En erfaring rigere - ufokuseret vinsmagning

For godt en måned siden, samledes alle gutterne til endnu en vinsmagning. Jeg havde planlagt en smagning af en stribe vine, og smagningen skulle falde som en gave til en af gutterne. At jeg så først nu laver et indlæg om aftenen, hænger sammen med at det for mig virkelig ikke var en optimal aften. Det var der flere grunde til.

Jeg havde virkelig set frem til denne aften - både fordi jeg skulle være sammen med gutterne, langt væk fra koner, kærester og børn, langt ude på det Bogø'ske land, men også fordi jeg selv synes jeg havde fået samlet en stribe rigtigt gode og spændende vine til smagningen.

Det første der for mig så gik galt, var at jeg blev syg lige op til, og endte med at side på aftenen med kroppen fuld af piller, med feber og med hals og næse der var lukket helt ned. Jeg kunne derfor ikke smage noget som helst.

Næste problem var så, at dagen skulle være én lang herretur, så før vi kom igang med smagningen, havde vi drukket øl, to flasker champagne, tre flasker hvidvin og en enkelt flaske rødvin - det er IKKE optimale forberedelser til en fokuseret smagning af gode vine.

Det sidste problem jeg ser ved smagningen, var at jeg havde valgt at vi skulle igennem 12 vine. Vi har før været oppe i det antal, og det er bare for mange vine for os. Vi bliver simpelthen for uskarpe undervejs.

Alt dette skal ikke ses som en kritik af aftenen eller arrangementet, for det var fantastisk, men skal derimod samles til en erfaring - nemlig den at skal man afholde en vinsmagning, så lad det være den der får 100% fokus. Vi mestrer i hvert fald ikke at blande tingene sammen, og det kommer også til udtryk i de usandsynligt dårlige noter jeg fik gjort mig på aftenen.

Fokus for smagningen var at vi skulle smage druer, og gerne opleve hvor forskellige de kan opleves, alt efter hvor i verden de er fra. Derfor drak vi gerne to vine ad gangen, på samme drue, men fra hvert sit land. Her lidt om hvad vi drak - vær dog sød ikke at tillægge smagenoterne synderlig stor vægt, af ovenstående givne grunde.

Domaine Duroché Gevrey-Chambertin 1er Cru Les Champeaux 2009
Vi åbnede med tre flasker 100% Pinot Noir. Første vin var, skal vi sige en referencevin, fra Bourgogne. Det er vin hvor terroir er i højsædet, og hvor regionens bedste vinmarker eftersigende leverer druerne.
Det småstive ensemble noterede sig at vinen manglede kompleksitet, og at det var en uharmonisk syntetisk version af en koldklimas Pinot.

Gembrook Hill Pinot Noir 2010
Næste flaske Pinot var fra Yarra Valley i Australien. Det er en vin som Frank og jeg havde smagt til Laudrup Vins lækre sensommersmagning sidste år, og vi faldt begge pladask for den. Derfor synes jeg det var sjovt at få den med her, så alle gutterne kunne få samme oplevelse. De gode folk hos Laudrup gav et godt tilbud, og så holdt budgettet.
Vi oplevede den som lidt stram, trods et par timer på karaffel, men også let og generelt dejlig. Den blev aftenens Pinot-vinder. Samtidig skal det siges at Frank ikke genkendte den, men stadig formåede at gætte Australien - flot.

DuMOL Aidan 2009
Sidste Pinot havde jeg set rigtigt meget frem til, ikke mindst fordi medblogger Nanna fra Vinens Vilde Vesten nærmest har skamrost dette hus. Det var da også efter en kortere samtale med hende, at jeg valgte denne vin til smagningen. Endelig skulle jeg smage stor god californisk Pinot.
Der var power på drengen (siger folk, jeg var jo snottet), og det var virkelig en fed Pinot (som i fedme). Nogle noterede sig at den var meget langt fra koldklimas-Pinot, og at den nærmest var for pleasende.
Der er virkelig meget der siger mig, at denne vin ikke fik en fair chance, og for mig selv gjorde min sygdom desværre at jeg ingen oplevelse fik. Enige var alle dog om, at til en pris på 560 kroner, var den god, men alt for dyr. Jeg håber jeg får chancen til igen at smage den, dog under rigtige forhold.

Michele Chiarlo Barolo Tortoniano 2007
Så røg vi på to 100% Nebbiolo-vine, her begge fra Piemonte i Italien. Første vin var faktisk en vin alle gutterne havde fået udleveret til, den her på bloggen kritiserede wine makers dinner, på Kokkeriet. De andre havde allerede drukket deres eksemplar, og var ikke overbevist. Det havde været en dårlig oplevelse. Måske derfor tænkte jeg det kunne være lidt sjovt at de igen fik lov at smage den, denne gang blindt. Ville det ændre noget?
Næh, vi noterede os en tydelig lakridsnote i duften, men ellers at den var kraftig tanninsk. Vi var igen ikke overbevist, og der blev endda gættet på at flasken var dårlig.

