fredag den 8. juli 2011

Guerrieri Rizzardi Castello Guerrieri Rosso 2005

I går lavede jeg en dejlig lasagne til familien, og hvilken anledning til at åbne en dejlig flaske italiensk vin. Valget faldt på en flaske Castello Guerrieri Rosso fra årgang 2005. En vin der har et specielt plads i mit hjerte.

For omkring fem år siden indgik jeg et væddemål med en kammerat. Ingen af os var vindrikkere, men vi ønskede begge at blive det. Jeg har glemt hvad vi væddede om, men aftalen var i hver fald, at taberen skulle købe en flaske vin til 100 kroner som vi så skulle drikke sammen.
Det endte med at jeg vandt retten til at finde den vin der skulle omvende os. Sikke et held at være født med.

Jeg gik i Mad & Vin i Magasin i Lyngby og allierede mig med deres vinmand. Jeg fortalte ham om udgangspunktet, to unge mænd der gerne ville i gang med at drikke vin, som intet vidste, men som nok gerne ville have noget frugtet med lidt smag bag. En vag beskrivelse, men han hev denne Castello Guerrieri frem, dog i en årgang 2003.
Han fortalte at den var lavet efter Amarone-metode, altså ved at tørre druerne inden presning, men at den ikke var klassificeret som en amarone, fordi den var produceret i et andet distrikt (alle fejl i denne beskrivelse skal ikke tilskrives Mad & Vins vinmand, men min tvivlsomme hukommelse). Vinen lød lækker og så solgte de den endda til en fantastisk pris (de aftalte 100 kroner. Normalprisen er 159, men ganske ofte sættes den ned til de 100. Vil du smage den, så vent til den kommer på tilbud).

Vinen kom med hjem, blev præsenteret og skænket op. Og hvilken en indføring i vinens verden det var. Vinen var for os novicer en lækkerbisken, fuld af duft, smag og længde i eftersmagen. Vi blev begge enige om at det var sådan en vin man jo nærmest kunne bælle som saftevand. Hvilket var positivt ment. Ikke noget fisse-fornemt her, bare en vin der smagte godt, og som smagte af mere.

Og så er vi fremme til nu, hvor vinen så igen er blevet drukket. Den er lavet på Corvina, Rondinella og Sangiovese, så vi er nær de klassiske Amaronedruer. Der er produceret 13500 flasker af årgang 2005 og vi drak flaske 9384. Alkoholen er på 15%.

Udseende: Vinen er forholdsvis tynd i det og står med en lækker, nærmest læderbrun farve. Slynget rundt i glasset er der tydelige drivende gardiner, nok grundet den høje alkoholprocent.
Duft: Der er en klar frisk duft, måske af søde røde bær, men også en snert af noget mere lukket. Cigarboks måske? Et svagt hint af vanille synes jeg, men kæresten var ikke helt enig.
Smag: En dejlig fylde, sød og charmerende. En blid smag, hvor alkoholen dog tager fat og giver et bid. Der er ikke mange tanniner. Eftersmagen er rimelig lang, og som afslutning fornemmer jeg smagen af æbleskral.
Pris: 100 kroner på tilbud, ellers 159. En ok normalpris, men et super køb på tilbud.
Bedømmelse: Jeg var rigtig spændt på hvordan det ville være at vende tilbage til denne vin. Der er jo mange følelser forbundet med den, og derfor var det dejligt at opleve at vinen stadig havde noget at byde på, selvom mit perspektiv nu er noget bredere end da jeg først smagte den. Jeg har flere liggende, og dem vil jeg også glæde mig til at drikke.
Karakter: C

Ingen kommentarer:

Send en kommentar