Endnu en runde med bællevine

Som tidligere fortalt, var jeg for en uges tid siden en tur omkring Smalle Vine på Frederiksberg, for at tanke op på bællevine - vine der ikke nødvendigvis er voldsomt udfordrende, men som smager godt (rigtig pleaser-vine), og som ikke er alt for dyre (de skal jo trods alt bælles).

I fredags hev vi to af indkøbene med hjem til vores gode venner Thomas og Charlotte, og selvom det var hyggen der var i højsædet, hvorfor der ikke blev taget noter, skal der alligevel lige kastes en kommentar efter de medbragte flasker.

Første vin vi tog hul på, var denne The Grinder Pinotage 2012 fra Sydafrika. Det var spændende hvordan den ville fremstå, da Pinotage-druen nogle gange godt kan have en lidt brændt gummi-karakter over sig, som jeg på ingen måder bryder mig om. Thomas fra Smalle Vine havde dog forsikret mig om at den note kendte han også godt til, men at den ikke var at finde i denne vin.
Og han havde ret - ingen brændt gummi her, men til gengæld en rigtig fin og tæt vin, med noter af, ja, ristede kaffebønner - denne vin kandiderer i høj grad til prisen vin-der-i-høj-grad-smager-af-billedet-på-etiketten.

Det her var ung vin, det var interessant vin, det smagte godt, og det var til en forholdsvis overkommelig pris - nemlig 75 kroner. Min ven Thomas ville uden at kende prisen giver i omegnen af de 120 kroner for den, så pris og kvalitet må ud fra den beregning anses for helt i orden. Samtidig er vi nede i en pris der ligger godt under Kanonkops Kadette, som nok er den bedste Pinotage-vin jeg har fået (selvom det trods alt er et blend), så det her er helt sikkert en vin jeg skal have købt lidt mere af. Du bør gøre det samme.

Anden vin var en californisk Petite Sirah fra huset The Other Guys, i serien Pennywise. Egentlig købte jeg vinen fordi jeg godt kan lide Petit Sirah (eller Durif som den hedder hvis den er fra Australien), og så fordi jeg synes flaskens etiket er helt vildt fin - et lille frimærke er det eneste der pryder flasken.

Jeg skal være ærlig at sige at jeg ikke husker vinen særlig godt, andet end at den var ok, men ikke prangende. Thomas skød den til at koste en hund, og det var præcis hvad den gjorde - 99 kroner. Man får altså hvad man betaler for, kan man kækt konkludere. Det vil jeg dog undlade at gøre.

Egentlig tror jeg at jeg skal have fat i en flaske mere, så jeg kan få smagt den ordentligt, og så vil jeg prøve at smage den op imod en Durif fra Australien - bare sådan for sjov. Det må jeg kunne få en sjov aften ud af, og måske også et interessant indlæg.