Marchesi de Barolo Barbaresco 2007
Endnu en Nebbiolo, denne gang en Barbaresco. Her mindede jeg gutterne om, at Barbaresco ikke er en "lillebror" til Barolo, som mange fejlagtigt måske tror, men til gengæld er en by/nabokommune, hvorfor disse vine kan være lige så gode, store eller whatever som en Barolo. Det blev derfor sjovt at se om denne var bedre en Baroloen.
Igen noterede vi os lakrids i næsen, kraftig tanning, og Ralle bød så ind med at der også lå lidt rosin og gemte sig i næsen. Samlet set var vi ikke glade, så måske Nebbiolo ikke lige er os. Måske vi allerede var for stive.

Hastwell & Loghtfoot Tempranillo 2008
Efter de to italienere kastede vi os over Tempranillo-druen, her først en australsk en af slagsen. Den er fra McLaren Vale, et klassisk Mollydooker-område der især er kendt for sine store Shiraz'er. Eftersigende skule stilen være meget lig Ribera Del Duero i Spanien.
Min eneste note er "Lidt underlig, plastisk". Det skal nok ikke tolkes videre positivt.

Alejandro Fernández Tinto Pesquera Reserva 2007
Meget belejligt var dette en Ribera Del Duero-vin, så sammenligningen med ovenstående kunne blive foretaget. At dette er en reserva, betyder at vinen har ligget 24 måneder på amerikanske fade, hvorefter den har fået et års hvile i flasken, inden den er blevet frigivet til salg. Alejandro Fernández regnes samtidig for en af Ribera Del Dueros pionerer, og var med opstarten af Pesquera med til at sætte netop denne region på det internationale vinkort.
Vi noterede os at den var klassisk og behagelig, med TOP eg i duften, og også lidt vanille. Et rigtig godt glas, og en understregning af at Tempranillo bare gør sig bedst i Spanien.

Le Macchiole Scrio Toscana 2006
Så var det tid til Syrah-druen og denne gang gennem to vine fra lande der måske ikke er så kendte for netop denne drue. Første bud er denne Scrio, en 100% italiensk kultvin - den går for at være den absolut bedste Syrah fra Italien. Den skulle kunne konkurrere med nogle af de bedste fra Frankrig, og om huset siges det at Le Macchiole i 90'erne, sammen med Sassicaia og Ornellaia, var med til at åbne omverdenens øjne for Toscana. Det er en dyr vin, og i Sverige har jeg set at den koster 1000 kroner (dog svenske). Lad det bare være sagt at jeg VIRKELIG så frem til at smage denne vin.
Min egen oplevelse blev så igen ødelagt af snotnæsen, men gutterne bød ind med noter som marcipan, kraft, udtørrende, skarp og romkugle. Jeg har ingen idé om, om det betyder den var god eller ej. Vi var på dette tidspunkt, desværre, alt for ufokuserede og udisciplinerede.

Encus Thalarn Syrah 2011
Anden Syrah-vin var fra Catalonien i Spanien, igen et måske lidt ukendt Syrah-land.
Alle Castell D'Encus vinmarker ligger i +1000 meters højde, hvilket giver et utroligt køligt klima. Gæringen foregår i store stenkar udhugget i klipperne. Der dannes brandmandsklder fra traktorerne til karene, og når de er fyldte, dækkes de til med grene og brædder. Alt sammen meget biodynamisk og uendeligt hipstersmart. Rygterne siger at dette hus, og disse vine, nok skal ende med at blive små kultvine.
Personligt blev jeg ikke overbevist, og mindes at jeg faktisk slet ikke brød mig om smagen. Måske det var medicin og snot der talte, så jeg håber jeg får fingrene i en ny flaske, så jeg kan smage efter. Laudrup Vin må snart komme med et godt tilbud på den.

Fina Caro Maestro 2004
Hen mod slutningen skulle den stå på blends, her et klassiske Bordeaux-blend - Cabernet Sauvignon, Merlot og en smule Petit Verdot. Vinen er fra Sicilien i Italien, og er tidligere blevet beskrevet her på bloggen. Det var en utroligt lækker vin til en billig penge (99 kroner), så den skulle gutterne da smage. Ikke mindst for at vurdere hvordan den gjorde sig i et opløb af vine til priser på 5-6-700 kroner.
Sjovt nok synes alle at den var virkelig god, og til prisen var den intet mindre end fantastisk. Næsten uden at skele til prisen (men også kun næsten), blev den endda vurderet som aftenens bedste vin. Godt jeg stadig har en enkelt tilbage i skabet.

Aia Vecchia Bolgheri Rosso Superiore Sor Ugo 2004
60% Cabernet Sauvignon, 35% Merlot og 5% Petit Verdot fra regionen Bolgheri i Italien. Vinen skal være husets 1. rødvin, og har lagret 18 måneder i barriques.
Nu slår det virkelig igennem at vi er blevet stive, og det understreges hvorfor vi i fremtiden ikke skal smage så mange vine ad gangen. Jeg har kun noteret mig at der ikke er så meget at sige, og at vinen er ligegyldig. Det er helt sikkert en både forkert og uretfærdig kommentar at give en vin.

Il Carnasciale 2009
Sidste vin blev den 100% italienske kultvin lavet på den sjældne drue Caberlot. Palle og jeg smagte den for noget tid siden, og nu skulle resten af gutterne også opleve den. Men som ovenstående note indikerer, har vi ikke mere at sige. Vinen blev mest af alt drukket fordi den var der, og ikke fordi den skulle nydes. Alle var enige om at det var synd og ærgerligt, men vi var simpelthen vintrætte. Øv øv.