lørdag den 31. marts 2012

Lyeth Pinot Noir Sonoma County 2009

Det er nogen tid siden jeg sidst har fået opdateret her på bloggen, da arbejdet har taget en hel del af min tid, her op mod påskeferien. Men nu er den endelig kommet, påskeferien, og så er det jo tid til igen at slappe af, og forhåbentlig drikke noget god vin.

I dag kom så første gode mulighed, da kæresten skulle med en veninde i teatret, hvilket efterlod mig med hjemmetjansen hos den lille. Og for at der ikke skulle gå rent Duplo og Timmy-tid i den, valgte jeg at åbne en flaske vin jeg kunne gå og hygge mig med.

Valget faldt på den ene flaske Lyeth Pinot Noir som det havde lykkedes mig at skaffe, både fordi jeg længe har set frem til at smage den, men også fordi kæresten slet ikke er til Pinot'er, hvorfor det ikke er nogen skade at proppe den her flaske op uden hende.

Flasken er som sagt fra californiske Lyeth (skal udtales "Leeth" ifølge bagetiketten), er på 100% Pinot Noir og er fra 2009. Den trækker 14.5% hvilket jeg som udgangspunkt tænker er meget for en drue der normalt giver ret spinkle vine uden det store saftige kraft bagved. Vil den alkohol brænde for meget igennem?

I glasset står den klassisk Pinot-lys, selvom jeg har set dem klarere. Duften var overraskende frugtet, men også lidt svag vanille og lidt krydret note var at spore. Nå ja, og så lidt fad.
I munden var det første der slog mig at den var overraskende sød og igen frugtet. Folk der kender mig eller kender til mig gennem bloggen, vil vide at jeg ikke endnu er blevet overbevist om hvor fantastisk Pinot Noir-druen er, men det er vine som den her der skal være med til at vise mig et eller andet. Fylden og strukturen er stadig lidt tynd i det, af mangel på bedre ord, men det opvejes af en forholdsvis kraftig smag. Den søde frugt drejer over i at det krydrede i duften også finder plads i smagen, og som afslutning sidder man tilbage med et prikkende syrebid på tungen. Og den der alkohol? Den fornemmer man slet ikke, hvilket måske er lidt overraskende, men også tiltalende (selvom det er lige før den gerne måtte vise sig lidt mere).

Lyeth Pinot Noir er en rigtig fin vin, og er også blevet anmeldt til skyerne af både Gastro og af Palle. Jeg er ikke lige så begejstret som Palle, men er helt enig med ham i at den ikke er lige så god som Fess Parker Pinot'en, han og jeg drak sammen for en tid siden. Omvendt koster den også under det halve af Fess'en, så andet ville også være underligt. Jeg købte vinen til 144 kroner i Super Best, men det siges at den kan findes til omkring 129, så shop lidt rundt.

Jeg ender på karakteren C+ hvilket skal ses i lyset af at det er en Pinot Noir. Jeg er stadig ikke faldet pladask for druen, men jeg har nu smagt et par vine der alligevel har givet mig en god oplevelse. Derfor vil jeg ikke være hård og sætte den karaktermessigt op mod andre vine jeg er helt vild med. Så som Pinot Noir til den pris, et C+. Tillykke med det, Lyeth.

Karakter: C+

4 kommentarer:

  1. Hej Jesper
    Jeg håber virkelig, at du bliver overbevist en dag. Pinot Noir er for mig det allerbedste, men man skal desværre ofte betale en del for de gode sager (især fra Bourgogne). Men hvis du vil i gang og undgå at blive ruineret, så vil jeg kigge mod nordlige USA. Dem kan jeg bedre lide end de californiske. Jeg har smagt flere fra Domaine Serene, og det er sgu' godt: http://www.finewines.dk/vores-vine/domaine-serene

    Jeg er også sikker på, at KK Wines har gode sager. Bare et bud og god påske :)

    SvarSlet
  2. Hej Simon

    Ja, jeg håber jo egentlig også at blive overbevist på et eller andet tidspunkt, for det er da kun fantastisk at have et bredt valg af vine at kunne vælge imellem. Jeg har jo heldigvis haft gode oplevelser med Pinot'er, og til den store franske smagning vi havde i januar var der jo også nogle store fra Bourgogne imellem.
    Langsom men sikkert er jeg nok bare ved at komme frem til, at det "udtryk" Pinot-vine ofte har, det er ikke helt det der virkelig trækker i mit smilebånd. Det kan smage godt, men jeg falder ikke bagover. Der skal nok lidt mere saft og kraft bagved.

    Det afholder mig dog ikke fra at fortsætte med Pinot'erne, for det er jo ikke sådan at jeg ikke kan lide dem, så tager imod dine forslag med kyshånd :) Tror også at Nanna ovre fra Vinens Vilde Vesten ville blive skuffet hvis jeg sådan bare gav op :P

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  3. Hej Jesper.

    Jeg har lidt de samme oplevelser som dig, og jeg har i den grad lyst til noget Pinot efter en god oplevelse med en flaske fra Cloudy Bay 06 og tildels også din omtalte Lyeth.
    Mit næste skridt bliver Bourgogne, jeg har ikke rigtig nogen erfarringer med dette område, eller Frankrig som sådan, så det ser jeg frem til, der ligger et par flasker på hylden og venter, håber de kan overraske:)
    Men inden da tænkte jeg at Tysk Pinot måske kunne være interessant, eller "spätburgunder" som det hedder.
    Jeg er kæmpe fan af Tysk hvidvin, så tænker at de måske også kan lave god Pinot. I dag fik jeg så første svar på dette spørgsmål, og det bliver desværre et NEJ i denne omgang, jeg havde lige håbet på en god oplevelse da proppen blev trukket op. Tror måske jeg har købt noget for billigt sjask, det er tyndt og for syrligt, rebset til min smag.
    Jeg hopper op på hesten igen og vender min nedtur i påsken med en flaske fra Down Under eller kraftbasse fra Spanien:)

    God påske..
    Hilsen Alex.

    SvarSlet
  4. Hej Alex

    Jeg tror jeg har haft en lignende oplevelse som du havde med den tyske Pinot, nemlig med en New Zealansk. Du kan læse min anmeldelse her, selvom det jo ikke ligefrem er opløftende læsning ;)

    http://www.vintanker.dk/2011/10/herringbone-hills-pinot-noir-2008.html

    Du rammer hovedet på sømmet når du skriver at du håber at vende nedturen med en god flaske fra f.eks. Australien. Jeg begynder nemlig også virkelig at ærge mig når jeg får en vin der ikke smager mig. Så føler jeg nærmest at jeg spildte en mulighed for en god vin, måske fordi der godt kan gå lidt tid mellem jeg åbner vin.
    Den tanke skal man selvfølgelig komme ud over, for ellers tør man jo aldrig tage nogle chancer, så ideen om at man bare skal tilbage på hesten, den er måske meget god.

    Sikkert er det i hvert fald at der skal drikkes god vin i påsekn :)

    God påske til jer alle.
    Jesper

    SvarSlet