Le Ragose Amarone Classico 2006

Med tanke på at vi godt nok har drukket meget australsk vin på det sidste, valgte vi i weekenden at åbne en flaske italiensk. Det er virkelig længe siden at jeg har drukket Amarone, så valget faldt på den her klassiske supermarkedsvariant. En Le Ragose årgang 2006.

Jeg mindes at have læst at det skulle være en rigtig god Amarone til pengene (men desværre mindes jeg ikke prisen), så jeg så frem til at smage den.

Inden jeg kommer for godt i gang, så vil jeg lige nævne at jeg ikke helt kan finde ud af Le Ragose og deres navne. Den her Amarone hedder også Classico, men er ikke den samme vin som deres Amarone der ikke hedder Classico. I mine forsøg på at læse om den på nettet, har den nogle stedder stået med den ene betegnelse, men med et foto af den anden variant. Derfor kan jeg i grunden være lidt i tvivl om hvad det er for en vin andre har smagt, og kommenteret på, og ser derfor endnu mere frem til hvad der gemmer sig i denne flaske.

Lad mig bare åbne med at sige at jeg godt nok blev skuffet over den her vin. Måske er jeg blevet lidt farvet af at have drukket solmodne australiere på det sidste, men alt andet lige venter jeg mig noget helt bestemt af en Amarone. Jeg forventer en saft og kraft fra de tørrede druer, og en fylde og intensitet som kun en god Amarone kan byde på. Ud fra de forventninger er det her ikke en god Amarone.

Vinen ser forbavsende let, og tør jeg sige gennemsigtig, ud i glasset. Duften er lidt underspillet, men egentlig ok indbydende. Ved første mundfuld er det første der slår mig den klassiske Amarone-sødme, men derefter et kraftigt syrebid der tager over. Det er et modspil der i grunden kunne spille fint sammen, med et bid der netop ville kunne balancere op imod en kraftig sødme, men problemet er bare at sødmen ikke er så kraftig endda, og det får syren til virkelig at skinne igennem.

Jeg drak første glas imens jeg lavede mad, og selvom jeg oplevede en snert af hvad jeg synes Amarone skal være, så stod jeg med en oplevelse af at den her bare slet ikke kunne eller ville det som jeg forventede. Vi spiste forloren hare med sød ribsgelesovs, og til sådan en fed sød ret, fungerede det faktisk meget godt med den her vin, måske netop p.g.a. den kraftige syre. Så under maden var det egentlig en ok vin. Men efterfølgende, når vi bare drak vinen som ren nydelse, så krøb skuffelsen sig på. Vinen var som sagt overraskende let i det, og jeg beskrev den endda for min gode vinven Palle, som en fyldig (frugtig) Pinot Noir, hvilket må betyde en meget let Amarone (hvis den slags overhovedet kan sammenlignes). Måske en lidt tåbelig kommentar, men det understregede den utrolige lethed som jeg absolut ikke havde ventet.

Vinen er købt i SuperBest til en ukendt pris og for en del år siden. Jeg har virkelig vendt og drejet mine overvejelser om karakteren, for i bund og grund var det ikke et dårligt glas vin. Det kunne helt sikkert både drikkes og nydes. Men set i lyset af at det her er en Amarone, et navn der gennem tiden nærmest er blevet skamredet og udvandet, så havde jeg sgu ventet mig noget mere, og det må afspejles i karakteren. Derfor ender jeg på et noget skuffende D+. Øv altså - jeg må ud og finde mig en god kraftig Amarone så jeg kan få taget revance.

Karakter: D+