torsdag den 10. januar 2013

Nytårsvinene: Engine Room Sparkling Shiraz og Mollydooker Carnival of Love 2011


Der er blevet rejst en del, her på det sidste, så det har ligget lidt stille her på bloggen. Først jul i Jylland og derefter nytår i Sverige - jo jo, der er rigtig blevet globetrottet.

Men der er selvfølgelig blevet drukket rigeligt med vin begge steder, så i den kommende tid vil der komme lidt indlæg med noter over noget af det smagte. Vi starter bagfra - med nytårsvinene.

Nytårsaften blev som sagt holdt i Sverige, sammen med de fleste af gutterne, kærester/koner og børn. Og lad det være sagt med det samme, det var pisse hyggeligt - bare en masse dage midt inde i en svensk skov, der kun lagde op til at man skulle slappe af.

I den setting afholdt vi altså nytåret, og for mig må nytårsaften godt være en aften hvor det hele er lidt mere skævt end normalt - også på vinvalget. Derfor prøvede vi at åbne med en Sparkling Shiraz - lidt anderledes bobler.

Sparkling Shiraz er en især australsk ting, og noget som, er jeg blevet fortalt, de gerne nyder på terrassen til en ordentlig bøf. Det passer sikkert fint.
Som vin skal den ses i samme kategori som Champagne, da metoden skulle være hen ad det samme. Det har jeg læst mig til, for jeg er sgu ikke klog på det. Anywho, det lyder som et sært produkt, og på nytårs aften må den slags prøves.


Den valgte Sparkling var denne Engine Room fra området Mclaren Vale i Australien - samme område som Mollydooker også bolter sig i (og som også laver en Sparkling Shiraz - Goosebumps). Hele det med at vi har med en vin med bobler at gøre, skinner meget godt igennem på det ydre. Etiketten er designet så den henleder tankerne til en tysk eller belgisk øletiket, og lukningen med kapsel sætte prikken over i'et.

Druerne til vinen gærer med skindkontakt i syv dage, hvorefter vinen hældes på amerikanske fade i 15 måneder.

Det bobler og skummer kraftigt ved ophældningen.
Da skummet har lagt sig, fremstår vinen som en rødvin med, ja, kulsyre.
Og hvordan er den så, sådan en Sparkling Shiraz?

Personligt er jeg ikke overbevist. Som vin er den klassisk Shiraz, her med en meget kraftig sødme, og efterfølgende kraftig lakrids. Ved de første tåre er det der med bobler faktisk meget interessant. Det er virkelig anderledes, men kulsyren bibringer en friskhed, som faktisk var meget fin sammen med den søde og fede frugt. Men kort efter bliver det hurtigt et alt for underligt misk-mask af udtryk. Der er ingen elegance, kontrasterne mellem sød frugt og perlende bobler bliver aldrig integreret, men ligger bare som to modsatfyldte udtryk, der trækker kraftigt i hver sin retning.

Jeg er som sagt ikke overbevist, men nu er det prøvet. Det var nytårsaften, og det var sjovt, så helt ok. Og så synes min kammerat Jonas faktisk at det var helt fantastisk, så nogle skal jo nok falde for skidtet. Selv må jeg give vinen karakteren D, simpelthen fordi det i min mund ikke spillede sammen.
Vinen forhandles hos Smalle Vine på Frederiksberg i København, til en pris på 149 kroner.


Vinen som kæresten og jeg havde valgt til hovedretten, var Mollydookers Carnival of Love - en vin som hører til i Mollydookers næstdyreste segment, sammen med vinen Enchanted Path.

Sidste år stod den jo på Dookers topvin, Velvet Glove, hvilket var en oplevelse af de helt store, og efter at have læst at årgang 2011 skulle være helt ekseptionel, med en vin som Carnival of Love på niveau med sidste års Velvet Glove, ja så måtte den helt sikkert prøves. Vinen er, som Velvet Glove, lavet på 100% Shiraz.

Faste læsere vil vide at vi har smagt netop denne vin før, med det var til en katastrofal Mollydooker-smagning, så den kom aldrig til sin ret. Det prøvede vi til gengæld at få den til her, da jeg efter det klassiske shake, hældte den på karaffel i fire timer. Jeg duftede til den undervejs, og det duftede godt.

Jeg skal være ærlig og med det samme meddele at jeg ikke har så meget at sige om vinen. Det var trods alt nytår, og fokus var ikke 100% på vinen. Men hvor Velvet Glove sidste år bare var en kæmpe oplevelse, der med det samme, på hamrende charmerende vis overbeviste en om sit værd, formåede Carnival of Love ikke at gøre det samme. Hvor jeg havde håbet at vi fik en Velvet Glove hvor der var skruet en smule ned, fik vi i stedet en The Boxer (Mollydookers entry-Shiraz) der var skruet kraftigt op. Den sødme og behagelige fedme jeg faktisk godt kan lide ved Mollydooker (især her i de kolde vintermåneder) synes jeg slet ikke var dominerende, men blev mere overdænget med kraftige krydrede noter, især peber. Der var intet indsmigrene over vinen, men nærmere et kradsbørstigt oralt overfald.

Det var ikke dårligt, slet ikke, men det var bare heller ikke elegant og overbevisende, og jeg synes slet ikke vinen var sine 500 kroner værd som den står til hos Atomwine. Jeg må desværre lande på et C, og så håbe på at en fremtidig smagning kan ændre mit billede. Jeg er bare ikke helt sikker, og jeg har en nagende frygt at jeg måske er ved at bevæge mig lidt videre fra disse alkoholiske bulderbasser. De vil altid være dejlige, men lige nu er det noget andet jeg søger.

Karakter Engine Room: D
Karakter Carnival of Love: C

3 kommentarer:

  1. Du er den vinblog med mest spraglede etiketter ;-) Jeg tænker, at du handler meget hos Smalle Vine?

    Jeg har faktisk selv lige købt en Engine Room. Det var en gave til min champagne-hadende svigerfar. Jeg ved ikke, om han har fået den drukket. Det lyder skørt.

    I øvrigt købte jeg en australsk Sangiovese / Shiraz hos Smalle Vine. The Squid’s Fist hed den. Det var sgu ret godt.

    SvarSlet
  2. Må give Tue ret, det lyder skørt med den sparkling shiraz. Og ikke som et oplagt hit. Men jeg har prøvet et par i samme kategori, men fra Frankrig. De var faktisk meget gode og forfriskende.

    Jeg faldt, som du ved, ikke pladask for Mollydooker, men husker egentlig Carnival som en af de bedre - ikke helt så meget bulderbasse som nogle af de andre. Men hvem ved, måske ender du som Pinot-entusiast, hvis udviklingen fortsætter :)

    SvarSlet
  3. @Tue: He he ja, jeg sætter jo generelt en ære i at flasken også godt må være lidt sjov. Har dog kun været i Smalle Vine to gange faktisk, men ingen tvivl om at han deler min passion for de skæve etiketter.

    Håber du vender tilbage med en kommentar på hvad svigerfar sagde til Engine Room. Er ikke sikker på at den bliver et hit :P The Squid's Fist har jeg til gengæld kigget på flere gange. Den må jeg da prøve.

    @Nanna: Jeg må jo desværre sige at jeg ER faldet for Pinot. Det har taget mange forsøg, og det er desværre den dyre franske ende af spektret der rigtigt trak mig over. Tror det var det seneste besøg i Bjarnes kælder der gjorde udslaget :)

    SvarSlet