg har set utroligt meget frem til. Vinen hører til Mollydookers Party Wine serie, hvor min nuværende Dooker-favorit, Gigglepot, også hører til, så forventningerne var selvfølgelig sat højt.

Som tidligere fortalt var maden tilpasset vinen, og netop fordi jeg forventede en kraftigt smagende vin, havde jeg valgt en ret (Mountain Meatballs) som også selv bidrog med rigelige mængder saft og kraft. For at springe til konklusionen, passede vin og mad helt perfekt sammen, men lad os se på hvad jeg tænker om vinen.

Udseende: Mørk, mørk, mørk rød. Skal vi bare sige sort? Slynget rundt i glasset efterlod den tykke fedtede gardiner, der langsomt gled ned af glasset.
Duft: Tyk fed frugt. En svag kaffenote, og en fornemmelse af sødme.
Smag: Dejligt, dejligt sød frugt(bombe), en anelse lakrids som en sen smagsnote. Æbleskral i eftersmagen. Vinen fremstod let olieret men på ingen måder flødet; meget lækker konsistens. På trods af 17% var der ingen kraftig og dominerende alkohol, men dejligt velintegrerede tanniner, der balancerede sødmen og fedmen lækkert ud.
Pris: 299 kroner hos Atomwine.
Bedømmelse: For pokker en lækker oplevelse. Jeg havde store forventninger til vinen, og det kan jo nogle gange slå den reelle oplevelse lidt ihjel, men ikke denne gang. Lige fra vinen blev åbnet og hældt op, og man fik den første duft i næsten, til man fik smagt på den, var det ren nydelse. Skal jeg vælge mellem denne vin og Gigglepot, så tror jeg stadig at jeg hælder lidt til Gigglepot, men der er nok kun en svag gradsforskel, der til syvende og sidst måske bare afhænger af den aften vinen drikkes. Det skal ikke tages fra denne vin at den er fandens god, og at jeg er glad for at have en flaske mere liggende.
Karakter: B

Dezzani Gli Scaglioni Barbera D'Asti Superiore 2004

Kæresten og jeg har i længere tid set frem til at det skulle blive min fødselsdag. Ikke fordi jeg er typen der har behov for at gøre alverden ud af den dag, men fordi vi havde aftalt at vi skulle drikke en Mollydooker Blue Eyed Boy, vores første smagning af den vin. Det så vi meget frem til, og vi valgte mad efter vinen, og ikke omvendt (vi endte med at lave Mountain Meatballs efter Jamie Olivers Amerika-kogebog. De var gode).

Mine forældre var inviteret til middag, og da de kom i løbet af eftermiddagen, var der jo god tid til at poppe endnu en flaske op. Dookeren skulle nemlig gemmes til maden.

Valget faldt derfor på en Dezzani Gli Scaglioni Barbera D'Asti Superiore 2004, altså en fin lille italiener. Jeg har læst mig til at den er lavet på håndplukkede selekterede druer, der kommer fra 60 år gamle stokke. Udbyttet er altså lavt, men koncentrationen bør være høj. Som hyggevin mens der laves mad, tænkte jeg at det var et ganske udmærket valg.

Udseende: Da jeg var dybt optaget af maden, fik jeg ikke noteret det vilde om vinens udseende eller opførsel i glasset. Jeg husker at den var rød, og det er cirka det.

Duft: Jeg var lidt optaget af at lave mad, så var ikke helt vin-skarp. Noterede mig en duft af røg fra vinen.

Smag: Inden vi gik til maden noterede jeg mig at vinen havde "klassisk Barbera-karakter" (ganske uspecificeret, men det ringede en klokke fra de andre gange jeg har drukket Barbera). Vine havde været i glasset i mere end en time, og jeg noterede smagsnoter af terpentin/opløsningsmiddel, læder og røg. Egentlig ganske interessant.

Pris: 70 kroner i SuperBest.

Bedømmelse: Det var egentlig et klassisk godt gennemsnitligt glas italiensk Barbera-vin. Det var et glas der smagte godt, men som ikke bød på noget exceptionel mindeværdigt, der gør at jeg bare må komme tilbage til den, men til prisen kan jeg ikke være andet end tilfreds.

Karakter: C-