mandag den 28. januar 2013

Undervurder aldrig en dekantering

I julen blev jeg præsenteret for to vine der i den grad underpræsterede, simpelthen fordi de ikke fik en ordentlig dekantering.

Første vin stod svigerfar bag, og er den chilenske Santa Rita Casa Real, en Cabernet Sauvignon årgang 2007. Vi smagte den blindt, da han havde læst et par indlæg her på bloggen, og gerne ville overraske mig. For det første havde han læst mit lidt for smarte indlæg om, at god vin begynder ved de 300 kroner. Dernæst mine dårlige erfaringer med chilensk vin, og hvordan de ofte smager brændt.

Med det in mente, købte han denne vin hjem, efter selv at være blevet stærkt imponeret over den til en vinsmagning. Vinen er som sagt fra Chile, og kostede over 400 kroner.
Den bød på en dejlig rund frugtet smag, med lidt fad og ikke så mange tanniner, og var behagelig og kraftig. Duften udviklede sig kraftigt med modne bær og anis.
Desværre burde en så stor vin som denne nok have fået en god tur på karaffel, da den lod til at kunne langt mere end den fik lov til - det må blive næste gang. Det var fantastisk endelig at smage en chilensk vin uden smagen af cykelslange, så der skal lyde en kæmpe tak til svigerfar for oplevelsen, og for at vise mig at der er potentiale i det chilenske vin.

Den anden vin var en lille gave fra min gode vinven Palle, en australsk vin på Petit Verdot, som Palle selv er voldsomt glad for - den oplevelse skulle jeg også have.

Desværre var det en grotesk voldsom frugtbombe. Den blev poppet og hældt op, og jeg blev overvældet af en nærmest sirupskonsistens, grænsende til alt for meget, "dog" holdt i skak i alkohol. Den var voldsomt jammy af fed mørk frugt. Jo jo, den smagte dejligt, men alt for voldsomt og potent.
Når alt dette er sagt, så skal det også siges at Palle har skældt mig godt ud, for han have sagt at den skulle have mindst 4 timer på karaffel, og det havde jeg slet og ret glemt.
Altså endnu en omgang af underpræstation, fordi den krystalrene karaffel ikke blevet taget i brug.

Derfor er pointen med dette indlæg ikke at kaste karakterer af sig, men at minde om hvor vigtigt det kan være at give store og kraftige vine godt med ilt. Jeg kan selv være slem til ikke at hælde på karaffel, men disse to oplevelser vil helt sikkert få mig til at dekantere flere vine - de fortjener det simpelthen, vinene.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar