torsdag den 25. august 2011

Mollydooker Two Left Feet 2009

Den anden vin til den hyggelige grillaften var en Mollydooker Two Left Feet 2009. Den var selvfølgelig med fordi jeg er gået hen og blevet lidt pjattet med Mollydookers vine, og derfor ville jeg selvfølgelig gerne præsentere en sådan for vennerne.
Valget faldt på Two Left Feet fordi jeg på tidspunktet endnu ikke havde smagt denne vin, og da den ligger i samme "gruppe" af Mollydooker-vine som The Boxer (begge koster 160 kroner og begge hører under de vine som Mollydooker betegner som "party wines". Vine der vil tage kegler til enhver fest), en vin jeg er ret vild med, tænkte jeg at det slet ikke ville være et skidt køb at komme med.

Vinen er lavet på 68% Shiraz, 18% Cabernet Sauvignon og 14% Merlot, og er opkaldt efter Sparky Marquis, ejer af Mollydooker (konen siger at han danser som har han to venstrefødder).

Hånden på hjertet, så kan jeg ikke sige så meget. Vi havde allerede en vin indenbords, grillen var nu ved at være startet så der var godt med røg i luften, min snotnæse gjorde væsen af sig, og så var vi nok også lidt for optaget af bare at være mænd, tæmme elementerne, og komplementere hinanden for det ene og det andet.
Men sikkert var det at vinen smagte rigtig godt. En rigtig nyder- og meditationsvin, der bare skulle slubres, og som gik perfekt til at stå der og føre sig frem foran grillen og damerne (som helt sikkert ikke havde tid eller behov for at kigge på os). Jeg husker den som lidt fed i det, med en kraftig frugtfylde, alt sammen på en meget behagelig måde. Jeg vil dog sige, at til samme pris er The Boxer nok en lidt bedre vin. Den er lidt mere sammenhængende med en endnu bedre smag. I hvert fald i min (og kærestens) mund.

Jeg er sikker på at Palle byder ind med lidt flere kloge ord når han lægger sin vej forbi bloggen.

6 kommentarer:

  1. Mollydooker må være et af de vinerier, hvor man får allermest for pengene. 150 kr. for denne vin er sgu et godt køb uanset hvad. Den er ikke elegant, blød og rund. Den er bombastisk og meget anti-fransk. Jeg husker tydeligt hvordan den simpelthen farvede glasset helt mørkerødt når man slyngede vinen i vores store Holmgaard glas. Min kæreste der sad ved siden af mig, kunne tydeligt dufte vinen fra hvor hun sad, og det siger en del om den. Mere af det hele.

    Heldigvis var heller ikke denne vin fra Mollydooker FOR meget. Der er altså balance i glasset, duften, alkoholen, fadlagringen, solen og smagen.

    Tror bestemt jeg vil servere denne vin for nogle ikke-så-vin-interesseret-som-os, for at vise hvad man også kan få for få penge. Jeg syntes den giver én en wow-oplevelse.

    SvarSlet
  2. Og Mollydookers målsætning er dermed indfriet. Wines that make you go WOW :)

    Jeg er fuldstændig enig om deres kvaliteter, men det er jo ikke nogen hemmelighed her på bloggen. Og da du nævner det mindes jeg også farvningen af glassene samt den kraftige duft. Ah, jeg må snart byde på en Mollydooker i næste prisleje. Dem skal du smage, Palle.

    SvarSlet
  3. Hej Jesper

    Jeg smagte også Mollydooker Two Left Feet 2009 her i foråret, og blev lige som dig fortryllet af det brag af en volume i både smag, duft og udseende. Den er jo helt fantastisk!

    Den og Mollydookers øvrige vine skal der bestemt investeres i …

    God idé med en vintanke-blog – pøj med den :-)

    - Kenn

    SvarSlet
  4. Hej Kenn

    Tak for de søde ord, og fedt at du læser med og giver dit besyv med :)

    Og dejligt at høre fra endnu en Dooker-lover. Har du smagt andre af deres vine? I samme prisleje som Two Left Feet ligger jo også The Boxer som er en virkelig behagelig Shiraz. Og går man op i næste gruppe af vine, kan jeg varmt anbefale Gigglepot. Det er en virkelig smagfuld Cabernet Sauvignon som jeg ikke troede det var muligt at lave dem i Australien.

    Held og lykke med den nye årgang af Mollydooker-vine :)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  5. Hej igen Jesper - jeg kom til at savle over Mollydookers videoer på Youtube, hvilket bekræfter din varme anbefalinger. Så deres øvrige udvalg skal bestemt også udforskes.

    I går bestilte jeg derfor 6 flasker Boxer og 6 flasker Two Left Feet. Måske jeg også skulle prøve en enkelt flaske Gigglepot når jeg afhenter min bestilling.

    Jeg har i øvrigt to andre i min omgangskreds, der er vild med kraftige smagsbomber – så de bliver inviteret til smagning, og så har vi jo sikkert endnu et par Dooker-lovers ;-)

    - Kenn

    SvarSlet
  6. Hej Kenn

    Fantastisk køb, og sikke en lækker smagning dine kammerater har i vente. Hvis ikke du har noget imod at smide 300 kroner efter en enkelt flaske vin (det bør man unde sig selv, bare en gang imellem), så vil jeg da helt sikkert foreslå at du køber en Gigglepot med hjem. Og hvis du gør, så lov mig at du lige kommer tilbage og giver dit besyv med. Om det bare er mig der er fuldstændig betaget af den, eller om du også oplever det. Håber i hvert fald ikke jeg har fået talt den FOR højt op ;)

    Held og lykke med vinene, og overvej også at smage den nye 2010-årgang (hvis ikke det allerede er den du har investeret i). Det påpeges fra flere sider at det er Mollydookers absolut bedste årgang til dato. Jeg har i hvert fald købt mig lidt flasker, spredt over hele sortimentet, og ser frem til ved selvsmag at vurdere om det kan passe.

    Hilsen Jesper

    SvarSlet