torsdag den 18. august 2011

Chateau Ksara 2007

Nogle gange synes jeg det kan være sjovt at købe "den skæve vin". Det kan være den vin der har en sjov eller underlig etiket, en vin der er lavet på et sært valg af druer, eller en vin som kommer fra sjove lande.
Denne vin er valgt ud fra det sidste kriterie, og kommer fra et land jeg normalt ikke tænker som et vinland (men hvad ved jeg. Måske det bare udstiller min manglende viden).

Vinen hedder Chateau Ksara 2007 og kommer fra Libanon. Mine overvejelser omkring købet af den kan du læse her, men ellers kan jeg kort sige at den er lavet på 60% Cabernet Sauvignon, 30% Merlot og 10% Petit Verdot.

Det skal siges at jeg ikke havde de helt store forventninger til vinen, men alligevel glædede jeg mig til at smage den. Der er nemlig noget ganske eksotisk over at drikke vin fra et land som Libanon, det er et klart wine fact.
Det er desværre ved at være en uges tid siden at jeg drak vinen, så jeg skal prøve så godt som muligt at komme i tanke om hvad jeg mente om den.

Udseende: Vinen var ganske mørk med et tydeligt lilla skær. Den lavede pæne gardiner når den blev slynget.
Duft: Der var en ret kraftig duft af mørke bær, og en forholdsvis svag duft af fad, og så en hel del krydrede noter. Den duftede egentlig meget fint, men kæresten noterede sig at den duftede "underligt". Hun kunne ikke sætte ord på det, og hun mente ikke det var dårligt. Bare underligt.
Smag: Igen de der mørke frugter, og så de krydrede noter. Der var også en del velintegrerede tanniner der tørrede munden fint ud. Fylden var dog lidt svag og vandet, og man savnede en ordentlig afslutning. Der manglede ligesom "noget". Der var dog en eftersmag med noter af æbleskræl.
Pris: 149 svenske kroner i Systembolagen (ca. 120 danske)
Bedømmelse: Det var sgu en lidt svær vin at bedømme. Jeg havde jo som udgangspunkt ikke ventet så meget, og på den konto blev jeg egentlig ganske positivt overrasket. Der var ok kraft i smagen og duften, men det er rigtigt at der var noget lidt ubestemmeligt over duften (og måske også smagen), og så var der noget ved afslutningen i munden der var alt for slap. Når jeg tænker Libanon tænker jeg ikke et land hvor prisen på vin er skruet helt vildt op (som f.eks. Frankrig), så til prisen ville jeg forvente at få lidt mere end jeg synes jeg fik. Og med det udgangspunkt er jeg nok lidt skuffet over vinen. Jeg er glad for at have prøvet at drikke libanesisk vin, og det var helt klart en drikbar og fin vin. Jeg har bare ikke noget behov for at købe mere af den.
Karakter: D

1 kommentar:

  1. Er meget enig! De skæve vine er sgu sjove. 3 Chiliener for en 100-mand rykker jo ikke ved ens vin-horisont. Og en Cotes Du Rhone for 70 kr - den er bare ALTID god som min kære svigermor siger. Diverse statistiker fortæller os jo, at folk køber det de plejer. De skifter sjældent land og drue – kun hvis der er et stor skilt med et ”godt” tilbud.

    Tror simpelthen ikke en vin fra Libanon ville kunne sælges i Føtex. Men det er jo også derfor at vi har specifikke vin-forretninger samt spirt-bolaget!! Whohu!!

    Husker tydeligt da jeg skulle smage ugens vin-testvinder fra Berlingske. Ikke nok med at den havde fået top-karakter, så var vinen også fra Grækenland. Kan læse anmeldelsen her: http://www.fri.dk/gastronomi/vintest-en-saftig-graesk-drama

    Det med at smage en vin fra et land man aldrig har fået vin fra før er jo FANTASTISK. Fik for 6 måneders tid siden en Pinot Noir fra Slovenien på denne vinbar http://terroiristen.dk/ Fedt navn, grim hjemmeside, lidt ordinær mad men SUPER vin på hele linjen. Så kan varmt anbefales at kigge forbi til et glas eftermiddag -rød.

    Baren ejes og drives af én mand. Han hedder Stefan Jensen og er sgu kort og godt bare en super type. Kæmpe vinnørd med langt hår, og kan sagtens sætte 10 min af til at tale med hvert bord – han har sgu ikke travlt :-).

    So keep up the good work og bestil noget andet, nyt og spændende vin. Og blog om det selvfølgelig.

    P.s – Læste lige i Politiken hvad de unge mente definitionen på en avis var:
    En avis er en slags blog lavet af træer :-).

    SvarSlet