tirsdag den 13. marts 2012

Vin De Pays C'est la vie! 2010

Jeg synes lige at I skal se den her fætter af en fransk vin som kæresten og jeg drak for nogen tid siden. Er den ikke bare sjov? (og sjov er jo et vigtigt kriterium i den etablerede vinverden. Det er et Wine Fact. Måske).

Ja, hånden på hjertet, så var det etiketten der trak. Jeg synes simpelthen at den så sjov ud. Fjollet og uhøjtidelig, som en fin lille krusedulle på en notesblok. Det syner sgu af kvali-vin.

Hvis jeg skal være lidt mere fokuseret, så er der især to ting jeg bed mærke i ved denne vin. To ting som undrede mig lidt. Det første er druesammensætningen. Pinot Noir og Syrah, det har jeg godt nok aldrig prøvet før, og anede faktisk ikke det var en blend man lavede.
Den anden ting der undrede mig, det var den her. Prøv lige at se det her billede.

Hvad siger I så? Fransk vin med skruelåg? Som med Pinot Noir og Syrah-blend, er skruelåg på en fransk vin heller ikke lige noget jeg ser hver dag, så selvfølgelig var der ingen tvivl om at denne vin skulle prøves.

Vi skruede låget af den en weekend, måske uden alt for store forventninger. Duften var egentlig fin, men efter en times tid var der kraftig salmiak i den. Kæresten noterede sig at den duftede at vingummiastronauten fra Astronautis, hvilket faktisk gav meget god mening.

Smagen var let og mild, men efter en time kunne smagen af salmiakken også fornemmes i smagen. Der var smag midt i munden, men absolut ingen voldsom fylde. Den havde Pinot'ens lethed og lidt fylde fra Syrah'en, men det var som om at ingen af druerne fik lov til at træde i karakter.
Vi havde en sjat tilbage dagen efter, og der virkede vinen meget tynd, med en lidt skarp smag. Skal helt sikkert drikkes samme aften.

Alt i alt var det en hyggelig vin. Den kostede 75 kroner i Super Best, hvilket vel ikke er en herregård for en fransk vin der smagte ok. Det var et sjovt forsøg, men ellers ikke nogen nævneværdig speciel vin. Alligevel får den sit eget lille indlæg.

Karakter: D+

4 kommentarer:

  1. Hej Jesper

    Herligt, jeg købte denne flaske af præcis samme 2 grunde. Skruelåg og sjov etiket. Et Wine Fact der overses!!!
    Næsten enig i jeres smagsoplevelse, jeg fandt bare ikke så meget positivt, så jeg må indrømme at den ikke fik et indlæg hos mig. På listen over de mest intetsigende franske vine jeg smagte sidste år.

    Hyg dig og lad os finde flere sjove vine :-)

    Frederik VinKreutzer.dk

    SvarSlet
  2. Hej Frederik

    Fantastisk :) Sjovt at du faldt for præcis de samme ting som jeg gjorde. Midt i alt det seriøse med smag og duft og fine navne, er det sgu også vigtigt at finde plads til et lille smil af helt andre årsager.

    Jagten på de sjove vine skal hermed fortsætte :)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet
  3. Hej Jesper.

    Jeg har læst din blog med stor interesse og fuldt godt med i dine vin-tanker, det er super godt! Jeg har endelig fået mig taget sammen til at lave min egen blog, som også er en vin blog.
    Det er jo med at dele de gode, og dårlige vin oplevelser, så vi måske bliver lidt klogere:)
    Fortsæt det gode arbejde..

    Hilsen Alex.

    SvarSlet
  4. Hej Alex

    Tak for de søde ord. Fedt at du også har taget springet og fået oprettet din egen vinblog - den vil jeg glæde mig til at følge :)

    Hilsen Jesper

    SvarSlet